POV SPORT // BOGUDDRAG – Om en god måneds tid fløjter Tyskland op til EM-slutrunden i fodbold. Værtsnationens landshold har ikke ligefrem været kært folkeeje de seneste slutrunder. Med en ellers glorværdig historie i selvsamme sammenhæng bringer POV Sport et længere uddrag af bogen ”Og til sidst vinder Tyskland” af forfatteren Mikael Busch.
Bundesligaen i fodbold drøner derudaf for fulde gardiner, fulde huse, fuld af overraskelser og en økonomi på fuld højde med Premier League. Eller den med overraskelserne er måske ikke helt så iøjnefaldende, for Bayern München har vundet ”Die Meisterschale” 11 år i træk, men i år indtraf overraskelsen og den historiske triumf, da Bayer Leverkusen allerede fem spillerunder før tid, hjemførte det tyske mesterskab.
Bayer ”Neverkusen”s første mesterskab, mens Bayern München måtte nøjes med andenpladsen og ditto lige ved og næsten i Champions League-semifinalen mod Real Madrid. I den europæiske guldkalvsturnering er Borussia Dortmund gået hele vejen til finalen på trods af en skuffende femteplads i ligaen, der dog var nok til også at kvalificere sig til næste års turnering, da både Italien og Tyskland har været så dominerende i europæisk fodbold, at de i modsætning til England får fem mod blot fire hold fra Premier League med i det fornyede Champions League-format næste sæson.
Bayer Leverkusen med den tidligere spanske storspiller, Xabi Alonso, på trænerbænken og danske Keld Bordinggaard som “head of coaching” slog ovenikøbet onsdag aften den 58 år gamle rekord med flest ubesejrede kampe om point på stribe, 49, som portugisiske Benfica havde siddet på siden 1965.
Så jo, det kører for tysk klubfodbold. For Tysklands landshold not so much. “Die Nationalelf” er røget ud af den indledende gruppe ved de seneste to VM-slutrunder og ved EURO 2020 (reelt 2021) var endestationen allerede ottendedelsfinalen med et 2-0-nederlag til England.
Netop den tidligere engelske landsholdsspiller Gary Linekers berømte citat om fodbold som et simpelt spil med 22 mand, der løber rundt og sparker til en bold, og Tyskland vinder altid til sidst, er de seneste tre slutrunder blevet gjort til skamme. Og lige om lidt skal Tyskland være vært for EM. Den fjerde fodboldslutrunde på tysk grund.
Jeg dækkede selv den seneste, VM i 2006, som selvom Tyskland ikke vandt, var en gigantisk succes i nationalidentitetens navn. En slags 2. Genforening, fordi nationen stod samlet, hele Tyskland jublede sammen over deres landshold og den bronzeplads, de endte med at lande på. Som om alle tyskere for første gang siden Anden Verdenskrig ikke skammede sig, stod ved og var stolte over deres flag.
32 år tidligere husker jeg som mit første VM på tv. Endda i farver, da Vesttyskland i 1974 var vært for VM-slutrunden, som de sidenhen vandt, om end de løb ind i et nederlag i sidste gruppekamp med politiske spændinger helt ind til marven på hver enkelt spiller. Ikke sådan specielt hos mig, da jeg som 9-årig mere syntes, at deres modstanders matchvinder og eneste målscorer til 1-0, Jürgen Sparwasser, var noget nær det mest cool fodboldnavn overhovedet. DDR eller Østtyskland og 1. FC Magdeburgs målmaskine par excellence.
Fra den slutrunde stammer nedenstående uddrag af bogen ”Og til sidst vinder Tyskland – fra miraklet i Bern til katastrofen i Qatar”, som udkommer i dag, 10. maj, på forlaget Grønningen 1. POV Sport har fra forlaget, forfatteren, fodboldnørden og lektor i tysk, Mikael Busch, fået grønt lys til at bringe det:
DEN LANGE NAT I MALENTE
Og værtslandet kommer godt fra start. I hvert fald resultatmæssigt. Den 14. juni vinder Vesttyskland sin første gruppekamp på Olympiastadion i Berlin foran 83.000 tilskuere: 1-0 mod Chile på et pragtfuldt langskudsmål af Paul Breitner.
National-11’eren sprudler dog langtfra som ved EM to år tidligere, dengang Günter Netzer var i topform. Det er han på ingen måde nu. Men Netzer er alligevel med i den tyske VM-trup, trods Helmut Schöns modvilje mod at benytte spillere, der er på kontrakt i udlandet.
