KRIG I GAZA // ANALYSE – Mens kampene på Gazastriben fortsætter, har israelerne en fornemmelse af, at krigens ubehagelige efterspil allerede er undervejs, og samtidig er der bekymrende tegn på, at Vestbredden er lige ved at eksplodere i vold.
TEL AVIV – Krigen er slut, nu drejer det sig om, hvor længe kamphandlingerne vil fortsætte. Nogenlunde sådan formulerer mange israelere sig i disse dage. Det er ikke udtryk for nogen overdreven optimisme eller et forsøg på at tage let på situationen. Det ligger jo i selve ytringens selvmodsigende natur, for så længe der er kamphandlinger, kan man vel egentlig ikke sige, at krigen er slut.
Målet er endnu langtfra i sigte, for de centrale Hamas-ledere er stadig med i spillet, som på mange måder også er en dramatisk nervekrig
På den ene side har det israelske forsvar gennem de seneste par uger sendt mange reservister hjem fra fronten, og de fortsatte militære operationer retter sig i højere grad mod at lokalisere Hamas’ tunnelsystemer. Men målet er endnu langtfra i sigte, for de centrale Hamas-ledere er stadig med i spillet, som på mange måder også er en dramatisk nervekrig.
Det er således meget sigende for situationen, at Hamas i denne tid valgte at komme med en melding om de israelske gidsler. På en video fortalte den islamiske organisation, at to mandlige gidsler er omkommet under de israelske bombeangreb, og en ung kvinde fortæller, at hun er mere angst for bombeangrebene end for at blive mishandlet af sine bortførere.
Som meget andet, der kommer frem under denne krig, skal der naturligvis stilles spørgsmålstegn ved sandhedsværdien i dette. Det er før hændt, at gidsler er blevet meldt omkommet under fangenskabet på Gazastriben, for kort tid efter at være konstateret i levende live, og det kan med god grund antages, at det kvindelige gidsels vogtere fra Hamas har givet hende klar besked på, hvad hun skulle sige.
Krigen i Gaza er også et dramatisk psykologisk spil
At videoen kommer ud nu, og med det givne indhold, er en del af det dramatiske psykologiske spil, der kører i forbindelse med denne del af krigen, og i al sin brutalitet taler den lige ind til hele følelsesregisteret i den israelske befolkning.
Meget tyder på, at Hamas er voldsomt trængt. En række af bevægelsens militære ledere er omkommet i Gazas ruiner, og den israelske landoffensiv har fundet og destrueret en stor mængde tunneller, selvom ingen kan sige, hvor meget der stadig ligger intakt i Gazastribens undergrund.
Trods denne prekære situation er der imidlertid ikke tegn på, at Hamas er ved at opgive kampen, og dermed kan man sige, at Hamas bruger videoen til at spille bolden effektivt over på den israelske banehalvdel.
Den udstiller premierminister Netanyahus dilemma. Lige fra begyndelsen har han erklæret, at krigens mål er at udradere Hamas, at fjerne gruppen fra Gazastriben, og det holder han stædigt fast ved. Men nu, da store dele af Gazastriben er bombet sønder og sammen, og 1,9 millioner mennesker på den smalle stribe land er blevet internt fordrevet, virker Netanyahus mål temmelig illusorisk.
Færre og færre israelere tror på, at det kan lade sig gøre, og i den forstand giver det mening at sige, at krigen er slut. I det mindste er den resultatløs. Og så kommer næste element i en forståelse, som breder sig hurtigt i befolkningen, nemlig at mens Netanyahu-regeringen insisterer på at fortsætte krigen med militære midler, tabes krigens andet hovedmål, nemlig frigivelsen af gidslerne. For man er nu kommet til et punkt, hvor håbet om at se de resterende 132 gidsler komme hjem i levende live svinder, så længe kamphandlingerne fortsætter.
Gidslerne er Sinwars livsforsikring
Det er dette moment, Hamas’ militære leder på Gazastriben Yahye Sinwar forstår at udnytte. Det vides ikke, hvor han befinder sig, men det er sandsynligt, at han har søgt tilflugt i en tunnel dybt under Khan Younis eller et andet sted på den sydlige del af Gazastriben.
