Sådan overlever du en atombombe.
Lad os sige, at der falder en atombombe ved Nørreport Station, så skal du eddermame løbe stærkt, Makker, faktisk skal du helt til Slagelse for ikke at blive dødeligt forbrændt. Det læste jeg fornylig på Videnskab.dk og hele verden er åbenbart lige nu ved at måle op, hvor deres ”Slagelse” ligger, så tæt er vi på, at den ene eller den anden ”trykker på knappen” og kaster noget, der kan blive til det tredje. Enden på det hele.
Hallo! Stop! Vent! Fingrene væk fra atombombeknappen, jeg skal lige nå at brokke mig en sidste gang.
I tre år har jeg været forelsket i Aarstidernes Madkasser og det har været et hengivent, overraskende, lækkert og gensidigt smukt forhold vi har haft, men så besvimede jeg en eftermiddag i november sidste år, blev bare pludselig dårlig og BUM så faldt jeg og da jeg vågnede på fortovet i Latinerkvarteret her i Aarhus var min højre arm og håndled helt ”blendet”, som jeg kalder det, eller I ved, knust.
Jeg har haft gips på i fem måneder og er lige blevet opereret for tredje gang, bare træls, og mit forhold til Madkasserne fra Aarstiderne har været helt på stand by. Jeg kan jo ikke snitte og skære med en hånd, og der er meget snittearbejde, når man skal lave god og spændende mad og hold nu op, hvor har jeg dog savnet at lave mad og have gæster, men desværre, Gips & Gæster er ikke en mulig formel.
Men så kom der en overraskelse. Et par af mine kære venner i Købehavn, der ved, hvor glad jeg er for at lave mad, sendte mig forrige fredag en enestående gave, da de syntes, det var på tide, at jeg inviterede til mad i mit eget hjem, også selv om jeg jo ikke kan kokkerere lige nu.
Deres kærlighedsgave til mig var en 4-retters menu fra Meyers Delemadkasser, leveret lige til døren og hele molevitten skulle bare varmes i ovnen og derefter anrettes.
Så deres kærlighedsgave til mig var en 4-retters menu fra Meyers Delemadkasser, leveret lige til døren og hele molevitten skulle bare varmes i ovnen og derefter anrettes.
Jeg blev simpelthen SÅ glad og taknemmelig, hvis det ikke er nogen ekstraordinære, top venner, der kan forstå, hvad der vil gøre mig glad, så ved jeg ikke.
”Selvfølgelig skal du have middagsgæster, Snøvs, og når vi nu ikke kan komme og lave mad til dig, så må det blive på den her måde. Kan du huske da du lavede fiskesuppe til Hugo? Dét glemmer jeg aldrig,” sagde min søde veninde – og nej, den aften glemmer jeg heller aldrig. For mange år siden stod jeg i min venindes køkken og lavede mad til blandt andet deres nære ven, bassisten Hugo Rasmussen.
Forretten var en Bouillabaisse og Hugo blev ved med at plage mig hele aftenen for at få opskriften, men jeg sagde til ham, at det var den sværeste opskrift af alle.
”Det gør ikke noget, bare skriv den ned,” sagde Hugo.
Jeg svarede ham, at den opskrift kunne man ikke skrive ned. ”Ingredienserne er kærlighed, Hugo, og de ingredienser skifter jo fra gryde til gryde.”
Til middagen for et par uger siden inviterede jeg kun to gæster, selvom der var fire kuverter, Kasket Hanne og hendes mand, Max, så jeg var sikker på at der ville være mad nok og måske endda også lidt rester til næste dag.
Kasket Hanne lovede at varme maden og anrette den, jeg kan jo ikke svinge rundt med noget med den dumme gipsarm.
Fredagen oprandt og Meyers Delemadkasse stod pænt udenfor min dør på 3. sal sidst på formiddagen.
Jeg er vant til et væld af farver og friske grøntsager og overraskelser fra Aarstiderne, når jeg modtager kasserne hver 14. dag, og det føles altid som at have syvårs fødselsdag igen, så spændende er det og lige så spændt var jeg på at tage låget af til Meyers verden.
Det lignede bestemt ikke en fest, det der var i Delemadkassen. Tværtimod følte jeg mig, mens jeg pakkede kassen ud, som om jeg var tvangsanbragt på det mest tarvelige og triste plejehjem i hele Danmark.
Men der blev min snude godt nok lang, for det lignede bestemt ikke en fest, det der var i Delemadkassen. Tværtimod følte jeg mig, mens jeg pakkede kassen ud, som om jeg var tvangsanbragt på det mest tarvelige og triste plejehjem i hele Danmark.
Der var intet at være begejstret over, kun opgivenhed over at have inviteret gæster og ”Åh nej, Åh nej, hvor ser det her trist ud”.
Dog dukkede der pludselig en lillebitte pose op, og den fik mig til at sprutgrine, for hvad helvede var dog det?
