FILM – Den internationale animationsfilmfestival VOID i København slog i denne måned endnu en gang fast, at animationsfilm ikke kun er for børn og barnlige sjæle. Årets spækkede program bød på alt fra sprudlende, visuel vildskab fra Japan og rystende krigsrealisme fra Cambodia til historiske heltehistorier fra Iran, skriver Karen Hammer.
I denne måned lagde Cinemateket for fjerde gang biografer til animationsfilmfestivalen VOID og lokkede hundredevis af nye kunder indendørs.
Det er ikke så nemt i Danmark at finde animationsfilm for voksne i biograferne, for de tør ikke kaste sig ud i det eksperiment, det er at satse på noget ukendt.
Anders Matthesens nyeste animationsfilm Ternet Ninja kan måske ændre på kulturelitens negativitet; på knap en måned sprængte den alle grænser og solgte næsten 700.000 billetter
Alle er vi jo flasket op med forståelsen af, at animationsfilm er for børn og barnlige sjæle; den er også meget brugbar som reklamefilm, men voksne ønsker angiveligt ikke at smide penge ud til den slags.
Meget tyder på, at vores kulturminister er af samme mening; i det nyeste filmforlig, hvor de regionale filmfonde blev pænt begavet, var der intet til dansk animationsfilm.
Instruktør Jannik Hastrup har gennem en menneskealder glædet børn og voksne med fantasifulde, beske og politiske animationsfilm, og dog kunne han ikke få støtte til sin nyeste Cirkelinefilm i 2018. Han tog konsekvensen og lavede filmen for egne penge. Staten skal sgu ikke bestemme over hans filmarbejde.
Måske kan Anders Matthesens nyeste animationsfilm Ternet Ninja ændre på kulturelitens negativitet; på knap en måned sprængte den alle grænser og solgte næsten 700.000 billetter – mere end årets kæmpesucces, filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens Journal 64. Siden er den blevet den mest sete danske film i dette årtusinde.
Danske animationsfilm vinder priser ude i verden for både featurefilm og kortfilm. Vi startede allerede i 40’erne, og den geniale pioner Børge Ring vandt sågar en Oscar for sin fortryllende kortfilm Anna og Bella fra 1985. Han døde 97 år gammel den 28. december 2018.
Uhyggeligt spændende udvalg af voksenanimationsfilm
I år præsenterede VOID’s festivaldirektør Anne Winberg mere end 130 film, heriblandt en serie på 15 korte animationsfilm af instruktører med danske rødder samt den prisbelønnede danske eksperimentalfilm Solar Walk.
Anna Winberg er en ildsjæl – hun har fingeren på pulsen og præsenterede allerede ved den første VOID-festival i 2016 et utroligt spændende udvalg af voksenanimationsfilm; film, der som den koreanske On the White Planet af Hur Bum-Wook, var så uhyggelige, at selv jeg fortsat gyser ved at mindes dem.
I år kom de 15 featurefilm fra 10 forskellige lande, og jeg fik set de fleste, mens jeg tog det langt mere afslappet med de 129 kortfilm.
Blandt disse var jeg specielt begejstret for serien med nye iranske kortfilm og vil fremhæve den Kafka-inspirerede The Servant af Farnoosh Abedi, Empty View af Ali Zare Ghanatnowi, den charmerende Am I a Wolf? af Amir Houshang Moein og den meget smukke og noget sørgelige The Fox af Sadegh Javadi Nikjeh.
Her giver en jæger ræven et halsbånd med en klokke på, så den ikke kan fange kaninerne og må nøjes med duften af en passerende hunræv; hun anes kun som en rød tåge.
Blandt de mange internationale kortfilm vandt A Love Letter to the One I Made Up af Rachel Gutgarts hovedprisen og Sweet Night af belgiske Lia Bertels publikumsprisen.
I år ønskede Animationssammenslutningen ANIS at hædre den danske animator Lejf Marcussen ved at lancere en ny pris i hans navn.
Lejf Marcussen (1936-2013) arbejdede ret ubemærket i årevis hos DR, men var så berømt ude i verden, at han som den første europæer modtog den prestigefyldte Norman McLaren Heritage Award i 1990.