Med sig har han med stor sandsynlighed et betragteligt antal israelske gidsler, og dem slipper han ikke, før kamphandlingerne er definitivt slut. De er hans livsforsikring, hans vej til personlig og politisk overlevelse, og det er grunden til, at kamphandlingerne kan fortsætte med lavere intensitet meget lang tid endnu, hvis der ikke kommer en meget god grund til at standse.
Kampagnen i den israelske offentlighed for at få gidslerne frigivet breder sig dramatisk i denne tid. I sidste weekend markerede man, at det var 100 dage siden, det hele startede, og det skete bl.a. med store demonstrationer i både Tel Aviv og Jerusalem samt mindre protester andre steder i landet.
Netanyahus situation blev kun yderligere kompliceret ved, at høringerne begyndte sidste fredag ved Den Internationale Domstol i Haag. Domstolen skal i den kommende tid tage stilling til Sydafrikas anklager mod Israel om folkedrab. Israel har sendt et hold skarpe advokater til Haag, og det ligger i luften, at Sydafrika står med en meget tung bevisbyrde at løfte i selve sagen, som vil kunne tage både et og to år.
Kampagnen i den israelske offentlighed for at få gidslerne frigivet breder sig dramatisk i denne tid
Her og nu er det dog nok så vigtigt, at domstolen samtidig er blevet bedt om at vurdere muligheden for en midlertidig foranstaltning, og det kan ske inden for et par uger. I reglerne er der nemlig indbygget en mulighed for, at domstolen kræver et stop for krigshandlingerne, hvis den finder de sydafrikanske anklager plausible.
Her står vi ikke bare over for det meget klare og tilsvarende vanskelige ja eller nej til spørgsmålet om folkedrab, som med kold jura ikke drejer sig så meget om det enorme omfang af omkomne palæstinensere, men om hvorvidt Israel har en intention om at angribe det palæstinensiske folk, som Sydafrika hævder det, eller om målet udelukkende er Hamas, som det hævdes fra israelsk side.
Det, som kan komme til at ligge til grund for et mere øjeblikkeligt krav fra domstolen, er eksempelvis, om Israel har undladt at skelne mellem kombattanter og civile, eller om israelerne ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til civilbefolkningens sikkerhed under krigshandlingerne. Dette drejer sig ikke længere om folkedrab, men om krigsforbrydelser, som selvfølgelig også er en alvorlig sag.
I den israelske befolkning er der fortsat en generel opbakning til krigen. Folk er chokerede over de store lidelser, krigen har påført den palæstinensiske civilbefolkning, og vil gerne have det hele overstået, men samtidig er der stadig en følelse af, at omkostningerne har været så kolossalt store, at det hele kun vil virke endnu mere absurd, hvis det munder ud i, at Hamas stadig har magten på Gazastriben.
Høringerne i Haag har i den forbindelse derfor skabt en opfattelse af, at krigens ubehagelige efterspil allerede går sin gang, og derfor bliver Haag mange steder lagt oven i bunken af anklager mod Netanyahu.
Eksplosionsfare på Vestbredden
Samtidig er der bekymrende regionale udviklinger, som kan tyde på, at det bestemt ikke er slut endnu. De amerikansk-britiske bombeangreb mod houthierne synes kun at have cementeret den yemenitiske oprørsgruppes vilje til at fortsætte.
Ikke mindst fordi dette i sig selv har skabt ny international opmærksomhed om en overset konflikt, men også fordi det har skaffet houthierne en plads ved forhandlingsbordet. Det kan også være kimen til en optrapning af konflikten og et skridt i retning af den regionale storkrig, som er en mulighed.
Den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon har længe også været en lidt ubestemmelig faktor i ligningen. Næsten lige fra starten har Hizbollah deltaget i en slags lavintensiv krigsførelse med sporadisk beskydning af den nordlige del af Israel og israelske gensvar.
