DEMOKRATI & DELTAGELSE // KRONIK – Balladen om kolonihaven, TV 2’s nye reality-serie, giver et skarpt indblik i et demokrati i forandring. Når protesten får mere opmærksomhed end institutionel deltagelse, rejser det spørgsmål om, hvordan vi engagerer os politisk i dag. Kolonihavekonflikten bliver et mikrokosmos for den moderne debat om demokrati og deltagelse.
”Det burde jo være det lykkeligste sted på jorden,” fortæller Niels Hausgaard med sin hæse nordjyske dialekt, på vendelbomål. Han taler selvfølgelig om kolonihaven ved Jørgen Berthelsens Minde i udkanten af Aalborg, bedre kendt som hovedpunktet i TV 2’s realityprogram Balladen om kolonihaven. Programmet er siden blevet til folkelig underholdning og en national referenceramme. Og nu har vi heldigvis fået os en anden sæson.
Efter første sæson af Balladen om kolonihaven blev programmet hurtigt udråbt til at være et mikrokosmos for generationskonflikterne i vores samfund. Bag de ”allerhøjst” 180 centimeter høje hække blev der forhandlet og udkæmpet værdikampe mellem to generationer: De unges individualiserende, vild med vilje-livsstil mod de ældres traditionelle, kollektiviserede og lige lovligt alkoholiserede livsstil.
Og mens generationskonflikten uden tvivl har fået en del af opmærksomheden i medierne, er der nogle andre og større tendenser, som er blevet overset. For det kære kolonihavesamfund i udkanten af Aalborg repræsenterer noget, der rækker ud over kampen mellem unge og gamle. Noget, der rækker helt ind i kernen af vores demokrati og det senmoderne samfund.
Protestens demokrati
Sæson 2 starter fra, hvor sæson 1 sluttede: Finn Nørby og resten af bestyrelsen var gået af, så nu skal der vælges en ny bestyrelse og formand – ellers kan og må kolonihaveforeningen ikke eksistere.
Henimod dette kolonihaveklimaks har mange – særligt de ældre beboere – næret en stor utilfredshed mod Finn og den øvrige bestyrelse, hvilket har udmøntet sig gennem hård kritik og nedværdigende bagtaleri.
Derfor sidder jeg også spændt og venter på, at nogle fra den kritiske masse stiller op. Som seer kan man ikke lade være med at tænke: Nu er det endelig kritikernes tid, nu kan de legemliggøre deres kritik ved at stille op og indtage magten … nu gør de det sgu!
Det senmoderne individ tyer i større grad til protesten i stedet for institutionen, når der skal kritiseres
Men nej, stilheden gennemsyrer generalforsamlingen, ingen stiller op som formand – og min forhåbning realiseres ikke. Nogle få forholdsvis nye, ”unge” stiller op til bestyrelsen, men ingen vil være formand. Den kritiske masse, der har protesteret med bagtaleri og sure beskeder, gider ikke stille op og indgå i bestyrelsen. Og når Finn – som de i øvrigt kalder for Putin – i sidste øjeblik genopstiller, er der stadig ingen lyd.
Selvom det hele er ganske underholdende, så afspejler fadæsen i Vejgaard på samme tid en af de mest interessante udviklinger i vores demokrati og i det senmoderne samfund: at vi i de sidste 15-20 år har bevæget os mod et såkaldt protestdemokrati. For når vi skal artikulere vores politiske engagement og demokratiske kritik, så vælger vi i stigende grad at protestere frem for at institutionalisere den.
Protest eller parti
Vores hang til protest beskrives i bogen World Protest: A Study of Key Protest Issues in the 21st Century, der viser, at der globalt i perioden fra 2006-2020 har været en tredobling af protester – og at de fleste protester opstår i demokratier, da de i autokratier slukkes med repression.
Igennem historien har der været flere perioder, hvor folk har protesteret mod samfundets tilstand: de revolutionære protester i 1848 og 1917, de massive kvinde-, studenter- og antikrigs-oprør i 1968, i 1989 med Sovjetunionens fald, til nu, hvor vi har set globale protester som Occupy Wall Street, Black Lives Matter og Fridays for Futures klimastrejker.
Før og imens protesten stille og roligt blev mainstream, har politologen Robert Putnam beskrevet, hvordan de traditionelle sociale institutioner og demokratiske deltagelseskanaler de sidste mange årtier er blevet udhulet: Færre og færre er medlemmer af partier, fagforeninger, kirker, fodboldklubber og så videre. Med andre ord: Vi har foretaget en social og politisk afinstitutionalisering.
92 % støtter et demokratisk politisk system, men der er samtidig kun 20 %, der er tilfredse med det
Det spændende er dog, at den politiske afinstitutionalisering primært har påvirket de traditionelle politiske deltagelseskanaler. For vi har stadig et politisk engagement, utilfredshed, vrede og kritik, som vi gerne vil af med. Vi vil stadig gerne høres.
