MELLEMØSTEN // ANALYSE – I denne uge annoncerede den amerikanske præsident Donald Trump en ”historisk vigtig fredsaftale” for Mellemøsten. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget substans, der er i aftalen, der end ikke inkluderede palæstinenserne i processen. I virkeligheden er det stort ståhej for ingenting, skriver Yasmin Abdel-Hak
Aftalen dækker over De Forenede Arabiske Emiraters (UAE) anerkendelse af staten Israel. Det er dermed blot det tredje land i regionen, der har anerkendt staten Israel. De to andre lande er Egypten og Jordan.
Aftalen skulle angiveligt betyde, at den oprindelige fredsplan, som er udarbejdet af præsident Trumps svigersøn, Jared Kushner, dermed er skrinlagt. Det var ellers en plan, der blev kaldt “århundredrets fredsplan”, som indeholdt israelsk annektering af størstedelen af Vestbredden til gengæld for dannelsen af en to-stats-model med en palæstinensisk stat ved siden af.
Sandheden er, at mange arabiske stater allerede har et samarbejde kørende med Israel
Selve omdrejningspunktet i den nye plan er, at Israel og UAE skaber diplomatiske forbindelser landene imellem, mod at Israel til gengæld stopper annekteringen af de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden.
Kort efter meddelelsen udsendt af Det Hvide Hus opstod der imidlertid hurtigt forvirring om de nærmere betingelser herfor i aftalen. Israel fastslog, at aftalen alene vedrørte et midlertidigt stop af annekteringen. Jared Kushner selv kunne hverken redegøre for, hvad et midlertidigt stop betød som begreb, eller om der var tale om et midlertidigt eller permanent stop af de israelske annekteringsplaner.
Der er formentligt tale om det første. Det er svært at forestille sig, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu skulle være indstillet på at opgive sine annekteringsplaner for Vestbredden for at vinde UAE’s diplomatiske gunst.
Præsident Trump afholdt et hasteindkaldt pressemøde om aftalens indgåelse og understregede den angiveligt store historiske betydning aftalen havde:
‘This is a truly historic moment. Not since the Israel/Jordan peace treaty was signed more than 25 years ago has so much progress been made towards peace in the Middle East. By uniting two of America’s closest and most capable partners in the region – something which said could not be done – this deal is a significant step towards building a more peaceful, secure, and prosperous Middle East. Now that the ice has been broken I expect more Arab and Muslim countries will follow the United Arab Emirates’ lead”.
Den betydning præsidenten valgte at tillægge aftalen, synes at være noget overdrevet. En aftale mellem Israel og en lilleputaktør som UAE kan ikke umiddelbart siges at være en reel historisk aftale. Man burde mene, at en sådan nok først og fremmest burde involvere begge parter i konflikten, Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Palæstinenserne har ikke på noget tidspunkt været involveret i udarbejdelsen af aftalen.
Der er en sær følelse af stor ståhej for ingenting på spil her
Nuvel, UAE er blot tredje land i regionen, der har anerkendt staten Israel. Men sandheden er, at mange arabiske stater allerede har et samarbejde kørende med Israel. Det er svært at se historiens vingesus i dette scenarie.
Bonuspoint for fredsaftalen for flere lande
Der er med andre ord en sær følelse af stor ståhej for ingenting på spil her. Og hvorfor nu det?, kan man spørge? Det er der mange grunde til. Og ingen af dem har noget som helst med en fredsaftale mellem Israel og de palæstinensiske områder eller annekteringen af disse at gøre. At præsentere en “historisk aftale” giver nemlig en del bonuspoint på flere fronter.
USA
Præsident Trump forsøger at skabe et narrativ om, at han – i modsætning til alle sine forgængere på posten – har formået at skabe fred i området. En politisk sejr her og nu kan derudover give medvind i hans noget haltende valgkampagne på hjemmefronten.
Som sædvanlig er den palæstinensiske befolkning den store taber i det regionale magtspil
Som et lille kuriosum bør nævnes, at amerikanske præsidenter har for vane at fokusere på netop Mellemøsten i deres anden valgperiode. At Trump har fremskyndet processen til sin første, er måske erkendelse af risikoen for, at der ikke kommer en anden valgperiode for hans vedkommende.
Israel
Aftalen kan også forventes at give Netanyahu et tiltrængt rygstød på hjemmefronten, hvor han kæmper med manglende opbakning fra befolkningen, høj arbejdsløshed, intern urolighed i regeringen og risikoen for et nyt valg i næste måned.
UAE
UAE har en del fælles politiske interesser med Israel. Landene deler en fælles opfattelse af Iran som deres fjende, og begge ser på Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben, Islamisk Stat og Det muslimske broderskab med mistro. Begge lande ser også Tyrkiet som en trussel.
De har med andre ord en del sikkerhedspolitiske overvejelser til fælles. Deri er der heller ikke noget nyt eller overraskende. Det nye er den åbenlyse normalisering af et hidtil forholdsvist hemmeligt samarbejde med Israel.
Saudi-Arabien
Det bliver interessant at se, hvad aftalen kommer til at betyde i forhold til Saudi-Arabien og kronprins Mohammed bin Salman. Kronprinsen vil uden tvivl se aftalen som en torn i øjet. Først og fremmest fordi han ynder at se sig selv som Trumps – og ikke mindst Jared Kushners nære ven og allierede.
Dernæst vil et øget fokus på Abu Dhabis kronprins Mohammed bin Zayed tage opmærksomheden fra Mohammed bin Salman og dennes – efter egen opfattelse i hvert fald – position som den visionære og handlingskraftige leder for regionen. Om end de to kronprinser af henholdsvis Saudi-Arabien og Emiraterne er tætte allierede, og førstnævnte ser sidstnævnte som sin mentor, vil det ikke passe ind i den saudiske kronprins narrativ, at en såkaldt historisk fredsaftale med Israel og med Trumps signatur er indgået uden hans indblanding.
Kølnet forhold mellem USA og Saudi-Arabien
Mohammed bin Salmans forhold til USA er i forvejen stærkt kølnet, ikke mindst på grund af kronprinsens jagt på den tidligere chef for den saudiske efterretningstjeneste, Saad al Jabri, som lever under beskyttelse i Canada. En jagt, som fornylig resulterede i et offentligt sagsanlæg mod netop kronprinsen.
Ganske usædvanligt udtrykte det amerikanske udenrigsministerium støtte til al-Jabri og retssagen. Det er en udmelding, der i den grad underminerer Mohammed bin Salmans position som Trumps darling.
Den evige taber
Som sædvanlig er den palæstinensiske befolkning den store taber i det regionale magtspil. I denne nye aftale blev de ikke engang inddraget. Der er lang vej endnu til en reel fredsaftale.
LÆS FLERE ARTIKLER AF YASMIN ABDEL-HAK HER
Topfoto: Collage af POV International, Wikimedia Commons og Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
