NATIONAL IDENTITET // INTERVIEW – Bosniens vej mod VM 2026 handler om mere end sport. I Bosnien, hvor politik, institutioner og hverdagsliv fortsat er præget af etniske skel efter krigen, kan landsholdet blive et sjældent fælles samlingspunkt. “Fodbold er næsten den eneste institution, der fungerer i landet”, siger Meho Selman, der flygtede fra krigen i 1990’erne. Men vejen mod EU kan vise sig vigtigere end vejen til VM, mener senioranalytiker Adnan Ćerimagić.
Ved VM-kvalifikationskampen den 31. marts mod Italien hamrede den unge bosniske landsholdsspiller Esmir Bajraktarević den afgørende straffesparksbold i nettet og katapulterede det lille Balkan-land med den brutale nationalhistorie op i den sportslige storliga.
Men der står måske mere på spil for bosnierne end ”bare” en billet til VM 2026. Står det bosniske landsholds sejr i byen Zenica i virkeligheden som et håbefuldt lysglimt i den grumsede politiske tåge, der, selv 30 år efter krigens afslutning, fortsat synes at ligge over landet med de hårdt optrukne etno-nationalistiske skillelinjer?
Fodboldkampen blev for det post-krigshærgede og folkedrabsramte Bosnien en præstation, hvis fundament var bygget på netop et nationalt sammenhold
POV International har talt med Meho Selman, flygtning fra den bosniske krig i 1990’erne, fodboldentusiast og tidligere regionspolitiker, om betydningen af fodboldspillet i det gamle hjemland, og med Adnan Ćerimagić, senioranalytiker for Vestbalkan ved tænketanken European Stability Initiative i Berlin, om hvordan ny forskning dokumenterer en stigende grad af fælles-bosnisk identitetsforståelse, der løfter sig over etniske skel, men i høj grad også hvordan en tættere integration med Europa kunne understøtte denne udvikling.
Daytons lange skygge
I en ny Spotify-podcast, Balkanomicon, taler Balkan-forsker og debattør Jasmin Mujanovic med den Sarajevo-baserede chefredaktør for nyhedsmediet odgovor.ba, Kenan Efendić, om den politiske situation i Bosnien lige nu.
Et af de emner, der bliver vendt, er markeringerne af 30-året for afslutningen af krigen, folkedrabet i Srebrenica og underskrivningen af Dayton-aftalen, der alle fandt sted i løbet af 2025.
Efendićs oplevelse var, at afholdelsen af flere af de markeringer, han selv deltog i, var præget mere af pligt end af lyst. Bevares, der er ikke krig, hvilket er positivt, men i betragtning af at den politiske og økonomiske udviklingsgrad i landet er minimal, så var der ikke meget at fejre.
I samtalebogen Europas Time vender fodboldbegejstrede Lykke Friis og Søren Pind bl.a. betydningen af Danmarks EM-sejr over Tyskland i 1992
Det er selvfølgelig kun én persons udtalelse, men kaster man et blik over de seneste års internationale mediedækning af Bosniens politisk-økonomiske scene, så indeholder langt størstedelen af overskrifterne ord, der i tonalitet rimer på krise, kollaps, konflikt og kaos.
Dette giver et fingerpeg om den komplekse situation, som landet er endt i. Den primære, om end langtfra eneste knast, vurderer de fleste, er Milorad Dodik, som er de facto politisk leder af Republika Srpska (RS), den serbiske del af Bosnien og Hercegovina.
Dodik har i årevis kørt som en politisk konfliktgenerator, hvis benzin har været det ultimative mål om at løsrive RS fra selve Bosnien – en faktor, der kan være med til at forklare, at udviklingen af en fælles national identitet længe har været sat i bakgear.
Mere end et spil
Hvilken rolle kan en fodboldkamp så spille midt i dette politiske morads? I samtalebogen Europas Time vender fodboldbegejstrede Lykke Friis og Søren Pind bl.a. betydningen af Danmarks EM-sejr over Tyskland i 1992.
Nu er en adgangsbillet til VM, som bekendt, ikke det samme som at vinde en guldmedalje, men de argumenterer for, at Danmarks sejr styrkede den nationale selvfølelse, og det blev, som en sidebemærkning, ikke mindre af, at det var Tyskland, som det danske hold besejrede.
For Bosnien betød Dayton-fredsaftalen, at landets nye politiske system på tragisk vis førte til en fastfrysning af krigens etniske opsplitning. Det blev afgørende, om man var bosniak, kroat eller serber. Denne fastlåsning har karakter af en forbandelse, som af flere grunde har vist sig stort set umulig at bryde.
Meho Selman kom til Danmark i 1993 som flygtning fra krigen i Bosnien, han er fodboldentusiast og bl.a. tidligere regionspolitiker. Jeg spørger ham, hvilken betydning fodboldsejren i hans optik har for særligt bosniere i diasporaen.
