MEDIEKRITIK // DEBAT – Skæverter på debatsiderne koster på troværdigheden – også chefredaktørernes – skriver journalist Dorte Toft. Opinionsstoffet har bredt sig som gøgegunger i medierne, der scorer masser af klik på prioriteringen samt besparelser. Er nåleøjet blevet større, eller er der færre vise mennesker, der orker at tage den tørn, spørger hun.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter offentliggørelsen er der tilføjet et link samt rettet tre ord grundet en læserhenvendelse (red.).
Mediefolk har fået betegnelsen skallesmækkende mimoser, fordi fortjent kritik uddeles med en lige højre, mens fortjent kritik i modsat retning forsøges afværget med bortforklaringer og benægtelse. En del kritikere vover dog ikke at stå frem, så jeg tager en for holdet og letter ben i egen rede.
Der er masser af velskrevet, vigtigt redaktionelt stof i aviserne, men i prioriteringen af debatstoffet tabes sutten til tider. Mens chefredaktioner kræver den presseetiske fane holdt højt for det redaktionelle stof, synes de mere overbærende, når der slås presseetiske skæverter på debatsiderne. Og det sker.
Den algoritme, som visse kronikredaktører indimellem forfalder til at bruge, er den samme, som russerne bruger i deres disinformation
Kronikker er juvelen i opinionskronen og derfor værd at tage et ekstra kig på. Heldigvis ses nogle helt formidable kronikker, men nogle burde aldrig være sluppet gennem debatredaktørens nåleøje.
Hvor det alligevel er sket, kan man fundere over, om redaktøren valgte ud fra egne eller mediets fordomme og/eller trangen til at smide benzin på et ulmende bål?
Som russisk disinformation
En god ven har sagt følgende: Den algoritme, som visse kronikredaktører indimellem forfalder til at bruge, er den samme, som russerne bruger i deres disinformation. Har noget potentiale til at gøre folk helt hysteriske og få dem til at skændes indbyrdes i et væk, er det succes.
Læsertallet tager på himmelflugt, modindlæg fra forstandige bliver en ny, dog mindre sjat benzin på bålet. Og når det bliver agurketid, får kliksuccesen en tur mere i møllen via mediets sponsorerede appetizere på sociale medier.
Forleden spurgte jeg i vennekredsen og via et lille opslag på Facebook om, hvad man erindrede af ”kronikker fra helvede” – den slags, man ikke glemmer.
Flest kvinder svarede, og mange pegede på nogle af dem, jeg selv har på min Top 5-liste.
Flere af disse kronikker giver slemme knubs til kvinder, og jeg er ikke alene om at spekulere over, hvorfor de blev bragt. Der er dog også nogle udenrigspolitiske kronikker, der ikke burde være bragt, men dem tager jeg måske fat i en anden gang.
I den mere muntre ende af de bizarre kronikker er en gammel kronik i Berlingske – en avis, der gennem nogle år blev kendt for en del særprægede indlæg, men som heldigvis fik sadlet gevaldigt om for en fem-seks år siden.
Kronik om hemmelig, farlig mødrebande
Kronikken, der var fra 2018, havde overskriften ”Der findes en hemmelig og farlig bande i Danmark: Mødrebanden. Og den er langt farligere end de kriminelle”. Uha.
Ifølge afsender, præsenteret som ”medlem af Venstre, tidl. folketingskandidat”, er det ”en bande bestående af forsmåede mødre, hardcore venstrefløjsfeminister og mandehadende voldsofreforkæmpere”, og banden er så velorganiseret, ”at selv Bandidos ville blive misundelig”.
Kronikøren vidste sikkert noget om Bandidos, for hun havde andre steder fortalt om at være på mission for Bandidos’ voldsdømte eks-præsident og for andre bitre fædre. Problemet var, at de ikke kunne skaffe hende beviser for den syrede påstand, der er dyrket i årevis. Ingen har kunnet føre bare skyggen af et bevis for en farlig mødrebande.
Selv afsløringen af en lodret usandhed af karakterskadende art om en kvinde i den indsendte kronik fik ikke Informations debatredaktør til at droppe den
Hvorfor gav kronikredaktøren grønt lys for mødrebande-påstanden fra en politiker med en mission?
I juni i år var det Dagbladet Information, der lagde spalter til en mission – til skribenter, der er ude i en selverklæret mission som medierevser.
