Nøglebarnet og grovdyrene – en række beretninger om de barske sider af menneskesindet

af i Bøger

LONGREAD // BOGUDDRAG – Der ligger en bog på mit bord. ”Grovdyr”, skrevet af Noa Bernmann. I dag får du mulighed for at læse et afsnit fra bogen. Den udkom i 2017. En række beretninger om de barske sider af menneskesindet, som kan være voldsomme og svære at blive klog på. Umulige at leve med. Titlen er ”Grovdyr”. Og ja, det er meningen, at du skal tænke på ‘rovdyr’, bare en tak grummere, en tak grovere. Det er 10 fantastiske fortællinger om sære mennesker, sjæledybder, angst og mod i fine cocktails, og reaktioner, der ikke hører hverdagen til.

Mor lever mest af brød. Er lidt kvabset. Hun er en sindstilstand, en skadet fugl, en spids.

Om jeg så var på tilbud i supermarkedet, er jeg i tvivl, om hun ville købe mig.

”Satan er den evige frister,” far tordner fra prædikestolen.

”Som han for ind i Judas, som forrådte Jesus, således kan han fare ind i jer, så I forråder og forvises fra Himmeriget. Ungdommens vildfarelser og syndefulde liv vil forvise jer.”

Det er svært at få opmærksomhed, når man udgiver en bog i Danmark. Uanset kvaliteten. Forfatteren kan måske få PR, hvis han eller hun er kendt i forvejen, som forfatter eller som noget andet. Men er man ukendt, så er det virkelig op af bakke; svært at få omtale, anmeldelser osv. Og det er ellers måden at få solgt sin bog.

Helt håbløst er det, når forfatteren gemmer sig bag et alias. Noa Bernmann hedder ikke sådan i virkeligheden, det er et pseudonym. Hun holder sit navn for sig selv, af respekt for de klienter hun har og har haft ansvaret for. Forfattergerningen og terapeutvirksomheden er adskilt af vandtætte skotter.

Som hun selv skriver: ”Noa var nødt til at opstå, for bag ved flere af de ti fortællinger ligger virkelige liv. Disse personer har læst og godkendt deres respektive fortællinger. Alligevel blev vi enige om Noa.”

Forlaget Mellemgaard, 2017

Forfatteren er psykoterapeut, og kender de pågældende i den kontekst. Fortællingerne er ikke dokumentariske, rigelig fiktion er lagt hen over.

Forfatteren har sin baggrund i den eksistentialistiske psykologi. Fortællingerne er opstået ud fra en stadig undren over og fascination af menneskeskæbner. Hvad menneskebørnene dog må gennemgå. Og ofte kommer de alligevel hel- eller halvskindet ud på den anden side.

“Nøglebarnets skæbne er barsk, er ikke for sarte sjæle. Hvordan kommer hun ud? Kommer hun overhovedet ud? Fordyb dig. Giv dig tid.”

Når nu forfatteren ikke kan slå på tromme for bogen ved hjælp af PR-venlige fotos, interviews og artikler, så kan hun i stedet byde på en af sine fortællinger fra bogen, til POV’s læsere.

Det er fortællingen om Nøglebarnet.

Hvis du efter endt læsning har kommentarer eller vil i kontakt med forfatteren, har hun mailadressen noa.bernmann@gmail.com.

Du kan også gå til facebooksiden Noa Bernmann.


Noa Bernman: Nøglebarnet

Jeg lægger nøglen dér på tallerkenen, den er af messing og meget meget smuk. Det klirrer lidt, for i dag er der både en anden nøgle og to små sikkerhedsnåle på tallerkenen. Jeg kan godt lide, at der er et udvalg, det øger spændingen. Lidt ligesom at være inviteret til en buffet. Nøglerne og sikkerhedsnålene slanger sig, tager sig en svømmetur rundt på tallerkenen, boltrer sig og hvisker indforstået med hinanden.

Jeg sidder ved bordet med dette vidunderlige syn foran mig. Smukt metal med kanter og krummelurer, der markerer sig hele vejen ned. Jeg mærker min puls stige, forventningen stiger. Tænderne løber i vand. Øjeblikket nærmer sig.

