ISLAM // NY BOG – En af Danmarks førende mellemøstforskere og islamkendere, Jakob Skovgaard-Petersen, fyldte rundt for nylig, og i den forbindelse har en lang række venner og kolleger skabt et festskrift, der går langt ud over, hvad den genre normalt indbefatter. Det er forskning og journalistik, som bliver formidlet på smukkeste vis, og bogen bør være et selvfølgeligt valg for den, der gerne vil kende mere til den islamiske verden end de sædvanlige stereotype opfattelser.
Den, der ved, bør også tage stilling, blande sig og handle. Således skrev den palæstinensiske teoretiker Edward Said i sin sidste bog, der omhandlede den intellektuelles ansvar. Said var litteraturprofessor på Columbia University, han havde en tryg tilværelse som amerikansk statsborger og kunne sagtens have muret sig inde i sit elfenbenstårn, men livet igennem var han engageret i den palæstinensiske sag, som helt naturligt lå ham på hjerte.
En af Danmarks fremmeste mellemøstforskere og islameksperter, Jakob Skovgaard-Petersen, har ved flere lejligheder opponeret mod Saids akademiske synspunkter, og navnlig deler han ikke dennes orientalisme-begreb. Men hvad det andet angår, er Saids opfattelse af akademikerens offentlige rolle fuldstændig rammende for Jakob Skovgaard-Petersen.
Derfor virker det også ganske naturligt, at en lang række venner og kolleger nu har bidraget til et festskrift, der udkom i forbindelse med hans 60-års fødselsdag for nylig. For mens festskrifter ofte kan være en stærkt akademisk affære med kloge artikler for en forholdsvis begrænset kreds af ligesindede, sidder vi her med et bidrag til genren, der ligesom fødselaren selv bryder med normerne ved at søge langt ud over elfenbenstårnets snævre rammer.
Bogen er en velskrevet og velredigeret rundtur i mellemøstforskningen, som den ser ud i dag med dens mange afskygninger. Der er både akademiske og journalistiske bidrag,
Fatwa og profettegninger
I disse tider med debatten om koranafbrændinger og grænser for, hvad man må sige og foretage sig i forhold til islamiske værdier, har det nok en særlig interesse at læse Lars Erslev Andersens essay om, hvordan de sataniske trusler mod Salman Rushdie fortsat er i live. Det fik vi en påmindelse om den 12. august 2022, da en ung mand angreb forfatteren og nåede at stikke ham 10 gange, inden han blev overmandet.
Angrebet fandt sted 33 år efter ayatollah Khomeinis fatwa og på en tid, hvor både kulturlivet, myndighederne og Rushdie selv troede, at sagen i almindelighed var et stykke fortid. Det er den på mange måder også, men så følger den interessante forklaring.
Da der samtidig var optræk til en svækkelse af det religiøse systems greb om magten i Iran, så ayatollahen så et helt særligt potentiale i bogen til at mobilisere iranerne for islam
Khomeini kunne godt have fremsat en ny fatwa, der sagde det modsatte, men en fatwa er en vurdering fra en religiøs lærd og ikke en retlig dom i vestlig juridisk forstand, og derfor er det op til den enkelte muslim at vælge at følge den eller at lade være. De iranske ledere kunne godt have handlet, men dette er aldrig sket. Godt nok tog de på et tidspunkt afstand fra dusøren på 3 mio. dollars, som var blevet udlovet for drabet på Rushdie, men de lod det blive ved det.
Der er ingen tvivl om, at De sataniske vers er både krænkende og provokerende, men her skal man holde sig for øje, at det er et stykke litterær fiktion, hvor der også laves satire over andre store religioner og ideologier. Derfor ligger der en vigtig pointe i, at Khomeinis fatwa nok først og fremmest var motiveret af politik og ikke af romanens indhold som sådan.
De krænkende passager i bogen fik en fuldstændig overdimensioneret betydning, fordi de blev brugt af politikere og aktivister til fremme egne interesser, mens de tilsidesatte hensynet til islam og folks følelser. Det er på mange måder den samme historie, som da virkningen af de danske profettegninger i Jyllands-Posten blev voldsomt forstærket som følge af politiske forhold i Qatar, Syrien, Saudi-Arabien og Egypten. Indien var således det første land til at forbyde bogen, og det kan kædes sammen med, at det regerende Kongresparti stod midt i en valgkamp og havde stærkt brug for landets muslimske stemmer.
Da det hele brød ud i lys lue i 1989, var Rushdie allerede en kendt forfatter i Iran. Flere af hans bøger var blevet oversat til persisk, og De sataniske vers blev anmeldt i iransk presse, uden at det førte noget videre med sig. Men det kom netop på en tid, hvor Iran havde indgået våbenhvile efter otte års blodig krig mod nabolandet Irak, og det opfattede Khomeini som et nederlag.
Da der samtidig var optræk til en svækkelse af det religiøse systems greb om magten i Iran, så ayatollahen så et helt særligt potentiale i bogen til at mobilisere iranerne for islam. Sagen er altså et eksempel på, hvordan religionen blev brugt politisk, og dette hverken første eller sidste gang i verdenshistorien.
