REJSEBREV // MADKLUMME – Dejligt meget af det gode gamle og en del overraskende nyt. Det er, hvad vi har med hjem fra en 16 dages biltur til Frankrig, skriver Monica Krog-Meyer – og inviterer i klummen her med til Bourgogne, Vichy, Avignon, Grenoble, Besançon og lidt i Tyskland.
Første stop var nogle dage hos gode venner i deres hus i Bourgogne, de serverede blandt andet en herlig coq au vin – og derefter gik det ellers mod syd. Ud og opleve det smukke franske landskab. Hvor er der pænt!
Vi satte Google Maps til at undgå betalingsveje og motorveje. I stedet fulgte vi nationale hovedveje og departementale småveje. Vi ville køre igennem de charmerende små byer, nyde den hyggelige stemning på caféen på torvet og markederne og spise, hvor vi kom frem.
Stooooop!
Allerede her er det nye tider: Landsbyerne afspejler udviklingen, desværre. Mange virker ubeboede, der er ingen forretninger, ingen caféer, intet liv. Det virker forfaldent, helt uden charme. Enten er de helt forladte eller med enkelte fastboende bag slidte gardiner.
Hvordan mon livet er for dem, der stadig bor der? Og hvor skulle de kunne flytte hen?
Busser er der ikke mange af i Frankrig, man er nødt til at have bil for at kunne komme rundt og købe ind. Det kan ikke være sjovt at være gammel her, når bageren lukker.
Og finder man et sted med mad, så har den moderne cafékultur ramt Frankrig overalt: Billederne over disken taler et internationalt sprog: pasta, pizza, sandwich osv.
Det er meget lidt fransk og slet ikke lokalt.
At gå på hovedet
Klassisk i Frankrig er forskellen på Paris og provinsen. ”Der er Paris, og så er der resten af Frankrig.” Vi var nysgerrige efter at opleve, hvordan stemningen er ude i departementerne.
De sidste par år forsøgte De Gule Veste (især fra små byer på landet og fra landbruget) at vise deres utilfredshed med politikerne og deres beslutninger ”inde fra Paris”, blandt andet ved at spærre rundkørsler og blokere veje med deres landbrugsmaskiner.
En ny protest har set dagens lys, og den er noget fredeligere og alligevel effektiv. Hvis landsbybeboerne kan finde sammen og blive enige om at udtrykke deres protest, så sætter de byskiltene omvendt.
De ”går på hovedet”, siger de: ”on marche sur la tête”. De gør utilfredsheden synlig på den måde. Man støder på den, når man kører ind i landsbyen, og igen, når man kører ud af den. Igen og igen ser man byskiltene omvendt, og så forstår man, at vilkårene er svære for mange franskmænd.
Hver dag sin etape, især gennem nationalparker
September er en smuk tid at opleve det franske landskab: endnu grønt og frodigt, høstede marker og masser af bløde køer på markerne. Vi valgte ikke bare landeveje, vi tog dem, der går gennem nationalparker, dvs. større skovområder. Det går langsommere, men er godt for øjnene.
Første etape i Bourgogne, først til Avallon og videre til Vichy, med bløde stadig grønne bakker, i smuk septembersol.
Vichy, der blev kendt for de termiske bade i 1920’erne, er også et vidunderligt eksempel på datidens arkitektur Art Deco, den højeste mode frem til verdenskrigen brød ud. Byen er proppet med Art Deco-bygninger og detaljer.
Det er første gang, jeg har set en kirke i Art Déco! St. Blaise midt i byen er i denne særlige pynteglade tradition.
Vichy ser ud til at have opdaget, hvor stor en attraktion denne byggestil er for byen. Der er mange istandsættelser og restaureringer i gang.
Byen er også kendt som regeringsby, da tyskerne besatte Frankrig 1940-1944. Pétain var statschef i den ikke-besatte zone i Sydøstfrankrig og samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.
Anden etape fra Vichy til Aubenas var skovruten, badet i solskin. Søer og floder langs vejene, Auvergnes bakker og departementet Ardeche.
Tredje etape bragte os gennem vinland, med blå og grønne druer hængende på vinstokkene. Store vinhuse har deres skilte langs vejkanten, og de kæmpe beholdere med kostbare årgange vidner om velstand. Stor kontrast til de forladte småbyer, vi tidligere kørte igennem.
Endemålet den dag var Avignon. En gammel by med lang historie og betydning. Udbryderpaverne residerede her i 1300-tallet, mens “de rigtige” paver sad i Rom.
Gammel by – med de nyeste idéer
Avignon er omgærdet af høje mure. Den gamle paveby er lille, så der er ikke plads til bilerne.
Men nye klimatanker kan også trænge gennem tykke mure: Jeg så en kvinde med masser af indkøbsposer stille sig et sted, mens poserne blev sat på jorden. Jeg tænkte: Hun er træt, hun trænger til et hvil. Men nej, hun stod der og ventede på, at en af de små elektriske bybusser skulle dukke op.
Så gjorde hun tegn til chaufføren. Bussen stoppede, og hun kørte med. Al transport rundt i byen er gratis.
Postbilerne kører på el – og praler med at være grønne og med udsagn om, at ”takket være mig, så kan bymidten få frisk luft”.
Bilen kan man stille på en stor parkeringsplads uden for byen, gratis. Også her er der elektrisk transport frem og tilbage. Gratis selvfølgelig.
Sågar var der en papirkurv på det lille gamle hotel, vi boede på, med opdeling af affaldet: En beholder til plastik og en til restaffald. Fremtiden er allerede ankommet.
Vejrskift
Det smukke solskin holdt ved, men varmen forsvandt. Avignon blev efter sigende kaldt ”byen med den voldsomme vind”. Det kan vi godt forstå.
