Der er bånd imellem Pinocchio og provinsens børn

Markus Lentz 28.04.2017

Udenfor trommer regnvejrsmusikken på tagrenderne, og indenfor er provinsens børn i gang med at pakke deres udkantsliv ned i vadsækken, som de kan tage på nakken til sommer. Men før I som lemminger følger efter de andre tilflyttere langs E 20-motorvejen, vil jeg gerne dele en historie med jer, skriver Markus Lentz.

Pinocchio ville gerne være rigtig ung. Han var nemlig mere end en lystlyvende træmand, som dukkemageren Gepetto havde adopteret af Ønskefeen A/S (Adoption & Samfund). Han var ambitiøs og havde ikke ambitioner om, at bånd skulle binde ham.

Han havde et studierelateret job hos dukkeføreren Stromboli, som hans to studievejledere Mikkel Ræv og Ditlev Kat havde skaffet ham. Hverken overenskomsten eller arbejdsvilkårene var dog særligt gode på teatret. Derfor trøstede Pinocchio sig selv med, at tjansen var et springbræt til de skrå brædder på Fredericia eller Det Kongelige Teater, og at en flot anbefaling ville pynte på hans savsmuldsflade CV.

En aften, hvor Pinocchio var på dukketeateret, mødtes Mikkel Ræv og Ditlev Kat med Pjækkelands overborgmester, Kusken, omkring et træbord på et meget tilrøget vandhul; vandhullet havde ingen rygepolitik, kun rygepligt, så røgen var så tyk, at Mikkel og Ditlev fik tårer i øjnene af det.

Han ville have Ditlev og Mikkel til at overbevise landets dumme ungdom, der pjækkede fra skole for at dyrke deres alternative og kreative interesser, til som lemminger at følge med ud over udkanten og ned i Pjækkelands sorte støbejernsgryde. De unge skulle nemlig være trækplaster for økonomisk vækst og trækæsler for livet i Wonderful Pjækkeland

I de flaskegrønne lampers lys fortalte Kusken, at han ville have Ditlev og Mikkel til at overbevise landets dumme ungdom, der pjækkede fra skole for at dyrke deres alternative og kreative interesser, til som lemminger at følge med ud over udkanten og ned i Pjækkelands sorte støbejernsgryde.

De unge skulle være trækplaster for økonomisk vækst og trækæsler for livet i Wonderful Pjækkeland. Kusken smed en pose fyldt med guldmønter på bordpladen, og Ditlev og Mikkel fik hurtigt valutategn i øjnene. De tog posen, gav Kusken hånden og gjorde tegn til den australske babysitter om, at han skulle komme ned til træbordet med en ny omgang.

Flugten med firetoget
Pinocchio gik træt og bedrøvet hjem efter sit sidste show på dukketeatret, og ved hans side gik hans ven og mentor Jesper Fårekylling. Pinocchio var blevet smidt i rendestenen, fordi han havde brokket sig over, at Stromboli havde snydt ham for løn.

Jesper prøvede at ruske glæde ind i det lille dukkebarn og få ham overtalt til en løbekonkurrence hjem til Gepetto. De satte i hopla, men grundet Pinocchios livsstilssyge tændstikben sakkede han bagud, alt imens Jesper forsvandt i en støvsky foran ham, hvilket frydede Mikkel og Ditlev enormt.

For de stod nemlig tilfældigvis i Pinocchios løbebane, gyngende, syngende og stive. Pinocchio hilste høfligt på dem, de var jo trods alt hans studievejledere og havde jo også skaffet ham et job på dukketeatret. Men før Pinocchio vidste af det, havde de bondefanget ham til at stige ombord på firetoget til det forjættende Pjækkeland, hvor der var masser af muligheder for at få sine skuespillerdrømme realiseret.