Den gængse analyse er, at Hizbollah ikke har nogen interesse i en decideret krig mod Israel, da dette vil kunne få store ødelæggende følger i Libanon, som i forvejen er tynget af dyb økonomisk krise. Hizbollah ville ganske enkelt tabe opbakning i den libanesiske befolkning med sådan en satsning, så fægtningerne hen over den libanesisk-israelske grænse har udelukkende til formål at fastholde store israelske troppekontingenter i området, hvilket skulle lette presset på Hamas på Gazastriben.
Imidlertid har udviklingen i Libanon på det seneste vist tegn på en optrapning af konflikten, og mens det utvivlsomt også hænger sammen med den generelle tilspidsning af situationen i det meste af Mellemøsten, skal vi aktuelt nok være særligt opmærksomme på, hvad der sker på Vestbredden.
Den palæstinensiske befolkning har stor sympati for Hamas
I den forløbne uge blev en 79-årig israelsk kvinde dræbt, og 17 kom til skade, da to palæstinensere gik til angreb med knive på hovedgaden i den israelske by Raanana. De to palæstinensere kom fra landsbyen Bani Na’im, som ligger nær Hebron på den sydlige del af Vestbredden.
Kort efter det dramatiske brud mellem Hamas på Gazastriben og Fatah på Vestbredden i 2006 nedlagde Mahmoud Abbas og det palæstinensiske selvstyre i Ramallah forbud mod Hamas på Vestbredden.
Men ligesom det vil vise sig nærmest umuligt for Israel at eliminere Hamas på Gazastriben, er det heller ikke lykkedes de palæstinensiske myndigheder på Vestbredden. Navnlig i byerne på den nordlige del af Vestbredden og på egnen i og omkring det meget konservative Hebron i syd har Hamas stor sympati i befolkningen.
Lige siden den 7. oktober har atmosfæren på Vestbredden været anspændt. Radikale bosættere har benyttet sig af den generelle situation til at rette voldelige angreb mod palæstinensere. Forskellige islamiske grupperinger, som formelt er forbudt, har på lignende vis været helt anderledes aktive. Man kan altså sige, at krigen på Gazastriben har afspejlet sig i form af en optrappet konflikt på Vestbredden, og aktuelt står man nu over for en meget akut eksplosionsfare i området.
I takt med at presset på Hamas er vokset på Gazastriben, ser man krigen knopskyde på Vestbredden, og det er nok ikke helt ved siden af at vurdere, at Sinwars ambition om, at Gaza-krigen skal brede sig regionalt, er ved at lykkes. At denne erkendelse er ved at sætte sig hos israelerne, ses helt konkret ved, at man allerede for en uge siden flyttede mindst en militær eliteenhed fra Gazastriben til Vestbredden.
Håbet svinder
Efter mere end 100 dages krig står det klart, hvad Netanyahu skal gøre for at standse det hele igen. Han skal træffe et valg mellem krigens to erklærede hovedmål, som er elimineringen af Hamas og frigivelse af gidslerne på Gazastriben. De to har hele tiden været mere eller mindre uforenelige, og det er de lige nu mere end nogensinde.
Netanyahu klynger sig til den politiske magt, mens den folkelige utilfredshed omkring ham bobler, og hans Likud-parti stadig daler i meningsmålingerne
Netanyahu klynger sig til den politiske magt, mens den folkelige utilfredshed omkring ham bobler, og hans Likud-parti stadig daler i meningsmålingerne. Han er fast besluttet på at fortsætte krigen, da denne skal skaffe ham den sejr over Hamas, som han håber på vil vende hans politiske lykke.
Ellers venter kun retssagen, hvor han er tiltalt for korruption og mandatsvig, og nu også Haag. Men det hele ligner en kamp mod vindmøller, for dels truer krigen nu med at brede sig regionalt – selv om den rent militærtaktisk synes at være ved at være slut på Gazastriben. Imens svinder håbet om at få gidslerne hjem, for Sinwar sørger for at passe godt på sin forsikringspolice, hvor den end befinder sig i tunnelsystemet.
Læs også Det Gaza, vi har mistet
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