Selv om Vesttyskland er forhåndsfavoritter til at vinde VM, fremstår holdet famlende i første kamp. I dag er kampen mod Chile kun historisk, fordi den som det første VM-opgør nogensinde kommer til at danne ramme om en politisk manifestation. Aktivister, som vil protestere mod kuppet i Chile i september 1973, har sikret sig 1.500 billetter og får – med synlige anti-junta-transparenter – tv-seernes opmærksomhed i nogle minutter. Indtil tysk politi griber ind.
I den anden gruppekamp fire dage senere vinder de vesttyske storfavoritter 3-0 over Australien. På papiret ser resultatet jo tilfredsstillende ud, men tilskuerne på Volksparkstadion i Hamburg er langtfra tilfredse. Der bliver buhet højlydt, og man hører råbet ”Aufhören, aufhören!”
Stop kampen!
Efter en nedladende gestus påkalder anfører Beckenbauer sig tilskuernes vrede oveni. Hver gang den bayerske kejser får bolden, udløses en pibekoncert blandt de nordtyske tilskuere. Og et mislykket skud fra Gerd Müller udløser ”Uwe”-råb. De foretrækker den lokale Uwe Seeler, som ganske vist ikke spiller længere. Det tyske spil er ganske enkelt ikke prangende nok til de forvænte fans. VM-debutanten Australien – fodboldmæssigt en dværg – skal besejres langt mere overbevisende. Kun den driftssikre landsholdsveteran Wolfgang Overath, som også scorer det første mål, leverer varen. Den ellers langmodige Helmut Schön er vred på sine spillere. Hvad er der gået galt?
Forud for den famlende start på VM har de tyske favoritter været på træningsophold på sportsskolen i Malente nord for Lübeck. Den isolerede lokalitet i Nordtysklands svar på Schweiz, som Die Nationalmannschaft traditionelt benytter forud for slutrunder, karakteriserer Franz Beckenbauer sådan her i sin bog Einer wie ich: ”Sportsskolen i Malente ligger på et højdedrag mellem to holstenske søer. Kommunefædrene i Malente-Gremsmühlen lokker ikke med urette turister til, når de taler om den friske luft.”
Men de tyske landsholdsspillere har ikke mænget sig med feriegæsterne i kurbyen. De har været under skarp bevogtning af GSG9 (tysk antiterrorstyrke, red.), og man kan ikke påstå, at spillerne ikke har haft rammerne for at forberede sig på VM. De er nok snarere blevet overforberedte i Malente.
Stemningen er dårlig. De spartanske forhold på sportsskolen, som i dag er omdøbt til Uwe Seeler Fußball Park, er ikke tidssvarende. Den gyldne generation forventer mere komfort end små dobbeltværelser. Der er opstået en form for lejrkuller i den holstenske idyl, men især har ét spørgsmål ødelagt den gode stemning: pokerspillet om præmiestørrelsen, hvis Vesttyskland vinder VM.
Det er ikke nyt, at spillerne får præmier for gode præstationer i slutrunder, og denne gang har det tyske fodboldforbund udloddet 30.000 D-mark for en førsteplads. Hermann Neuberger, VM’s travle chefarkitekt, er ikke selv til stede i Malente, da nyheden overbringes den 4. juni. Den opgave har forbundets delegationschef, Hans Deckert. 30.000 D-mark udløser ikke begejstring blandt spillerne. Som noget nyt, ja helt uhørt, vil landsholdstruppen anno 1974 ikke acceptere tilbuddet. Spillerne stiller et kontant krav til det tyske fodboldforbund: 100.000 D-mark i tilfælde af en tysk VM-titel. Altså mere end tre gange så meget, som DFB har tænkt sig at give. Men det er den præmiestørrelse, spillerne mener at vide, at italienerne og hollænderne vil modtage for guldet.
Da anfører Beckenbauer har fremført spillernes krav, slår Deckert i bordet:
”Det er afpresning! En skandale for tyske sportsfolk. Jeg havde troet, at jeg var blandt ærlige og rene unge mænd.”
Bundestræner Helmut Schön, som sidder på samme side af bordet som Deckert, kigger indigneret frem for sig. Det ligner et kultursammenstød mellem forbundets gammeldags sportsidealisme og fodboldens moderne forretningsmænd. Franz Beckenbauer har flere gange – både i tale og på skrift – givet udtryk for, at DFB burde have afsluttet præmiespørgsmålet længe før træningsopholdet i Malente. Nu står forbundet svagt, med mindre end ti dage til turneringsstart. Det, der er gået over i fodboldhistorien som ”den lange nat i Malente”, er begyndt.
