Tour Pogacar triumf

Tour de France: Gentagelsens triumf

i Featured af
18. ETAPE // POV SPORT – Med et tungt punch og to relanceringer tog Pogacar sin tredje etapesejr. Og den prikkede trøje oven i den gule og den hvide. Tourens konge er uantastelig.

Tour de Frances storhed ligger i bjergene. Det er her vi gennem historien har været vidner til triumfer og tragedier, det er her stjerner er blevet tændt og slukket og der er her folk – til fods –  i hundrede år er valfartet til Frankrigs fjerneste egne for at opleve magien, når feltet passerer.

Det er noget helt andet end TV-billeder. Man ser så meget i ansigterne, der passerer forbi. Foran er der determinerede blikke og kampånd, og desto længere man kommer ned i geledderne, desto mere er det resignationen, der tager over. Man kigger efter sine favoritter og forbløffes over, hvor små de er. Små og tynde.

De fem sekunder, man rigtigt kan se ham i, gør i et stort indtryk

Man forbløffes også over dramaets lysløshed. Som rædselsscenerne uden lyd i Saving Private Ryan.  En underlig kontrast mellem slagets alvor og de rammer det udkæmpes i. Man er i en enestående smuk, vild og stor natur, og så kommer hele Tour de France-karavanen, og stedet er pludselig centrum for hele verdens intense opmærksomhed.

Dér var Alaphilippe. Sveden driver af ansigtet og i dets furer er der aflejringer af vejstøv. De fem sekunder, man rigtigt kan se ham i, gør i et stort indtryk. Man kan høre hans åndedræt og kædens snurren på kassetten. Så er han væk og det er alle de andre også, og helikopterne forsvinder hen over bjergtoppen.

For TV-seere slutter det ikke hen over toppen. Vi er med hele vejen, og det har bestemt også sin fascinationskraft. Det er de samme billeder, der sendes til alle landes stationer, men det er ingenlunde det samme, kommentatorerne får ud af det, de ser. I de gamle cykellande – Italien, Belgien, Frankrig, Spanien – ser man mere objektivt analytisk på det hele. Man er vant til at have store ryttere.

Den danske krumtap

Nye cykellande ser alt med nationale briller. I Danmark handler Tour de France nu kun om Jonas Vingegaard – han er blevet løbets krumtap.  Og Vingegaard er visselig en komet og varmt stof overalt, men det dansk sportspublikum er noget for sig selv i dets umættelige trang til at få fastslået, at danskere er de bedste. Og jo flere gange Vingegaards navn nævnes, og jo større superlativerne er, desto bedre er udsendelsen vist.

Helten selv står i grel modsætning til al opmærksomheden. Han er en sindig nordjyde, der godt ved, at det er bedst at holde fødderne på jorden, og at succes kan være flygtig.  Det er der nu ingen grund til at tro, at den bliver for hans vedkommende. Han ser ud til at have alt, hvad der skal til for at blive på den top, han nu er klatret op på.  Han er klogt og dygtigt udviklet af Jumbo-Visma, som har haft talentet simret over svag varme i tre år, og nu er han så klar.

Og Vingegaard kommer efter Touren til at indordne sig som nummer to efter Roglic igen – sikkert med massive danske protester til følge

Hvor klar han er, har tilfældet gjort synligt. Selvfølgelig ville han have kørt ukristeligt stærkt som hjælperytter for Roglic, men man ville aldrig have fået at vide, om han kunne følge de bedste. Men det kunne han, og det havde Roglic formentlig også gjort, hvis ikke han var styrtet. Det er ingen grund til at tro, at Roglic ikke ungefähr havde matchet Pogacar i denne Tour, havde han været her.

Og Vingegaard kommer efter Touren til at indordne sig som nummer to efter Roglic igen – sikkert med massive danske protester til følge. Men man kan bare slå Roglic palmares op. Måske de sidste tre års bedste cykelrytter i verden. Men Jumbo-Visma er glade. Arvefølgen er på plads, og der vil blive gjort klar til et glidende tronskifte. Og Vingegaard vil være tålmodig og vente på, at tidens fylde kommer.

Benene roterer med den smukkeste souplesse, selv under den allerstørste kraftudfoldelse

Opstigningen til Luz Ardiden torsdag syntes at slæbe trætte ben fra Col du Portet med sig. Angrebene lod vente på sig, og det endte med, at den der mindst behøvede at angribe, gjorde det. Selvfølgelig Tadej Pogacar, som strutter og stråler af kørelyst, og som aldrig undlader at rose dem, der gider og kan udfordre ham.

Ham kan man aldrig blive træt at se på. Sjældent i hele cyklingens historie ham man set nogen pedallere så smukt i de høje pas. Benene roterer med den smukkeste souplesse, selv under den allerstørste kraftudfoldelse, og den karakteristiske dybe hæl har han tilfælles med Eddy Merckx.

Alt imens han retter feltet og folk spredes som agner for vinden sidder han med et ansigtsudtryk, der næsten ligner et venligt smil og på ingen måde bærer præg af anstrengelse. Sådan er det nok ikke, men det må være foruroligende for konkurrenterne at se på ham.

Pogacars sejrstørst

Det er ikke kun ”hæltrådet, han har tilfælles med Merckx. Det er også hans sejrstørst. Hos Pogacar er der ingen gavebod, og der vanker ikke en etapesejr bare fordi, man har ført i udbruddet eller for at sætte i banken til en anden god gang.

En tredje reference til Merkcx var hans afslutning i dag. Som at se Kannibalen i hans storhedstid. Det var nærmest legestue, da han ellers gjorde det svært for sig selv ved at gå langt ude. Men hans power og de to relanceringer var uimodståelige, og med et godt italiensk cykeludtryk kørte han i mål med piben i munden.

Jonas Vingegaard er denne Tours klart næstbedste mand, men der er stadig et stykke op til den lige straks dobbelte Tour-vinder.

Men der er så sandelig ikke noget at skamme sig over. De andre har endnu længere…


 

LÆS MERE I POV OM Tour de France HER

LÆS FLERE TEKSTER I POV AF PER BAUSAGER HER


POV Sport følger dagens væsentligste historie i Tour de France.

Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.


Topillustration: Tadej Pogacar trækker endnu en gang fra på vej mod toppen af 18. etape til sin tredje etapesejr i årets Tour og suveræne margin til Jonas Vingegaard på andenpladsen i klassementet. Foto: Getty Images.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Per Bausager, født i 1956, er tidligere professionel cykelrytter og har deltaget i alle grand tours og klassikere.

Han har siden sin cykelkarrieren importeret italiensk cykelsportsudstyr og er tillige cykelsportskommentator og medforfatter til cykelbøgerne, 'Sort Kaffe' og 'Hvide Sokker'.

Han skriver lige nu på en biografi om Mads Pedersen.

Seneste artikler om Featured