Det er nogle gange svært at diskutere online uden at blive uvenner. Eller uden at få skudt ting i skoene, som man faktisk ikke mener. Det kræver civiliseret omgang med mennesker, man ikke er magen til og det er ikke altid lige let. De fleste af os har nok prøvet at trykke på “Følg ikke længere” eller “Fjern som ven” for at slippe for at høre på mere vrøvl.
Men hvis man nu gerne vil være i stand til at diskutere online med mennesker, man ikke er enig med i forvejen, hvad kan man så selv gøre, for at opretholde en god relation? Denne artikel handler om digital dannelse (og også en lille smule om, hvad det er og om det overhovedet findes!)
Jeg har selvfølgelig brugt Facebook til at diskutere digital dannelse som fænomen – for at kunne skrive denne artikel:
I svarene finder vi to typer af debattører. I den første gruppe dem, der uden at blinke tilbyder mig de råd om god online opførsel, jeg efterspørger. De læser mit opslag og går ind på præmissen med – synes jeg – en serie gode og fornuftige forslag:
“Vær langsom. Meget langsom”
“Bare fordi du har retten til at ytre dig, behøver du ikke at bruge den”
“Skriv tak. Et like er ikke tak. “Tak!” er tak.”
“Kommentér ikke på en tråd, du ikke har læst.”
Og jeg kunne blive ved. Fælles for dem er, at de forsøger at hjælpe mig ved at give mig det, jeg beder om.
I den anden gruppe finder vi dem, der ikke sådan bare køber, at man kan sætte lighedstegn mellem digital dannelse og god onlineopførsel. De sætter spørgsmålstegn ved min præmis. Er det dannet at insistere på, at man selv har alle svarene; at den praksis man selv går ud i verden med, er den rigtige? Er det overhovedet det, dannelse betyder? Og kan man skelne mellem digital dannelse og almindelig dannelse – er det ikke de samme overvejelser, man skal gøre sig online og offline?:
“Den højtuddannede bedre middelklasses regler for god opførsel er sikkert gode for dem selv, men pas på med at forveksle dem med dannelse.”
“…At være dannet i en tid, hvor digitale medier er en del af mediebilledet, betyder det samme som almen dannelse, hvilket implicerer en evne til at kunne orientere sig i og udveksle med verden gennem digitale medier. Men det er ikke det samme som – og kan ikke reduceres – til digitale færdigheder og kompetencer, og det har faktisk ikke noget med dette at gøre. Det har noget med en selv og ens omverdensudvekslinger at gøre – digitale medier eller ej. Bare et par strøtanker ; )”
Begge grupper af input var super hjælpsomme (tak til alle jer, der hjalp mig med begge vinkler – I ved selv, hvem I er). Alle andre kan se de 45 kommentarer og selv byde ind lige her – men på to meget forskellige måder.
For det første fik jeg verificeret flere af punkterne på min liste over elementer, der kan indgå, hvis du arbejder på at blive mere digitalt dannet og undgå konflikter online. For det andet blev jeg sat lidt på plads, for selvfølgelig skal mit forsøg på at give gode råd om “digital dannelse” ikke blive en artikel med en hovedhistorie om, at; “Jeg er dannet og fin. Du er udannet, så jeg kan da lige fortælle dig, hvordan du bliver fin ligesom mig”.
For mig er digital dannelse evnen til at kunne tale med alle (ej ok – men så de fleste) uden at blokere, trykke på “Følg ikke længere” eller “Fjern som ven”. Meget af det handler om at forstå, at de andre ikke kommer samme sted fra, som jeg selv gør – og at der i sammenstødet imellem det, jeg mener er god opførsel, og det, du mener er helt normalt og forventeligt, kan ligge en hel afgrund af misforståelser. Man kan sige, at vi bygger den digitale kultur og de normer, der skal regulere adfærden, mens vi kommenterer, liker og deler. Vi prøver os frem, indkasserer likes eller oplever at blive ignoreret eller skældt ud – og i processen bliver vi stiltiende enige om, hvad reglerne er og hvad der er god stil og god tone.
Udfordringen er bare, at fordi vi lever i de såkaldte “bobler” og mest taler med folk, der ligner os selv, så bliver vi ikke nødvendigvis enige om de samme spilleregler. Vi er ikke interesserede i det samme og tillægger ikke de samme begivenheder lige stor vægt. Du kan for eksempel gå omkring og tro at alle da har set nyheden om David Bowies død på Facebook, mens data viser, at mange flere danskere faktisk vidste besked med Moppers død, fordi mange flere interagerede med lige den nyhed:
At tro, at din egen cirkel er “bedst”, mere værd, smartere eller “mere dannet” end andres er meget udbredt, men det bliver det ikke mere rigtigt af. Din omgangskreds udmærker sig ved at være din, og du har let ved at forstå de referencer, de bruger. Du forstår alle ordene og vittighederne er fuldt ud på højde med dine egne. Det vilde er, at sådan har vi det allesammen – og at være dannet er at forstå det som præmis for interaktion med andre.
