Myten om Europa, en fønikisk prinsesse

i Kultur & Medier/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Den ældgamle myte om den fønikiske prinsesse Europa, der gav sit navn til vores kontinent, rummer en fortælling om fødslen af en ny civilisation – og svar på spørgsmål om vores menneskelighed. Det skriver kunstneren og filosoffen Maziar Mazor Etemadi i dette oplæg til Litteraturen samler ind for de uledsagede børn, afholdt d. 29. september i Aalborg.

I disse dage fejrer vi, at en stor dansk redningsaktion for 75 år siden gik i gang. Som del af de begivenheder udviste mange mennesker det nødvendige mod til at træffe det rigtige moralske valg ved at nægte at svigte deres jødiske elskede, venner, naboer og landsmænd og hjælpe med at bringe dem i sikkerhed i Sverige på den anden side af Øresund.

Disse modige mennesker overvandt alle fordomme, al hadpropagandaen. De så deres medmennesker i øjnene, og de svigtede ikke den appel, der lå i disses blik. Store tænkere såsom Jean Paul Sartre og Emmanuel Levinas har talt om blikket og om ansigtets appel: De så moralens ophav i dette møde, og den appel om hjælp, der udgik derfra. Vi kan slå et menneske ihjel, men vi kan ikke slå dette menneskets appel ihjel. Den vil vedblive at være en fordring for al evighed.

Den græske filosof Empedocles var overbevidst om, at to fundamentale kræfter bestemte i verden; kærlighed og had. Disse kræfter bringer elementerne sammen eller river dem fra hinanden. Tanken virker intuitivt overbevisende. Kærlighed skaber sammenhæng i verden: Der er ikke den ting, som en forelsket sjæl ikke kan få til at hænge sammen; ingen selvmodsigelse som den forelskede ikke kan fortrænge for at bringe den elskede i det smukkeste lys.

Hadet derimod er denne destruktive kraft, der kan fjerne alle de gode egenskaber og flytte al værdi væk fra sin genstand. Når man hader en person, er det hele hendes eller hans verden og hele vedkommendes væsen, som man afskyr. Og når hadet bryder ud i raseri, kan vi næsten føle det på vores krop, som vi læser det i indledningen til Homers Iliaden:

“Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleiden Achilleus, verden den fæle, som voldte Achaierne tusinde kvaler, sendte behjertede sjæle af talrige helte til Hades.”

Europa, dette smukke navn med dets bløde klang, som til alle tider har fascineret, og som er blevet elsket, hadet, erobret, forladt og efterladt i ruiner. Hvad består dette Europa egentlig af?

For tre år siden tog en stor menneskelig tragedie sin begyndelse på Middelhavet og rejste ad de europæiske veje og motorveje, bjerge og dale, byer og lande. En tragedie der ikke kun berørte de mennesker, der var del af denne flugt, men hver eneste af os, for vi blev ikke kun konfronteret med mennesker, der henvendte sig til os med appel om hjælp men med vores egne idealer, med spørgsmål om liv og død, om et menneskes værdi og om Europa.

Med deres henvendelse og bøn stillede disse mennesker os overfor nogle af vores mest grundlæggende idealer. Skåltalernes tid var forbi med nyheden om de første, der led druknedøden.

Vi er stadigvæk i chok, vores værdigrundlag er rystet – og vi mangler stadig at svare på spørgsmålet om Europa. Hvad du, min kære læser, vil med Europa. Hvad vi tilsammen vil. Europa, dette smukke navn med dets bløde klang, som til alle tider har fascineret, og som er blevet elsket, hadet, erobret, forladt og efterladt i ruiner. Hvad består dette Europa egentlig af?

Europa – hvem er du?

Den bedste måde at søge svaret på spørgsmålene er at gå tilbage til fortællingen om hende, til myten. En mytes betydning ligger ikke i dens sandhed, men i dens fortællings kraft som tilværelsestolkning. Under alle vores rationelle analyser og erkendelser af verden ligger en tolkning af tilværelsen. Den kan være mytisk eller religiøs, men dens formål er at samle det hele under et og skænke mening.