Jeg putter langsomt den største af nøglerne ind i munden, laver synkebevægelser, den glider, vifter lidt med min drøbel, som reagerer med små ryk. Jeg mærker blankheden som en glathed ned gennem spiserøret, den kærtegner mine slimhinder, glider blødt og ømt videre, slugten åbner sig, kalder venligt og indtrængende

Kom nærmere mit barn, kom nærmere, vi er flere hernede, lad os lave en klub.

Jeg forestiller mig at mavesyren blot får messingen til at skinne endnu smukkere. Nøglen glider ubekymret afsted og dumper lidt hårdt ned i mavesækken. Jeg noterer mig, at den er landet og mærker min ubeherskede tilfredshed.

Jeg gør det ikke for smagens skyld. Det smager sådan set ikke af noget. Jeg gør det, fordi jeg skal. Har gjort det i mange år. Faktisk siden jeg var en lille forpjusket teenager på en 11-12 år, fordi jeg har en fortærende længsel efter at blive åbnet. Eller også at blive lukket til. Helt til.

Enten eller.

Det er svært at vide, hvad der vil være rigtigst. Måske er det lige meget.

Sikkerhedsnålene lukkes op, lige inden jeg sluger dem. De åbner sig let, springer op, skinner i sollyset, forventningen, glæden åbner sig sammen med dem. Sluger dem med den krøllede ende først. De må gerne være grandiose, de gammeldags til stofbleer giver bonus. Trækker furer i spiserørets slimhinder, hinderne skriger, spræller frydefuldt. Nålene sætter sig fast i mavevæggen. Smerten pisker, opkast med blod. Blodet er smukt mellem tænderne, er beviset, er legitimeringen.

Her mærker jeg livet.

Med mellemrum ryger jeg på bordet hos kirurgerne. Når det bliver for meget. Når min mave ikke kan klare mere. Så fatter de venlige læger slagterøksen, sprætter mit maveskind op, piller alle nøglerne og hvad de ellers finder derinde, ud og syr mig pænt sammen igen. Bagefter tager jeg hjem.

Og spiser videre.

Jeg elsker dem. Nøglerne. Nålene. Alle slags. Københavnernøgler skaber mest ravage, derfor er de bedst.

Men efterhånden svære at få fat i.

Når jeg ser film, der foregår i middelalderen. Ser munkene bære rundt på store messingnøgler til klosterporte i deres kuttelommer og præsterne bære gigantiske nøgler til kathedraldøre i deres bælter. Så bliver mit sind længselsfuldt.

Jeg drømmer om de helt store nøgler. De skal selvfølgelig til for at åbne rigtigt op eller lukke helt af.

Min elskede farmor har et antikt chatol med tusind skuffer og hemmelige rum, sirligt dekoreret og med kryptiske æskesystemer. Mange små nøgler til de små skuffer og store nøgler, nogle af dem i messing, til de store rum. Mine første sikkerhedsnåle lå i et af chatollets små bitte rum. Inde i det mest hemmelige rum ligger nøgler til andre ting i hendes lejlighed. Mange af dem pænt store og skinnende.

”Selvfølgelig må du få dem, søde barn, men hvad skal du da bruge dem til?” hun er så elskelig, ”samler du på nøgler?”

Min far har forbudt hende at lade mig åbne chatollet, når jeg besøger hende. Men nogle gange har hun glemt at låse. Så hænder det, at jeg stjæler en nøgle eller to. Jeg har leget med nøgler og sikkerhedsnåle og skuffer inde hos hende, siden jeg var ganske lille.

”Se mig”. ”Lås mig op, luk mig ud”. ”Jeg er lige her”.

Jeg kan skrige det ud i verdensrummet. Ingen lytter.

Nøglerne viser vejen. Borgportnøgler åbner fortidens tunge egemassive genvordigheder. Små nøgler åbner dagbøger til alt det hemmelige. Til smykkeskrin, som rummer skønheden og alt det kostbare. Andre åbner biler, så jeg kan flygte. Åbner tårnkamre, så jeg kan vente på prinsen. Nogle åbner arkivmapper, som afslører sandheder. En særlig nøgle åbner himmerigets port, det kunne jeg få brug for.

Jeg har lært at styre hoste- og opkastningsreflekser.

