Frederik Bojer Bové: Mit børnehjem i Kabul

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE – På grund af Corona begynder nye film at komme på online-tjenesterne i stedet for i biografen. Således også den afghansk-danske film Mit børnehjem i Kabul, der kan erhverves via Grandhjemmebio eller Blockbuster. Det anbefaler Frederik Bojer Bové at gøre, for filmen er en stor lille sag, del to i et af de mest ambitiøse danske filmprojekter længe.

Shahrbanoo Sadats Mit børnehjem i Kabul er en af de væsentligste dansk-producerede film, vi har set længe. Det er del to, efter debuten Wolf and Sheep, i et planlagt fem-films projekt, baseret på Anwar Hashimis dagbøger, og den tager historien fra Afghanistans bjerge og hen til et børnehjem i hovedstaden under Sovjet-styret i slutfirserne og starthalvfemserne.

Hvis de fem film bliver lavet, og hvis niveauet bliver holdt, så vil det være en milepæl i moderne dansk filmhistorie. Det er nemlig ikke bare en umanerlig god film, det sætter også så mange tendenser og idéer fra samtidige danske dokumentar-film, ind i en hyperambitiøs ramme. Dansk films kvaliteter har ikke stået så tydeligt frem, som de gør i den her afghanske film, siden Joshua Oppenheimers amerikansk-indonesiske duologi The Act of Killing / The Look of Silence.

De små historier og den store Historie

Unge Qodrat, som vi mødte første gang i Wolf and Sheep, bor på gaden i Kabul, hvor han sover i en bil, sælger ting og sager, og går i biografen. Han bliver samlet op af myndighederne og sendt til et børnehjem, hvor han kommer til at indgå i et komplekst minisamfund. Her hersker de store drenge over de mindre, man holder med den sovjet-støttede regering mod Mujahedin-oprørerne, og på et tidspunkt rejser børnene endda til Sovjet i et udvekslingsprogram. Men Historien med stort H buldrer løs udenfor, og kigger til sidst også ind på børnehjemmet.

Der var lidt den samme fornemmelse i Wolf and Sheep. Den var nærmest dokumentarisk, som den blot skildrede hyrdeliv oppe i bjergene, små samtaler, små ulykker, komplicerede uenigheder klanerne imellem. Og så til sidst kom der en hær, og så måtte alle stikke af.

Samtidig var der den mystiske grøntlysende spøgelsesdame, der vandrede gennem natten, og bragte de mytologiske billeder ind i den ellers så realistiske verden.

På samme måde blandes virkelighed og uvirkelighed i Mit børnehjem i Kabul. Qodrat er stor fan af Bollywood-film, og til tider drømmer han sit liv ind i de sange, han kender fra biografen, såsom megahittet Yeh Dosti Hum Nahi Todenge fra halvfjerdser-blockbusteren Sholay. Sjovt nok lader de her drømmesekvenser til at være optaget et langt mere koldt sted – Danmark? – og f.eks. er der en kærlighedssang, der bliver sunget i et moderne akvarium under vandet. Der er brud i tid og sted.

Ægte drømme og myter

Det samme så man i The Act of Killing, hvor de indonesiske mordere genopførte musicalsekvenser fra de film, de kendte. De levede lidt i den her kitsch-verden. Sagt på en anden måde, så er man måske nødt til at inddrage folks fantasi-verdener, hvis man vil lave en korrekt skildring af deres liv, hvilket kan forklare, hvorfor der var myter i Wolf and Sheep og film i Mit børnehjem i Kabul. Bliver spændende at se, hvad der er med næste gang.

Sadat forsøger på den ene side at skildre en verden, men forsøger også at skildre dynamiske forandringer inde i den verden.

Det er en ting, der går igen i danske dokumentarfilm, fra selskaber som Adomeit film, der producerer Sadats film, Final Cut for Real, der producerer Oppenheimer foruden DOX-vinderen Songs of Repression, hvor sange også spillede en stor rolle, og til film som I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die, der også tog en ung amerikansk kvinde seriøst inklusive hendes drømme og forhåbninger.

Meget stiliserede dokumentarer, ikke altid så realistiske, men ofte med en fornemmelse af større ægthed end mere ligetil skildringer.

Komprimerede universer

Der er dog noget ganske særligt hos Sadat, netop fordi hendes film skildrer én person, der bevæger sig gennem flere forskellige miljøer. Hun forsøger på den ene side at skildre en verden – ligesom så mange andre dokumentarister gør det, sted-dokumentaren er nærmest blevet en genre i sig selv – men forsøger også at skildre dynamiske forandringer inde i den verden.

Bollywood-sekvenserne kommer aldrig helt til at danse, som de skal. Og det betyder filmen tipper en smule.

Det er faktisk virkelig svært at gøre, det vil de fleste historikere skrive under på. Jo mere man laver et øjebliksbillede af en epoke, jo sværere er det at skildre forandringer over tid, og vice versa. Mit børnehjem i Kabul brillerer i dens skildring af magtstrukturer. Vi bruger nærmest mere tid hos de ældre drenge end hos Qodrat, de ældre drenge der nyder at være de mest magtfulde på børnehjemmet, men som samtidig også kommer i klemme hos lederne på stedet. Til sidst følger vi så også lederen og hans problemer med at passe ind hos Mujahedin-regimet. Det er en sjælden form for dynamik om skiftende magtforhold.

Forandringer sker dog stadigvæk meget pludseligt hos Sadat. Hendes fortælling lader til at udspille sig over tre år, fra 89 og til Mujahedinerne tog magten i 92, men det føles absolut ikke sådan. Det føles som børnene er havnet i et tidløst kosmos, indtil ballonen pludselig punkterer. Besøget i Sovjet er så bizart og fragmentarisk, at det er svært at få hånd om. Der ligger Lenin pludselig, men det lader ikke til at betyde noget som helst for børnene, langt mindre end fodboldspillere gør det. Det er som en drøm.

Mangler lidt rytme

Der er rigtig mange ting i den her ret korte film. Og for at være helt ærlig mangler filmen en smule rytme. Bollywood-sekvenserne kommer aldrig helt til at danse som de skal. Og det betyder filmen tipper en smule. For filmen lever af kontrasten mellem drøm og virkelighed, og hvis drømmene ikke er helt, som de skal være, så bliver den nære realisme for dominerende. Hvilket også får det til at virke for pludseligt, når den fjerne Historie pludselig buldrer ind.

Det føles som børnene er havnet i et tidløst kosmos, indtil ballonen pludselig punkterer.

Der er tre film endnu. Sikkert tre andre verdener, vi skal introduceres til og bruge tid i. Med deres egne indre logikker og fantasier. Indtil videre var børnehjemsverdenen en lille smule svagere end bjergverdenen. Men stadigvæk stærk. Og de to tilsammen hjælper med at gøre hinanden stærkere. Så håber vi de tre næste bliver bedre.


Mit børnehjem i Kabul
90 minutter
Scanbox


Fotocredt: Scanbox

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur