OSCARVINDER // FILMANMELDELSE – “Et af de store dilemmaer, som Nomadland præsenterer os for, består i det amerikanske frihedsideal og idéen om uafhængighed, der kolliderer med de følgevirkninger, som uhæmmet kapitalisme kan medføre i skabelsen af et nyt prekariat. Zhaos film er på den måde hyperaktuel, også i en dansk kontekst, men først og fremmest er den et stærkt bevægende portræt af et menneske, der trods ufattelig modgang i en grådig verden alligevel formår at hanke op i sig selv og insistere på at leve på sine egne præmisser.” Kim Jong Andersen er berørt og imponeret over den prisbelønnede film.
Min største filmoplevelse i år har indtil videre været Nomadland.
Det var så velfortjent, at både filmen, instruktøren Chloé Zhao og Frances McDormand blev belønnet med en Oscar.
Nomadland er en helt unik filmoplevelse: en road movie og en moderne western på en gang
Den har lige fået dansk premiere på Disney+, og spiller fra denne weekend i de just genåbnede biografer over hele landet. Jeg kan kun anbefale, at man river et par timer ud af kalenderen og begiver sig afsted på en i særklasse stemningsfyldt og smuk rejse ind i både sjælen og et godt stykke ud på prærien.
McDormand er altid god, men hér er hun virkelig hudløst ærlig og gribende i sin fremstilling af kvinden Fern, der ernærer sig som en slags daglejer efter mandens bortgang og minedriftens ophør i den lille by, Empire i staten Nevada.
Nogen vil nok beskylde Zhao og McDormand for at romantisere rakkerlivet, men det synes jeg ikke, at de gør
Fern lever den 21. århundredes nomadetilværelse som sæsonarbejder ved forskellige turistattraktioner og i Amazons varelagre (som filmholdet i øvrigt fik lov til at optage ucensureret, og som faktisk ikke benytter sig af de udskældte overvågningsskærme, der er blevet talt så meget om på de hjemlige breddegrader).
Hun transporterer sig rundt i en gammel varevogn, som nærmest er hendes eneste og mest uundværlige eje.
Varevognen udgør også hendes interimistiske bolig, når hun gør ophold på de campingpladser, der er reserveret til de mange løsarbejdere hos Amazon, på forskellige rastepladser eller langt ude i ørkenen til et årligt træf, hvor de kørende vagabonder stimler sammen.
Autenciteten forstærkes af de øvrige, skæve eksistenser som Fern møder undervejs.
Rollebesætningen udgøres næsten udelukkende af ikke-professionelle skuespillere udover McDormand og den altid karismatiske og Oscar-nominerede David Strathairn (Good Night, and Good Luck), der spiller Dave – en anden rodløs frænde, der måske vækker en hjemlængsel i Fern.
Der bliver ikke hældt glasur på i forhold til også at gengive præcis hvor hårdt det er at overleve på bunden af samfundet i Amerika
Nomadland er en unik filmoplevelse: en road movie og en moderne western på en gang.
Nogen vil nok beskylde Zhao og McDormand for at romantisere rakkerlivet, men det synes jeg ikke, at de gør.
Nok er det en film og en historie fyldt med megen spiritualitet og de mest bjergtagende billeder (Joshua James burde også have vundet en Oscar for Best Cinematography), især i skumringstimerne, men der bliver altså ikke hældt glasur på i forhold til også at gengive præcis hvor hårdt det er at overleve på bunden af samfundet i Amerika.
Detaljerne skal jeg ikke røbe hér, men lad os bare sige, at der bestemt ikke bliver sparet på dem i filmen, hvad de mindre æstetiske sider af “det frie liv” angår. Men når vi ser Fern vandre ensom rundt i de storladne panoramaer, så må jeg indrømme, at jeg kneb en tåre over skønheden.
Det “levede liv” i alle McDormands ansigtsfurer kombineret med ørkenens solsvedne jord eller de rasende bølger ved kysten er en pænt berusende cocktail.
Et af de store dilemmaer, som Nomadland præsenterer os for, består netop i det amerikanske frihedsideal og idéen om uafhængighed, der kolliderer med de følgevirkninger, som uhæmmet kapitalisme kan medføre i skabelsen af et nyt prekariat.
Nomadland ender med at blive en moderne western, fordi den stadig tør at hylde eneren, men gør det det på en nutidig måde, hvor det er tydeligt for enhver, at ingen kan overleve uden en eller anden form for fællesskab
Zhaos film er på den måde hyperaktuel, også i en dansk kontekst, men først og fremmest er den et stærkt bevægende portræt af et menneske, der trods ufattelig modgang i en grådig verden alligevel formår at hanke op i sig selv og insistere på at leve på sine egne præmisser.
Det er således, at Nomadland, udover at være lokaliseret i de klassiske landskaber fra det engang så vilde vesten, ender med at blive en moderne western, fordi den stadig tør at hylde eneren, men gør det det på en nutidig måde, hvor det er tydeligt for enhver, at ingen kan overleve uden en eller anden form for fællesskab.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF KIM JONG ANDERSEN HER
Topillustration fra Nomadland. Vinder af Publikumsprisen ved Toronto International Filmfestival 2020, Guldløven på Venedig Film Festival 2020 samt Academy Awards (Oscar) for bedste film, bedste kvindelige skuespiller og bedste instruktør 2021. Spiller i biografer over hele landet fra 7. maj.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