Kronikken havde overskriften ”Betalte rejser til Israel til journalister og debattører undergraver pressens troværdighed”. Den rummede ingen beviser, kun insinuationen, at flere danske journalister var i Israels sold.
Tumultarisk redaktionsproces
Via sociale medier og TV2’s Presselogen fik man et indblik i en tumultarisk redaktionel proces. Selv afsløringen af en lodret usandhed af karakterskadende art om en kvinde i det indsendte kronikmanuskript fik ikke Informations debatredaktør til at droppe kronikken. Navnene på de journalister, der var hængt ud, blev dog fjernet inden offentliggørelse af antagelser gjort af halmstrå.
Men folk på mission giver aldrig op, og Informations kronik endte alligevel som skadevoldende for en person.
Kronikørerne scorede en ny budbringer, hvor barren sættes lavere. Under foregivelse af afsløring af ”censur” fra Informations side offentliggjorde det medie et af de navne, der var blevet slettet – et navn på en kvinde, mistænkt af kronikskribenterne for at være købt af Israel, betalt med en studierejse. Stadig baseret på insinuationer.
Glorien blev pudset
I Presselogen, rammen for indbyrdes mediekritik, pudsede Information dog glorien.
Debatredaktøren prydede sig med at have rejst debat om betalte rejser, men debatten har velfortjent kørt i årevis, og danske medier er blevet bedre til at deklarere betalte studierejser (bedst ville selvfølgelig være, hvis relativt små danske medier, ligesom de store internationale, betalte selv, men økonomi kan udgøre en hindring for at få viden på første hånd i hus).
I Presselogen var det dog allervigtigst for Informations debatredaktør at fremhæve, at Information giver stemmer til dem, der ellers ikke får ordet.
Den begrundelse blev også brugt af avisen i 2019, da den forsvarede at have bragt en kronik fra helvede for de efterlevende. Kronikken var skrevet af en far, der – da hustruen ville skilles – myrdede sin 5-årige datter.
I kronikken offergjorde morderen sig selv og begrundede ugerningen med en så kvalmevækkende følelsesporno, at en redaktør med et velkalibreret journalistisk kompas havde arkiveret den lodret. Af hensyn til avisens omdømme, men først og fremmest til pigens mor og den øvrige familie.
Morderens rehabilitering
Kronikken vakte så mange protester, at avisen måtte ændre overskriften, der var grænseoverskridende i sin usmagelighed.
Information forklarede også, hvorfor den fandt kronikken vigtig at bringe. Ofre får opmærksomhed, men gerningspersoner ikke nok. ”Vi skal forsøge at forstå” morderens motiv i forebyggelsens ærinde, og vi skal acceptere offentliggørelsen af kronikken i rehabiliteringens ærinde.
Faderen, der i kronikken fortalte, at han havde indledt mordet på sit barn ”forsigtigt”, havde stort fokus på, hvordan han selv som barn var blevet omsorgssvigtet. Han forestillede sig dengang, at han kunne befri sin datter for samme skæbne efter skilsmissen.
Morderen har i øvrigt brugt langt flere ord på det samme i en selvbiografisk, selvudgivet bog.
Der skal en dildo på størrelse med en kaffekande op i røven på dem, før de kan slukke hjernen
Og så til landets største avis, Politiken, der gennem mange år har gjort sig bemærket med fornemme dagsordenssættende kronikker, men også med flere gange at kolportere bizarre holdninger til og om kvinder.
Her blot snapshots fra et par kronikker, som kvinder nok har sværere ved at glemme end mænd.
I en kronik fik voldtægtsofre, der stivnede – frøs – i stedet for at gøre modstand, beskeden, ”så tag dog mere tøj på”, dog fulgt af kronikørens råd til at forhindre at blive voldtaget: ”Et lille beskedent: Tak, men nej tak, ville være nok.”
Kronikken handlede om et lovforslag, hvor det er et ja, der er behov for. Samtykkeloven.
Det var et elendigt råd, som landets største dagblad fandt relevant at videreformidle til ikke mindst teenagepiger og unge kvinder, der jo er de mest udsatte.
At et ”lille beskedent nej tak” skulle afholde manden, på nippet til at begå et seksuelt overgreb, fra at gøre det. Et ”nej” er ved gud ofte set ignoreret i voldtægtssager. Hvad tænkte kronikredaktøren på? Eller er spørgsmålet måske: Hvad tændte redaktøren på?
