SYNNØVE SØE // NEKROLOG – Synnøve er ikke mere. Det er ikke til at fatte. “Jeg er på flugt for at finde pårørende, venner, nogen jeg kan elske og som vil elske mig, nogen der kan holde mig ud i længden. Forever måske? Jeg har været gift og haft et par kærester, få, men jeg har aldrig prøvet at gå hånd i hånd med en mand”, skrev hun i POV i 2017. Synnøve Søes redaktør fra 2016-18, Annegrethe Rasmussen, der var tæt på hende, har skrevet mindeord og portræt.
Nekrologen blev oprindelig publiceret den 16. januar 2018 kl. 03:51.
Forfatter og journalist Synnøve Søe, der i de sidste to år har været fast tilknyttet POV som freelanceskribent, er død, 55 år gammel. Søndag i denne uge skrev hun til mig om en stor sorg i sit liv – at hun ikke længere var i stand til at arbejde som skribent.
Hendes arm var blevet fejlopereret og det tog hårdt på hende. I løbet af efteråret fremsendte hun flere nærbilleder af operationssåret og armen – det så forfærdeligt ud.
I nat talte jeg antallet af mails fra hende – der er over 250
Ifølge Synnøve havde lægerne indrømmet, at de havde fejlet, men uanset, hvem der havde ansvaret, ændrede det selvsagt intet ved resultatet, som de fortalte hende om i sidste uge:
Skaderne var så omfattende, at hun ikke ville kunne bruge hånden til at skrive i de næste to år.
”For mig er det ikke engang kun en katastrofe ikke at kunne skrive, det er forbi. Bare helt forbi på alle måder,” skrev hun til mig søndag. 12 timere senere var hun død.
Vi ’talte’ ofte sammen over chatfunktionen Messenger. Hun fortalte også flere andre venner, at hun var meget langt nede og led over både smerterne og det, at hun ikke kunne arbejde.
I de to år, jeg var hendes redaktør, var jeg imidlertid blevet vant til, at Synnøve talte til mig på alle tidspunkter i døgnet.
De korte beskeder kom som chat. De lange beskeder var lange – og kom på mail. Nogle gange fyldte de flere sider, og de var ofte humørsvingende som ind i helvede; nogle gange var jeg den bedste redaktør, hun nogensinde havde haft og jeg modtog hjerter en masse som emoticons.
Hun derimod, spruttede hun opbragt, havde skiftet skole et utal af gange og havde aldrig lært at sætte kommaer. “Men du ser ned på mig og er så pissenedladende”, råbte hun
Andre gange rasede hun over mine rettelser i hendes tekster og spurgte arrigt, hvad jeg bildte mig ind; privilegeret som jeg var, mente hun, fordi jeg var vokset op i en dødkedelig familie uden problemer eller skilsmisser og med den samme folkeskole hele mit liv.
Hun derimod, spruttede hun opbragt, havde skiftet skole et utal af gange og havde aldrig lært at sætte kommaer. “Men du ser ned på mig og er så pissenedladende”, råbte hun.
I nat talte jeg antallet af mails fra hende – der er over 250.
Skribenten der hadede semikolon
”Jeg ser altså ikke ned på dig,” forsikrede jeg hende om, mens jeg strøede kommaer ud over hendes pragtfulde tekster.
Og så skændtes vi videre over semikolon (som hun hadede og nedlagde forbud mod i samtlige tekster, hun skrev) og tankestreger (som jeg mente, hun havde alt for mange af).
Og så var der engelsk, som hun gerne brugte og hvor hun ikke tog det let, hvis man påpegede fejl. Det tog timer og timer – og så flere timer, fordi det hele skulle være perfekt – “hvert et ord er vigtigt, hvis ikke rytmen er i orden, duer det ikke,” sagde hun, der også ofte læste sine tekster højt for sine venner.
I den besked jeg fik fra hende – søndag kl. 12 dansk tid – svarede jeg og foreslog, at hun brugte en diktafon, nu hun ikke kunne skrive. Men det duede ikke, replicerede hun i det, der blev hendes sidste ord til mig:
Før nogen tænker ”hvor slemt kan det være ikke at kunne bruge højre arm og hånd”, så skal man vide noget om, hvordan Synnøves liv så ud
”Jeg skriver jo sjældent faktuelle ting, men ”blødere” ting og det kan jeg ikke få til at passe og jeg kommer altid til at mangle det fysiske tastearbejde, hvor rytmen i det skrevne slås an. Hav det rigtig godt, kære Annegrethe ♥”
Og før nogen tænker ”hvor slemt kan det være ikke at kunne bruge højre arm og hånd”, så skal man vide noget om, hvordan Synnøves liv så ud:
At skrive var hendes liv. Livet var intet uden. Hun var ikke en eneboer, hun havde nære venner – venner som hun så og skrev om på POV. Flere af hendes bedste tekster har hendes nærmeste venner i hovedroller; eller gamle kolleger som hun holdt af.
