Madens Folkemøde 2019: Det skal du opleve på Danmarks første folkemøde for gastronomi og fødevarer

af i Bæredygtighed/Liv & Mennesker/Mad

DAGENS POV // MAD – Er østers en luksusspise eller en invasiv plage? Hvorfor vil vi ikke spise krumme gulerødder? Er der for få kvinder i restaurationsbranchen? Og hvordan smager en græshoppe i grunden? 10. og 11. maj åbner Danmarks første folkemøde for gastronomi og fødevarer med store smagsoplevelser og spændende samtaler med en lang række af madens stærkeste stemmer. Marie Sainabou Jeng guider til alt det bedste på Madens Folkemøde 2019.

Bæredygtig fødevareproduktion, gastronomi, madvaner, traditioner og sundhed. Det er blot nogle af de emner, der kommer under luppen, når Engestofte Gods på Lolland-Falster 10. og 11. maj slår stalddørene op til Danmarks første folkemøde for gastronomi og fødevarer. Med Madens Folkemøde 2019 positionerer Lolland-Falsters sig med ét som nyt knudepunkt for madens beslutninger i Danmark.

Ligesom sin politiske søsterfestival på Bornholm vil Madens Folkemøde kredse om samtale og debat. En lang række stemmer i fødevarebranchen, fra ministre og producenter til kokke og forbrugere, kommer til orde, når de klassiske debat-former bliver udfordret med alt fra interviews til live-podcasts og samtaler over fællesspisning.

Skal vi acceptere kartoflens nedgangstider eller skal den have hjælp til at genvinde sin plads øverst på menuen?

Madens Folkemøde vil også pirre sanserne med et madmarked fyldt til randen med nye madperspektiver, lokale råvarer og masser af velsmag. Børn bliver budt på spiselige, sjove og skæve oplevelser med mad i fokus, og voksne kan deltage i samtaler, smagninger og workshops med nogle af landets dygtigste madhåndværkere.

Vi giver her et overblik over debatter, workshops og de mange andre spændende ting, man kan opleve på Madens Folkemøde 2019.

Lokal mad

Høns og grise, lam og får

Oplæg og debat arrangeret af Slow Food København.

Sted: Slow Food-Scenen
Tid: Lørdag klokken 10.00-10.45

I december fortalte Koalition den inspirerende historie om Johanne Schimming og Hegnsholt Hønseri, der driver økologisk landbrug med et kompromisløst fokus på dyrevelfærd og bæredygtighed. Over et frisklagt morgenæg fortæller hun her om hverdagen og udfordringerne i et lille jordbrug, og om hvordan man får dyrehold og plantedyrkning til at hænge sammen.

Stillehavsøsters – luksus eller plage?

Oplæg og debat arrangeret af Maritime Nyttehaver.

Sted: Amfien
Tid: Lørdag klokken 12.00-13.00

Foreningen Maritime Nyttehaver arbejder for at formidle viden og frembringe bæredygtige råvarer fra det spiselige hav. Til denne debat kommer stillehavsøstersen under luppen, for selv om den er en invasiv art, er den også forbandet lækker – og måske endda en uudnyttet ressource?

Råvarefokus

Hvorfor spiser vi kun smukke grøntsager?

Debat arrangeret af Verdens Bedste Fødevarer & Foreningen af Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister.

Sted: Pavillonen
Tid: Fredag klokken 14.15-15.00

Markante stemmer mødes i samtale om, hvorfor frugt og grønt, der ikke lever op til skønhedsidealerne, bliver smidt ud, før de når at komme i butikkerne. Kan det passe, at vi ikke vil bruge gulerødder og æbler med skønhedsfejl?

Ostens historie i Danmark

Oplæg og smagning.

Sted: Slow Food Scenen
Tid: Fredag klokken 11.00-11.45

Sammen med madhistoriker Asmus Gamdrup Jensen kan du tale og smage dig gennem dansk ostehistorie. For hvad er historisk dansk ostekultur? Og hvordan kan vi forstå ostehistorien og den historiske smag af ost?

Slow Fish – Spis, hvad vi har omkring os

Oplæg og smagning.

Sted: Slow Food-Scenen
Tid: Lørdag klokken 14.45-15.30

To dygtige fiskeentusiaster, Martin Bregnballe fra Fangst og Joachim Hjerl fra Maritime Nyttehaver, sætter her fokus på bæredygtighed og lokal fødevareforsyning med udgangspunkt i det spiselige hav. Efterfølgende kan man deltage i en delikat smagning fra det store blå.