Vi mangler indsigt
Lars Erslev Andersen følger op med en forklaring på, hvordan Vesten også lod politiske hensyn tage teten i håndteringen af Rushdie-sagen, men dette vil vi lade komme læserne til gode, når de selv tager bogen i øjesyn. Det vigtige, som også er en slags rød tråd gennem hele festskriftet, er, at vi gang på gang fejlvurderer situationen i vores forhold til den muslimske verden.
Som Sune Haugbølle skriver i bogens første essay, er islam en levet, dynamisk religion og ikke bare dogmatik. Og for at forstå dette skal man sætte sig ind i sociale og mediemæssige forhold, der præger muslimers dagligdag, og ikke mindst skal man holde sig orienteret om deres debatter og fortolkning af religionen. Og hertil skal man forstå modernitetens indvirkning på religionen, for som det forholder sig nu, sætter alt for mange lighedstegn mellem islam og fundamentalistiske læsninger.
Et skoleeksempel på dette beskriver Anders Hastrup i sit bidrag, som han meget malende kalder En ølstafet i helligt vand.
Hastrup, som i en årrække var direktør for Det Danske Institut i Damaskus og nu underviser på Københavns Universitet, beskriver her, hvordan han tog et par års ophold som feltkoordinator for en stor amerikansk organisation i Darfur-provinsen i Sudan. Efter næsten afsluttede studier i Danmark følte han, at han ganske enkelt vidste for lidt og måtte tage ud og opleve den del af verden på egen hånd.
”Jeg så funklende hvide Land Rovere med hver deres NGO-logo på, der skabte trafikpropper overalt og hvirvlede det rødlige støv op fra de hårdtprøvede veje,” skriver han om ankomsten til byen Nyala i det sydlige Darfur.
”Man kunne høre de hvides walkie-talkier knase og se tidligere Irak-soldater, der nu gjorde sig som sikkerhedskonsulenter komplet med cargopants og spejlglas-solbriller, skule i gaderne, hvor de tog bestik af situationen og bag brillerne sikkert tænkte på, hvor hurtige penge de kunne tjene på at instruere idealistiske unge NGO-arbejdere om, hvordan man undgår at blive beskudt ved at løbe i zigzag.”
Dette er på mange måder indbegrebet af mødet mellem den vestlige og den muslimske verden. De vestlige NGO-medarbejdere havde en konkret opgave at udføre, og det betragtede de mere eller mindre som ren logistik. Men Anders Hastrup ville noget mere. Han ville forstå sine omgivelser, og derfor var det ikke nok, at han havde iværksat et godt projekt, hvor lokale kvinder vævede græsmåtter til brug for de hytter, som skulle huse flygtninge.
Der er intet apologetisk over disse mangeartede bidrag, men en dyb trang til at forstå, hvad der rører sig i den del af verden
For at komme de rigtige steder hen begyndte han at gå med hijab, som i Darfur ikke er navnet på muslimske kvinders hovedtørklæde, men på en læderamulet med koranvers, som man bærer i armhulen. Og da det virkelig gjaldt, gik han til en sheikh, en hellig mand, der gav ham besked på at drikke to liter kulsort blækvand med flydende koranvers.
Beretningen fra Darfur er ikke bare en eksotisk rejseoplevelse fra de varme lande. Det er en prisværdig indsats for at stige ud af NGO-arbejderens funklende hvide Land Rover for at lære mere om det omgivende samfund. Og lige så prisværdigt er det naturligvis, at Anders Hastrup efterfølgende sørger for at formidle disse erfaringer på en måde, så også såkaldt almindelige mennesker kan være med.
Bogen er fuld af den slags oplevelser. Der er et fremragende bidrag om guddommelig eller menneskeskabt lov, hvor Andreas Nabil Younan, ph.d.-kandidat fra Cambridge, skriver om muslimske retslærde og implementeringen af sharia i Egypten under den islamiske vækkelse.
Dette er tiden i 1970’erne og 1980’erne, hvor der kom en reaktion på revolutionen i 1952 og sekulariseringen – i form af hvad man kan betegne som den første islamistiske bølge i moderne tid. På lignende vis har Saer el-Jaichi fra DIIS skrevet om Islamisk Stat, bevægelsens teologiske selvforståelse og forankringen i sunni-politisk idéhistorie.
Her er det tankevækkende at læse, at ”IS kan ideologisk betragtes som en fortsættelse af vækkelsestraditionen fra korstogene, fordi den ligger uden for den traditionelle islamiske jura, der tager hensyn til faktorer som behandlingen af krigsfanger og civile. I stedet fokuserer IS’ religiøse tænkning på, at islam befinder sig i en akut nødstilstand, både åndeligt og politisk, hvor stramme regler og forordninger ikke er nødvendige.”
Mange vil nok kalde dette for lidt af en øjenåbner. I hvert fald påpeger det nogle vigtige forskelle mellem Islamisk Stat og en række andre islamiske bevægelser, som vi i vores vestlige dagligdag har en tendens til at sætte i nogenlunde samme bås.
Der er intet apologetisk over disse mangeartede bidrag, men en dyb trang til at forstå, hvad der rører sig i den del af verden. Og når denne forståelse ovenikøbet ligger hos en række gode formidlere, der tænker som Edward Said, kan denne bog kun ses som et vigtigt bidrag til at bygge bro over den kløft, der præger dagens islam-debat. Det er en bog, som bør læses!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