Irland og Manhattan – Bono, Lynott og Mapplethorpe
Hun var også i kontakt med mange kunstnere og ”kindred spirits” over hele verden. Hun så med enorm veneration tilbage på den tid, hvor hun som ung boede i Irland. Hun skrev to uforlignelige historier herom, en om dengang hun mødte Bono og en anden om sit forhold til Thin Lizzys Phil Lynott med titlen, “Det tog ham fucking ti dage at dø”. Og en klumme, der handlede om engang, hun tilfældigt stødte ind i Sinéad O’Connor og ville forære hende en sølvjakke.
Men især drømte hun om de år, hun boede på Christopher Street, Manhattan i Greenwich Village. Hun sendte mig opdateringer på sin telefon, når jeg var i New York og jeg returnerede ved at sende billeder af gadeskilte med Bleecker Street og Christopher Street, bøssekvarteret i the Village.
Hun skrev om den tid og de år og de mange venner, hun havde, der led og døde med og af AIDS. Hun var tæt på og foretrak i store dele af sit ungdomsliv at være sammen med sine homoseksuelle venner. Hun skrev en fantastisk tekst sidste år om en udstilling af den ikoniske fotograf Robert Mapplethorpe.
Så nej – Synnøves liv var ikke ensomt men det var smalt og det var hårdt
I det hele taget havde hun det klart bedst i selskab med afvigere. Med dem, der havde det svært eller på visse måder fraveg normen. Hun elskede Prince – hun skrev denne artikel i anledning af hans dødsdag – og Hemingway (som hun skrev om her).
Så nej – Synnøves liv var ikke ensomt men det var smalt og det var hårdt.
Smalt fordi hun kun så få udvalgte venner og stødte andre fra sig – og fordi hun levede og åndede for at skrive og for kontakten med læserne. Hun svarede dem altid, når de skrev og de meldte tilbage inde på Facebook i tråden under hendes artikler. Hårdt fordi hun ingen penge havde og levede på en sten – som hun naturligvis også skrev om.
Hun var virkelig en skribent, der trak enorme veksler på sig selv.
Lister, bunker, kritik og opgør med venner
Når vi havde udvekslinger om hendes tekster – og de var som sagt mange – var hun så intens, som det overhovedet er muligt på e-mail. Hun skrev om og hun skrev om. Hun skrev råbånd ud og hun baksede og baksede med teksten. ”Det lyder stadig ikke rigtigt. Jeg må ‘bide noget mere’ i teksten”, beklagede hun sig ofte, når jeg fik tredje, fjerde eller femte omskrivning af en tekst.
Hun var besat af ikke at svigte dem, hun skrev om og læserne.
Hun var også konstant involveret i udvikling af nye tekster. Hun fremsendte lister med 25 ideer ad gangen, og hvis man ikke reagerede hurtigt, modtog man, hvad hun kaldte “fotobeviser”, hvor hun sendte billeder af alle sine stablede noter. Jeg har over 20 artikelforslag fra hende, som nu aldrig bliver til noget.
Men hun kunne også være nådesløs og udleverende, når hun blev vred. Hun skrev morsomt men ætsende om, hvad hun mente var den ringe kvalitet af Meyers catering og hun holdt sig ikke tilbage fra at skrive om mennesker, hun mente havde svigtet. Religion betød meget i hendes liv og hun yndede at kritisere navngivne præster, som hun mente ikke holdt niveauet i deres prædikener, som i denne artikel med titlen “Engangsknald i Aarhus Domkirke.”
Tidligere venner som hun mente havde udviklet sig til følelseskolde egoister uden blik for andre, blev også nådesløst ålet. Hun opsagde såmænd også flere gange samarbejdet med POV og beskyldte os for at “pisse på hendes engagement, hendes ord og hendes tid”.
Et menneske, der ikke formåede at dosere sig selv, men gav det hele væk. Kun for at opleve, at mange så en kvinde, der var alt, alt ”for meget” og som ikke satte grænser
Hvis vi delte hendes tekster på Facebook med forkerte – ofte for lange efter hendes smag – tekster, gik hun helt i bro:
”Hvis ikke læserne vil læse hele min historie vil jeg hellere undvære. De skal ikke have det hele inde på Facebook. De skal have en lille bitte smule, der gør, at de vil læse mere,” beordrede hun og sendte rettelser til vores delingstekster. Og det var ikke anmodninger – det var ordrer. Hvis ikke hun kunne få præsenteret teksten, som den skulle være efter hendes mening, ville hun hellere hive den af igen.