Mistralens kolde vinde satte sit præg på feriegæsterne: Vindjakkerne kom frem og bekymringen: ”Har vi mon varmt tøj nok med?” (Men det er intet imod, hvad turisterne på den anden side af Alperne, i Østrig og Norditalien, har oplevet denne sæson: sne og kulde i september!)
Fjerde etape gik fra Avignon nordpå gennem endnu en nationalpark, og nu kom vi ud i bjergkørsel: Vi besteg Col de Menée med masser af hårnålesving og stejle veje; det var som at være med i Tour de France.
Den lille bil kravlede effektivt op og rundt i svingene, helt op til 1402 meter over havets overflade – og så ned igen til Grenoble.
Ud over at jeg som chauffør skulle holde øjnene på vejen og koncentrere mig om de skarpe sving, så var det en meget smuk oplevelse med kig ud over vidtstrakte landskaber og Alperne i det fjerne. Det var bogstaveligt talt ”bjergtagende”.
Og det var her, vi fik Gratin Dauphinois, som i Danmark hedder kartoffelgratin. Det er en sikker succes på middagsbordet, enten som soloret eller til kød- eller fiskeretter. Du finder opskriften længere nede.
Dauphiné var en tidligere fransk provins med Grenoble som hovedby. Dauphin betyder delfin, og provinsen havde en delfin i sit våbenskjold.
Femte etape kunne man kalde ”Det gamle Frankrig” med smukke og fornemme kalkstensbygninger i Besançon, som om et filmhold var i gang med at optage en Guy de Maupassant-novelle eller en af Flauberts.
Frankrig er mode – men hvor længe?
Apropos ”Det gamle Frankrig”: Tager man til Paris, bliver man hurtigt mindet om, at vi i Danmark tager mode og elegance meget afslappet. Man kan som kvinde få deciderede mindreværdskomplekser, når en kvinde på en fransk café rejser sig og skrider gennem lokalet på høje hæle og i velsiddende elegant tøj. Jeg plejer at nynne: ”Længe nok har jeg bondepige været …” i de situationer.
Men hvordan står det til ude i den franske provins? Også her er der en global tendens hen imod det fornuftige, genbrugstøjet og det praktiske. Kvinderne er stadig elegante, men de høje hæle er en sjældenhed; løbesko med plads til fødderne er, hvad de fleste kvinder prioriterer, gamle som unge. Måske vi snart ser et museum for højhælede sko?
Smeltedigelen Heidelberg
Vi var på vej nordpå igen, og så kom vi til grænsen. Farvel Frankrig, goddag Tyskland. Vi landede i Heidelberg. Manden havde wienerschnitzel og godt tysk øl i tankerne. Det viste sig at være en meget svær opgave. Vi gik og gik og gik, 11.500 skridt rundt i gaderne, mens vi ledte efter almindelig tysk mad.
Byens gågader var fyldt med mennesker, men hvor var tyskerne henne? Og hvor var især de ældre tyskere henne? Heidelberg er en studenterby, men alligevel?
Omkring os var tysktalende fra hele verden: sorte, brune, asiater, mellemøstlige, ja fortsæt selv. Og dermed også deres madsteder, foruden pasta, pizza, burger og forårsruller, som vi kender det.
Men altså hverken wienerschnitzel eller Schweinbraten mit Sauerkraut. Det eneste sted med traditionel tysk mad var fuldstændig proppet. Her sad både unge og gamle, men vi måtte gå igen. Madtraditionerne er i skred, og kundegrundlaget for den klassiske tyske mad i Heidelberg er lille.
Det var for os en illustration af Tysklands åbenhed gennem mange år over for arbejdskraft udefra, nemlig dem, der forståeligt nok søgte væk fra dårlig økonomi, ufred og diktatoriske magthavere og derfor emigrerede for at skabe sig et bedre liv i Europa. Integrationen er i fuld gang.
Omsider fandt vi dog i en sidegade bratwurst med stegte kartofler og sauerkraut til den efterhånden meget sultne mand.
Så tog vi lige spejlet op foran os selv: Det er vist heller ikke let at finde spisesteder med traditionel dansk mad, når man er på farten i Danmark.
Man bliver altid klogere af at rejse ud – med kompasset indstillet på nysgerrighed. Tak for oceaner af god café crème, espresso, citron meringue-kager, flinke franskmænd og de vidunderlige baguettes, det statsstøttede sprøde brød.
Ja og så altså Gratin Dauphinois.
GRATIN DAUPHINOIS [do-fi-nwa]
1 kg kartofler, skæres i tynde skiver
salt
peber
revet muskat, tag nu rigeligt
lidt tørret timian
to fed hvidløg, hakkes
lidt løg, hakkes
Det hele lægges i en velsmurt form. Hæld 1/2 liter piskefløde over, evt. blandet med lidt sødmælk. Nogle foretrækker halvt af hver.
Retten sættes i ovnen på 175-200 grader i 1 time til halvanden, ”indtil kartoflerne har drukket al mælken”, som den kloge gamle tante sagde.
Der er forskellige skoler, når det drejer sig om denne herlige kartoffelret. Her er den uden revet ost. Andre vil insistere på, at der skal drysses enten revet gruyère eller emmenthaler på toppen. Det gør noget godt for smagen.
Bon appetit! Og tak fordi du læser med.
Teksten er korrigeret 13. oktober: Pétain var ikke præsident, men statsleder.
Det var mod-paver, der residerede i Avignon. Samtidig med, at ‘”de rigtige” paver sad i Rom.
Mistralen kommer ikke fra Alperne, men opstår lokalt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og