Brødløftet

Oplæg og debat arrangeret af Jalm&B, Batting Bakery og Andersen & Maillard

Sted: Amfien
Tid: Fredag klokken 15.00-15.45

Hvordan sikrer vi bedre brød til alle? En række kyndige bagenørder tager dansk brødkultur under luppen og giver på scenen hinanden et Brødløfte med otte punkter for bedre brød, mens de udfordrer brødindustrien, glutenforskrækkelse og det konventionelle landbrug.

Økokartoffel – hot or not på morgendagens spisekort?

Debat arrangeret af Økologisk Landsforening.

Sted: Amfien
Tid: Fredag klokken 16.00-16.45

Skal vi acceptere kartoflens nedgangstider eller skal den have hjælp til at genvinde sin plads øverst på menuen? Smag sæsonens sidste økologiske kartoffelsorter, deltag i debatten om den økologiske kartoffels fremtid i dansk madkultur.

Klima og verdensmål

Hvordan løser vi klimakrisen med mad? Den store debat fra landbrug til gastronomi

Debat arrangeret af Madens Folkemøde.

Sted: Laden
Tid: Fredag klokken 10.00-12.15

Klimakrisen raser i baghaven – i vores landbrug, industri og vores madvaner. Et panel tager her klimatyren ved hornene i en debat over fire runder, hvor vi sammen kommer hele vejen rundt om problemet.

Det oversete verdensmål: En debat om Mål 14 – Livet i havet

Debat arrangeret af LETZ SUSHI.

Sted: Laden
Tid: Lørdag 10.00-10.45

Havet er fyldt med utrolige smagsoplevelser, men verdenshavene er under pres, og skal der være fisk til fremtiden, skal vi handle nu. LETZ SUSHI inviterer til debat om Verdensmål 14: Hvordan vi sikrer et hav i balance og fisk til fremtidige generationer?

Holistisk planlagt afgræsning – klimaneutralt oksekød

Oplæg arrangeret af Slow Food København.

Sted: Slow Food-Scenen
Tid: Lørdag 12.15-13.00

Kan man virkelig gøre kødproduktion CO2-neutral? Michael Kjerkegaard fra gården Eskelyst fodrer sine dyr efter såkaldt holistisk planlagt afgræsning. Her fortæller han, hvordan fortidens landbrug kan være med til at redde fremtidens.

Skal de nordiske lande gå forrest i den grønne omstilling?

Nordisk ministerråd, Stockholm Resilience Centre og Stockholm University.

Sted: Laden
Tid: Fredag klokken 12.30-13.15

Kan de nordiske lande bruge deres mange styrker til at vise verden, at det er muligt at bruge mad som løftestang for at nå FN’s Verdensmål? Et kyndigt panel diskuterer og gør status over vores fødevaresystem.

Iværksætteri og innovation

Hvordan får vi flere fødevarevirksomheder til at lykkes og hvilken rolle skal detailhandlen spille?

Debat arrangeret af COOP.

Sted: Loen
Tid: Fredag klokken 14.00-14.45

Små fødevarevirksomheder skyder frem som aldrig før, men de kæmper med at få adgang til forbrugerne og en stabil indtjening. Initiativet Coop Crowdfunding har skabt nye muligheder for små virksomheder, men er det nok? Og er det overhovedet detailhandlens opgave at få nye fødevarevirksomheder til at lykkes?

Smag selv fremtidens mad

Smagning og oplæg arrangeret af Institut for Fødevarevidenskab og KU FOOD.

Sted: Klapperstuen
Tid: Lørdag klokken 13.30-15.30

Kom og smag på fremtidens mad fra tang og blæksprutter til insekter, bryggeriaffald, og fermenterede produkter. Der vil også være rig mulighed for konstruktiv dialog mellem eksperter og publikum. Gastronomisk Legestue fra Københavns Universitet medvirker.

Fremtidens fødevarer – hvad kommer på tallerkenen?

Debat arrangeret af Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund og Business Lolland-Falster.

Sted: Laden
Tid: Lørdag klokken 14.00-14.45

Hvordan ser din middagstallerken ud i 2025? Står menuen på stegte larver, braiserede græshopper og frisk tang? Hør frontløbere inden for fremtidens fødevarer diskutere med forskere og supermarkedskæder, hvad der kommer til at afgøre danskernes fremtidige livretter.

