ETNISKE MINORITETSKVINDER // SERIE #1 – Hvad vil det sige at høre til – og samtidig blive holdt udenfor? Anika Liversage tager os med ind i sit eget livs migrationsspor og åbner en stærk serie om vold, modstandskraft og etniske minoritetskvinders kamp for frihed og værdighed.
Denne artikel er den første i en serie, der handler om etniske minoritetskvinder, udsathed for vold og kontrol og mulighederne for at få hjælp. Artikelserien handler om køn, magt og udsathed, men også om resiliens, modstand og udvikling. Det er et indblik i nogle livserfaringer i Danmark, som er ukendte for mange, og i nogle af de store omvæltninger og udfordringer, som migration kan føre med sig. Artikelserien består af 8 artikler, der kan tilgås som en samlet rapport på vive.dk. Begge dele er skrevet af mig, Anika Liversage.
Min baggrund for at skrive artiklerne er, at jeg er professor med særlige opgaver på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hvor jeg har arbejdet i snart 20 år. I meget af min tid her har jeg beskæftiget mig med de mere problemfyldte sider af etniske minoriteters familieforhold – fx med den vold, som kan forekomme i forbindelse med skilsmisse.
Min interesse for forhold blandt migranter har til dels rod i min egen, personlige historie. Derfor handler denne første artikel om, hvad jeg selv er rundet af – hvad det er for et sted, jeg står, når jeg betragter verden. Min egen livshistorie er også i sig selv et eksempel på, hvordan den stigende globalisering og migration til og fra Danmark igennem de seneste 5-6 årtier har præget mange liv – også mit.
Familie på tværs af lande
Selvom migrationen til Danmark er taget markant til, siden jeg blev født i et hus i Vanløse i 1966, er det naturligvis ikke et nyt fænomen. Min svigermors jødiske familie kom fx hertil fra Polen i 1913. Hun var den næstyngste af 10 søskende i en stor og fattig familie, hvor forældrene ikke kunne dansk, da de ankom, og hvor naboerne nok tænkte, at både maden og religionen var ”udenlandsk” og ”underlig”.
Min far, David, var også fra udlandet. Med sin amerikanske mor og engelske far kom han som spæd til Kenya. Det var 1930, og hans far, der var agronom, var blevet udstationeret for det britiske imperium. David blev dermed del af en ”expat-familie” af hvide i Afrika. I 10 år undersøgte min farfar, hvordan landbruget fungerede i Østafrika, og kom med forslag til, hvordan de engelske koloniherrer kunne forbedre produktionen.
Så blev det 1940, og Anden Verdenskrig brød ud. Med frygt for, at tyskerne skulle invadere Østafrika, kom min 10-årige far – med sin mor og to mindre søskende – ombord på et skib, som sejlede syd om Afrika til USA. Turen tog måneder med frygt for ubådsangreb, og min far endte dermed som flygtning hos sin mors amerikanske familie. I 1945 blev familien genforenet med min farfar i Nordirland.
År senere og vel tilbage i Danmark læste jeg om ”kulturchok”. Det er en velbeskrevet tilstand, som kan opstå, når den første ”forelskelsesfase” efter ankomsten til et nyt land er ovre
Så gik der endnu nogle år, før min far migrerede for tredje gang: Som nyuddannet arkæolog mødte han min danske mor og blev familiesammenført til Danmark. Dermed kom jeg til at vokse op med bevidstheden om, at familie også er noget, man kan have i andre lande og verdensdele.
Jeg har også selv smagt på det udenlandske. Som 18-årig student var en forventet del af mit ungdomsliv et sabbatår i udlandet, og i 1985 rejste jeg til Tyrkiet. Det var kort efter militærkuppet i 1981, og længe før landet var blevet til det turistmål, vi kender i dag. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg fik mig en kæreste dernede og udskød min hjemrejse. Min kæreste arbejdede for et amerikansk-finansieret undervandsarkæologisk institut, og alting var vældig kulørt og spændende. Jeg lærte at dykke i Middelhavet og var med på udgravningen af verdens ældste skibsvrag på 50 meter vand – dog mest over havoverfladen.
Det var en stor oplevelse at bo i Tyrkiet i de år, men det var også hårdt. For jeg talte jo ikke landets sprog og var også – om end på en meget privilegeret måde – ganske marginaliseret i det lokale samfund. En overgang fik jeg en stærk uvilje imod at forlade den lejlighed, vi boede i, selv bare for at gå ned til købmanden efter æg og mælk. Det var meget mærkeligt, nærmest uforståeligt, hvorfor jeg dog ikke bare kunne gå ned og handle, som jeg før havde gjort. Det gik heldigvis over efter et stykke tid.
År senere og vel tilbage i Danmark læste jeg om ”kulturchok”. Det er en velbeskrevet tilstand, som kan opstå, når den første ”forelskelsesfase” efter ankomsten til et nyt land er ovre. Den fremmedhed, som i første omgang er spændende og eksotisk, vækker pludselig uro og kan føre til angst og en stærk trang til at isolere sig og lukke alt fremmed ude. At holde fast i noget velkendt kan blive en overlevelsesstrategi, som jeg selv oplevede – uden at forstå, hvad der havde tag i mig.