I en lillebitte plasticpose var der noget skriggrønt – ’gå hjem Shrek du er ikke nær så giftiggrøn’ – flydende væske, en anelse tykkere i konsistensen end grøn frugtfarve.
Jeg læste mystificeret på posen.
”RAMSLØG. Drysses på frikassé med kylling.”
Drysses? Jeg tror Meyer drømmer om at drysse friskplukkede ramsløg over dampende lækre retter, og det var nok også hans ambition, da han besluttede sig til at lave, sælge og lægge navn til Delemadkassen med gæstemad, men hvordan drysser man flydende grønt og slimet ramsløg over noget som helst?
I den korte vejledning, der ligger i Delemadkassen står der blandt andet: ”Vi har komponeret en velsmagende menu af årstidens bedste råvarer. En menu, du nemt kan tilberede uden sved på panden, men nyde i selskab med familie og gode venner.”
Og måske er det også sådan, han laver mad til sig selv og sine kære, men som kunde holdt jeg op med at drømme, så snart jeg så vakuummaden – og det var kun begyndelsen. Jeg håbede helt vildt, at maden smagte bedre, end den så ud. Mine Københavner-venner havde trods alt givet 800 kroner for min gave.
”Mad fra Meyer, altså det kan da kun blive super, vi har virkelig glædet os til det her,” sagde Kasket Hanne og beholdt sin smukke blomstrede velourkasket på, da hun gik ind i stuen og satte sig ved spisebordet sammen med sin mand.
”Der var sørme også dessert med i kassen,” sagde jeg, der stod midt i stuen.
”Virkelig?”
”Trifli,” nikkede jeg.
”Arh, men altså, det bli’r fantastisk, hvad vil du have mig til at gøre?” spurgte Kasket Hanne og så på mig.
Jeg gav hende et stykke papir, ”Guide til MEYERS DELEMADKASSE” stod der. Hanne begyndte straks at læse, men hun så hurtigt spørgende på mig.
”Maden kan varmes op i de sorte plastic bakker, som den ankommer i.…? Sorte bakker?” Hanne rejste sig og gik ud i mit lille køkken og åbnede køleskabet. ”De bakker må jeg da lige se.”
Og så begyndte aftenen ellers med ”Salat af bagt vesterhavsfisk med grov sennep og økologisk cremefraiche”.
Vær lige opmærksom på, at ingen af os tre er gourmeter, men Hanne og jeg er ret vilde med at lave alt mulig mad, og ellers er vi alle tre bare almindelige forbrugere.
Fisken var torskeagtig i farven og konsistensen var fast, men vi undrede os over, at Meyer ikke specifikt skrev, hvilken fisk det var, og det smagte ikke af en klap, hvilket Max var ret lettet over, da han i forvejen ikke er syg med fisk.
Kasket Hanne og jeg var skuffede.
”Og den måde retten er sat sammen på farvemæssigt, det er jo bare hvidt i hvidt, nårh, ja, med bittesmå stykker grønt, er det mon persille?” spurgte Hanne.
”Aner det ikke,” svarede jeg, mens mine smagsløg gabte. Vi spiste et udmærket ”bake off” brød til, som ifølge guiden var et ”koldhævet brød bagt af stenformalet mel dyrket økologisk i Norden.”
Fisken var torskeagtig i farven og konsistensen var fast, men vi undrede os over, at Meyer ikke specifikt skrev, hvilken fisk det var, og det smagte ikke af en klap, hvilket Max var ret lettet over, da han i forvejen ikke er syg med fisk.
Var fiskeforretten på alle måder bleg og ligegyldig så var det anderledes med persillepestoen, som Meyers guide foreslog, at vi spiste sammen med brødet. Pestoen var ikke nogen god idé hverken til brød eller forret. Den var bitter, og der var alt for meget olie i, det var ikke lækkert.
Spidskålssalaten ”med cremet rygeost, sprøde radiser, dild og boghvede,” var der ikke meget af til 4 personer (3), men den var fin, bortset fra rygeosten som ikke var blandet rundt i salaten, men lå i bunden af den sorte plastikbakke og cremet var den ikke – den var stiv og umulig at fordele rundt i salaten. Æv.
Med den næste ret, ”Frikassé med Løgismosekylling og forårsgrønt og ramsløg”, fik Kasket Hanne aftenens største udfordring, for nu skulle den giftiggrønne slim – ramsløgene – drysses udover frikasséen.
Det kan selvsagt ikke lade sig gøre at ”drysse” slim, så det blev til lidt klatter her og der på den ellers farveløse (to farveløse retter ud af to) frikassé. Hanne gemte noget til næste ret.
Kyllingestykkerne var flotte, faste og pæne i størrelsen, men frikasséen smagte og føltes så fedtet og kvalmt i munden, I ved, vammelt, det lignede en hvid grød, en meget tyk, klumpet og klistret sagogrød og det lugtede også grimt. Jeg gav op efter tre mundfulde.
