POLITIK // DEBAT – Mens det gamle højre har sovet og ladet socialliberalismen underminere fællesskabet, står det nye højre uden løsninger på alt fra klimakrise til krigstrusler. Med værdierne i opløsning og en verden i kaos er spørgsmålet, om det gamle højre rusker et halvt århundredes falsk finhed og socialliberalisme af sig og trækker i arbejdstøjet, skriver Kasper Rathjen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvor var det gamle højre, da socialliberalismen i et halvt århundrede fik lov til at dekonstruere virkeligheden? Da institutionerne faldt en efter en. Først sædvanerne. Så kirkerne. Højskolerne. Skolerne. Akademierne. Museerne. Intet står tilbage med et ben i henholdsvis folkelighed og fædreland. I stedet skøjter folket og institutionerne rundt i individualismens meningsløse og benløse idrætter.
Hvor var det gamle højre, da moralen blev til amoral? Da individuel frihed blev et mål i stedet for et middel. Da virkeligheden blev erstattet af subjektiviteten. Da individualismen blev ophøjet som en guldkalv på bekostning af det folkelige fællesskab. Hvor var det gamle højre, da Europa åbnede grænserne for den tredje verden?
Hvor var det gamle højre, da vi i stedet for at tolerere landsbytossen ophævede ham på en piedestal; da afvigeren blev et idol? Hvor var det gamle højre, da Østens mørke kastede sin skygge over vores grænser og dem, der ønsker at være som os?
Red, hvad der kan reddes
Det gamle højre, vi traditionelt har fundet på centrum-højre af det politiske spektrum, i erhvervslivet, i interesseorganisationerne, i foreningerne og kulturen. Hvor var de, da klimaet beviseligt blev antændt i 1970’erne? Da grænserne blev nedbrudt i 1980’erne? Da civilisationens terror ramte os i 00’erne? Da demografien blev vores skæbne i 10’erne?
Svaret finder vi fodslæbende efter socialliberalismen og den globale kapitalismes taktstok. De institutionaliserede, hvad venstrefløjens ungdom og oprører kæmpede for. Hvad der var kampråb under gadens venstredrejede demonstrationer i ’68, er sidenhen under det gamle højre omdøbt til hverdag i virksomheder, de gamle institutioner, i foreninger og i det politiske liv. Hvad der var kontroversielt, radikalt og oprørsk i 70’erne, er nu, af en repræsentant for det gamle højre, blevet oversat til en CSR- eller diversitetsrapport i en mellemstor virksomhed.
Hvis vi ikke kan bære de ofre, kan vi enten strække våben over for vores fjender; for fred kan vi altid få, vi skal bare bøje nakken
Det gamle højre er lullet i søvn af den gamle teleologiske vuggevise om, at historien kun bevæger sig én vej: Mod mere, accelererende og evig atomisering – og at det skulle være godt. Det gamle højre formår ikke at se faren i form af løsrivelsen og opløsningen.
Politisk er det endnu mere håbløst. Disse ”gentlemen” tror stadigvæk på, at det hele handler om at efterabe tidens tegn for at blive valgt til et parlament eller en post som minister eller embedsmand. De har aldrig forstået, at det ikke er nødvendigt at være vores modstanderes fjender, før at de – på russisk vis – slæber dig til skafottet. Hvad end skafottet måtte være opført af de ”nyfrelste” iblandt os eller vores fjender, som findes udenrigs. Det handler ikke om at akkumulere politisk såvel som kulturel kapital. Det handler om at redde, hvad der er blevet overleveret.
Forskruede utopier
Da krisetiden oprandt, kiggede vi mod de gamle institutioner, såsom præstegårdene og universiteterne, som vi så ofte før havde gjort. Disse bastioner havde ofte opfostret det gamle højres fremmeste og fineste. Men her mødte vi ikke længere en Blicher, en Kierkegaard, en Grundtvig, en Munk eller sågar en Krarup. Her mødte vi i stedet en perlerække af Grima Slangetunger, der med uld i mund talte om forståelse for Østens fine følelser. Det Mørke Østen, som nu indgår aftaler med ærkefjenderne i Nordkorea og Iran.
Det er ondskabens akse, som nutidens Slangetunger vil forstå og handle med i en eller anden forskruet westfalisk geopolitisk utopi. Hvor var det gamle højre, da de gamle præstegårde og universiteter korrumperedes?
Det nye højre
Bavnene er nu næsten udbrændt, og modsat Tolkiens mageløse eventyr kommer der ingen troldmænd, ingen sagnkonger med magiske sværd og redder os. I stedet kommer det nye højre. Og tak skæbne for det. Det nye højre forstår, at status quo hverken er ønskeligt eller holdbart. Det nye højre forstår, at den socialliberale og kapitalistiske dogmatik, der har rodfæstet sig i Vesten i stigende grad siden 70’erne, ikke længere er et realistisk fundament for sunde samfund.
Men det nye højre har ikke ret i alt. Blandt andet forstår de ikke klimakrisen. Og de er heller ej villige til at bløde for Ukraine. Det bliver blandt andre de urimelige ofre, vi skal bære til fremtidens alter sammen med det nye højre, hvis vi stadigvæk vil være frie i Vesten. Hvis vi ikke kan bære de ofre, kan vi enten strække våben over for vores fjender; for fred kan vi altid få, vi skal bare bøje nakken.
Alternativt kan vi kræve, at det gamle højre rusker et halvt århundredes falsk finhed og socialliberalisme af sig og trækker i arbejdstøjet.
Læs også Peter Schjødts kronik “Konkurrencestatens senfølger: Mistrivsel som ny normalitet?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
