UNGDOMSLIV // ESSAY – Lige dér, midt i Aarhus Festuges forunderlige blanding af provinsiel byfest og global kulturfestival, sidder han med en fadøl og hygger sig. Kæresten, Pernille, er ved hans side med et glas rosé. De har lige fået franske crepes med æg og ost og skinke fra Street Food-markedet inde i den store hal. Alt sammen økologiske råvarer. Og nu driller han hende kærligt med hendes køreegenskaber. De har for nylig leaset en Renault Twingo.
Rasmus hedder han. Læser på Aarhus Universitet med det mål at blive gymnasielærer. Det er ved at være nogle år siden, han flyttede til byen, men vi kender grundmotivet i hans historie: Frisk fyr fra provinsen, som forlader hjemegnen, fordi der ikke er mere at komme efter og flytter til storbyen for at få en uddannelse. Rasmus har spillet fodbold. Han har en tatovering fra en rejse med vennerne. Og for et år siden trænede han sig op til at løbe et maraton.
Det endte med at Jadil bad mig og mine kammerater line op langs fortovet, så ham gutten, som havde provokeret os, kunne kysse vores fødder. Og det gjorde han sgu. Jeg kan stadig huske, hvor bange han var for, at vi ville sparke
Vi kender ham og hans historie. Vi har regnet ham ud. Tror vi. Men under overfladen af gode karakterer og planer for fremtiden popper brudstykkerne frem fra en anden tid og et andet slags liv: Rasmus’ vej fra periferien mod centrum er også historien om vold og overlevelsesstrategier. Om at være teenager og prøve det hele for første gang.
Young guns
Rasmus og Pernille har også været på Smukfest i Skanderborg. Det var på festivalen, at han var bumlet ind i sin fortid, fortæller han. En af vennerne fra de gamle party-hard-halbal dage. Pludselig var han der bare. Og det er lige dér til en af årets koncerter i bøgeskoven, at vores vens historie tager sin begyndelse, og jeg tænder for lydoptageren:
”Det var så Jadil, som stod der. Jeg havde ikke set ham i 100 år. Han havde sat sine solbriller op lige midt i panden, og jeg tænkte bare: shit mand, den er gået helt gal! Vi snakker lidt frem og tilbage. Det viste sig, at han var godt kørende, job og kæreste.
Bagefter spurgte Pernille: ’Hvor kender du sådan en som ham fra?’ Og så måtte jeg jo forklare.
Jadil lærte jeg at kende igennem en kammerat, vi kaldte AP. AP havde hus og bil uden for byen, og det blev et slags fristed for mig og 4-5 kammerater i 8.- og 9. klasse. Vi kunne komme på vores scootere og ryge cigaretter og drikke øl uden vores forældre blandede sig. Især det der med cigaretterne var vigtigt. Mine forældre vidste godt jeg drak, men de vidste ikke, at jeg røg.
Jeg slog klinkerne løs med hammer og mejsel og bankede det gamle, murede badekar i stykker og bar det ud. Det tog en helvedes tid, for vi skulle jo også ryge lidt ind i mellem og have en bajer. Sådan var det ude ved AP, tingene de sejlede lidt
Aftalen med AP var, at vi hjalp med at sætte huset i stand, så sørgede han for mad, øl og smøger. Han var uddannet murer og selvstændig og noget ældre end os, men allerede dengang havde jeg et indtryk af, at han nok ikke var verdens bedste murer.
Da vi begyndte at sætte badeværelset i stand, endte det med at tage flere måneder. Jeg slog klinkerne løs med hammer og mejsel og bankede det gamle, murede badekar i stykker og bar det ud. Det tog en helvedes tid, for vi skulle jo også ryge lidt ind i mellem og have en bajer. Sådan var det ude ved AP, tingene de sejlede lidt.
Det var hos AP, at Jadil begyndte at komme ind i billedet. Han var den eneste indvandrer, der kom hos AP. Jeg ved ikke, hvor de kendte hinanden fra, men de havde begge den her udstråling, som jeg så op til på det tidspunkt. Det gav respekt at kende fyre som AP og Jadil, og det blev et slags broderskab, hvor mine kammerater og jeg kom under deres vinger.
Jadil var lidt af en rod. Jeg tror, han var palæstinenser. Han kendte i hvert fald hele indvandrermiljøet. Han vakte respekt.
Jeg kan huske engang, vi var i byen. Der var et par stykker, men især én som havde provokeret mig og mine venner med et eller andet. Nogen må have fået fat i Jadil, for pludselig stod han der bare, og så overtog han fuldstændig det game. Kørte dem rundt i manegen og udspurgte dem om alt muligt.