Hans næse blev længere og længere, imens Slap-Hans’ øjne blev større og større af begejstring. Det var selvfølgelig en nødløgn, for han ønskede, at Slap-Hans skulle synes om ham, så de kunne blive venner på den i forvejen ensomme togtur

I firetoget sad han overfor en meget hip knægt med butterfly og en bowlerhat med fjer i. Han sparkede ubemærket med benene mod Pinocchios sæde, imens han stirrede afslappet ud på de provinsielle ligusterhække og spøgelsesbyer, der forvandlede sig til svanehvide lejlighedskomplekser.

Pinocchio tænkte, at han sikkert var et bogstavbarn, der var diagnosticeret med alle alfabetets tegn. Pludselig bremsede drengen sine ben og brød den larmende stilheden i kupeen. ”Davs! Jeg hedder Slap-Hans”, og så begyndte han, som en pralhals, at fortælle om alle dem, han kendte i Pjækkeland.

Den bedste networking icebreaker er at fortælle, hvem og hvad man kender til. Slap-Hans kendte den skæve Alice fra Wonderland på Christiania og Peter fra Ønskeøen Amager. Og da Pinocchio endelig blev inviteret til at indføre et ord i samtalen, fortalte han, at han kun kendte en i byen. En pige.

Hun var dog ikke ligeså spændende som Slap-Hans’ venner, så Pinocchio løj hende mere interessant end hun i virkeligheden var. ”Ja, jeg kender en pige. Hun arbejder for Anima”, fortalte Pinocchio, ”og bor i kollektiv med syv excentriske drenge, og modtager ugentligt økologiske grøntsager fra Hundredemeterskovens Urbane Gartneri”.

Stress og pengenød bandt pludseligt provinsbarnet, Pinocchio kunne ikke inhalere kamelen, fordi han var blevet slugt af en hval af tid

Hans næse blev længere og længere, imens Slap-Hans’ øjne blev større og større af begejstring. Det var selvfølgelig en nødløgn, for han ønskede, at Slap-Hans skulle synes om ham, så de kunne blive venner på den i forvejen ensomme togtur.

Men sandheden var, at pigen fra Pinocchios historie var blevet smidt ud af kollektivet, efter hun havde taget en bid af Apple i Fona og var gået i digital koma. Historien virkede imidlertid, og Slap-Hans syntes, at Pinocchio var god nok. De blev togtursvenner og fortsatte snakken om, at provinsen ikke længere skulle binde dem. Nu kunne de starte på en frisk, hvilket Slap-Hans i virkeligheden også havde brug for, for han var en rigtig rod fra Ry med dårligt omdømme.

Problemer i Pjækkeland
De havde begge det tilfælles, at de delte glansbilledet om Pjækkeland.

Slap-Hans havde hørt, at der var masser af gratis arrangementer, folkekøkkener, og at han altid kunne kneppe nogle billigt … på Facebook.

Slap-Hans og Pinocchio blev enige om, at de skulle være halvtidsstuderende på fuldtids-SU, dyrke alle Facebooks gratis begivenheder, gå på drømmeuddannelserne, og feste sammen hver dag, som var det den sidste pjækkedag.

Efter adskillige dage med druk, jazz, hasard og en enkelt date med TINDERella, kom de selvrealiserende tømmermænd på et uønsket besøg.

Slap-Hans havde fået et job, som fidibus på Christiania, men Pinocchio var blevet alt for bekvem og vant til de lange pjækkedage og frygtede derfor nu, at storbyeventyret havde nået endestationen. Han sov på en sofa, fordi han havde drukket depositummet op til den etværelseslejlighed, han skulle have haft. Han havde hellere ikke søgt ind på skuespilleruddannelsen eller i det hele taget fået søgt et job.

Uddannelsesfristen var slut, og baristajobbet på Skatteøen var taget af en af de 24.000 andre unge, der havde fået et uddannelsesafslag.

Stress og pengenød bandt pludseligt provinsbarnet, Pinocchio kunne ikke inhalere kamelen, fordi han var blevet slugt af en hval af tid.

Topillustration: Pinocchio – fra Flickr.