ESSAYSERIE – “Vi har talt meget om det med, at du frygter at vælge forkert, jeg forstår godt dine ræsonnementer om, at du ikke kan bruge din tid på noget, der ikke giver mening. Jeg kan ikke love dig, at du ikke får noget spildtid, men jeg ved, at du er nødt til at gå 100% ind for det, du vælger.” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge er K i syv sind, fordi hun skal tage et valg om, hvilken vej hun vil gå i voksenlivet. Skal det være dyrene elle kunsten?
’Hvad er der, skat?’, jeg kigger på K, mens jeg sætter mig ved siden af hende i sofaen. ’Jeg kan se på dig, at du spekulerer dig grøn og gul.’
’Det er fordi… Det er så svært. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, mor. Når jeg er voksen og arbejde og alt det.’
’Fordi du ikke ved, om du skal vælge dyrene eller kunsten?’
’Ja!’
Min sol har brug for at lande en livsvigtig beslutning. Det er et valg kun hun i realiteten kan træffe, hvor meget jeg end ville ønske, jeg kunne overtage og lette hendes frustration
Vi sidder et par sekunder, hun kigger forbi mig ud mod vinduet, som ser hun efter et svar eller en redegørelse over sine tanker.
’Du elsker begge dele lige meget, så selvsagt er det svært at skulle vælge.’
’Men det er jeg nødt til, mor!’, hendes stemme klinger desperat.
’Ja. Det forstår jeg også godt.’
’Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg skal? Hvad hvis jeg vælger forkert?’
’Vi har talt meget om det med, at du frygter at vælge forkert. Jeg forstår godt dine ræsonnementer om, at du ikke kan bruge din tid på noget, der ikke giver mening. Jeg kan ikke love dig, at du ikke får noget spildtid, men jeg ved, at du er nødt til at gå 100% ind for det, du vælger.’
Min sol har brug for at lande en livsvigtig beslutning. Det er et valg kun hun i realiteten kan træffe, hvor meget jeg end ville ønske, jeg kunne overtage og lette hendes frustration.
K’s ekstreme pertentlighed og perfektionisme stiller impulsive afgørelser til skamme – jeg ved, at jeg lige så godt kan ignorere min egen mere spontane tilgang, for den kommer jeg ingen vegne med
Et par dage efter at vi havde haft samtalen med UU-vejlederen, som kun gjorde K mere forvirret og frustreret, kommer K endnu engang forknyt ned fra sit værelse og placerer sig uroligt i sofaen på en undgående måde, som jeg ved, bunder i, at hun er plaget og ikke kan finde ro. Hun har brug for at tale.
K bruger utroligt megen energi på at tænke umanerligt mange tanker; de flyder rundt i hendes hjernes på én gang kaotiske og systematiserede kanaler og efterlader hende ofte udmattet og uforløst.
De har det med at kunne fortsætte i det uendelige, som om de ikke kan blive enige om at lande på et fælles budskab, en konklusion eller en retning. Og det piner hende, for hendes hjerne kan altid finde nye muligheder, varianter, scenarier – hele tiden finde ny løsninger, der øjeblikket efter betvivles, for mon ikke der er en endnu bedre løsning?
Der er en tilstand af mistænkeliggørelse af hendes hjerne og om hun selv har fået tænkt alt med, set alle faldgruber, fundet alle fordele, har overblik over alle ind- og udgange på et problem.
Det er meget vanskeligt for K at afslutte en tankerække. Tvivlen er eminent til at pirke sig vej ind gennem selv de mest solide analyser, og bare et nanosekund af tvivlen er nok til at kuldkaste månedsvis af tankers arbejde.
Når K udtrykker, at hun ikke kan gøre begge dele, så kan hun ikke. For hun er nødt til at gøre begge dele med fuldt engagement
K’s hjerne arbejder på den måde, at hun ikke beslutter sig for noget, førend hun er så overbevist, om at hun har tænkt alt – bogstaveligt alt – ind.
Hun foretager sig heller intet og handler ikke, før hun har analyseret og planlagt forløbet.
Det tager virkelig megen tid for hende, for eksempel, at beslutte hvilke bukser, hun skal købe, hvis hun da i det hele taget skal købe nogen, eller hvilket foder, hendes dyr skal spise. Processerne startes med solid research om for eksempel ernæring og den specifikke race, for så at glide over i alle de lavpraktiske afgørelser vedrørende mængde, opbevaring, indkøb, osv.
K’s ekstreme pertentlighed og perfektionisme stiller impulsive afgørelser til skamme – jeg ved, at jeg lige så godt kan ignorere min egen mere spontane tilgang, for den kommer jeg ingen vegne med.
Og jeg tvinges til at huske, hvordan jeg selv var i K’s alder på samme måde og måtte vurdere og analysere alt.