En kvinde, der gav alt væk og som ikke trak grænser
Som hendes redaktør udviklede jeg imidlertid en betydelig kærlighed og ømhed overfor hende. Det var tydeligt, at det var et såret og skrøbeligt sind, der rakte ud efter en, når hun skrev og det var umuligt ikke at holde af en så kompromisløs skribent, der ligesom jeg selv havde for uvane at arbejde hele natten igennem. Et menneske, der ikke formåede at dosere sig selv, men gav det hele væk.
Kun for at opleve, at mange så en kvinde, der var alt, alt ”for meget” og som ikke satte grænser. Der ringede, når man ikke havde tid eller skrev noveller til en, når man lige havde fire andre tekster at se på. Og som selv stødte mennesker, der havde været tæt på hende, væk.
Jeg tænker tilbage og tilbage og tilbage. Jeg tænker på alle dem jeg har svigtet og gjort ondt, ulykkelige, vrede og kede af det. De er alle sammen – og det er mange – blevet til sort fedtet støv, jeg ikke kan vaske af
I perioder var hun dybt ulykkelig og hun var ikke karrig med at dele sine sorte tanker. I artiklen “Den tilgivende by“, der også handler om New York og om at leve med sig selv og sin fortid, skrev hun:
“Jeg er på flugt for at finde pårørende, venner, nogen jeg kan elske og som vil elske mig, nogen der kan holde mig ud i længden. Forever måske? Jeg har været gift og haft et par kærester, få, men jeg har aldrig prøvet at gå hånd i hånd med en mand.”.
“Jeg tænker tilbage og tilbage og tilbage. Jeg tænker på alle dem jeg har svigtet og gjort ondt, ulykkelige, vrede og kede af det. De er alle sammen – og det er mange – blevet til sort fedtet støv, jeg ikke kan vaske af. Tatoveringer kan fjernes med laser og sidder udvendigt, det sorte støv er som pest, selv tænderne er ikke gået fri”.
Hun skrev også om sin barndom – sin mormor. Og om sin korte tid som elev på Tvind – en ætsende præcis og rørende artikel, “Hvor har du lange ben. Amdi”, der blev citeret i store dele af dagspressen.
Skriv så Dannebrog går til tops i alle kolonihaver
Som skribent havde hun gået i den gammeldags journalistskole – som elev. I min yndlingstekst fra hendes hånd – ”Skriv så Dannebrog går til tops i alle kolonihaver”, fortæller hun om tiden som elev på Billed-Bladet. Det er en fantastisk morsom beretning, som alle, der er interesseret i journalistik, bør læse.
Ganske karakteristisk for hende skrev hun til sin gamle lærermester Billed-Bladets legendariske afdøde chefredaktør Ib Johannesens enke for at høre, om hun kunne få private billeder udleveret til historien. Det kunne hun godt.
Ligesom hun i øvrigt fast skrev til kendte og etablerede kunstnere – både i Danmark og i udlandet – for at få tilladelse til at bruge deres værker som illustration til sine tekster på POV. Ofte fandt hun kunsten på Instagram, hvor hun elskede at opholde sig og delte mange billeder, oftest af afdøde popstjerner eller forfattere, som hun beundrede.
Man får måske fornemmelsen af, at Synnøve var et grænseløst selvoptaget menneske. Det er forkert. Hun havde i den grad blik for sine egne kvaler og sine egne indre spøgelser
Kunsterne sagde stort set altid ja, og hun kvitterede altid ved at skrive mini-biografier om dem, der lå under artiklerne. Og derfor står flere af hendes tekster i dag som nogle af de smukkest illustrerede, POV har bragt.
Man får måske fornemmelsen af, at Synnøve var et grænseløst selvoptaget menneske.
Det er forkert. Hun havde i den grad også blik for sine egne kvaler og sine egne indre spøgelser (hvoraf der var mange). Ikke at hun altid kunne styre dem, men hun kunne godt betragte dem ironisk, hvilket også var en af grundene til, at jeg kom til at holde så meget af hende i den tid, jeg var hendes redaktør.
Hun vidste også godt selv, at hun kunne være bundurimelig og hysterisk.
Synnøve kunne sagtens kaste et kritisk blik på sig selv
I en af hendes smukkeste artikler, “Hej må jeg lige betro dig noget” fra efteråret, hvor hun skriver om problemerne med sin arm, beskriver hun netop sit chok, da hun møder en dødsdømt kræftsyg kvinde på hospitalet.
Pludselig bliver problemet med armen mindre og man ser i teksten klart evnen til at reflektere over eget og andres liv:
”Hvad med dig, har du også brækket noget?” spørger jeg.