Et par eksempler. Nogle af os kommer i cirkler på nettet, hvor der gerne skrives lange analyser af tingenes tilstand og hvor vi forventer at vores venner læser det, vi har skrevet, til ende og derefter kommenterer næsten lige så langt. Her er det normalt at blive fornærmet, hvis nogen kommenterer uden at have læst hele tråden og sikret sig, at argumentet, de kommer med, ikke allerede er nævnt. Andre kommer i andre cirkler, hvor det at skrive #tl;dr (too long; didn’t read) er helt ok, hvis man alligevel vil kommentere løs. Det ene er ikke bedre end det andet. Det er dannelse at vide, om man er i det ene rum eller det andet.
Nogle mener, det er vanvid at dele et link til en artikel, man ikke har læst. Andre mener det da er ok sjovt at dele links til sjove historier – og så krydre med en kæk kommentar og høste bifald fra de venner, der forstår den reference, man laver. Det er virkelig dårlig stil at kræve seriøsitet i sådan en tråd. Nogle af os synes sådan noget Gajolæskefilosofi hører hjemme på Gajolæsker – andre følger Facebooksider, som sprøjter den slags ud dagen lang og synes de får mere energi af det.
Nogen synes man skal spørge, før man deler et opslag (selv om det er offentligt og der er en “Del” knap indbygget på Facebook) og andre mener, man skal fjerne billeder fra Instagram, hvis de ikke får mindst 40 likes. Jeg har også talt med mennesker, der aldrig “liker” noget, hvis det ikke allerede har mindst 20 likes (de har åbenlyst intet ønske om, at komme først).
Eller som en af mine Facebookvenner skrev som hjælp til mig:
“Kommer an på context. 4chan er anderledes end en gruppe af DJØFERE der diskuterer NPM (New Public Management – red.). Så dannelse hvis noget, er ikke bare en helt ekstrem rummelighed når det kommer til folks holdinger. Dannelse er en ekstrem rummelighed til måden de udtrykker sig på.”
Konsekvensen af at vi lever i “bobler” og kun taler med de nærmeste venner, er ikke bare, at vi kun ser nyheder og får viden, vi allerede kender eller er enig i. Konsekvensen er også, at vi bliver overraskede, når vi kommer ud af vores egen lille cirkel og opdager at familiemedlemmer eller gamle skolekammerater eller de andre medlemmer af en gruppe vi er meldt ind i, “bruger Facebook helt forkert” (hvilket er det samme som, “anderledes end vi selv gør”).
Din personlighed betyder også noget for din oplevelse på sociale medier
Udover at det betyder noget, hvilke venner du bobler med og hvordan I beslutter at bruge de sociale medier I mødes på, så betyder det selvfølgelig også noget, hvem du selv er.
Studier har vist, at personlighedstræk spiller en ret stor rolle for, hvor meget og hvordan vi bruger sociale medier. For eksempel er de mennesker, der er meget samvittighedsfulde også dem, der bruger mindst tid på Facebook og andre sociale medier. De frygter formodentlig at spilde tiden og at have svært ved at slippe ud igen – og de har vigtige deadlines at nå. I forhold til digital dannelse og saglige debatter baseret på viden, er det ærgerligt, fordi de samvittighedsfulde sikkert er dem, der er bedst til kildekritik og fakta.
Man ved også, at mennesker, der er meget ekstroverte, er dem, der bruger sociale medier allermest. Ligesom dem, der er “åbne” i betydningen kreative, er mere aktive end de der er mere “lukkede” eller konservative. Det giver jo næsten sig selv, at hvis man får energi af andre mennesker, så er det spændende at være på sociale medier og høre spændende nyt fra udkanten af sit sociale netværk.
Hvis man har anlæg for stor bekymring og er småneurotisk, så har man gerne flere konflikter online end andre – måske fordi man læser flere fornærmelser eller afvisninger ind i tekster end andre. Mennesker som er ubekymrede og svære at slå ud af kurs, opdager nogle gange end ikke, at der er konflikter i en gruppe, de administrerer.