Gastronomi

Fremtidens kok

Debat arrangeret af Smag for Livet & Institut for Fødevarevidenskab og KU FOOD.

Sted: Pavillonen
Tid: Fredag klokken 12.15-13.00

Hvordan skal fremtidens kokke uddannes? Hvordan kommer de til at bidrage til den nye ‘urban economy’ med byerne som drivkraft for økonomisk udvikling og jobs? Det og meget mere belyses i denne debat fra en lang række vinkler.

Hvordan styrker vi en grøn dagsorden i restaurantbranchen?

Debat arrangeret af HORESTA.

Sted: Loen
Tid: Fredag klokken 10.00-10.45

Der findes masser af klimahelte i madbranchen, men hvordan gør vi det nemmere for restaurantbranchen at arbejde med miljø- og økologi og synliggøre deres indsats, uden at det går ud over forretning og oplevelsen? Horesta samler en række stærke aktører på miljø- og klimafronten til debat.

Fremtidens Restaurationsbranche – langtidsplanlægning eller politiske prestigeprojekter?

Debat arrangeret af REGA, Restauratørernes Garantiordning, under Danmarks Restauranter og Cafeer.

Sted: Laden
Tid: Fredag klokken: 15.00-15.45

Restaurationsbranchen står over for store ændringer, hvis den skal spille sammen med bæredygtig udvikling, men hvem har ansvaret? Restauratører skal tage ansvar for egne forretninger, men får branchen den nødvendige opbakning? Det og meget mere tager REGA her op til debat.

Hvorfor er kokkefaget ikke for kvinder?

Debat arrangeret af FREJA og Hotel- og Restaurantskolen.

Sted: Amfien
Tid: Lørdag klokken 17.15-18.00

Restaurantbranchen er den branche, som har skabt flest nye arbejdspladser siden finanskrisen, men det er også en branche, der er domineret af mænd. Kvindelige køkkenchefer og restauratører udgør et klart mindretal i restaurationsbranchen, så hvor er kvinderne mon henne? Hvor vigtigt er det, at få flere ind i køkkenerne, og hvordan gør vi?

Socialgastronomi

Kan mad og måltider sætte blus på social forandring?

Debat arrangeret af Madkulturen

Sted: Amfien
Tid: Lørdag klokken 11.00-11.45

Hvordan kan mad bruges i kampen mod samfundsudfordringer som ensomhed og dårlig folkesundhed? Dét tager Madkulturen, Claus Meyer og en række andre socialgastronomiske frontløbere temperaturen på i denne debat.

Kan mad og måltider skabe bedre liv?

Debat arrangeret af Meyers Madhus.

Sted: Amfien
Tid: Lørdag klokken 15.15-16.00

Mad og måltider bringer mennesker sammen, skaber uforglemmelige minder og bedre liv. I denne debat sættes fokus på, hvordan maden kan vise en vej væk fra kriminalitet og være et middel til at hjælpe udsatte børn og unge ind i nye fællesskaber og ud på arbejdsmarkedet.

Naturskånsom fisk giver restauranter en grøn og social profil

Debat arrangeret af Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og Fiskerikajen.

Sted: Amfien
Tid: Lørdag klokken 13.15-14.00

Hvordan kan restauratører og kantiner arbejde med naturskånsomt fanget fisk, så det bliver en gevinst for både smag, forretning og fortælling? Og skal vi i højere grad tænke fisk som en sæsonvare? Et kyndigt panel af kokke og grossister med speciale i vilde råvarer sætter i denne debat naturskånsomt fiskeri på dagsordenen.


Fotos: Madens Folkemøde, Trine Brandt-Ryhede og Jesper Rais for Ost & ko.

Marie Sainabou Jeng, madkommunikationsrådgiver og højskolelærer

Min store stor interesse for de strukturelle rammer, der betinger, hvem der spiser, hvad der spises, hvor og hvornår og i hvilken sammenhæng. Jeg er nysgerrig på globale og nationale initiativer og tendenser på området og deler gerne min begejstring og kritik.

Jeg arbejder ud fra det brede sundhedsbegreb og agiterer for en madkultur, hvor smageglæde, kogekendskab og sunde bæredygtige måltider er centralt. Det glade madbudskab udbreder jeg gerne i tide og utide og rådgiver mine kunder og underviser mine elever i samme. Er ordet fødevarer egentlig ikke svært distanceret? Det handler jo om MAD.

Jeg er forelsket i min Søren, elsker popcorn og danser helst til discofunk.

Seneste artikler om Bæredygtighed