Modtagekomiteen i mavesækken meddeler, at nøglen er modtaget og ritualet udspiller sig, som det skal, højdepunktet nås. Det kribler i maven, forventningen vokser, glæden danser i brystet. Nu skal jeg bare vente. Hvilken betydning får det denne gang? Kommer jeg nærmere mit mål?

Min bevidsthed er krystalklar. Jeg har gjort det igen, en følelse af frihed og potens i hele kroppen. Jeg beslutter, jeg udfører, jeg afventer, ingen får muligheden for at blande sig.

Ingen smerter, af og til en gang mavepine, men det er, som om maven har vænnet sig til mosten.

En pludselig indskydelse en dag, jeg var inde i indre by. Jeg kom forbi en tatovør, faldt i staver over billederne i vinduet. Fik fornemmelsen af de spidse nåle, der langsomt bryder igennem de øverste lag i huden. Smerten. Jeg mærkede en skælven af fryd i kroppen, huden trak sig sammen i små ryk, et isnende behag. Jeg kunne ikke modstå. Tatovøren, en skummel fætter, langt rødligt skæg, en morfarkasket og en krop, hvor hudfarve var annulleret. Et katalog tykkere end Ikeas. Jeg kom ud med et billede af en lille fin krummeluret nøgle lige der, hvor ballerne mødes. Et symbol på min frihed. Ingen har nogensinde set den. Den er min.

Nøglerne og nålene er min sære længsel og sult. Jeg vil have tyngde, stå fast på jorden, jeg vil høre til, have rødder. For hver nøgle øges tyngden, rødderne vokser sig stærkere, en gammel egs fylde, egeblod flyder i mine årer, barken er mine forsvarsværker, rødderne slider sig ensomt gennem jordlag, som en træt muldvarp. De sikrer min balance, min stabilitet. Rødderne er min hukommelse. De tager tid.

Jeg køber skalpeller på apoteket, kører forsigtigt fingrene henover de skarpe kanter. Det sitrer i min hud. Den ved, hvad der kommer. De små skarpe knive ligger altid parat i bevidsthedens folder. De linedanser hen over lårets inderside, jeg skærer mig op, skærer mig fri. Jeg skærer gennem hud, væv, nerver. Forfriskende. Min bevidsthed strækker sig ud i rummet, indtager stjernerne, jeg er derude. Lys danser ind i mig. Det skarpe sollys er bittesmå knive i mine øjne, de fileterer øjnene i blinde skiver. Mange ar på mine håndled. De vender den forkerte vej. Mine fødder, fodsåler, tæer er de eneste helt rene steder på min krop. De er uskærbare.

Piller øger mulighederne. De små hvide sataner smiler i bitre trækninger i mundvigene, indersiden af kinderne vånder sig. På vejen ned smuldrer de og den bitre tone bliver markant. Tårerne tvinges frem, udpustet raller lidt.

Kaffen skyller efter. Dens begsorte farve afstemmer bitterhedens skarphed. Sådan må dødsøjeblikket smage. Jeg smager intenst og med tilfredshed.

Lægerne

Når anæstesilægen dukker op til en operation – det er den samme hver gang – joker han med mig. Som om det er sjovt.

”Nåda,” smiler han ”er vi så her igen? Og hvilken diæt har du foretrukket denne gang? Skal vi til at have pudsekludene frem igen?”

Jeg ser jo lægerne, deres blikke, når de piller fem nøgler og tre åbne sikkerhedsnåle ud, indhyllet i slim og måske i aspargestråde. Kirurgen ryster opgivende på hovedet.

”Hun er fandengalemig skør. Jeg er glad for, jeg ikke blev psykiater,” han kigger sig sigende rundt.

Sygeplejerskerne nikker og tænker, det er vi også!

Lægerne er lumpne. De siger, de nok skal tage det hele ud, men jeg mærker det, der er tilbage. Metallet glider i tarmene, gnider sig op ad alle mine små divertikler, nålene stikker lidt igennem, spidserne kan anes i huden, når jeg kradser mig, de spidser ud i fine små takker.

Ved behandlingskonferencerne sidder hele personalet rundt om bordet med kaffe og rundstykker. De griner, afdelingslægen korser sig, alle laver vittigheder

”Er den nogen, der vil have en messingsandwich til frokost?”

”Eller en portion legeret suppe, man behøver ikke synke, den falder til bunds helt af sig selv.”