Nu er det bare gennem protesten frem for partiet. Nu er det – groft sagt – gennem sure SMS’er frem for at stille op til bestyrelsen.
Legitimiteten og seriøsiteten i kolonihavebeboernes protest kan selvfølgelig ikke helt sammenlignes med de virkelige sociale bevægelsers mere raffinerede protester. På den måde er kolonihaven ved Jørgen Berthelsens Minde et protestdemokrati i yderste potens.
Men dynamikken i kolonihavens demokrati synes stadig at beskrive nogle af de samme konturer i protestdemokratiet, hvor det senmoderne individ i større grad tyer til protesten i stedet for institutionen, når der skal kritiseres.
Samfundets Susanne
Et gennemgående tema i programmet er også, at dramaet i kolonihaven tydeligt kobles med radio- og tv-indslag til det politiske drama inde på Christiansborg. Og helt tydeligt bliver det, da Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, svinger forbi kolonihaven.
”Hold kæft, hvor er du god,” siger Mette Frederiksen som det første, da hun møder Susanne, der i løbet af sæson 1 hurtigt viser sig at være kolonihavens arbejdshest. Men til sidst bliver det for meget, og hun forlader bestyrelsen.
Susanne er speciel, ikke mindst for sin ansvarlighed og Kaare Dybvad’ske arbejdsmoral, men også fordi hun er et bindeled mellem bestyrelsen og protesten. Det er nemlig hende, som Finn går til, da han prøver at få støtte til sit omlægningsprojekt i Oasen, fordi det er gennem hende, at han kan få adgang til protestens stemme.
Når du kigger ud i vores samfund, kan du så se én Susanne? En, der formår at forbinde protesten og institutionen?
Nogle vil måske pege på den grønne trepart som en slags Susanne. Treparten skabte et nyt forhandlingsrum, hvor politikerne inviterer magtfulde interesseorganisationer helt ind i maskinrummet. Men her løber man måske en stor repræsentativ risiko ved at erstatte oppositionen – og dermed millioner af borgeres stemmer – med magtfulde interesseorganisationer.
Politikerne bør turde at skabe nye rammer for politisk deltagelse. Kig på mulighederne i at inddrage bevægelser, protester i beslutningsprocesser, nedsæt permanente lokale borgerting og valgretsalderen
Andre – og de fleste – vil nok sige, at samfundets Susanne er politikerne og partierne. Det giver god mening, for det er jo politikerne, som skal repræsentere folket. Og i en ideel verden, så vil de politiske partier være fyldt med medlemmer. Et samfund fyldt med Finn’er.
Men sådan ser virkeligheden bare ikke ud – og det tyder heller ikke på, at partimedlemskabet og deltagelsen i partipolitik stiger i fremtiden. Se blot på det kommende kommunalvalg, hvor det for mange er svært at få kandidatlisterne fyldt op.
Selvom protesten fra den kritiske masse i kolonihaven er personlig og nederdrægtig, så ligger der noget dybere i den. Det kan godt være, at de lever i et kolonihave-demokrati, men de føler sig overset og overhørt. De er ikke imod demokratiet, men måden det fungerer på. En følelse, som i høj grad er udbredt i mange europæiske lande, hvor 92 % støtter et demokratisk politisk system, men hvor der samtidig kun er 20 %, der er tilfredse med det.
Med andre ord, så synes protesten at være en politisk rationel følelse – og måske endda et symbol på den repræsentationskrise, som vi står i. Derfor synes det også en anelse naivt at tro, at det hele blot løses ved at sige ”meld dig nu ind i et parti frem for at protestere”.
Jeg siger ikke, at protesten skal være et alternativ til det repræsentative demokrati. Det skal det ikke. Men ikke nok med, at det er et register over folks dybe politiske følelser, så burde det også få politikerne til at genoverveje, hvordan demokratisk deltagelse kan artikuleres i samfundet. Politikerne bør turde at skabe nye rammer for politisk deltagelse. Kig på mulighederne i at inddrage bevægelser, protester i beslutningsprocesser, nedsæt permanente lokale borgerting og valgretsalderen, så den demokratiske artikulation og engagement kan sprede sig og inspirere.
Jeg siger ikke, at det er løsningen. Men måske er det en start på noget nyt.
Det er med de øjne og overvejelser, at vi skal se Balladen i kolonihaven – som en scene, hvorfra vi kan observere og forhåbentlig lære, at protesten er politisk rationel, og herfra imødekomme repræsentationskrisen, så vores demokrati, som vi støtter og holder af, fornyes og forbedres.
Læs også Jeppe Grandahls tekst “Superhelte er en seismograf for samtiden”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