I slutningen af april måned i år blev Claus Meyers ene restaurant i New York, Norman, der ligger i Greenpoint i Brooklyn, lukket af de lokale sundhedsmyndigheder. Ifølge FødevareWatch.dk blandt andet fordi ”Fødevare-kontaktoverflade ikke var ordentligt vasket, rengjort og renset efter brug”. Desuden stod der i rapporten, at personalets hygiejne var ”utilstrækkelig”.
Historien om lukningen af restauranten i New York stod i aviserne og på nettet dagen før jeg holdt gilde med Meyers Delemadkassen og vi havde alle tre læst om det, men talte kun lidt om det, vi var jo sultne.
Vi var spændte på den ”langtidstilberedte danske gris med timian, citron og sort peber.” Grisestykket kom i en sammenpresset eller stramt rullet pølse, lidt som om det var en lille rullesteg uden snor.
”Gad vide, om det er slaget de har brugt, så fedt som kødet er,” sagde Hanne undrende.
”Og langtidsstegt, så skal kødet da være mørt og lækkert og nærmest falde fra hinanden, det her er jo sejt og hårdt,” fortsatte hun og så indgående ned på sin tallerken.
Som Max grinende udbrød, mens han skubbede endnu en stiv klump af den langtidsstegte ”danske gris” ud til siden på sin tallerken.
”Nu bli’r du sgu også smidt ud af Aarhus, Meyer!”
Vi hylede af grin.
Endnu en gang en farveløs ret også tilbehøret bestående af en ligegyldig og også igen meget fedtet, ”Grov kartoffelkompot med Vesterhavsost og løvstikke.”
Kasket Hanne småbrokkede sig også over, at hun hele tiden måtte tage ting ind og ud af ovnen og holde øje med minutterne. ”Det er stressende,” sagde hun. Brødet skulle ha´ 8-10 minutter, kyllingefrikassén 25 minutter, kartoffelkompotten 20 minutter og den – i forvejen – langtidstilberedte gris 15-20 minutter.
”Det er ét stort rend og ikke gennemtænkt,” sagde hun.
Hvem har nogensinde fået blodtransfusion til dessert? Det har Kasket Hanne, Max og jeg.
Den eller de, der beskriver hvad Meyers Delemadkassers retter består af skulle ha’ Statens Kunstfonds 3-årige legat, hold nu op, hvor ér de nogle dygtige forfattere.
Godt nok har jeg ikke fået blodtransfusioner – heldigvis og tak Gud – under nogen af de tre operationer af min brækkede arm og håndled, men det var det jeg kom til at tænke på allerede, da jeg pakkede Meyers Delemadkasse ud om formiddagen.
Hvem har nogensinde fået blodtransfusion til dessert? Det har Kasket Hanne, Max og jeg.
Solbærtriflien i den dramatiske sprøjtepose – vanillecremen kom i samme slags pose – smagte i min mund som et glas solbærsyltetøj fra ”Den Gamle Fabrik”. Hanne syntes, det var alt for stærkt og at vanillecremen var alt for fed, men Max kunne godt li’ triflien og det var jo heldigt.
Nej, 200 kroner pr. person for fire (små) retter mad plus brød, spidskålssalat og pesto er overhovedet ikke dyrt, men altså 800 kroner for så elendig mad … jeg fatter ikke, at Meyer vil lægge navn til, det synes jeg er mange penge og det gav både Hanne og Max mig ret i.
”Jeg havde sådan glædet mig,” sagde Hanne, ”Og jeg var helt sikker på, at det ville være skøn mad, man har jo ikke hørt andet om hans mad i så mange år, men altså efter det her måltid kan jeg kun sige at Meyer, det er jo lidt som en sekt, ingen tør kritisere ham.”
Jeg var helt sikker på, at det ville være skøn mad, man har jo ikke hørt andet om hans mad i så mange år, men altså efter det her måltid kan jeg kun sige at Meyer, det er jo lidt som en sekt, ingen tør kritisere ham.
Der var mad nok til næste dag, ingen af os havde jo spist igennem, men jeg ville ikke ha’ noget af det, og Hanne tog derfor resterne med til Luffe, hendes hund. Kort tid efter at Max og Hanne var kommet hjem sendte hun en SMS med et foto af en stor guffende hund med teksten: ”Luffe synes, det er noget fint hundemad, Meyer laver!”
Inden jeg gik i seng fik jeg en uforklarlig lyst til at læse artiklen om hvordan man overlever en atombombe en gang til, hvilket jeg gjorde, mens jeg hørte Blondie med Debbie Harrys ”ATOMIC” på repeat:
”Oh atomic
Oh atomic
Oh tonight
Oh atomic
Oh atomic
Oh!”
Du, Meyer, før det sidste ”Oh,” lyder, så se lige at få undskyldt og betalt de 800 kroner tilbage til mine generøse venner. Det haster, før atombomben falder og vi alle sammen er på vej til Slagelse.
Alle fotos: Synnøve Søe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