”Og så mætter det så dejligt.”

”Jamen, vi må jo lede efter nøglen til gåden, ha ha”

Alle morer sig. Ingen bliver klogere.

”Hvor mange gange har vi haft hende på bordet?” spørger en ung læge.

”Det er femte gang, Gud hjælpe mig.”

Når lægerne skræller mit indre, hugger rødderne over, så går træerne i panik. De fælder skoven, hugger op til brædder, jeg må plante nyskov.

Plukkemoden til den lukkede

Jeg er selvfølgelig psykiaternes bord. Jeg er jo bims i bøtten. Mange psykiatere har gravet rundt i mine sjælekamre.

Gu har de ej, de har bare hældt medicin i mig. Bedøvet mig, gjort mig ufarlig, gjort mig nem at passe for personalet.

Psykiatrisk afdeling er sjov. Man har gjort sig umage med mange muntre farver. Der er så dejligt grimt. Drageagtigt grøngråt på væggene, umulige farver sat sammen, lyset er grelt og gråligt. Det giver en ufortjent behagelig stemning af gråmeleret sovs, hvor vi bare kan glide ind og være os selv, der er en tavs uro altid, en elektrisk ro.

Film som Gøgereden har gjort personalet på Psyk bange, så de opfører sig næsten helt anstændigt. De spilder dog ikke tiden sammen med patienterne, de sidder foran deres skærme på kontorerne med kaffekopperne i fast rutefart fra køkkenet.

Hver gang jeg bliver indlagt, bliver jeg rasende. Farter jeg rundt i gangene som en støver, kaster rundt med tingene, smadrer glas og porcelæn. Bliver lagt ind på Bæltestedet. Der medicinerer de mig hårdt til ro. Min iboende vrede bliver lullet i søvn, den gemmer sig i en hule, mens skytterne sniger sig rundt. Tanketom, et nemt ligegyldigt liv, som at kigge ud i den uendelige horisont over Mongoliets flade stenørken. De andre sorte sjæle kigger samme vej.

Så sløver jeg den af i måneder, udskrives, dropper omgående medicinen, og vi rykker tilbage til start.

Psykiaterne har ikke tid til snak, betragter det nok som tidsspilde. Enkelte sygeplejersker med omsorgsgen tager kontakt, ser faktisk på mig, taler endda til mig. Holde om mig må de ikke, det vil være overskridende, står der i manualen.

Men en dag er de væk, har skiftet afdeling, de var bare på gennemtræk.

Når jeg bliver udskrevet, åbner jeg en butik nede på hjørnet. 10 kroner for at blive holdt i hånden, 25 kroner for et kram.

Overlægen på psyk, Vorherre, indleder konferencen. Hans nedaddrejende moustache er indsmurt i bivoks, så han lugter lidt sødt. Man kan lugte ham på gangene.

”Vi har vel her at gøre med en ægte psykotisk tilstand, måske er vi ovre i skizofrenien?”

Undersåtterne nikker bekræftende rundt om bordet. De er forfærdeligt kloge.

Men folket ovre fra ergoterapien er ikke enige

”Ovre hos os er patienten nærmest normal. Hun er rationel, helt fornuftig og apsykotisk. Hun hjælper de andre, fortæller vittigheder, hygger sig, laver te til gruppen. Vi mener, der må være tale om en borderline tilstand.”

”Hvis det er tilfældet,” svarer Vorherre ”så er vi helt ude i psykiatriens yderste borderline-kroge.

Lad os indtil videre hæve dosis antipsykotisk med 100 mg.”

Jeg elsker, når de lærde er uenige. Jeg kan dreje dem rundt, hvis jeg vil. Det er simpelthen sjovt at eksistere i udkantspsykiatrien. Måske slår jeg mig ned her.

Ovre hos de talentløse psykologer graver de og udfører såkaldt familieterapi, hele familien er inviteret. Far kradser sig i skægget

”Nå, så kommer der sådan en psykolog og pjevrer lidt med os. Hvad skal det da til for? Mette er syg, det må de da bare gøre noget ved.”

”Selvfølgelig skal vi da komme, hvis hospitalet ønsker det,” mor er syrlig, ”jeg er da glad for at de vil høre på os og vores mening om Mettes sygdom.”

