”Jeg vil arbejde for at alle canadiere skal have bedre vilkår. Det er ikke et nulsumsspil, og vi bliver nødt til at skue længere og undgå rygmarvsreflekser, når vi står overfor vanskelige problemstillinger. Jeg arbejder for positive løsninger på problemerne”
Hvem står mon bag disse moderate udtalelser om udfordringen med at modtage og integrere flygtninge?
Det gør en af det pæne, liberale USA’s yndlingspolitikere pt.: Canadas premierminister Justin Trudeau, der fredag afsluttede sit første officielle besøg i Washington D.C. ved et møde med amerikanske studerende, særligt inviterede og diplomater på American Universitys Studies for International Service (SIS). POV International drog med til mødet, netop som særlig inviteret, og forcerede det tunge politiopbud, der omgav arrangementet. SIS er en af verdens fineste skoler for international politik, politikere kommer og går i flæng, og man er godt vant med politiske celebrities, bekræfter min sidemand, en masterstuderende i cybersikkerhed, mens vi venter på Trudeaus ankomst.
Salen emmer på forhånd af forventning. Trudeau har pt. samme status som både Barack Obama og Tony Blair kortvarigt havde i starten af deres respektive valgperioder. Vi taler 50 procent politisk rockstar, 50 procent statsmand. Og hvis man ikke vidste bedre bedre kunne man – ud fra stemningen i salen – et øjeblik tro, at det var en anden canadisk Justin, der er på vej op mod scenen.
Men ham her er nu politiker – og Canadas treogtyvende premierminister går politikervant forbi publikum og trykker hænder, før han, som altid med opsmøgede ærmer og uden manuskript, lægger ud med at tale om sine mærkesager: hvorfor Canada skal være både en vidensøkonomi og en ressourceøkonomi, arbejde for bæredygtighed og ligestilling samt ikke mindst, som nævnt indledningsvis, altså skal være et land, der kan rumme flygtninge.
”Jeg har tillid til de amerikanske vælgere”
Da der åbnes for spørgsmål vil tilhørerne imidlertid først vældig gerne høre Trudeaus syn på Donald Trumps kandidatur til det amerikanske præsidentvalg – vi er jo midt i valgsæsonen i USA. Dernæst vil de gerne vide mere om den canadiske mission i Mellemøsten, og endelig – selvfølgelig fristes man til at sige – noget om kvinder og minoriteter, som Trudeau er kendt for at prioritere højt i sit arbejde.
Trudeau er tidligere blevet kald anti-Trump og har flere gange spøgt med om Canada nu har plads til de amerikanske immigranter, hvis Trump bliver valgt til præsident. Fredag svarer han imidlertid mere diplomatisk. Han har ”tillid til de amerikanske vælgere, og at ser frem til at arbejde med den person, der bliver valgt i november,” lyder det. Men i samme åndedræt langer han så alligevel ud efter Trump, og minder tilhørerne om at det, ”der forener folk er vigtigere, end hvad der skiller dem.”
Trudeau henviser også til, at Canada har modtaget 25.000 syriske flygtninge. En gestus, der selvklart imponerer noget mere i USA end i Europa. Og modsat europæiske lande, har Canada selv udvalgt flygtningene, og screenet dem grundigt, inden de får tildelt opholdstilladelse.
Obamas lille tjeneste
Premierministeren henviser også til, at han særligt vil arbejde for canadierne i olieprovinsen Alberta, hvis lokale økonomi er ramt af de lave oliepriser med masser af stagnation og arbejdsløshed til følge:
”Vi bliver nødt til at diversificere Canadas ressourceøkonomi og de canadiske olieselskaber er allerede i gang med investeringer i alternative energiformer, som også skaber job. Vores ressource økonomi skal kædes sammen med viden og teknologi, for at blive stærk,” understreger han.
Løsningerne i Alberta, bør nok komme hurtigt. Provinsen er hoveddøren til den berømte og udskældte Keystone Pipeline, som transporterer oliesandsolie til USA. Ifølge eksperter har Obama hjulpet Trudeau ud af en kattepine, da han lagde projektet på is sidste år. Trudeau kan nu skaffe sig betænkningstid, og følge sin klimabevidste politik ved at henvise til amerikanernes beslutning uden selv at skulle tage ansvar for at pipelinen ikke kommer op at køre fuldt ud endnu. Smart – og ikke uden sans for det pragmatiske.
Kom bare i sving med ligestillingen, mænd!
Den progressive positive politik som Trudeau har haft størst succes med at gennemføre er imidlertid den, der tildeler lige muligheder for kvinder og minoriteter. Trudeau valgte – som de fleste, der interesserer sig for ligestilling vil vide – at give lige mange kvinder og mænd plads ved regeringsbordet.
Det er et yndlingsemne for den fotogene regeringsleder, så da han får et spørgsmål netop om det, svarer han med et stort smil: ”Jeg kender mange fantastiske kvinder, der arbejder for at forbedre kvinders vilkår, men vi har brug for at der er flere mænd, der arbejder for dette også. Mænd kan lige så godt arbejde for basale rettigheder og lige muligheder. Det er 2016 ”guys”- så kom i sving! – Ja jeg bliver nødt til hele tiden at opdatere det udsagn,” joker Trudeau, ikke uden en vis begejstret sukkende tilslutning i salen.
Minoritetsbaggrund – ja tak
Det handler imidlertid ikke kun om at kvinder, men om at alle minoriteter skal være repræsenteret på samfundets poster, understreger han. Trudeau har valgt sine ministre efter, hvem der har de bedste kompetencer, og det kan også inkludere, at man har en minoritetsbaggrund. I premierministerens øjne en de erfaringer, man indhøster som medlem af en minoritet, en styrke og ikke en svaghed. Trudeaus minister for fiskeri og jagt Hunter Tootoo er f.eks. Inuit.
”Hvad giver bedre mening, når vi diskuterer klimaforandringer, og deres indflydelse på verdenshavene og Arktis, end at vi inddrager Canadas oprindelige folk,” spørger han retorisk.
Derudover er den canadiske forsvarsminister Harjit Sajjan sikh fra Punjab provinsen i Indien, og har en lang baggrund i den canadiske hær samt en indsat mod Taliban i Kandhahar provinsen bag sig. ”Jeg har flere sikher i min regering end Modi” (den indiske premierminister red.)” fastlår Trudeau afslutningsvis til en indisk SIS-studerende, der prøver at tage den oplysning med et smil.
Canada er tilbage på verdenskortet
Der er gået 19 lange år siden en canadisk premierminister sidst har været på besøg i Washington D.C. og gæst i det hvide hus. Det er usædvanligt lang tid, for to nabolande, som en journalist bemærkede på pressemødet tidligere på ugen. Trudeau og hans hustrus visit hos familien Obama afsluttede endelig den ventetid. Og det var tydeligvis et besøg, som på trods den formelle karakter flere gange fik et skær ”drinks with the neighbour next door.”
For Obama og Trudeau er gjort af det samme liberale stof – i amerikansk forstand. Og på pressekonferencen var man ikke i tvivl om, at de to verdensledere instinktivt er på bølgelængde og derfor også kan samarbejde uden de store problemer. Forholdet mellem USA og Canada er da også blevet styrket massivt i løbet af blot de seneste par måneder. Man kan især se det på Canadas nye og håndfaste tilsagn om at styrke bidraget til indsatsen mod ISIS samt i den fælles klima-, handels- og energipolitik, som USA og Canada netop nu forhandler om. Canadas rolle og betydning er vokset internationalt med Trudeau ved roret, og et samlet styrket Nordamerika er blot et af de mulige resultater.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