Det var et virkelig godt bijob at have som studerende, for det var spændende og gav mig et kig ind i mange, ellers lukkede, rum. Nogle gange skulle jeg tolke for kvinder, der havde været udsat for vold
Senere begyndte jeg at arbejde med sproget. Blandt undervandsarkæologerne talte man engelsk, og hovedparten af de udenlandske ansatte (hvoraf en del havde boet i Tyrkiet i måske et årti) kunne kun de mest almindelige tyrkiske gloser. Sproget var altså ikke et, man bare lige samlede op hen ad vejen. Så jeg begyndt at terpe tyrkisk grammatik fra en fotokopieret udgave af Robert Underhills Turkish grammar og slå alle ord i en nyudgivet roman (Kadinin adi yok af Duygu Asena) op fra en ende af. Så skrev jeg ordene op på små sedler, som jeg bl.a. klistrede op på væggen på toilettet og i køkkenet, så jeg også kunne øve mig, når jeg børstede tænder eller skrællede kartofler.
Og øvelse krævede det. Tyrkisk er ikke et indoeuropæisk sprog, og i starten fattede jeg simpelthen ikke systemet i sproget med meget lange kæder af stavelser, hvor en hel sætning kan rummes i et enkelt – langt – ord. Som om det ikke var nok, har sproget vokal-harmoni, så bogstaver kan ændre sig, alt efter hvilke bogstaver de efterfølger, uden at skiftet fra et bogstav (fx ”o” til ”ö” eller fra ”e” til ”i”) ændrer på ordets mening.
Interessen for køn, magt og migration
Efter 4 år i Tyrkiet var jeg blevet i starten af tyverne. Her traf jeg et valg, vendte tilbage til Danmark og begyndte på at studere. Det blev RUC og en kombination of fagene geografi og kommunikation. Min noget diffuse plan var at rejse ud i verden og skrive hjem om det. Da jeg forlod landet, havde terperiet gjort, at jeg havde en del sproglig viden med mig – men tale tyrkisk kunne jeg ikke. Det var først noget, jeg lærte i min studietid.
For undervejs i studiet på RUC havde jeg to månedlange ophold i Tyrkiet. Først tilknyttet et universitet i Istanbul og senere på feltarbejde i en dal i de Pontiske Bjerge, nær grænsen til Georgien. Der boede jeg privat hos en familie, der dyrkede the og satte kvæg på sæteren om sommeren. Selvom dalen var ganske lille, var der faktisk flere drab, mens jeg boede der – måske fordi man til dels selv håndterede konflikter og uenigheder, fjernt fra statsmagten og lovens lange arm. Det var nogle spændende måneder, hvor jeg fik aktiveret mit passive tyrkiske sprog.
Det gik så godt, at jeg – hjemme i Danmark igen – kunne få job som tilkaldetolk i Københavns Kommunes tolkekorps. Det var et virkelig godt bijob at have som studerende, for det var spændende og gav mig et kig ind i mange, ellers lukkede, rum. Nogle gange skulle jeg tolke for kvinder, der havde været udsat for vold. Her deltog jeg i samtaler på københavnske krisecentre, men blev også fast tolk for et par psykologer, der hjalp kvinder på fode efter det, som ofte var voldelige ægteskaber og meget hårde skilsmisser. Det gav mig en interesse for køn, magt og migration, som kan flette sig sammen på komplicerede og vældigt interessante måder.
Jeg håber, jeg kan bidrage med en større forståelse for nogle af de udfordringer og livsvilkår, som berører dele af befolkningen af Danmark i dag
Efter nogle år på arbejdsmarkedet og en ph.d. (også om migranter) endte jeg som forsker. Her har mit kendskab til tyrkisk været meget brugbart. Som en tyrkisk talemåde lyder: ”Iki dil, iki insan” – ”(har du) to sprog, (er du) to mennesker”. Jeg har kunnet interviewe folk på tyrkisk.
Jeg har også været på feltarbejde i Tyrkiet, hvor jeg har interviewet både mænd og kvinder, som efter en skilsmisse i Danmark var blevet nødt til at vende tilbage til Tyrkiet. Her fik jeg også syn for, hvordan små skæve landsbyhuse kunne få prangende bygninger til nabo, når en familie var rejst til Europa og havde tjent penge nok til at bygge et treetages hus tilbage i hjemstavnen med rosenbuske og højt hegn omkring. Eller når en gade i en landsby i Tyrkiets Konya-provins hedder ”Peter Brixtofte Caddesi” (”Peter Brixtofte gade”) efter Farums nu hedengangne borgmester.
Når man beskriver verden, gør man det altid et sted fra. I denne artikel har jeg skitseret lidt af den vej, jeg har fulgt igennem livet, og vist, hvordan migration og mobilitet har været med til at forme mit ståsted – det sted, hvorfra jeg har arbejdet med at belyse etniske minoritetskvinders udsathed for vold og deres muligheder for at få hjælp og støtte. Jeg håber, jeg kan bidrage med en større forståelse for nogle af de udfordringer og livsvilkår, som berører dele af befolkningen af Danmark i dag – uanset om man læser en eller flere af de otte artikler på POV International eller rapporten på vive.dk.
God fornøjelse.
Du kan læse alle otte artikler i POV International i de kommende uger eller finde rapporten her.
Læs også Carsten Munk Hansens artikel “Æresbegreber fastholder kvinder i islamiske ægteskaber”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og