Kvinden vender sig rundt og stopper op, jeg kan ikke helt forklare på hvilken måde, men hendes bevægelse er ikke hurtig, ikke studs. Hun vender sig om mod mig og hun ser på mig. Direkte.
Vi står mellem biler, der parkerer og Falck folk, der venter på at hente patienter, der er færdige efter undersøgelser og skal hjem. Vi står mellem folk med arme og ben i gips, der er på krykker og i kørestole og mennesker med sonder og iltflasker, der er også mange pårørende, man kan nemt se, hvem der er med for at hjælpe, og vi står dér midt i solskinnet. Tung efterårssol. De sidste rester af den lyse tid
Og så ser jeg dem. Tårerne. De står som pilespidser og dirrer, nej, pilespidser er måske et forkert ord, men altså tårerne står i kvindens øjne, helt ude på kanten, helt, helt ude på kanten, I ville også kunne se det med det samme, og jeg ser bare de her tårer, der er ved at styrte ud, og kvinden tager en dyb indånding, meget dyb. I ved, sådan et gisp efter luft, som man kun ta’r, når man er lige ved at græde, men ikke vil. Sådan et nærmest skjult, grådkvalt skrig, en lydløs, kvælende storm af tårer, der bliver i halsen, men som man selv og alle andre godt ved, vil knække én, når man giver slip.
”Jeg har lige fået af vide, at jeg har uhelbredelig knoglekræft. Der er ikke nogen behandling,” siger kvinden.
Vi står bare dér. Stille. Vi rør os ikke. Vi er som frosset fast. Teenagedrengen står stadig ved siden af sin far. Både far og søn ser ned i jorden. Kvinden fastholder mit blik. Jeg tør godt. Jeg tør godt besvare hendes blik.
Der er så stille her foran indgangen til hospitalet. Så stille mellem os fire. Vi står midt i travlheden af mennesker i hvide kitler, der flyver ind og ud ad den tunge indgangsdør. Vi står mellem biler, der parkerer og Falck folk, der venter på at hente patienter, der er færdige efter undersøgelser og skal hjem. Vi står mellem folk med arme og ben i gips, der er på krykker og i kørestole og mennesker med sonder og iltflasker, der er også mange pårørende, man kan nemt se, hvem der er med for at hjælpe, og vi står dér midt i solskinnet. Tung efterårssol. De sidste rester af den lyse tid.
Jeg ryster på hovedet. Tårerne løber ned ad mine kinder. Jeg har lagt min hånd på kvindens skulder igen, hun lader mig gøre det, hun lader min hånd blive liggende. Vi ser stadig hinanden direkte i øjnene. Kvinden græder ikke. Det gør Manden heller ikke.
Men det gør teenagedrengen. Han græder, han hulker selv om han ikke vil og han skraber i asfalten med den ene store Nike sko, selv om der intet er at skrabe efter.
Det er de eneste lyde jeg husker. Teenagedrengens fortvivlede lille hulken, åh, hvor han kæmpede med de tårer den dreng, åh, altså, jeg siger jer, dén hulken og dén skraben med skoen, jeg kommer aldrig til at glemme det. Aldrig.
Og efterårssolen skinnede og vi stod der helt forstenede, og de her mennesker havde rakt ud efter en fremmed – mig – og jeg havde fortalt om min hånd og hvor latterligt er det?
Jeg har skammet mig i flere dage og har været så ked af det, og det var sådan set bare dét, jeg gerne ville betro jer.
Vil I ikke nok sende kærlige tanker til den Mor og hendes mand og vil I ikke nok sende al den kærlighed I har til den unge dreng?
På forhånd Tusind Tak.
Love, Synnøve”.
“I får aldrig en som mig”
På POV er vi dybt taknemlige for det, der blev vores læsere til del. Hver eneste af de hundrede redaktørtimer var det værd.
”I får aldrig en som mig,” skrev hun stolt og triumferende, når hun igen havde leveret en digital kioskbasker.
Og ja, sådan var det. Synnøve har været den mest læste skribent på POV International i vores to år som medie. Og som vores illustrator, Michael Dorbec, skrev mandag om hende, var hun i al den tid ”intenst levende. Fortællende. Skraldgrinende. Meget varm. Ret krævende. Og møgfræk.”
Hun skrev også et par gange, at POV manglede flere af hendes slags. Færre analyser og mere liv. Flere ”rigtige mennesker” med noget på hjerte. Og med hjerteblod at øse ud af.
Det gælder faktisk for alle medier.
Nu er der et hjerte mindre. Det er uendelig trist.
Her kan man læse samtlige Synnøve Søes artikler på POV International
Topfoto: Fenella Overgaard/Lindhardt og Ringhof.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