Så jeg gik hen for at puste mig op over for de her to drenge. De var langt mere kyniske, end jeg var, så jeg fik lige sådan tre hurtige på næsen. Jeg kan huske, hvordan det svimlede for øjnene. Det gjorde ikke ondt, sådan er det jo, når man har drukket, men det svimlede for øjnene
Det endte med at Jadil bad mig og mine kammerater line op langs fortovet, så ham gutten, som havde provokeret os, kunne kysse vores fødder. Og det gjorde han sgu. Jeg kan stadig huske, hvor bange han var for, at vi ville sparke.
Sådan var Jadil. Han var sådan en, der var god at kende, og han har reddet min røv mange gange.”
Overlevelsesstrategierne
Rasmus tager en tår af sin øl og en Double Crush KING fra fællespakken. Han er ved at have talt sig varm. Historierne finder deres vej frem fra gemmerne. Og i strømmen af minder og erindringer kommer vi frem til den mørkeste af dem alle, den første og eneste gang, Rasmus har slået et andet menneske:
”Jeg var jo hverken særlig stor eller stærk, og jeg havde heller ikke mentaliteten til at slås. Det blev mest til at skubbe, når det var. Men Jadil og AP forventede, at vi også tog del i kampene. AP var virkelig skuffet engang, vi ikke kom ham til undsætning til en privatfest, vi var til: ’Hvor var I, da jeg fik tæsk ude på vejen?’, ’Hvor var du?, spurgte han bagefter.
Han var kommet til festen i sin bil for at hjælpe en af vores fælles bekendte. Jeg stod inde i huset og tænkte, jeg skal sgu ikke være en del af det der.
Nogle fredage tog vi til halballer ude i de mindre byer. Det var godt, for der behøvede man ikke være 18 år for at komme ind. I løbet af aftenen kom min ven op og toppes med nogle af de lokale drenge. Han kommer hen til mig, fordi han tror, at jeg kan fixe det. Jeg var fuld, man kunne ikke købe alkohol til festerne, men man havde selvfølgelig lige fyret noget vodka i hovedet inden, man gik ind.
Så jeg gik hen for at puste mig op over for de her to drenge. De var langt mere kyniske, end jeg var, så jeg fik lige sådan tre hurtige på næsen.
Jeg kan huske, hvordan det svimlede for øjnene. Det gjorde ikke ondt, sådan er det jo, når man har drukket, men det svimlede for øjnene. Og før jeg kom til mig selv, var de væk. Det var inde midt i hallen, på dansegulvet. Tre hurtige af en, der var to hoveder højere end mig og langt større.
Jeg kunne ikke bare kigge ham lige i øjnene, og så smække ham en. Det var meget ubehageligt, egentligt. Slaget lød højere end jeg havde regnet med, kan jeg huske
Men det gjorde jo så, at jeg ville have hævn, jeg ville finde ham. Så rimelig hurtigt fandt jeg alt, hvad jeg måtte kende af venner og bekendte, som den aften var en del af mit slæng.
Jeg fik snakket med en masse om det, der var sket. Og før man vidste af det, var der flere, der spurgte: ’Hvor er han? Hvor er han?’ Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at der hurtigt var 10 stykker, der ville vide hvor han var, ham som havde slået mig.
Da vi endelig fandt ham, så han ingen anden udvej, end at lade mig klappe ham en. Han var så bange for at få tæsk, når festen var slut. Vi stod jo og truede ham ude i den der rygergård. Stod og fortalte, at når først vi kom ud herfra, så ville han få så mange tæsk. Til sidst stillede han sig bare op med armene ned langs siden og sagde til mig:
’Så slå mig dog, så vi kan få det overstået.’
Han sagde det ikke overlegent. Han var bange. Så fandt jeg bare ud af, at jeg jo ikke havde det i mig. Jeg stod med holdet bag mig, og der stod han. Armene ned langs siden og sagde: ‘Så slå mig!’
Jeg tror lidt, jeg ignorerede den der opfordring. Stod lidt og snakkede med en anden, mens nogle af de andre blev ved med at true ham. Og så kunne jeg mærke, at jeg fortrød, at jeg ikke fik gjort det, for jeg havde fandeme stadig sådan en lyst til at få hævn.
Og så mens jeg stod og snakkede med min kammerat, så sådan fra siden af, mens han ikke ser det, så fyrer jeg ham bare en på kæben, så han røg over til siden.
Én gang. Det havde jeg det ikke særlig godt med. Jeg havde det alligevel ikke i mig, jeg skulle ligesom sådan komme hoppende fra siden. Jeg kunne ikke bare se ham lige i øjnene, og så smække ham en. Det var meget ubehageligt, egentligt. Slaget lød højere end jeg havde regnet med, kan jeg huske.”
Sådan slutter han. Mørket har sænket sig over Aarhus. Pernille og Rasmus skal videre og have cocktails på Gedulgt. De rejser sig og går ud i natten.
Rasmus, Pernille, Jadil og AP er opdigtede navne. Personernes rigtige navne er redaktionen bekendt.
Foto: Kristian V. Jensen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
