
JULEKALENDER // 22. DECEMBER – Efter krigen begynder slutspillet i Matador med et plottungt afsnit. Vi får effektivt forklaret hvad der foregår, og til sidst ser vi Mads Skjern tabe hovedet som aldrig før. Egentlig kunne serien godt slutte her.
Det er som om de tre sidste afsnit af Matador gennemspiller den samme slutning tre gange: Først bare som en fortælling uden så megen pynt, så i en meget tematisk og emotionel udgave, og til sidst som en spændingsfilm. Historien er ret enkel: Næste generation i Korsbæk – Daniel, Ellen og Ulrik – bryder reglerne og forældrene reagerer. Og desuden går taberne i spillet om Korsbæk – bl.a. Røde og især Jørgen – ned med flaget.
Det er lidt det samme, der sker tre gange, og jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om det. Det minder mig faktisk om slutningen på Breaking Bad, der egentlig også kunne være endt med tredjesidste afsnit, men så fulgte man op med et meget langsomt og stemningsfyldt afsnit, hvor Walter White sad alene i en lille hytte, hvorefter finaleafsnittet var én lang kamp mod en gruppe nazister.
‘Det Går Jo Godt’ er et meget plottungt afsnit, ikke et af de bedste, men omvendt er slutningen relativt perfekt. Serien kunne være stoppet her, der er egentlig blevet sagt, hvad der skulle siges. På mange måder havde det egentlig været en bedre slutning, end hvordan den rigtige slutning er…
En ny generation
Plottet eksekveres virkelig effektivt. Denne sæsons ejendomshandel kører f.eks. af sporet ekstremt hurtigt. Intrigerne virkede en smule mystiske for to afsnit siden, men nu er det sådan set ret åbenlyst, hvad der er sket: Mads Skjern købte gården under bordet, fordi han havde brug for at komme af med en hel masse penge, han ikke har opgivet til skattevæsenet.
Og det viser sig så, at sælgeren ville sælge under bordet, fordi han egentlig skulle dele salgssummen med sin søster, og det havde han ikke ret meget lyst til. Det er lyssky, men i forhold til, hvad der ellers er foregået i Korsbæk, er det ikke ret slemt – selv Murermester Jessen (Poul Reichhardt!) synes egentlig, det er ok.
Daniel meddeler endegyldigt, at han dropper handelsvejen for i stedet at ville sy, og Mads reagerer på en måde, vi måske har frygtet, men aldrig har set før nu
Der er bare lige det, at det er Murermester Jessens kone, det er gået ud over, og Jessen er via sin bestyrelsespost i Korsbæk bank den nye stærke mand i byen. Så Jørgen kommer i knibe, og begynder for alvor at være på vej ned. Til sidst kører han galt med Iben, Jenny og Mogens Lamborg, fire folk der er blevet lidt til overs i fejderne mellem de fine familier.
Derudover er der fokus på problemerne med den næste generation: Regitze vil til Hamborg for at være censor, det er sådan nogenlunde hurtigt overstået. Mere kød er der på historien om Ulrik og hans forlovede Maja. Fra den første frokost, hvor det langsomt kommer frem, at Maja læser til maskinskrivning og serverer i kantinen, over gåturen, hvor Ulrik med det samme bliver optaget af Ellen, til aftenscenen, hvor Maja er efterladt, for at Ulrik i stedet kan tale med sin gamle flamme.
Maja siger, hun altid ender med Sorteper – ligesom tidligere Elisabeth og Ulla har virket som Sortepers ejere – men det virker ikke helt sandt. Egentlig virker hun ligesom Daniel, som om hun nok skal klare sig. Jeg fornemmer snarere, at taberen bliver Ulrik, der ser ud til at træde i sin onkels fodspor. Omend han først og fremmest imiterer sin far: Han har gjort en pige gravid og vil have penge til at få en abort. Men Hans Christian vil have, han tager ansvar.
Mads’ sande ansigt
Daniels historie er den vigtigste, det første af tre brud i familien Skjern (der kommer et i hvert af de tre sidste afsnit). At Daniel Skjern vil sy sammen med hr Jørn indvarsles tidligt i afsnittet, da han har været til et lidt mærkeligt velgørenhedsarrangement, hvor rige mennesker ser tøj og spiser sig fordærvede til fordel for de sultne i Paris. Men at man har kunnet fornemme, at noget var under opsejling, ændrer ikke ved, hvor knugende og ubehagelig den afsluttende sekvens er.
Daniel meddeler endegyldigt, at han dropper handelsvejen for i stedet at ville sy, og Mads reagerer på en måde, vi måske har frygtet, men aldrig har set før nu: Han er rasende, led, ond i sulet, kalder hr Jørn for en ‘skabagtig bøssekarl’ og nedgør Daniel for at græde som et ‘kvindfolk’. Daniel ser ud til at få et angstanfald imens. Jørgen Buckhøj er skræmmende lige pludselig, djævelsk nærmest. Hvor mange gange har han været sådan, uden at vi har fået det at se?
Som nævnt kunne serien sagtens være sluttet der. Her fornemmer vi det hele: Manden der fik hele verden, men blev hård og ond af det, indtil hans familie ikke længere kunne holde ham ud.
Slutbilledet er endda så vidunderlig ironisk, da det pludselig viser sig, at Mads har fået et ridderkors. Daniel vil væk, Ellen og Mogens lever i et fupægteskab på linje med, hvad Kristen og Iben havde gang i. Men Mads siger bare: ”Det går jo godt”. Ingeborgs ansigtsudtryk er endnu et af de ret så fantastiske afsluttende frys.
Derudover:
- Poul Reichhardt!!!!
- Thomas Eje! Helt ærligt forstår jeg ikke, hvad pointen med hans scener er, udover at antyde, Ulla stadigvæk har et liv foran sig.
- At mindepladen for enkefru Møhge afsløres samtidigt med mindepladen for Poul er en af de mørkere jokes i serien: Hvor mange penge og hvor megen opmærksomhed går der ikke på at hylde mindet om Fernando Møhge?
- I afsnittets første scene kommer Lauritz med toget og træder ind på Jernbanerestauranten. Den indledning gentages og varieres i afsnittet efter. Jeg kan lidt godt lide, at Lauritz ikke rigtig kan forholde sig til de andre jernbanearbejdere. Så meget for solidariteten.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.