Myten om Europa har denne fortællekraft. Den giver os en fornemmelse for og bringer os tættere på de tanker, håb, idealer og forestillinger som generationer efter generationer har haft med livet i Europa. Vi fornemmer oldtidsgrækeren, som vi fornemmer Dante, som vi fornemmer Voltaire og Kant, Nietzsche og Sartre, Dali og Picasso og helt op til vores tid. Så hvad er Europa, eller rettere hvem er Europa?

Myten fortæller, hun var en ung smuk fønikisk prinsesse fra byen Tyre i den del af verden, vi i dag kalder Libanon. Vi lærer hende at kende både i Homers Iliaden, hos Hesiod, Ovid og i Moschus’ store digt, der bærer titlen Europa. Myten om hende har været populær siden oldtiden, og hun er blevet afbilledet på mange antikke keramiske værker og på mønter.

Den drømmende Europa genkender en af ​​kvinderne som indfødt fra hendes land, og den anden som en fremmed. Selv om den velkendte kvinde hævder at være hendes mor, går Europa med den roligere, fremmede kvinde, udlændingen

I renæssancen skabte de gamle mestre imponerende og inspirerede billeder Europa som datter af Agenor, en fønikisk konge. Hun var indbegrebet af den feminine skønhed på Jorden. Da Zeus så hende på stranden i Fønikien i selskab med sine venner, blev han dybt betaget af hendes skønhed. Han blev forelsket og udviklede et stærkt ønske om at besidde hende.

Fortællingen lyder, at Europa havde en gådefuld drøm, og i drømmen var hun i frodige pastorale omgivelser. Her mødte hun to kvinder. De to kvinder kæmpede for at få hende til at gå med dem. Den drømmende Europa genkender en af ​​kvinderne som indfødt fra hendes land, og den anden som en fremmed. Selv om den velkendte kvinde hævder at være hendes mor, går Europa med den roligere, fremmede kvinde, udlændingen. Da hun vågner fra denne mærkelige drøm, søger Europa mod sine ledsagere, som beder ved en nærliggende bæk og fylder dekorative kurve med blomster.

Her tager Zeus form af en hvid tyr og nærmer sig hende. Tyren ser vidunderlig ud med sin snehvide krop og perleagtige horn. Europa ser nysgerrigt på det ekstraordinære dyr og kæler for ham. Tyren syntes rolig og blid, mens han slikkede hende på nakken. Senere bliver hun forført til at klatre på ryggen af tyren, og så snart hun gør det, løber Zeus ud til havet og bringer hende hele vejen fra Fønikien til øen Kreta. Der genvinder han sin menneskelige form, og de elsker under det eviggrønne træ.

​​Europa føder Zeus tre sønner: Minos, Rhadamanthys og Sarpedon. Disse mænd bliver kendt for deres retfærdighed, og efter døden ophøjes de til dommere i underverdenen. Minos grundlægger byen Knossos og giver navn til en hel verden, den minoiske civilisation. Da Europa dør, forvandler Zeus hende til et stjernetegn, og han tager igen form af en hvid tyr for at skabe stjernetegnet, Taurus. I dag er navnet Europa blevet givet til en af ​​Jupiters 16 måner. Denne måne er en særlig måne, da man antager, at der er vand på overfladen af den.

Fortolkningen er dagens Europa

Myten om Europa er både kompleks og interessant, og i modsætning til de fleste græske myters tragiske slutninger ender den godt. Relationen mellem Zeus og Europa har mange niveauer og åbner for diverse fortolkninger.