”Gud straffer os,” siger far mørkt. ”Jeg ved ikke, hvad vi har gjort galt.”

Psykologen er en ældre kvinde med hornbriller og et engleagtigt smil, der forbinder to modne æblekinder. I hendes ultranydelige kontor sidder vi og stritter på arkitekttegnede pindestole. Intet bord, ingen kaffe skal forstyrre vores koncentration. Der er ubehageligt varmt i kontoret og en tynd dis af svedlugt slår sig ned, da vi sætter os. Et portræt fra en anden tidsalder kigger alvorligt ned på os fra væggen over psykologen. Go’e gamle Freud?

”Ja, jeg har jo 30 års erfaring med psykisk syge unge mennesker,” indleder hun med honningstemme, ”så mon ikke vi sammen vil finde en vej at gå ud ad?”

”Vi vil gøre vores bedste,” siger far, ”og vi er meget taknemmelige for, at I hjælper os.” Hykleren taler, mor nikker.

Mor har bedt mig tage kjole på i dag. For at være pæn. Og flette mit hår. Jeg gør det, nok mest på grund af al medicinen, ellers havde jeg beholdt mine elskede overalls på.

”Hvordan mener I, vi bedst kan tale sammen her, på en måde, der hjælper Mette? På en måde der hjælper jer alle sammen?” spørger psykologen venligt

”Ja, det er vel jer, der er eksperter i det,” svarer far.

”Jeg tror I selv er eksperter på jer selv,” fortsætter hun.

Far kigger forvirret på hende.

”Hvornår snakker I allerbedst sammen i familien?” fortsætter hun.

”Det er, når Mette er mest rolig og har det bedst,” svarer mor.

”Og hvad er det du og din mand gør, så Mette har det bedst?”

”Hvad vi gør?” gentager far.

”Ja, hvad er det I gør, du og din kone, der giver allermest ro og god stemning i familien?”

”Jeg forstår ikke rigtigt, hvad du mener,” siger far ”det er vel ikke os, der gør noget, det er jo Mette, der er så syg så syg. Vi kan vel ikke rigtigt gøre noget?”

”Hvis I nu alligevel skulle gøre noget, der skabte ro, hvad ville det så være?”

Jeg sidder og tænker, at det spørgsmål kunne jeg nemt svare på. Far skulle holde op med at hælde gud og helvedet ud over mig hele tiden.

I stedet svarer far

”Vi er en gudfrygtig familie, vi lægger både vores fysiske og vores psykiske helbred i guds hænder. Vi ved, at Gud tilgiver Mette til sidst.”

Mor supplerer

”Vi er aldrig i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Og hvis vi skulle komme det, spørger vi Gud til råds, ikke andre mennesker.” Mors stemme er højstemt, og hun fortsætter

”Mettes sygdom er Guds prøvelse af os. Når vi har bestået, får vi den gamle Mette igen.”

”Gud vil jer det bedste,” siger psykologen medfølende ”hvis I spørger Gud til råds, er der så noget han vil anvise jer at gøre anderledes i jeres familie, noget som vil hjælpe jer alle sammen? Vil han så svare jer?”

Nu bliver far arrig

”Gud giver kun anvisninger, hvis han selv finder det betimeligt. Så længe vi lever rent og ærligt, har han ingen råd og vi besværer ham ikke unødigt.” Fars indtrængende blik hudfletter psykologen.

Far falder ned og fortsætter

”Mette er jo meget meget syg, hun har disse voldsomme udfald, som gør, at hun ikke kan leve som andre unge gør. Det gør min kone og mig uendeligt ondt. Min kone er frygtelig ulykkelig. Vi må satse på den behandling, som I tilbyder her på hospitalet.”

Når min far fortæller, at min mor er så forfærdelig ulykkelig over, at jeg er syg, så er det jo min skyld, at min mor er ulykkelig.

”Men hvis jeg er så syg, hvis skyld er det så?” spørger jeg.

”Det har du arvet fra din farmor, hun var også syg,” siger mor

”Men hun var ikke syg på den måde,” korrigerer far

Det er svært at være glad, når man er skyld i sin mors og fars ulykke. De skyldige bliver låst. Låst ude. Jeg vil så gerne åbnes. Luk mig op. Lad lyset komme ind. Jeg vil se lette lyse gardiner flagre i en brise, jeg vil mærke skovens blomsterdufte.