Så mine forslag til hvad der er digital dannelse er ikke almengyldige. Noget af det jeg foreslår, vil stride mod din natur, og andet vil måske blive opfattet som afvigende adfærd i de digitale sammenhænge, du indgår i. Men hvis vi faktisk gerne vil kunne diskutere med mennesker, vi ikke altid er enige med og som vi måske ellers hurtigt løber sur i, så bliver vi jo nok nødt til at prøve noget nyt, så her er et par forslag
1. Lyt mere end du taler
På Facebook hedder det måske snarere “læs”. Prøv at lade være med at kommentere og mene noget, før du er helt overbevist om, at du har læst og forstået det, der står. “Vi har to ører og en mund”, siger man nogle gange for at illustrere, at man måske burde høre mere efter, hvad andre siger i samtaler. Jeg kan tilføje, at vi har ti fingre, der meget ofte klaprer løs i tastaturet, før vi har læst og forstået det, der stod.
Online er der flere problemer med at “lytte”. For det første er mange af os ikke så gode til at skrive, som vi selv tror. Det kan derfor kræve en del sproglig analyse at afkode budskabet – især hvis det kommer fra nogen, du ikke kommunikerer med ret ofte og som måske slet ikke har tænkt over, at du læser med. Undersøgelser viser, at vi tror Facebookopdateringer kommer ud til meget færre end tilfældet er.
For det andet mangler vi tonefaldet. Den smilende og drilske tone, som din onkel har, når du ser ham IRL, kommer måske ikke så godt igennem, når han skriver en statusopdatering på Facebook. Du kan heller ikke høre, at stemmen ryster i det vrede opslag, din veninde har skrevet, fordi hun faktisk er ked af det lige under overfladen. Og når det gælder onlinevenner, som vi slet ikke kender i virkeligheden, kan det være helt umuligt overhovedet at forestille os, hvordan deres tonefald er – og altså med hvilket tonefald vi skal læse. Lær at læse det mellem linjerne – og hvis du ikke forstår det, så benyt dig af råd nummer to.
2. Spørg!
I almindelige klassiske samtaler med vores venner stiller vi ofte opklarende spørgsmål. Det er helt almindeligt at spørge: “Hvordan mener du?” eller “Det tror jeg ikke lige, jeg forstår …” eller “Hvor har du hørt det?” for at blive klogere.
Det er også rimeligt nok at spørge til motiver eller sammenhænge – altså spørge folk, hvorfor de mener det, de skriver, sådan at de måske kan forklare med baggrund i egne oplevelser – eller med ting, de har hørt eller læst.
Hvis du har besluttet dig for, at du gerne vil forstå og gerne vil have den åbne dialog, så beslut dig for at spørge, indtil du forstår. Det betyder jo ikke, at du hver gang skal lade dig overbevise eller at alle debatter skal ende med at du er enig med din modstander. Men det er en klar fordel, hvis du føler, du endte med at forstå, hvorfor hun mon mener, som hun gør. Og hvad ville der egentlig ske, hvis du faktisk skiftede mening undervejs? Jordens undergang – eller måske du bare var blevet klogere? Hvis du aldrig rokker dig ud af stedet i en debat, kunne det så være fordi, du selv er gået helt i stå?
Pro-tip: Det er ikke alle spørgsmål, der virker lige godt. Det er for eksempel ikke en god idé at spørge: “Er du fuld?!” 🙂
3. Tænk over sammenhængen
Vores indbyrdes mundtlige samtaler med venner eller familie eller kolleger er ofte meget indforståede. Hvis du ikke tror mig, så prøv at optage jeres samtale ved middagsbordet derhjemme og spil optagelsen for dine kolleger dagen efter – eller omvendt – optag det I taler om på arbejdet og spil det for din mor. Ingen forstår ret meget af andres sproglige samtaler uden at forstå sammenhængen.
Så tænk over, om nogle af de statusopdateringer, du hidser dig op over, er skrevet i al hast, i bussen på vej til arbejde og til nogle andre venner (som forstår mere af sammenhængen). Hvis du virkelig vil prøve at forstå – også den kontekst, opslaget kommer fra, så gå tilbage til råd nummer to.
Jeg er med på, at Facebook ikke er en mundtlig samtale ved middagsbordet, men for nogle mennesker er det tæt på. Facebook er godt nok skriftlig, men mediet er også tilpas uformelt og hurtigt til at være tættere på den mundtlige kommunikation end for eksempel en e-mail. Vi skriver kort og hurtigt og med folk, vi kender godt (uden altid at tænke over, at dem vi ikke kender så godt, også ser opdateringen).
4. Vær venlig
At være venlig og høflig er en generel vigtig del af almen dannelse. Det gælder også online. Jeg er med på, at jeg lyder som en gammel farmor, men de her ting med at give hånd, sige godmorgen, holde døren for folk og rejse sig op for gamle damer i bussen, er med til at få alting til at glide lidt lettere.
