MELLEMØSTEN I KRIG // ANALYSE – Mandag morgen vågnede verden op til nyheden om, at en længe ventet amerikansk-iransk aftale ser ud til at være på vej. Men tiden fremover vil være usikker og hele læsset kan hurtigt vælte igen, vurderer udlandsredaktør Hans Henrik Fafner.
HAIFA – Da Hizbollah søndag morgen affyrede raketter og sendte droner mod det nordlige Israel, kom den israelske reaktion prompte. Kort efter rettede jagerfly nye bombeangreb mod Dahiyeh, som ligger i det sydlige Beirut og som i årevis har været absolut hovedkvarter for den shiamuslimske gruppe.
Ifølge libanesiske kilder blev tre mennesker dræbt, da et lejlighedskompleks blev ramt. Israelerne beskriver målet som en kommandocentral for Hizbollahs militære aktiviteter.
”Bibi har ikke en skid dømmekraft,” kom reaktionen vredt fra Donald Trump.
Den amerikanske præsident har allerede gennem nogen tid forbudt israelerne at angribe mål i den libanesiske hovedstad, og i det hele taget holde igen med offensiven mod Hizbollah i andre dele af landet.
Den aftale, som nu ligger på bordet, og som efter planen skal underskrives på fredag, hviler altså i høj grad på to parter, der har et presserende behov for at komme ud af en kaotisk krig
Argumentet har været, at dette skabte usikkerhed for den amerikansk-iranske aftale om at afslutte krigen, der startede med det amerikansk-israelske angreb på Teheran den 28. februar. Og på netop den baggrund kan det virke næsten overrumplende, at det ikke desto mindre lykkedes at trække aftalen i land, da det endnu var søndag eftermiddag i Washington og Trump var på vej til den store fejring af sin 80-års fødselsdag.
Åbner Hormuzstrædet?
På mange måder vågnede Mellemøsten op til en ny situation mandag morgen. En våbenhvile ligger på bordet, og hvis den ikke snubler undervejs, skal den underskrives, når parterne på fredag mødes i Genève. Og derpå følger en periode på 60 dage, hvor alle detaljerne skal forhandles på plads.
Det er netop denne del, der får det hele til at ligne et projekt, der mest af alt bygger på store håb, men hvor de regionale realiteter kan give det hele et noget andet udfald.
Meget er endnu uklart. Først og fremmest melder Trump ud, at Hormuzstrædet nu er genåbnet for sejlads, og de globale oliepriser reagerede straks ved at falde med fire pct. Men det er endnu ikke sikkert, i hvor høj grad iranerne fortsat vil insistere på deres ret til at kontrollere strædet.
De næste dage vil vise, om skibsfarten – og ikke mindst forsikringsselskaberne, der står som garant for rederiernes lyst til at sende skibene afsted – vil have tillid til dette. En anden indikator er de mange milliarder af indefrosne iranske midler, som Trump har bebudet at ville frigive, men under den klare betingelse, at Iran efter hans opfattelse overholder aftalens betingelser.
Der ligger masser af snubletråde på lur for den videre proces. En anden stor, og endnu temmelig uafklaret sag er de iranske atomprogrammer og deres videre skæbne. Tidligere stillede Trump det som en absolut betingelse, at iranerne udleverer de omkring 400 kilo stærkt beriget uran, der altså er næsten klar til at fremstille atomvåben, men dette har iranerne afvist blankt. Om det vil ske nu, er et åbent spørgsmål, men sandsynligvis vil det ikke blive udfaldet.
Styret i Teheran har allerede gennem nogen tid søgt at give indtryk af at have fat i den lange ende. Begyndende med angrebet den 28. februar, hvor ayatollah Ali Khamenei og en række personer fra den centrale ledelse blev dræbt, har krigen ført til fremkomsten af en ny iransk ledelse, hvor
Revolutionsgarden og en stribe endnu mere radikale ledere har fået den egentlige magt. Og det er folk, som har været villige til at satse højt, selvom de naturligvis har været klar over, at regimets situation har været stadig mere desperat, og stadig er det.
Vreden i den iranske befolkning er efter alt at dømme enorm, og den retter sig ikke mindst mod styret. Landets økonomi ligger i ruiner, og det skrøbelige forhold til regionale naboer som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er nok ringere end det har været i mange år.
Man fornemmer et styre, der med ryggen mod muren har valgt at føre sig frem med stor selvsikkerhed. Det har set situationen som en kamp for egen overlevelse, og derfor har man valgt at sætte alt på et bræt.
Det er det, som nu ser ud til at have givet pote – indtil videre. Styret i Teheran har vidst, hvordan de skulle køre Trump rundt i manegen, og det er sket i den sikre forvisning om, at også den amerikanske præsident har været og er i en presset situation.
Trump har et akut behov for at komme ud af den krig, han selv har startet, for den hjemlige opposition mod hele det foretagende har taget enormt omfang. Den lynkrig han i slutningen af februar stillede i udsigt, men en klar sejr og et hurtigt regimeskifte i Teheran, blev hurtigt til en uoverskuelig sag med et meget langt tidsperspektiv, og den slags vil kunne koste Trump dyrt ved midtvejsvalget i begyndelsen af november.
Den aftale, som nu ligger på bordet, og som efter planen skal underskrives på fredag, hviler altså i høj grad på to parter, der har et presserende behov for at komme ud af en kaotisk krig. Begge parter kæmper for at redde stumperne, og det sætter sit tydelige præg på selve aftalen, som derfor ikke er båret frem af nogen vision om fred og nye tider for den krigshærgede region.
Libanon i fokus
Derfor er det i denne forbindelse vigtigt at se på de elementer, som lige nu kan vælte læsset. Og det er nok i særlig grad, hvad måske kan betragtes som en udløber af krigen mellem USA og Iran, men som på sin vis nok er selve konfliktens kerne.