Efter at Deckert har været i kontakt med Neuberger, forhøjer DFB præmiesummen: 50.000 D-mark for en VM-titel. Det er stadig kun det halve af spillernes krav, og ifølge Beckenbauers erindringer bringer dette nye skambud da også gemytterne i kog i opholdsstuen på sportsskolen i Malente. Nogle spillere er parat til at forlade lejren straks.
Men så træder den unge rebel Paul Breitner i karakter: ”Det går slet ikke. Ikke noget med at nogen rejser, og andre bliver. Enten rejser vi alle sammen, eller også bliver vi og forhandler videre.”
Breitners beslutsomhed skaber kampgejst.
Spillernes nye, reducerede krav: 75.000 D-mark.
I næste forhandlingsrunde vil Franz Beckenbauer ikke være alene. Han tager Horst-Dieter Höttges fra Werder Bremen og de to midtbanerivaler Wolfgang Overath og Günter Netzer med. Helmut Schön sidder igen på samme side af bordet som DFB-funktionærerne. Da Beckenbauer har fremført det nye krav, siger ”Den Lange”, som er den én meter og 86 centimer høje landstræners kælenavn, med indigneret stemmeføring: “Jeg er meget skuffet over holdet. I er sportsfolk og ikke kræmmere.”
“Det gælder princippet. Det lader ikke til, at I lægger meget værdi i titlen,” siger Netzer.
Schön: “Jeg hører kun penge, penge, penge. Kan I ikke mærke, at det går ud over vores kammeratlige forhold… Jeg har mest lyst til at tage hjem.”
Hvorefter bundestræneren rejser sig og forlader forhandlingslokalet for at forskanse sig på sit værelse. Hans afsluttende bemærkning er henvendt til Beckenbauer: “Det er for dårligt. Meget dårligt.” Og henvendt til alle: “Jeg ved, hvem der har presset jer frem – Paul Breitner, den bandeleder, den maoist.”
Men på en telefonlinje fra Hamburg erklærer Hermann Neuberger sig nu parat til at forhøje sejrspræmien til 60-70.000 D-mark – alt efter hvilken kilde man skal tro på. Dette forhandlingsudspil kommer til afstemning blandt de 22 spillere, og dramaet forbliver intakt: 11-11.
I denne situation kaster Beckenbauer hele sin autoritet ind og skærer igennem: Neubergers tilbud accepteres.
Præmiestriden er slut.
Men den lange nat i Malente er langtfra forbi. Paul Breitner er ved at pakke sin kuffert, da han med tydelig henvisning til Schön udtaler: “Her er faldet bemærkninger, som forbyder mig at arbejde sammen med manden.”
Beckenbauer til Breitner: “Klokken er næsten fire… Om få dage skal vi spille i Berlin. Tænk på pressen. Hvis vi alle sammen stikker af nu, vil vi aldrig nogensinde få fred.”
Efter en længere diskussion beslutter Breitner sig for at blive i truppen, idet han slår kuffertlåget i og udtaler det i tysk fodbold udødelige ord: “Scheiss-Fußball.”
Pressen beretter udførligt om pengestriden i Malente, og mon ikke stjernernes pengesorger i det kriseramte Tyskland skader spillernes anseelse. Oven i sejrspræmien vil spillerne få en folkevogn – den såkaldte Käfer, som er ved at blive udfaset af produktionen i Wolfsburg. Denne klassiske vesttyske bil havde spillerne fra DDR nok haft større glæde af. De får til sammenligning beskedne 1.000 DDR-mark for at være med og endnu 1.000 for hvert vundet point ved VM. For de penge kan man ikke købe meget mere end forskærmen på en Wartburg.
Fodbold i DDR
Den sidste kamp i Forbundsrepublikkens gruppe i den indledende runde er netop kampen mellem værtslandet og DDR. Det har udløst stor sindsbevægelse, efter at 12-årige Detlef Lange fra drengekoret Schöneberger Knabenchor ved VM-lodtrækningen i begyndelsen af året trak de to broderlande, der er forankret i hver sin stormagtsalliance. Undtaget kampe på amatørniveau er det første gang, de to tyske stater skal spille mod hinanden, og de kommer heller ikke til det nogensinde igen. I dag har kampen næsten mytologisk status, og i den kollektive erindring i Tyskland er denne kamp vigtigere end slutrundens finale.
Forbundsrepublikken er selvsagt tårnhøj favorit. Men rent sportsligt har kampen den 22. juni på Volksparkstadion i Hamburg ikke den store betydning. Begge hold har nemlig allerede kvalificeret sig til mellemrunden.