Europas drøm om de to kvinder kan læses som en allegori for og personificeringen af Asien som Europas hjemland og Vesten, Grækenland/Kreta, som hendes destination. Myten beskriver en overgang fra fjendskab og konflikt til en kultursfæres opståen, hvor fremmede kulturer og folk finder harmoni i en ny civilisation. En psykoanalytisk tilgang vil stille skarpt på de subtile sammenhænge mellem bedrag og erotisk begær. En feministisk tilgang kunne være at fortolke Zeus og Europa-myten som en rationalisering af mandlig seksuel aggression og den patriarkalske undertrykkelse i almindelighed. Nogle kunstnere og forfattere ser Europa selv som et symbol på det befriede kvindelige begær.

Dagens Europa er stadigvæk en ung, smuk fønikisk prinsesse, der når Kretas kyster, men nu som en strandvasker havet skyller op… Vi har svigtet hende

Alle disse fortolkninger bevidner, at ingen enkelt forklaring kan rumme denne forunderlige mytes rigdom af betydninger. Myten om Europa fortæller os, at Europe er blevet grundlagt på kærlighed, på erotisk begær, på en smuk frigjort kvindes valg, på list, på tillid, på et afgørende møde, på en sammensmeltning af to verdener; på en rejse over Middelhavet, der begyndte i kærlighed og endte i kærlighed og fødslen af en ny civilisation.

Dette er denne smukke Europa, som det er umuligt at modstå, at elske. Den evigt attråværdige Europa. Siden de rystende dage i sommeren 2015 og de første billeder af Middelhavets ofre, har jeg nærmest dagligt spurgt mig selv, hvor Europa er henne? Hvor er dagens Europa? Indtil jeg besluttede mig for at male mit Europa for på den måde at begribe hende bedre. Maleriet hedder Dagens Europa.

Dagens Europa er stadigvæk en ung, smuk fønikisk prinsesse, der når Kretas kyster, men nu som en strandvasker havet skyller op. Hun er smuk, sart, ligger i vandet i fosterstilling. Omgivet af tavshed, har hun vendt os ryggen i en gådefuld hjerteskærende appel. Vi har svigtet hende.

Dagens Europa. Maziar Mazor Etemadi, 2015.

Europas appel

Hvor er dagens forelskede Zeus? Har han forladt os? Har begæret, lidenskaben, søgen efter det elskede ukendte forladt os? Er Zeus død, og har han efterladt Europa på stranden? I nyere tid har vi svigtet Europa i 1930’erne og i 40’erne, da vi ikke så, hvorledes hun kom til at lide, da det jødiske folk blev næsten tilintetgjort i et ubehersket had. Vi skal ikke svigte igen. Europa skal ikke svigtes igen.

Kampen i dag står om Europas ånd. Zeus er ikke død. Passionen, kærligheden, og søgen efter det ukendte er ikke død, for i dag kan vi alle være Zeus. Du, hun, han, jeg, vi, vi kan alle sammen tage Zeus’ rolle. Beslutningen er vores. Har vi det moralske mod? Er vi lidenskabelige nok? Magter vi at søge det ukendte, duften af en fremmed blomst?

Har vi det moralske mod? Er vi lidenskabelige nok? Magter vi at søge det ukendte, duften af en fremmed blomst?

Ja, vi har modet. Denne gang svigter vi ikke denne smukke Europa og hendes appel. Derfor er vi samlet her. Litteraturen samler ind. Kunsten griber sig selv igen. Kunsten er mest af alt kunsten at være og at elske. Vi er derfor samlet her for at fejre, at en ny folkelig bevægelse har set dagens lys, og stillet sig på de svagestes side.

I dag taler vi ikke om politikere, der svigter, om aggressiv smålighed, om selvtilstrækkelighed og kulturel indelukkethed.

Nej, i dag fejrer vi glæden, generøsiteten, medmenneskelighed, appellen og det kærlige svar. Vi er samlet for at fejre storheden i ånden i det Europa, som vi elsker.

Hovedillustration: Titian: The Rape of Europa, 1560-62. Oil on canvas, 178 x 205 cm. Isabella Stewart Gardner Museum, Boston, Massachusetts.

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173