SYNNØVE SØE // MINDEORD – Fredag den 15. januar er det tre år siden, Synnøve Søe valgte at gå bort. Da den fascinerende og kontroversielle Synnøve Søe bragede ind i den danske offentlighed i slutningen af 80’erne, havde Hans Henrik Schwab, der senere blev hendes redaktør, ingen forestilling om, at de to ville krydse hinandens veje. Men det skete, heldigvis, skriver han. Gennem sit mere end 10 år lange venskab og samarbejde med forfatteren og journalisten, der kunne være både aggressivt irriterende og umådelig kærlig og generøs, oplevede Schwab kun den lyse side af Synnøves personlighed. Schwab mindes Synnøve og tiden, hvor alt i hendes liv gik op i en højere enhed – og deres sidste udveksling om det, der kunne være blevet hendes livs kærlighedshistorie.
I dag er det tre år siden, at Synnøve Søe valgte at sige verden ret farvel. Det føles stadig underligt aldrig igen at skulle tage telefonen og høre den velkendte stemme: ”Det er SYNNØVE!”
Tilbage i senfirserne havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag skulle blive Synnøves redaktør, forlægger og ven. Dengang skrev jeg som ung studerende for litteraturmagasinet Standart og fik en dag i 1989 en lille bog til anmeldelse: Endemi af Thomas Bruun med fotos af Steen Møller Rasmussen. Et af billederne forestillede en smuk, ung kvinde med hvid orientalsk ansigtsmaske: Synnøve Søe.
Synnøve brød igennem i offentligheden som en martret sjæl i et smukt legeme; hun døde som en smuk sjæl i et martret legeme
Samme efterår blev hun overnight skandale- og bestsellerforfatter, tabloid berømthed, massiv mediedarling og erotisk enfant terrible: ”Den talende corsage”, som hun nedladende blev kaldt med reference til sit dekolleterede look. Det var i det historiske efterår, hvor Muren faldt, at Synnøve udgav romanen Fars. Den var et stykke autofiktion, før begrebet var opfundet – eller måske snarere en Tove Ditlevsensk fiktion om, hvordan ”man gjorde et barn fortræd”. En skræmmende personlighed.
I halvfemserne, da jeg startede i forlagsbranchen som lyrikredaktør på Borgens Forlag, lå det heller ikke just i kortene, at mine og Synnøves veje en dag skulle krydses. Igen mødtes vi kun i bogform.
Lauren Bacall og Synnøve
Synnøve var på det tidspunkt blevet tv-vært i sit eget eponyme program, og flere af mine unge (mandlige) forfattere gæstede hendes program og havde, forståeligt nok, svært ved at skjule deres fascination af dette fænomen. Selv udgav jeg på Borgen Vibeke Pedersens medieanalytiske bog, Kvinden som ikon, med undertitlen Iscenesættelse af køn i klassisk film og postmoderne tv. Film og tv blev illustreret af to portrætfotos på forsiden: Et af Hollywood-legenden Lauren Bacall og et af … Synnøve Søe. Sidstnævnte fik som studievært følgende præcise skudsmål:
”Men faktisk har Søe demonstreret et uventet talent som studievært og et bankende hjerte bag corsagen. Hendes succes som studievært skyldes formentlig hendes kombination af ekstrem opførsel og ægte omsorg, hvilket gør det mindre risikabelt for gæsterne selv at udfolde sig. Publikum og gæster optræder i dette program med et nærvær og en ligefremhed, som er sjælden i dansk talkshow”.
Synnøve demonstrerede fiktionens forvandlende kraft og skrev smukt, indlevet og forløsende om andre skæbner end sin egen
Da jeg midt i halvfemserne, omtrent samtidig med Synnøves talkshow, afløste navnkundige Torben Madsen som redaktør på Linghardt & Ringhof, så jeg heller ikke umiddelbart et samarbejde med Synnøve for mig. Hun havde haft et nært forhold til Torben Mr. Editor Madsen, sammen med hvem hun havde udgivet romanerne Orm & Ar (: Mor & Far) og Regntid.
Hun var i øvrigt tæt knyttet til forlagsstifteren Gert Ringhofs to børn, Lars og ikke mindst Lise Ringhof, der kærligt omtalte hende som Snøvsen, ligesom Synnøve selv forsynede sine venner med kælenavne.
Men så en dag midt i nullerne – efter at Lars og Lise desværre havde forladt forlaget og med dem en stor del af det oprindelige L&R-forlags DNA – tog jeg telefonen og hørte for første gang stemmen i røret: ”Det er SYNNØVE!”