I Lejf Marcussens ånd skal denne nye pris uddeles til et animeret værk, der er personligt, kunstnerisk og har et væsentligt samspil mellem musik og billede. Ved VOID’s afslutning den 2. februar tildeltes prisen La Grenouillère – Danse Exquise skabt af det franske kunstkollektiv Quart Avant Poing.
Japansk psykedelisk rutsjebanetur
Takket være Camera Films flittige import er vi velinformeret om Japans store animationsinstruktør Hayao Miyazaki og hans geniale og fantasifulde animationsfilm for både voksne og børn.
Nu ser det ud til at hans efterfølger er fundet: Masaaki Yuasa. VOID præsenterede os i år for hele tre af hans sprælske og impulsrige spillefilm.
Masaaki Yuasa har et afslappet forhold til sine medarbejdere og accepterer med glæde deres vilde improvisationer, skiftende visuelle stilarter og hæmningsløse kreativitet
Masaaki Yuasa (født i 1965) chokerede allerede i 2004 alverden med sin debutfilm Mind Game – en hæsblæsende psykedelisk rutsjebanetur gennem en verden, hvor alt kan ske.
Her er der frit slag for alle tænkelige former for impulsive ideer, og det er ikke nok at holde ørerne stive for at følge med i den sindsyge historie om taberen Nishi, der tager på en surreel rejse for at få sit liv tilbage efter at være blevet myrdet af den lokale yakuza.
Mind Game er ikke en børnefilm, så den får nok aldrig en chance i danske biografer.
Masaaki Yuasa har et afslappet forhold til sine medarbejdere og accepterer med glæde deres vilde improvisationer, skiftende visuelle stilarter og hæmningsløse kreativitet.
I 2017 vandt han Cristal-prisen ved Annecy International Animation Film Festival med den charmerende Lu over the Wall – utvivlsomt inspireret af Miyazakis havfruefilm Ponyo.
Yuasas visuelle vildskab og hans kollegers subtile variationer over personernes udtryk i bedste Tex Avery-stil gør filmen til en svimlende energifyldt hyldest til ungdommen og livet
Her bliver en meget musikglad ung mand ven med en drillesyg havfrue ved navn Lu. I det lille fiskersamfund er man bange for havfruerne – mon de spiser børn? Lus sprudlende væsen, der får hende til at danse på to ben, når hun hører musik, ændrer imidlertid folks indstilling, men grådige spekulanter narrer hende, og byens store fest ender i kaos og vold.
Filmen er sprængfyldt med vilde ideer og overraskende musikalske situationer.
Samme år udsendte Yuasa også The Night is Short, Walk on Girl, som jeg er ret imponeret af: En meget selvsikker ung studine vædder med professionelle drankere om, hvem af dem, der kan klare mest. Gennem en hektisk nat i Tokyo besøger hun med sin forelskede, bekymrede ven et utal af barer og slynger energisk utallige drinks i sig.
Yuasas visuelle vildskab og hans kollegers subtile variationer over personernes udtryk i bedste Tex Avery-stil gør filmen til en svimlende energifyldt hyldest til ungdommen og livet.
Den film vil jeg meget gerne se igen. Den burde kunne klare sig i den københavnske Grand-biograf.
Yuasa har siden lavet en animeret serie over den originale manga Devilman og arbejder nu på en romantisk komedie. Tokyo International Film Festival ærede ham i 2018 med en retrospektiv serie.
Rystende og krigsrealistiske spillefilm
I en helt anden genre finder man film som den belgisk-cambodianske Funan, der er en rystende fortælling fra De Røde Khmeres styre i Cambodia.
Gennem fire år fra den 17. april 1975 følger vi det unge par Chuo og Khuon, der strippet for alt under marchen fra Phnom Penh bliver skilt fra deres lille søn. De tvinges til at arbejde i markerne under kummerlige forhold, mens de forsøger at overleve og holde håbet i live om en dag atter at blive forenet.
Det er en meget smukt tegnet film med et grusomt indhold. Den eneste måde at kunne overleve i denne brutale verden er ved kun at tænke på sig selv; der bestikkes og stjæles og voldtages omkring kvinden Chuo, som på trods af al logik overlever.
Instruktøren Denis Do (født 1985 i Paris) vandt i 2018 Cristal-prisen for bedste spillefilm i Annecy.