DDR, ”Den første arbejder- og bonderepublik på tysk jord”, opnår i løbet af 1970’erne anerkendelse som selvstændig stat i det meste af verden, og sport betragtes som et vigtigt redskab i kampen for at opnå international anseelse. Rent sportsligt har DDR på få år udviklet sig til en elitenation. Ved OL i München i 1972 har Østtyskland erobret flere medaljer end værtslandet. DDR gør sig især gældende i de discipliner, der passer ind i en systematisk talentudvikling – og et lige så systematisk dopingprogram: for eksempel svømning og atletik. Knap så godt ser det dog ud med præstationerne i de mere uforudsigelige og ukontrollerbare holdsportsgrene. Det Socialistiske Enhedspartis Centralkomité har ved en beslutning i marts 1969 praktisk talt elimineret sportsgrene som basketball og ishockey.
Heller ikke fodbold nyder regimets positive bevågenhed. Den fornemste mission med sport er at demonstrere socialismens overlegenhed, og Oberligaen i øst er bare ikke på niveau med Bundesligaen i vest. Den øverste sportsfunktionær i DDR, Manfred Ewald, frygter et sviende nederlag mod klassefjenden i slutrunden i 1974. Ewald bebrejder formanden for det østtyske fodboldforbund, Günter Schneider, at denne ikke har forhindret den uheldige lodtrækning. Som om det var en mulighed! Ewald, som endda overvejer at trække DDR ud af slutrunden, har meget lidt sans for de faktiske forhold i international fodbold.
DDR ender med at deltage. At udeblive ville have udløst en klækkelig bøde, og trods regimets bekymringer kan fodbold heller ikke bare sådan elimineres i DDR. Den traditionsrige holdsport er simpelthen for populær blandt østtyskerne.
Ligesom i Forbundsrepublikken kan man også i DDR tale om en gylden generation, som spillemæssigt topper i midten af 1970’erne. Flere af de spillere, der i 1965 har været med til at vinde UEFA-juniorturneringen – Jürgen Croy, Hans-Jürgen Kreische og Jürgen Sparwasser – er nu etablerede landsholdsspillere. Østtysk klubfodbold leverer bemærkelsesværdige resultater. Den 8. maj 1974, kun få uger før VM, vinder FC Magdeburg 2-0 over den italienske storklub AC Milan i finalen i europacuppen for pokalvindere. Det er første og eneste gang, det sker.
Dynamo Dresden gør det også imponerende godt i flere sæsoner i mesterholdenes turnering. I sæsonen 1973/74 taber holdet med marginaler mod mægtige Bayern München i en legendarisk ottendedelsfinale med 3-4 og 3-3 i de to kampe. Også bronzemedaljen ved OL i München skal nævnes. Undervejs besejrer de østtyske ”statsamatører” Forbundsrepublikken med en ung Uli Hoeneß, som venter med at underskrive sin kontrakt med Bayern München til efter OL.
DDR’s landshold råder over flere klassespillere. Men en afgørende faktor for DDR’s succes ved VM i 1974 er formentlig træner Georg Buschner, en mand med en vis karisma. Buschner er blevet hyret som nationaltræner i 1970 efter at have trænet FC Carl Zeiss Jena i en årrække. Han er stærk tilhænger af en atletisk form for fodbold. I modsætning til den idealistiske, følsomme og lidt flegmatiske Helmut Schön er Buschner en hård hund. Han sætter sin lid til militær disciplin. Og han er overbevist kommunist og endda uofficiel Stasi-meddeler i en årrække under dæknavnet ”Georg”. Buschner er også egensindig. Han forbereder sig minutiøst til hver kamp, og ingen funktionærer skal blande sig i hans sportslige dispositioner ovenfra.
I kampen mod Vesttyskland den 22. juni lader det til, at han har lagt den helt rigtige taktik.
Østtyske ”turister”
I de to første kampe mod de svagere modstandere i gruppen har det østtyske landshold spillet offensivt med hele fire angrebsspillere: Wolfram Löwe, Joachim Streich, Peter Ducke og Eberhard Vogel. Det er blevet til en 2-0-sejr over Australien og 1-1 mod Chile. Men Buschner sadler helt om i kampen mod de vesttyske storfavoritter. ”Warum wir heute gewinnen,” står der på forsiden af den vesttyske tabloidavis Bild Zeitung den 22. juni. Men så let kommer det slet ikke til at gå, for DDR spiller nu kun med de to hængende angribere fra Magdeburg: Martin Hoffmann og Jürgen Sparwasser. De vesttyske angrebsspillere holdes til gengæld i et jerngreb: Konrad Weise fra Carl Zeiss Jena mandsopdækker effektivt Gerd Müller. Gerhard Kische fra FC Hansa Rostock tager sig kærligt af Heinz Flohe. Og Siegmar Wätzlich fra Dynamo Dresden har et sikkert greb om driblekunstneren Jürgen Grabowski.