De samme to spørgsmål kan stilles i relation til en anden Politiken-kronik, hvor en mand gav andre mænd følgende råd til at gøre kvinder ”seksuelt nærværende”: ”Der skal en dildo på størrelse med en kaffekande op i røven på dem, før de kan slukke hjernen”.
Kronikøren brugte en stor del af kronikken til at hænge to kendte, navngivne mediekvinder ud, men også andre kvinder for deres seksuelle formåen.
Dråben, der udløser abonnementsopsigelsen
Har disse debatredaktører ladet sig friste af at kunne levere forargelsesgysets klikfest? Eller nød redaktøren at få luftet egne fordomme via andres stemme? Eller var det måske fraværet af en presseetisk bevidsthed i rygmarven hos debatredaktører, der jo ofte kommer til fra andre miljøer end det journalistiske.
Uanset svaret, så lever chefredaktioner tilsyneladende med de skår i avisens omdømme, som skæverterne på opinionssiderne giver. Men nok er avisens hjerte det redaktionelt producerede – problemet er, at de fleste læsere ikke adskiller.
Alt ses som samme surdej.
Jeg vil tro, at næstefter presset privatøkonomi som størst årsag til opsigelse af avisabonnementet, så sker en del opsigelser direkte i kølvandet på et debatindlæg, der blev ”dråben” – grænsen for, hvad man vil være med til at finansiere.
Men mon aviser fører statistik på den årsag?
Hvilket budskab giver det kronikører in spe, når avisen ikke gider betale en krone eller kun et så beskedent honorar, at det omregnet i timepris svarer til en Snickers? Og derefter – som flere aviser gør – lægger kronikørens gratis arbejde bag betalingsmur?
Jeg ville selvfølgelig ikke være foruden alle de gode kronikker, der bidrager med udsyn og indsyn, men træls er en anden gruppe af kronikker, som jeg dog ikke skriver om her. Det er de forudsigelige kronikker, der skønmaler et problem eller bare skal lokke flere kunder ind i ”butikken”.
Allermest træls er dog faktasvage bizarre kronikker, som jeg har givet enkelte eksempler på. Tænk, hvis debatredaktørerne havde nøjedes med at nyde forargelsens rislen helt for sig selv bag skærmen.
Jeg, gamle menneske, forfalder til at tro, at det generelle niveau på kroniksiderne var højere i ”gamle dage”. Hvis min antagelse skulle stemme, kan man spekulere over, om det højere niveau dengang skyldtes, at nåleøjet var mindre, eller om flere vise mennesker da fandt det interessant nok at tage den hårde tørn med at skrive en velkommunikerende kronik.
Konkurrencen fra sociale medier
Holder flere sig i dag tilbage fra den støjende markedsplads?
Pladsen, hvor unge, der har ondt af sig selv, flokkes med politiske wannabes, følelseseksperter, kendte med meninger om ting – lysår fra deres ekspertise – og skribenter, der excellerer i evighedskunsten find-fem-fejl-ved-feminister.
Medierne dyrker holdninger – på print, net, i radio og tv – som ønsker de at konkurrere med de gratis sociale medier, og jeg gad vide, om ”gammelmedierne” er nok OBS på, at der på de sociale medier også er en del gode folk, der rejser seriøse debatter, hvor medierne har blinde vinkler.
Men apropos gratis medier, så endnu en ting vedrørende de traditionelle mediers kronikker:
”Man får, hvad man betaler for,” hedder det og ikke uden grund. Hvilket budskab giver det kronikører in spe, når avisen ikke gider betale en krone, eller kun et så beskedent honorar, at det omregnet i timepris svarer til en Snickers? Og som derefter – som flere aviser gør – lægger kronikørens gratis arbejde bag betalingsmur?
Tag lidt af mediestøtten
Nok er det redaktionelle arbejde med kronikken ikke gratis for avisen, men måske kunne de velbetalte ledelser for de aviser, der lægger kronikker bag betalingsmur, dedikere en lille del af den skattebetalte mediestøtte til at yde borgerne og kronikøren den service at lade kronikken være frit tilgængelig.
Formålet med mediestøtten er jo ”at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i Danmark”.
Godt nok står der ”nyheder”, men nyhedsværdi burde vel, foruden væsentlighed, være ret afgørende for, hvilke kronikker aviserne bringer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