Jeg var blot optaget af andre ting, end K er, men den sindrige tankeaktivitet var den samme. Også jeg har en hjerne, der opfanger og indtager alt i detaljer, og fortolker og analyserer, undres og konkluderer og åbner igen for et nyt indfald, men jeg har en stærk evne til at træffe en beslutning og så gå med den. Det piner K at have så svært ved det.
’Jeg er nødt til at vælge, om jeg skal arbejde med dyr eller med kunst. Jeg kan ikke gøre begge dele!’
Når K udtrykker, at hun ikke kan gøre begge dele, så kan hun ikke. For hun er nødt til at gøre begge dele med fuldt engagement.
Stilhed, bare et par sekunder. Så siger jeg:
’Hvad om vi tager det helt firkantet og taler om det?’
’Hvad mener du?’ K ser på mig.
At det perfekte studie for dig ville være, om du kunne tage i felten og lave dine studier der. Det er ikke så meget uddannelsesgraden, du er interesseret i, som det er selve arbejdet
’At vi kan prøve at tale os gennem, hvad der er af muligheder inden for uddannelse. Vi har jo talt om, hvad du gerne vil lave, når du er færdiguddannet. Altså, hvis det skal være dyrene, du skal gå med, skal det være rescue-dyr eller forskning i primater eller bjørne. Og hvis det skal være rescue-dyr, vil det heller ikke være i Danmark, for de spændende dyr og steder er i udlandet.
’Ja, jeg ved slet ikke, om jeg kan bo i udlandet,’ gyser K.
’Nej, det ved du ikke. Det var også derfor, vi talte om at rejse til New York, så du kunne besøge det internat for bjørne – så du får en fornemmelse af, hvordan det er, når du er der, ikke?’
’Så kan I gå på cafe og shopping, bare jeg får lov at være med bjørnene!’ griner hun.
’Fed aftale!’ smiler jeg. Det er vi gode til; at finde smuthuller til smil og latter.
Jeg bringer os videre i snakken:
”Men der er flere ting i det jo, for arbejdet med dyr, den måde du gerne vil arbejde med dyr, som etnolog, er en lang vej, hvor du ikke kommer til at have med dyr at gøre undervejs i studiet. Det er meget akademisk, og som jeg kender dig, tror jeg, du meget mere har brug for at være med dyrene, og gå til det fra start af.”
”At det perfekte studie for dig ville være, om du kunne tage i felten og lave dine studier der. Det er ikke så meget uddannelsesgraden, du er interesseret i, som det er selve arbejdet’.
’Nej, det er rigtigt. Det bliver for kedeligt, hvis jeg ikke kan være med dyrene, samtidig med at jeg studerer.’
Vi har talt om det her flere gange før, og jeg aner, hun er ved at være klar til at træffe en endelig beslutning
’Ja, det tror jeg, det gør.’
’Men’, forsætter jeg, ’på den anden side så ved jeg også, at hvis du kan se dig selv i jobbet, vil du kunne klare rigtig meget for at komme derhen.’
K ser eftertænksom ud. Vi har talt om det her flere gange før, og jeg aner, at hun er ved at være klar til at træffe en endelig beslutning.
’Og så er der kunsten.’
’Åh, det vil jeg så gerne, mor. Men jeg er så bange for ikke at kunne tjene penge nok – det er så usikkert!’
’Hvis det kun er pengene, der får dig til at fravige dit ønske, vil jeg insistere på, du mærker ordentligt efter. For selv det mest økonomisk trygge job, kan være et helvede dag ind og dag ud, hvis man går med en undertrykt kunstner i sig.’
’Ja, det ved jeg også godt.’
’At være kunstner er ikke altid noget, man kan vælge fra, man er det bare, man kan ikke lade være.’
’Jeg vil så gerne lave animationsfilm.’
’Mm’.
’Valget er mellem dyr eller animationsfilm!’
’Ja’, bekræfter jeg. Jeg vil ikke sige, hvad jeg synes er det oplagte valg – det er K’s valg, K’s liv og K som skal leve med, hvad end hun vælger.
’Ja, det er universitetet eller Animationsskolen.’
Lige i det øjeblik kan jeg se en forandring i K. Det er, som om det hele kulminerer i hende, mange måneders spekulationer og frustrationer.
’Og jeg kan bruge STU’en til at gøre mig klar til begge uddannelser?’
’Ja, STU’en bliver tilrettelagt efter, hvilket behov du har i forhold til uddannelse og job.
’Ahh. Jeg ved det! Det gør jeg. Jeg vil ind på Animationsskolen!’
LÆS ALLE ODILE POULSEN TIDLIGERE ESSAYS OM K HER
Foto: Udstilling om animationsfilm i Tyskland, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
