HÅB & NYHEDSTRÆTHED // KRONIK – I en tid, hvor dårlige nyheder oversvømmer medierne, er nyhedstræthed blevet en udbredt reaktion. Men hvordan kan vi finde håbet, når pessimismen præger dagsordenen?
Det er en dårlig nyhed, at der er så stor efterspørgsel på gode nyheder i medierne. Paradokset er til at få øje på, for det burde vel være en god nyhed, at der i stigende grad efterspørges flere gode og opbyggelige nyheder.
Årsagen til den stigende efterspørgsel efter gode nyheder er imidlertid i sig selv udtryk for meget dårlige nyheder. Mængden af dårlige nyheder, med et skræmmende indhold, er blevet så gennemtrængende, at flere og flere simpelthen bliver ”nyhedstrætte”, som det er kommet til at hedde. I stedet søger de bevidst mod steder på nettet, hvor der målrettet præsenteres positive og håbefulde nyheder, eller også undgår de helt mediernes nyheder.
I en undersøgelse fra DR Medieforskning findes der således udsagn fra danskere, som fravælger nyhederne med begrundelser som fx: ”Jeg er nødt til at fokusere på de positive ting i livet” og ”Hvis jeg søbede rundt i de her hårde nyheder, så ville jeg blive trist og negativ, så jeg har taget en beslutning om, at det, som jeg ikke kan ændre, vil jeg heller ikke bruge min energi på.”
Det, som kaldes for nyhedstræthed, burde derfor nok benævnes langt mere direkte: træthed som reaktion på, at det går ad helvede til i verden! Eller med andre ord: træthed over, at det er så svært at finde et håb for verdens fremtid.
Selv om krisebevidstheden således er stor, og mediernes nyheder om verdens farlighed farver næsten alle dage gule med breaking news, så er det ikke noget specielt for vores tid, at den opleves som farlig
Da Folketinget åbnede tirsdag i sidste uge, blev der traditionen tro afholdt en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Årets prædikant var biskop Peter Birch, som netop tog udgangspunkt i menneskets behov for altid at kunne skimte et håb. Foran Folketingets politikere talte han om nødvendigheden af, at følelsen af afmagt altid bliver modsagt, så mennesker ikke oplever, at de er overladt til sig selv i et håbløst her og nu, i en ren kamp for selvopholdelse og overlevelse.
Umiddelbart forekommer netop dét at finde, formulere og styrke håbet at være noget af det vigtigste, som den kommende folketingssamling kunne tilføre det danske samfund.
Op til åbningsprædikenen sagde biskoppen: ”Jeg har prøvet at lave en prædiken, der skal opmuntre politikerne til at tro på, at det, vi gør, er værd at gøre. At livet er det værd. For det er vigtige temaer, politikerne arbejder med i disse år, med klimakrisen, der kan tage pippet fra os, hvis ikke der er håb.”
Når man efterfølgende fulgte åbningsdebatten i Folketinget, lyste biskoppens budskab op som dagens vigtigste. Det er imidlertid nok alt for menneskeligt til at blive politisk betydningsfuldt.
Frygt og håb før og nu
”Verden er blevet farligere,” erklærede Natos afgående generalsekretær, Jens Stoltenberg, samme dag, som politikerne sad og lyttede til biskop Peter Birchs ord om håbets nødvendighed. Selv om krisebevidstheden således er stor, og mediernes nyheder om verdens farlighed farver næsten alle dage gule med breaking news, så er det ikke noget specielt for vores tid, at den opleves som farlig.
Mine forældre var unge under anden verdenskrig, med rationeringsmærker, udgangsforbud, eksplosioner og skud i gaderne, sirener, beskyttelsesrum og masser af frygt for fremtiden.
Det, vi håber på, definerer, hvem vi er
Deres frygt havde været meget specifik, og det samme havde deres håb. De kendte helt præcist den ulykke, som var frygtens kilde, vidste, hvad de håbede, og kunne formulere en strategi til håbets indløsning. De kunne tilmed selv deltage i håbets virkeliggørelse, gennem små daglige protester mod besættelsesmagten.