For at være glad og ubekymret, skal jeg være glad og ubekymret. Det lykkes ind imellem. Men jeg har ikke retten til det, når jeg er skyldig. Jeg fortjener ikke at blive åbnet.

”Dersom I lever efter kødet, skulle I dø. Men dersom I døder legemets gerninger, skulle I leve.”

Fars prædikener vil altid være i mig. Kun ved at dø kan jeg vinde min uskyld.

”Hvorfor lever jeg?” spurgte jeg engang min far.

”Du lever for Gud, og du skal være et godt menneske, det forstår du nok? Ligesom mor og mig.”

”Det er da enkelt, bare se på os,” tilføjede han.

Psykologen fortsætter ufortrødent

”Jeg forstår, hvad I siger. Derfor spørger jeg jer: Hvornår synes I, det er allersværest at tale sammen i familien?”

Mor spærrer øjnene op

”Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er du forsøger at få os til at forstå.”

”Hvad betyder de blikke, som I netop sendte til hinanden?” psykologens øjenbryn farter op i panden.

”Jeg vil gerne hjælpe jer,” fortsætter hun ” men det kræver, at jeg forstår jer.”

Mors og fars underspillede kropssprog, et øjekast, et strejf, en minibevægelse, er interne koder, der stempler psykologen som en idiot og som går under radaren hos alle andre.

”Det betyder ingenting da,” svarer far, ”jeg ved ikke, hvad du snakker om?”

Og sådan fortsætter det i halvanden time. Den stakkels dame kommer ikke ud af stedet. Far kunne have været brugtvognsforhandler

”Vi er sådan en dejlig lille familie, ingen konflikter, blot lidt sygdom.”

Terapi-resistent kommer der til at stå i journalen.

Aikido

Socialrådgiveren er så godhjertet

”Mette, skal vi finde en bolig til dig, så du kan flytte hjemmefra. Vil det ikke være det bedste for dig?”

Jeg anbringes i kommunens hus for de uanbringelige, sammen med ex-misbrugere og almindelige galninge. Flytter ud af fars og mors rotterede, ind i en lille bitte lejlighed med bad i kælderen. En fælles have, hvor vi uhindret kan sidde og råbe op og skændes og spille dart. Og drikke rigtig meget øl. Vi kalder haven for tåbernes kaj. Der er faktisk meget rart. I det selskab behøver jeg ikke være min anden side, jeg kan bare være skøre mig.

”Du er sgu sej,” siger de andre beboere, når jeg rabler. Jeg er bare en af slagsen.

Min evige mistænksomhed og passen på lægger sig til hvile ved kaminen og døser.

‘Hedningeyngel’ er min fars navn for mine nye venner.

Aikido kalder de ham, en sortsmudsker, stærk og sej, han har været indlagt flere gange end mig. Stille og venlig, når han er ædru, en pæn noget ældre herre, måske 40? Altid klædt i camouflagetøj og med en hilsen, der minder om en heilen. Stærkt at han tør. Han tager sine ture på hård sprut med mellemrum

”Så klarer jeg lige alle paragrafferne,” griner han.

Jeg ser ham rigtig fuld nede i gågaden svingende med en whiskyflaske i hånden. Han tager fat i folk, råber ind i hovedet på dem

”Ved du hvad, kammerat, jeg gider ikke se på alle jer her. I kan gå hjem og græmme jer, for I laver ikke dagens gerning. Jeg kan se det på jer.” Han svinger malende sin arm henover dem, ”dovne, uduelige gespenster. Når jeg får magten, så skal I se løjer. Så kommer I til at knokle. Bare vent, til far her bliver borgmester.”

Hans krop hælder faretruende og whiskyflasken kommer ud af kontrol. Folk bliver forskrækkede, tilkalder politiet. Så fragter politiet ham lige rundt om hospitalet til et tjek, så bliver han kørt hjem af panserne. De kender ham.

Nede i haven, når vi er alene, er han stille og mindre sikker, flirter vist lidt.

”Vi skulle bare have været på den lukkede sammen,” siger han, ”så kunne vi have været kærester. Så kunne vi have vist dem alle sammen, hvordan man kan være skør på den sjove måde.”