Kampen ser længe ud til at ende målløs – som så mange andre kampe ved dette VM. Men i det 78. minut kaster målmand Jürgen Croy bolden langt ud til den indskiftede Erich Hamann fra den militært forankrede klub FC Vorwärts Frankfurt. Hamann løber med bolden, passerer midterlinjen og leverer en lang aflevering ind mod det vesttyske felt. Jürgen Sparwasser spurter frem. Han får kontrol over bolden, løber højre om Berti Vogts. Sparwasser ser, at Sepp Maier er på vej ud af sit mål, og i næste øjeblik skyder han resolut. Mål!
Da kampen fløjtes af, er storfavoritterne besejret af de undertippede gæster. Det er velbeslåede fodboldproffer, der besejres af de fattige statsamatører. Socialismen, der besejrer kapitalismen. Kort sagt: David besejrer Goliat.
Som Sparwasser senere bemærker: Der behøver ikke at stå noget navn på hans gravsten. Ordene ”Hamburg, den 22. juni 1974” vil være nok.
I aviserne dagen efter er der naturligvis kritik af det vesttyske landshold: ”So nicht, Herr Schön!”, står der på forsiden af Bild Zeitung, som en slags kommentar til avisens egen overskrift dagen forinden. Mange aviser har en hang til en form for koldkrigsretorik, uden at mange dog går så vidt som Bild, der har karakteriseret de østtyske spillere som ”bullenhafte Kraftmaschinen” – bølleagtige kraftværker. Man har svært ved at anerkende, at det østtyske landshold står for andet og mere end kollektivfodbold efter en skabelon. At det ganske enkelt ikke er ufortjent, at DDR vandt broderopgøret.
Paradoksalt nok er der relativt stor åbenhed over for pressen på det østtyske mandskabshotel i Quickborn ved Hamborg. Mens det vesttyske landshold har forskanset sig i Malente, og Helmut Schön fremstår stiv og genert, lyder den veltalende Georg Buschner yderst selvbevidst.
Sparwassers sene mål udløser selvsagt jubel blandt de østtyske tilskuere på Volksparkstadion i Hamburg. Men med deres særprægede påklædning og kasketter fra det østtyske statslige detailhandelsforetagende Handelsorganisation ligner de cirka 1.500 østtyskere ikke rigtige fodboldfans. Det er de heller ikke. De er betroede medlemmer af SED, det kommunistiske parti i DDR. Og der er næsten ingen unge mennesker eller kvinder blandt dem.
”Turisterne” – som disse VM-tilskuere kaldes i Stasi-dokumenter – har til opgave at yde politisk og moralsk støtte til DDR’s landshold. Selvfølgelig har der været stor efterspørgsel efter billetter til det tysk-tyske opgør blandt rigtige østtyske fans. Men de har fået at vide, at der desværre er udsolgt. Også selvom det østtyske fodboldforbund langtfra har udnyttet den kvote af billetter, det har krav på. Der er tomme pladser på stadion.
De tilrejsende østtyskeres ejendommelige kampråb lyder: ”7-8-9-10-Klasse!” Og en anden ejendommelighed er, at de østtyske tilskuere intet affald efterlader sig på stadion.
For de østtyske ”turister”, hvoraf cirka hver tiende har tilknytning til Stasi, er der faktisk også et program af turistisk tilsnit, mens de er i Hamburg. Der er en kombineret byvandring og havnerundfart. Der er desuden en obligatorisk tur til Tarpenbekstraße, hvor kommunistlederen Ernst Thälmann boede, inden han blev fængslet af nazisterne. Der er fællesspisning i Hamburger Congress Centrum.
”Turisterne” kommer ikke langt for de 10 D-mark, de har fået i diæter. Stasi, som har anlagt ”Operation Leder” i forbindelse med den østtyske VM-deltagelse, har næsten totalt styr på det hele. Kun en enkelt ”turist”, rejser ikke med tilbage til DDR, men bliver i Forbundsrepublikken efter VM.”
Og til sidst vinder Tyskland
Fra miraklet i Bern til katastrofen i Qatar
Forfatter: Mikael Busch
Forlag: Grønningen 1
Sider: 272
Pris: 299,95 kr.
Udkommer: 10. maj
Husk at like og følge POV Sports Facebook-side.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