”I Bosnien betyder religion meget, og alt er etnisk opdelt. Fodbold er næsten den eneste institution, der fungerer i landet.” Han griner med en lidt opgivende tristhed. ”Det er derfor, fodbold er ret ’helligt’ og betyder så meget for så mange bosniere.”
Den etniske opdeling i Bosnien gennemsyrer stort set alle dimensioner af samfundet, hvilket spænder ben for bl.a. udviklingen af en fælles national identitet
Fodboldkampen blev for det post-krigshærgede og folkedrabsramte Bosnien en præstation, hvis fundament var bygget på netop et nationalt sammenhold – og det var dét, der gjorde situationen unik og bidrog til at styrke den nationale selvfølelse, som Friis og Pind taler om.
Selman uddyber, hvad situationen kan betyde for bosniere i diasporaen:
”At sparke fodbold er ikke bare et spil, det er også en global industri. Der er en kommerciel del, men der er også en identitetsdel. Rigtig mange har det, som om du skal have et hold, du kan holde med. Det giver en følelsesmæssig kontakt. Når man ikke bor det sted, hvor man er født, giver det en glæde over, at det går holdet godt, og det giver en idé om en form for hjemsted.”
Selman skynder sig dog at understrege:
”Men jeg er ked af, at Danmark ikke kommer med til VM. Det er hyggeligt med storskærme og folk, der hele tiden taler fodbold.”
Et forsigtigt vi
Bosnisk-fødte Adnan Ćerimagić er senioranalytiker ved tænketanken European Stability Initiative i Berlin og ekspert i Vestbalkan. Jeg har kontaktet ham for at høre, hvordan han ser på betydningen af fodboldsejren.
Han fastslår, i tråd med Meho Selman, at den etniske opdeling i Bosnien gennemsyrer stort set alle dimensioner af samfundet, hvilket spænder ben for bl.a. udviklingen af en fælles national identitet.
”Borgere i Bosnien og Hercegovina har i løbet af de seneste tre årtier udviklet en skepsis i forhold til, hvad de kan forvente af deres politiske ledere og institutioner. I den offentlige samtale har dette, nærmest som en national refleks, udviklet sig til en slags kynisme.”
Ćerimagić forklarer, at der dog i det små er ved at vise sig en ændring i måden, hvorpå borgere i Bosnien ser på det at være medborgere:
”Ny forskning har indikeret, at der blandt borgerne er ved at udvikle sig et tilhørsforhold til Bosnien som stat, der går på tværs af landets forskellige etniske samfund. Bosniakker har, traditionelt set, identificeret sig med den bosniske stat. Serbere og kroatere anerkender nu i det små deres tilknytning. Etnisk identitet bliver således ved med at være vigtig, men de forskellige grupperinger begynder i højere grad at sameksistere ud fra en erkendelse af, at de hører til Bosnien og Hercegovina.”
Den Europæiske Union kan, ifølge Ćerimagić, komme til at spille en central rolle i denne identitetsproces
Ćerimagić pointerer, at der ved internationale begivenheder, som fx når bosniske film bliver nomineret til en Oscar, eller nu med fodbold, kan observeres en stærk fælles national stolthed. Dette harmonerer med Hamza Karcics budskab i den nylige Balkan Insight artikel ”World Cup Qualification Brings Rare Sense of Hope to Bosnia”.
”Disse begivenheder giver genlyd ikke kun hos dem, der tydeligt identificerer sig med landet, men også mere skeptiske borgere. De nylige fodboldkampe har fx haft seere og opbakning fra Republika Srpska. Serbien har ikke kvalificeret sig til VM, og Bosniens hold, der består af serbere, kroater og bosniakker, blev så det oplagte hold at følge.”
Vejen mod Europa
Adnan Ćerimagić maner dog også til besindelse. Han vurderer, at man ikke kan forvente, at disse nationale øjeblikke kommer til at forandre den politiske retorik eller måde, hvorpå landet bliver styret på i ét hug, men det er et skridt hen imod en konsolidering af en fælles identitet.
Den Europæiske Union kan, ifølge Ćerimagić, komme til at spille en central rolle i denne identitetsproces.
”Hvis Bosnien bliver tættere integreret politisk såvel som økonomisk med Den Europæiske Union, så vil det understøtte opfattelsen af, at landet ikke kun er en del af Europa, men også kan lykkes på højeste internationale niveau.”
Sagt på en anden måde, så vil det ikke være Oscar-nominering eller fodboldkamp, der vil være i spil i denne situation, men derimod det, at landet lykkes internationalt på den politiske og økonomiske front.
”En sådan udvikling kunne højst sandsynligt skabe en positiv effekt på både borgernes opfattelse af landet og på den politiske dynamik i landet. Og netop dette kunne være med til at styrke landets komplekse, men dog alligevel stigende grad af fælles identitet.”
Læs mere af Anders Stubkjær her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og