MEDIER // KLUMME – “Mon der var nogen på Politiken, der dengang forbandt hans ganske mange ret horrible udsagn med det billede af fænomenet Grarup, som Jan i årevis dygtigt har bygget op godt hjulpet af avisen selv?” Fotograf Klaus Holsting efterlyser eftertanke. Hvorfor har den mediemaskine, der har elsket den særlige hype omkring Jan Grarup – især Dagbladet Politiken – aldrig blinket, når det gjaldt avisens stjernefotograf?
I mange år har Politiken ryddet hele sektioner, når fotografen Jan Grarup har besøgt en krise i en ny afkrog af verden.
Tænker man tilbage på de sidste to-tre årtiers krige og konflikter, er det ofte Jans billeder, der kommer frem på nethinden.
Jan er indiskutabelt dygtig med sit kamera, han har lavet ikoniske billeder, som vil blive stående i eftertiden.
Mon der var nogen på Politiken, der dengang forbandt hans ganske mange ret horrible udsagn med det billede af fænomenet Grarup, som Jan i årevis dygtigt har bygget op godt hjulpet af avisen selv?
Men de seneste ugers afsløringer af hans metoder i Ukraine, lægger op til eftertanke. Jeg har kortvarigt været kollega med Jan, da jeg for en del år siden havde et vikariat som fotograf på Politiken mens han var ansat på avisen.
I årenes løb er der opbygget et særligt hype omkring hans person, der er lavet dokumentarfilm og skrevet bøger, endda produceret lækre fototasker i blødt bøffellæder – ’Made by Grarup’. Det blev en selvkørende maskine, Aftenshowet, P1Morgen, News, alle medier har elsket historien om stjernefotografen, der kunne fylde salen i Operahuset, når han med patos fortalte om sine dramatiske oplevelser.
Men især Politiken har været aktiv, når det billede af manden skulle males. Man har uden at blinke kaldt ham ’stjernefotografen’ og ’en af verdens mest erfarne krigsfotografer’, hvad der jo er sandt nok.
Men der har manglet ydmyghed. Den har Jan i mine øjne aldrig været i besiddelse af.
Det er ærgerligt, at et pænt forstørret ego har fået lov at overstråle hans gode billeder. For hvad kan man som læser bruge de gode billeder til, hvis man ikke også kan mærke ydmygheden overfor konflikten eller krigen, han er ude for at beskrive, og de mennesker han bruger til formålet? For ikke at tale om ydmygheden overfor faget og kollegerne.
For nogle år siden bragte Politiken et meget langt personligt interview med Jan, hvor han blandt meget andet fortæller om sit alkoholmisbrug og om at forbruge andre mennesker
Jan beskriver gerne selv sin ydmyghed. Måske har nogen kunne mærke den – jeg har ikke. Ligesom hans seneste fixere havde svært ved at få øje på den. Ydmyghed og troværdighed er som forbundne kar for fotografer, der arbejder i konfliktzoner.
For nogle år siden bragte Politiken et meget langt personligt interview med Jan, hvor han blandt meget andet fortæller om sit alkoholmisbrug, om at forbruge andre mennesker, at han for nylig har mistet kørekortet for at køre forbi et vejarbejde med 180 km/t på vej til Lalandia. Og om hans ’sorte bog’, hvor han holder regnskab med sine modstandere. Ligesom Jan Stage. Om dem der står opført i bogen sagde han:
»Der står meget minutiøst udført, hvorfor de står der. Der er også nogen, der er streget efterhånden, fordi de har fået som fortjent. Ikke fra mig! Men deres sørgelige skæbne har indhentet dem, og så er de endt, hvor de skulle« og »Jeg kan blive en satan på den konto. Virkelig«.
Sagde han lige det? Det må være vanskeligt at fastholde sin objektivitet, Jans vigtigste arbejdsredskab, når man har det sådan med sine omgivelser.
Hvor er Politikens ansvar for Jan Grarup?
Mon der var nogen på Politiken, der dengang forbandt hans ganske mange ret horrible udsagn med det billede af fænomenet Grarup, som Jan i årevis dygtigt har bygget op godt hjulpet af avisen selv?
Billedet af en stjernefotograf som utrætteligt og uden hensyn til eget liv og lemmer, i konstant jagt på retfærdighed og altid på de svages side, uselvisk kæmper for en bedre verden. Kunne der være et misforhold mellem de to sider af en mand der, ikke mindst i egen optik, har nået en status som urørlig?
Jan skulle have haft mere modstand, flere svære spørgsmål om sine arbejdsmetoder for længe siden. I stedet blev han fotografiets svar på Batman. En eventyrfigur
Jeg aner ikke om det er sket, men det virker som om, at ingen har fået den tanke, at en mand der åbent vedgår, at han ret tit opfører sig skidt herhjemme, måske også kunne finde på at gøre det, når han står derude hvor lokummet brænder for alvor?
Kan man have så dårlig og slingrende dømmekraft i sit privatliv og råbe det ud over alle tage, men stadig træffe velovervejede, empatiske og fornuftige beslutninger når man rapporterer fra en blodig krig i en fremmed verdensdel hvor dilemmaerne står i kø?
Jan skulle have haft mere modstand, flere svære spørgsmål om sine arbejdsmetoder for længe siden. I stedet blev han fotografiets svar på Batman. En eventyrfigur.
Made by Grarup. Og ganske mange andre.
Læs mere om Jan Grarup og Politikens rolle i sagen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