Og netop online er det sværere at være venlig. Vi starter jo ikke alle kommentarer med “Kære Peter – tusind tak fordi du tog dig tid til at fotografere den kage, du bagte i går…” eller “Kære Lone – dejligt at se, at Endomondo stadig kører for dig”, og vi slutter (for) sjældent en god Facebook-debat med at skrive “Tusind tak for i dag – det var hyggeligt at se jer allesammen her på min væg til debat om julefrokost-traditioner”.
Jeg overdriver selvfølgelig, men tænk, hvor mange gange du siger “Tak for i dag” og “Hvor var det dejligt at se jer”, når du er på vej ud af døren efter et fysisk møde med dine venner. I de fysiske rammer betyder former og konventionelle høflighedsfraser stadig ret meget for samværet. Vi ville synes, det var underligt, hvis folk stormede ind gennem døren, smed sig i sofaen og råbte: “For helvede, hvor jeg hader ost” uden lige at sige goddag og tak for invitationen og hvordan var køreturen, osv. osv. Vi sætter en scene og tjekker lige ind med hinanden i rummet. Ikke på Facebook – vores opdateringer havner ude mellem alle de andres opdateringer – uden nogen indledning eller afrunding eller kontekst.
En af mine lidt ældre venner sender et billede, hvor der står “Tak for dit venskab” til alle nye venner på Facebook. Og jeg ved at nogen synes, det virker som “for meget”, men hele humlen er, at der ikke er indbygget ret meget venlighed i selve platformene (udover at man kan “synes godt om” eller være “vild med” det, nogen deler). Vi er nødt til selv at finde vejen.
5. Vis dine venner lidt mere tillid
Prøv at lade være med at tillægge andre mennesker spændende motiver for, hvorfor de mener det, de gør. Vis dine venner tillid. Tro på, at de har overvejet situationen, at de har læst analysen og at de er kommet frem til det modsatte af dig, fordi de har andre tungtvejende argumenter – ikke fordi de er mindre begavede. Igen kan jeg anbefale råd nummer to. Spørg, hvis du er i tvivl om, hvorfor de mener som de gør. Prøv oprigtigt at forstå deres bevæggrunde – i stedet for at smide dem i kategorien med “folk der er idioter, fordi de ikke mener det samme som mig.”
Vi ville synes, det var underligt, hvis folk stormede ind gennem døren, smed sig i sofaen og råbte: “For helvede, hvor jeg hader ost” uden lige at sige goddag og tak for invitationen og hvordan var køreturen, osv. osv. Vi sætter en scene og tjekker lige ind med hinanden i rummet.
Er der ingen grænser for, hvor dannet man skal være?
Skal man så være en holdningsløs kartoffel og aldrig sætte foden ned og stoppe et venskab? Skal man finde sig i alt muligt? Hvad hvis nogen kalder en for idiot eller råber racistiske bemærkninger efter ens venner i kommentarfeltet? Skal man aldrig bruge Facebook-funktionerne “Fjern som ven” eller “Følg ikke længere”?
Jo, det skal man da. Man kan jo starte med at undersøge, om man selv har opført sig sådan nogenlunde dannet i konflikten – eller om man faktisk med mistro og bedrevidenhed selv har jagtet sin ven op i en krog? Det dannede vil i så fald være at sige undskyld. Det er en væsentlig kompetence i omgangen med andre mennesker at kunne se sine egne fejl og at kunne bede om oprigtig forladelse, hvis man har dummet sig.
Men altså, hvis man nu synes, man har gjort en hæderlig indsats for at være venlig og tydelig og give plads og spørge ind og forstå – og personen i den anden ende af relationen så alligevel vælger ikke at lytte, dømmer én i en fart, er ligeglad med at forstå sammenhængen, er uvenlig, og ikke udviser nogen form for tillid til ens dømmekraft, men skyder en motiver i skoene, så er det da rimeligt at overveje, hvad relationen egentlig gavner. Det gør man jo også i livets andre relationer. Nogle venskaber slutter brat, men de fleste “glider ud”, fordi man får nye interesser eller simpelthen synes det er irriterende, at han altid bliver så fuld eller at hun evigt og altid skal forsøge at score en af de gifte mænd eller hvad det nu er, der trykker.
Det er efter min mening også en del af dannelsen ikke at gøre det til et kæmpedrama, når et venskab slutter. Hvis venskabet har varet længe og har haft en reel betydning, kan man godt give en forklaring. Men måske man i stedet skal bruge kræfterne på at overveje, hvorfor man mon selv mister venner og om der er noget i den digitale dannelse, der ikke sidder helt så godt fast, som man troede?
Topfoto: I gamle dage var alting meget lettere. Der havde man et Ordensreglement. Billedet er venligst udlånt af Marianne Nysted, som supplerer med information om, at ordensreglementet naturligvis er opdateret, men at det primært er med en linie om, at man skal være en god kammerat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