Det blev indledningen til mere end ti års samarbejde og venskab, der med indlagte pauser varede frem til hende død.
Anerkendelsen på parnasset
Det umiddelbare resultat af vores samarbejde blev de to romaner Når den blå hane galer (2006) – hendes første udgivelse efter en 12-årig hiatus – og året efter Drengen på stigen (2007), som jeg ikke tøver med at udnævne til hovedværker i Synnøves forfatterskab.
Leonora, der mødte op lige så ekstravagant velklædt og nedringet som Synnøve i gamle dage, rakte hånden frem mod Synnøve, der kvitterede ved … med begge hænder at gribe fat i Leonoras barm!
Jeg siger ikke dette ubeskedent, for en stor del af æren for det redaktionelle resultat tilfalder Synnøves ven, forfatteren David Læby, der kærligt og kongenialt coachede hende i processen med de to romaner. Synnøve demonstrerede fiktionens forvandlende kraft og skrev smukt, indlevet og forløsende om andre skæbner end sin egen.
Når den blå hane galer var nok en roman om forsøg på flugt fra familie og fortid, men også – som vi skrev på bagsiden – om ”venskab på tværs af forskelle og kontinenter”. Tilsvarende var Drengen på stigen nok en rørende roman om omsorgssvigt, men også om ”venskab, kærlighed og forsøg på tilgivelse”.
Synnøve var tilbage med en Messias-agtig styrke, som Michael Holbek fastslog i en anmeldelse, og Synnøve fik med disse to romaner langt om længe anerkendelsen på parnasset og blev præmieret med Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. Slut med ”No credits”, som titlen på hendes anden roman lød.
Et golden Kodak moment
Alligevel studsede jeg over, at en af hendes nære venner var den store forfatter Peer Hultberg, der også udkom på L&R. Synnøve havde ganske vist mange og meget forskellige forfattervenner ud over nævnte Læby: Sara Blædel, hvis portræt på forlagsgangen i flere år var forsynet med Synnøves mundaftryk med læbestift (Synnøve var en stor kysser); F.P. Jac, som hun telefonisk delte sjælelige op- og nedture med; og Leonora Christina Skov, som jeg havde fornøjelsen at introducere til Synnøve på den danske bogmesse. Et golden Kodak moment, som man før i tiden ville have sagt:
Leonora, der mødte op lige så ekstravagant velklædt og nedringet som Synnøve i gamle dage, rakte hånden frem mod Synnøve, der kvitterede ved … med begge hænder at gribe fat i Leonoras barm!
Handlingen var blottet for seksualitet, men bare en for Synnøve typisk spontan og barnlig gestus, der da også morede Leonora. Måske har hun, ligesom jeg, senere tænkt over symbolikken i denne scene: På sin helt egen måde gav Synnøve stafetten videre til en forfatter, der modigt videreførte Synnøves projekt og endte med velfortjent at blive belønnet med de gyldne laurbær for romanen Den, der lever stille, der ligesom Synnøves forfatterskab skildrer barndom og ungdom som en dom.
Skriften var hendes sidste livline. Da en skade i armen til slut forhindrede hende i at skrive, mistede hun definitivt livsmodet
Da jeg til laureatfesten lykønskede Leonora, tilføjede jeg: ”En skam, Synnøve ikke kunne være med i dag. Hun ville have glædet sig på dine vegne”.
Synnøves venskab med Leonora gav således mening. Men Peer Hultberg? Et overraskende og weird valgslægtskab. Da jeg efter Hultbergs død var med til at udgive hans efterladte og stærkt kontroversielle selvbiografi om barndommen, faldt brikkerne imidlertid på plads: To brændte børn havde fundet hinanden på tværs af generations- og kulturforskelle.
Herefter gled vores forhold lidt ud en periode, og Synnøve valgte på et andet forlag at udgive romanen Skrifte. Den kunne vi – trods den fine dobbeltbundede titel – efter min mening måske godt have undværet, men det er som bekendt altid lettere at vide, hvad andre burde have gjort eller ikke gjort.
Århundredets tåreperser
Men så en dag i 2016 ringede telefonen lige så uventet som ti år forinden: ”Det er SYNNØVE!”
Synnøve havde aldrig glemt, at jeg engang havde opfordret hende til at skrive en dansk pendant til århundredets tåreperser, Love Story. Det mente hun nu at have gjort og sendte mig det rå manus til historien om sit livs kærlighed: The love story to end all love stories. Jeg læste den og skrev tilbage:
Kære Synnøve
Du har skrevet en kærlighedshistorie – det burde måske i al sin enkelhed være undertitlen, jf. Love Story! – En historie, som rummer store følelser, og som man ikke kan undgå at blive grebet af. Når man læser den, får man selv lyst til at blive forelsket.
Der er sikkert nogle, der vil sige, at den ikke er så litterær som Hanen og Drengen, og det er måske rigtigt nok, men gør det noget? Jeg synes, den vinder ved sin ærlighed og følelsesmæssige styrke. Man kunne måske, med et af tidens modeord, kalde genren ”autofiktion” – ja, måske skrev du autofiktion allerede tilbage i firserne, før de fleste andre!
Som jeg vist nævnte i telefonen, er du god til dialoger, og denne kærlighedshistorie er da også langt hen ad vejen båret af de gode dialoger, både de mundtlige og skriftlige. I passager er det næsten en moderne ”brevroman”, men var Goethes vidunderlige Werther – århundredes ulykkelige kærlighedshistorie – måske ikke også det?
Jeg ved ikke, om der mangler lidt mere ’klister’ til at skabe flere overgange mellem dialogerne. Drengen blev jo, hvis jeg husker ret, bl.a. så god, fordi du elegant bandt to historier sammen. (Et dialogisk drama og en episk beretning. Red.)
Under alle omstændigheder synes jeg måske, at den slutter lidt abrupt.
Jeg vil gerne på et tidspunkt læse den igen og lidt langsommere og grundigere, end det kunne lade sig gøre denne gang, hvor jeg har læst den på skærmen – og så kunne det være sjovt, hvis vi igen kunne arbejde sammen om en udgivelse.
Kærlig hilsen
Hans Henrik
Synnøve reagerede positivt på mine kommentarer, men vendte aldrig tilbage med en ny version af manus, så vi får aldrig svaret på, om hun kunne have løftet denne roman til samme højder som Hanen og Drengen og skrevet sit livs (kærligheds-) roman. Måske. Måske ikke.
At skrive eller dø
Synnøve var på det tidspunkt flyttet fra Bornholm til Aarhus, hvor hun skrev for først JP og siden for POV International. Skriften var hendes sidste livline. Da en skade i armen til slut forhindrede hende i at skrive, mistede hun definitivt livsmodet. Synnøve delte i den forstand livsfilosofi med en anden L&R-forfatterkollega, Henrik Stangerup, hvis sidste, posthume essaysamling bar den sigende titel At skrive eller dø.
Den allersidste mail, jeg modtog fra hende, lød: ”Må jeg ringe til dig? Det handler om DIG ikke om mig 😊 – tanker fra Synnøve”. Det var Synnøve i en nøddeskal: Hun kunne være barnligt selvoptaget og aggressivt irriterende, men også mindst lige så kærlig, generøs og empatisk. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg stort set kun oplevede denne lyse side af Synnøves personlighed.
Synnøve brød igennem i offentligheden som en martret sjæl i et smukt legeme; hun døde som en smuk sjæl i et martret legeme. Jeg er taknemmelig for at have mødt og samarbejdet med hende i en periode, hvor alting i hendes liv – for en stund – gik op i en højere enhed.
Det er sådan, jeg vil huske og savne Synnøve.
LÆS MERE I POV AF HANS HENRIK SCHWAB HER
SE ALLE ARTIKLER I POV AF SYNNØVE SØE HER
Topfoto: ‘Synnøve og Maske’ af fotograf og veninde Suste Bonnén.
Suste Bonnéns værker, ‘Synnøve og Maske’ og ‘Synnøve og Kærlighed’, har ikke tidligere været udstillet. De er venligst stillet til rådighed for POV International af fotografen.
Synnøve Søes forfatterskab:
- Fars. Tiderne Skifter. 1989
- No credit. Holkenfeldt. 1990
- Orm & ar. Lindhardt og Ringhof. 1992
- Regntid. Lindhardt og Ringhof. 1994
- Når den blå hane galer. Lindhardt og Ringhof. 2006.
- Drengen på stigen. Lindhardt og Ringhof. 2007
- Skrifte. People’s Press. 2009
- Bjerget, havet, huset. Lindhardt og Ringhof. 2013
- Når mågerne flyver baglæns. Forlaget Liva. 2013
- Forbudt torsdag. Tiderne Skifter. 2014
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