I dag er frygten mindre specifik og har utallige kilder.
Der er krigen i Ukraine, et Mellemøsten i brand, uberegnelige flygtningestrømme i slipstrømmen af både krig, fattigdom, klimaødelæggelse. Der er de generelle nederdrægtigheder, forrettet af mennesker mod mennesker. Der er truslen om atomkrig og spredningen af lokale og regionale krige til vores eget nærområde. Der er klimaforandringerne med konsekvenser, som allerede opleves, og der er ikke mindst frygten for, at ingen kan blive enige om at gøre noget, i hvert fald ikke det tilstrækkelige for at forebygge en fuldstændig ødelæggelse af klimaet.
Der er tale om utallige kriser, hvoraf de fleste er meget lidt konkrete og synlige for os her i Danmark, men som, pga. globaliseringen, medierne og den stadig mere sammenvævede verden, alligevel trækker deres tydelige frygtspor.
Jeg sidder og skriver dette på en rolig café i København. Ved bordet bag mig sidder to yngre mænd og taler sammen om energipriserne til vinter, hvis den ene, anden eller tredje krise udvikler sig yderligere, eller hvis noget helt fjerde uventet skulle ske. Håbet kan ikke blot knytte sig til løsningen af én bestemt krise; en ny krise står altid ved døren.
Mine forældres håb under krigen var meget mere veldefineret; næsten helt specifikt, et håb, som byggede på en form for enighed om, hvordan vejen så ud frem til håbets indløsning.
I dag oplever mange, at nutidens håb er svært at skelne fra ren ønsketænkning, fordi kriserne og problemerne er så komplekse og sammenvævede.
Håb uden mål og midler?
Ved gudstjenesten, inden Folketingets åbning, var det håb, som biskop Peter Birch talte om, ikke udtryk for en specifik fremtidsvision. Han understregede blot håbets helt almene betydning for mennesket. Hvem ville også være i stand til at formulere en mere konkret vision for fremtiden? Hertil er konglomeratet af problemer og kriser for uoverskueligt og sammenvævet.
Og så er der tilmed den helt moderne erfaring af det politiske usikkerhedsprincip: en tilsyneladende god politik, som effektivt modvirker et bestemt problem, kan udløse andre problemer eller bivirkninger, som skaber nye kriser. På den måde er håbet i fare for at blive helt hjemløst.
Det giver naturligvis anledning til at overveje håbets aktuelle eksistensbetingelser; ønsketænkning er nemlig ikke nok. Håb betyder noget mere og er langt mere handlingsorienteret end nok så mange fromme og velmenende ønsker.
I bogen Hope undersøger den australske filosof Stan van Hooft håbets betydning og nogle af de forudsætninger, der skal til, før vi kan tale om håb og ikke blot om optimisme eller gode ønsker.
Mennesket er et væsen, som håber, skriver van Hooft, og håbet ”former, hvordan vi ser på os selv og den verden, vi lever i. Uanset om vi håber på et liv efter døden eller på godt vejr i morgen – uanset om vores håb er store eller ydmyge – er håb en del af vores livssyn. Det, vi håber på, definerer, hvem vi er.”
Men hvad nu, hvis behovet for håb er blevet så stort, at det gør et aktivt og handlende håb helt uoverskueligt, så det i stedet ender med blotte ønsker og forsøg på selvbeskyttelse, gennem mindre tilskud af optimisme, fx i form af veltilrettede ”gode nyheder” – eller slet ingen nyheder overhovedet?
Iflg. van Hooft er håb motiveret af en form for frygt, angst eller bekymring. Det rejser naturligvis spørgsmålet, om en overdosis af frygt og kriseagtige motiver kan skabe så stor bekymring, at mulighederne for et aktivt håb, der kan handles på, rent faktisk modvirkes eller nærmest lammes?