I samme genre befinder filmen Another Day of Life sig. Den meget grumme og krigsrealistiske film foregår i 1975, hvor Angola hærges af borgerkrig. Tre forskellige millitære fraktioner strides om kontrollen over den nyligt uafhængige koloni.
Den belgisk-tyske-ungarske-polske-spanske koproduktion instrueret af Damian Nenow og Raúl de la Fuente er en filmatisering af den polske journalist Ryszard Kapuścińskis selvbiografiske krigsreportage Another Day of Life fra 1978.
Kapuściński blev født i 1932 i Hviderusland i en region, der senere blev en del af Polen. Uddannet fra Warszawa Universitet rejste han i et par år som krigskorrespondent i Indien, Afghanistan og Kina.
Fra 1958, hvor han begyndte at arbejde for det Polske Presseagentur, til 1981 var han den eneste korrespondent, der dækkede Afrika. Gennem årene lavede han rapporter fra 27 revolutioner i Asien, Afrika og Sydamerika. Han blev internationalt berømt i 1983 for sin bog The Emperor om Haile Selassies fald.
I filmen Another Day of Life følger vi Kapuścińskis livsfarlige færd sydpå gennem Angola, hvor han lander midt i kampen og træffer den dejlige revolutionære leder Carlotta.
Filmen er bygget op af mange forskellige sekvenser, som delvis er realistisk animerede rekonstruktioner og live-action interviews med de overlevende, og kommer derved til at virke som spektakulær anti-krigs dokumentarfilm.
Mesterlig animation om vanvittigt kunsttyveri
Min favoritfilm på VOID var Ruben Brandt, Collector instrueret af ungarske Milorad Krstić, som fortæller en vanvittig historie om Ruben Brandt – en berømt psykiater – der er ved at blive sindsyg.
Han lider af frygtelige mareridt, som er resultatet af hans afdøde fars eksperimenter med hans underbevidsthed, da han var barn.
Den vidunderligt idérige film er et mesterværk, som kræver mange gensyn for bare at kunne tilfredsstille en lille del af tilskuerens voksende nysgerrighed og begejstring
For atter at kunne leve et normalt liv må han stjæle 13 mesterværker (Degas, Picasso, Monet, Caravaggio, Goya, Rembrandt, Van Gogh og Botticelli m.fl.) fra Europas store kunstmuseer. Han får hjælp fra en kvindelig mestertyv, der oprindelig har søgt hans hjælp for at blive kureret for kleptomani.
En berømt detektiv ansættes af de bekymrede forsikringsselskaber, og så går den vilde jagt, hvor alverdens gangstere håber på at kunne få fingre i den efterhånden kæmpestore dusør.
Både de verdensberømte malerier og de mange personer er tegnede og animerede i abstrakt og surreel stil a la art deco fra 30’erne.
Den vidunderligt idérige film er delvis håndtegnet og delvis computeranimeret; den er et mesterværk, som kræver mange gensyn for bare at kunne tilfredsstille en lille del af tilskuerens voksende nysgerrighed og begejstring.
Historiske heltehistorier fra Iran
Ud over de omtalte film kunne man også begejstres ved at se North of Blue skabt af Joanna Priestley, der regnes for dronningen af independent animation.
Hendes nyeste værk fra 2018 er en abstrakt eksperimentalfilm, der umiddelbart fik mig til at tænke på canadiske Norman McLaren.
Man kunne også vælge at følge kattenes krig mod de snedige mus i den ungarske sciencefictionfilm Cat City af Béla Ternovszky eller beundre de flotte billeder i den iranske fantasyfilm The Last Fiction baseret på det episke digt Shahnameh (Kongebogen).
Ashkan Rahgozar har instrueret denne film, der er den første animerede spillefilm, som udelukkende er produceret i Iran i modsætning til Ali Noori Oskoueis film Release from Heaven, der er en koproduktion. Den blev vist på VOID i 2018, modtog en pris i Cannes og blev forbudt i Iran.
Det bliver spændende at se, hvilken historisk heltehistorie iranerne vil grave frem næste gang.
Topillustration: Billede fra animationsfilmen “La Grenouillère – Danse Exquise”, VOID
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her