Det drejer sig naturligvis om Libanon og Israel – eller måske snarere om Hizbollah og den siddende Netanyahu-regering.
Hizbollah begyndte at beskyde det nordlige Israel få dage efter Hamas-bevægelsens terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober 2023. Bevægelsen erklærede, at dette skete i solidaritet med Hamas, selv om de to bevægelser stort set aldrig har kunnet udstå hinanden.
Men Hizbollah handlede på tydelig ordre fra Teheran, som heller aldrig har haft noget hjerteligt forhold til det sunnimuslimske Hamas, men som benyttede Gaza til endnu et stykke stedfortræderkrig. Dermed var Hizbollah engageret i en forholdsvis lavintensiv krig med israelerne, indtil bevægelsen valgte at indgå en våbenhvile for halvandet år siden.
Som en del af denne våbenhvileaftale var det meningen, at Hizbollah skulle afvæbne sig selv. Dette kom dog aldrig til at ske, da bevægelsen i stedet valgte at benytte situationen til at reetablere sig selv og opruste, og det skete med tydelig støtte fra den iranske Revolutionsgarde.
Da Irankrigen kom den 28. februar, var Hizbollah også hurtigt på banen igen, og igen kunne man se det iranske styre trække i trådene. Men siden da har det vist sig med stadig større tydelighed, at Iran og Hizbollah ikke længere har de samme mål og interesser.
Efter at Iran ikke længere har kunnet yde den massive støtte til Hizbollah, er bevægelsen helt tydeligt begyndt at gå efter egne mål. Grundlæggende har Hizbollah altid ført libanesisk indenrigspolitik, og bevægelsens erklærede mål om at forsvare landet mod ”den zionistiske fjende” mod syd har forekommet at være et påskud for at retfærdiggøre det omfattende våbenarsenal og den fortsatte væbnede kamp.
Jo, israelerne har med jævne mellemrum gjort livet surt for civilbefolkningen i Sydlibanon, som i vidt omfang er shiamuslimer og dermed også Hizbollahs politiske bagland, men bevægelsens hovedinteresse har altid været at forsvare shiamuslimerne i det komplicerede libanesiske magtspil. Bevægelsen står som en indre libanesisk magtopvisning.
Det iranske styre har så kunnet bruge Hizbollah i dets bestræbelser på at blive en regional magtfaktor. Det er begrundelsen for de rigelige våbenforsendelser, der har fundet sted i årtier, og der har været et sammenfald af interesser, idet dette har været afgørende for Hizbollahs evne til at spille rollen som magtfaktor internt i Libanon.
Aktuelt spillede iranerne netop dette kort. De betingede sig, at en aftale med amerikanerne skulle omfatte en våbenhvile i Libanon, og det gjorde de ikke for Hizbollahs blå øjnes skyld.
Libanon blev pludselig en vigtig brik i spillet, fordi iranerne så, at denne insisteren kunne bidrage effektivt til at øge presset på Trump. Her ligger grunden til, at Libanon blev omfattet af den aftale, som efter planen skal underskrives på fredag.
Netanyahu er trængt
Vi ved endnu ikke, hvordan denne libanesiske del af aftalen kommer til at se ud i alle enkeltheder. Men den kunne godt komme til at sigte på en israelsk tilbagetrækning fra Libanon og en tilsvarende afvæbning af Hizbollah.
Dette vil i hvert fald være et drømmescenarie for regeringen i Beirut, der lige siden den første våbenhvile for halvandet år siden har forsøgt at stille sig op mod det magtfulde Hizbollah.
Så her kan man måske se en trussel mod helt konstruktionen. For ikke meget tyder på, at Hizbollah vil have den store lyst til at lægge våbnene, fordi bevægelsen dermed vil afgive en væsentlig del af sin magtposition i det libanesiske rod. Det kunne søndagens fornyede raketbeskydning måske indikere.
Hertil kommer så, at den israelske leder, Benyamin Netanyahu, nok heller ikke ser den kommende aftale som nogen stor fordel. Han var med til at lægge krigsråd sammen med Trump i dagene op til den 28. februar, og krigen siden da har ikke skaffet ham et eneste af de resultater, han på det tidspunkt udmalede.
Krigen har ikke ført til noget regimeskifte i Teheran, der er bestemt ingen garanti for, at aftalen vil lægge endeligt låg på de iranske atomprogrammer. Og så vidt vides, er de israelske krav om begrænsning af de iranske missilprogrammer slet ikke omfattet af aftalen.
Netanyahu er i en klemme, ligesom Trump er det. Han står svagt i meningsmålingerne og har akut brug for at kunne fremvise et markant resultat i denne tid, hvor der skal afholdes valg til det israelske parlament, Knesset, senest den 27. oktober.
Det er aldrig lykkedes Netanyahu at eliminere Hamas i Gaza, sådan som han fremlagde det som sin plan efter den 7. oktober 2023. Regimet i Iran har overlevet krigen – men med svære skrammer – så derfor har det på det seneste været Netanyahus plan at få Hizbollah endeligt ned med nakken.
Hvis det lykkes Trump og iranerne at få underskrevet aftalen og forhandle dens enkeltheder på plads, kan den amerikanske præsident måske fremstille det som et resultat, mens Netanyahu står tilbage med Sorteper.
På den baggrund kan man sige, at Netanyahu og Hizbollah står som et par elementer, der hurtigt kan få hele læsset til at skride. Regionen er muligvis på vej mod en aftale, men fareelementerne er i høj grad til stede. Den ”lykkelige fred”, som Trump lige nu taler om, ligger nok ikke lige om hjørnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og