I forhold til skabelse af et aktivt håb med potentiale for handling og forandring er det sandsynligvis en rigtig dårlig nyhed, at andelen af såkaldte ”nyhedstrætte” danskere, som føler sig slidte af mængden af pessimistiske og dårlige nyheder, er steget til 38 % mod 20 % i 2019.
Det er ikke kun en dårlig nyhed for de såkaldte traditionelle medier, at flere og flere mennesker vælger nyhedsdækningen fra eller søger den på steder som fx Verdens bedste nyheder, Håbefulde nyheder eller den internationale The Optimist Daily.
Den virkelig dårlige nyhed er naturligvis, at verden rent faktisk er så truende, at flere og flere simpelthen ikke kan holde ud at høre mere om det, hvilket påvirker mulighederne for at mobilisere et håb i den forstand, som Stan van Hooft taler om håb, nemlig som et håb, der kan føre til en passende handling fra den person, der håber på en forandring af verdens gang.
Tillid kan være en vigtig ressource til mobiliseringen af et fælles aktivt håb rundtomkring i samfundet
Men hvis det ikke er muligt at få øje på en passende håbefuld handling i forhold til det, som er den reelle trussel, hvordan handler mennesker så? En af de ”nyhedstrætte” fra DR’s undersøgelse giver måske antydningen af et svar: ”Nyheder er ofte negativt ladet. Jeg vil gerne forsøge ikke at blive for påvirket, så jeg forsøger at holde det, der ikke direkte vedrører mig, ude. For jeg kan ikke gøre noget ved det – det gør bare min tilværelse mere dårlig.”
Tillid som modgift til håbløshed
Er tendenserne til ”nyhedstræthed” og tilmed ”nyheds-angst” tegn på en oplevelse af håbets afmontering? Vil vi have gode nyheder og optimistiske indslag som en modgift til det, vi godt ved, nemlig, at der ikke er så meget at have det helt store håb i? Denne reaktion vil være dybt menneskelig. Ved Folketingets åbning talte biskop Peter Birch jo netop også om ”menneskets behov for altid at kunne skimte et håb”, og han opfordrede politikerne til at styrke dette håb i befolkningen.
Måske skulle dette være de kommende års helt store politiske projekt, hvis det liberale demokrati i Danmark fortsat skal have opbakning. Det handler altså om tilliden til, at det politiske niveau repræsenterer et håb for fremtiden.
Et fælles engagement i problemerne og de givne vilkår er imidlertid en stærkere modgift mod fortvivlelse end selv nok så gode og optimistiske nyheder
I de senere år har der imidlertid været en udbredt og voksende mistillid til det politiske niveau. Undersøgelser viser en faldende tillid til, at politikerne træffer de rigtige beslutninger i forhold til problemerne. Og så er vi tilbage ved biskoppens prædiken før Folketingets åbning: Vi mister pippet, hvis vi ikke har noget håb, sagde han bl.a.
Heldigvis er håbet ikke kun tilgængeligt i one size, som fx håbet om én stor og gennemgribende vision for en bedre verden. Håbet kan ikke knytte sig til, at alt vil blive godt. Men det må heller ikke blive privatiseret i en grad, så det begrænses til det enkelte individs håb om, at ”mit og min families liv nok skal gå”.
Et godt udgangspunkt for skabelse af fremtidshåb kunne være det positive forhold, at danskerne viser sig at ligge helt i toppen med hensyn til tillid – ikke til politikerne, men til hinanden.
Undersøgelser viser således, at forudsætningerne for at finde sammen i fælles handling er stærke, og denne tillid kan være en vigtig ressource til mobiliseringen af et fælles aktivt håb rundtomkring i samfundet. Vi er fælles om at være udsatte; vi lever så at sige i et risikofællesskab, og mange deler også oplevelsen af håbløshed. Et fælles engagement i problemerne og de givne vilkår er imidlertid en stærkere modgift mod fortvivlelse end selv nok så gode og optimistiske nyheder.
Læs mere af Peter Schjødt lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