Jeg kigger spørgende på ham.

”Har du ikke set Gøgereden,” siger han ”fest og farver og sprut og piger. Og så havde jeg jo dig.”

”Skal jeg hente kaffe?” spørger han, ”smøger?”

”Kom, så skal jeg lære dig at spille bordfodbold.”

”Dig og mig” siger han ofte.

Han kan vist godt lide mig.

Men det kan ikke være rigtigt. Jeg er jo forkert. Normale mennesker kan ikke lide mig.

Han kan lide mig, fordi han er skør. Eller han lader bare, som om han kan lide mig.

Hvis han virkelig godt kan lide mig, så kan jeg ikke lide ham, for så må han enten være ubegavet eller tåbe eller bare for skør. Kun en tåbe kan lide mig.

En dag rammer hans psykiater rigtigt med medicinen, Aikido bliver næsten normal. Og en kende kedelig.

Aikido har en fjern fortid i en eller anden bande.

”Jeg var bandeleder,” fortæller han stolt ”det var der, jeg fik mit navn, kørte Harley. Havde styr på verden. Jeg lærte at slås, var fantastisk til det, sådan rigtigt med våben. Altså ikke skydevåben, men jeg er hurtig med en kniv.”

Han trækker to knive op af lommen og viser mig dem. Den ene er en spejderdolk, som mange drenge går med. Den anden er en lidt større springkniv, den ser mere seriøs ud.

”Må man gå med sådan en?” jeg er lidt benovet.

”Nej, er du rigtig klog, det må man ikke. Jeg holder den meget skjult. Jeg er aldrig blevet taget med den.”

”Har du nogensinde stukket nogen ihjel?”

”Nej for helved, selvfølgelig har jeg ikke det. Men jeg har trukket kniven i mange kampe og snittet lidt i et par stykker. Én fik en ordentlig flænge i kinden, mens jeg sad oven på ham. Så overgav han sig. Det er sejt at have en god kniv, det giver respekt.”

”Hvorfor hedder du Aikido? Er du god til det?”

”Næh,” griner han, ”jeg har aldrig været i nærheden af Aikido. Men de andre syntes navnet passede så godt. Måske troede de, at Aikido var noget med knive. Jeg spurgte dem aldrig.”

”Nu skal du se, hvad jeg også kan lære dig,” med begge hænder i lommerne ser han dejligt nonchalant ud. Vi går over til stedet i haven, hvor vi spiller dart. Der hænger en skive på plankeværket. Vi spiller meget og jeg er ved at være god.

Aikido tager den lille kniv frem og kaster den med en helt speciel bevægelse, et lille lynhurtigt vrid med højre arm. Den sidder præcist begravet i plankeværket lige ved siden af skiven.

”Skæftet er for tungt til dartskiven,” forklarer han.

Han viser mig bevægelsen og opfordrer mig til at kaste. Jeg kaster. Rammer langt over plankeværket.

”Du er da farlig,” griner han ”prøv igen”

Efter 20 mislykkede kast giver jeg op. Jeg er ikke i nærheden af det sted, Aikido har afmærket.

”Vi prøver bare i morgen igen.”

Han er både sød og tålmodig. Måske er han alligevel ikke helt tosset.

Han kommer hen ved siden af mig, siger ingenting, tager mig forsigtigt om skuldrene.

”Du ved godt, hvorfor jeg viser dig de her ting, ikke?”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Luften bliver lidt tyk, jeg ved ikke af hvad. Han smiler forlegent, siger ingenting.

Vildrede. Hvad er det her? Jeg kan virkelig lide ham. Og hvad gør man så? Den tanke at nogen skulle holde af mig. At nogen har brug for mig. Det er min største længsel. Tør jeg? Jeg skynder mig at holde fast i, at han er hamrende skør og ikke til at regne med.

Næste dag træner vi videre. Han har en rigtig kastekniv med i dag. Det går meget bedre. Det hænder, at jeg rammer.

Skægt hvis jeg kunne blive god til det.

”Jeg har også en gammel nærkampskniv derhjemme,” siger han ”den er jeg enormt glad for. Den bliver kun luftet ved helt specielle lejligheder, i konkurrencer. Jeg vinder stort set altid.”

Han ser stolt og storebroragtig på mig.

”Hvorfor har du alle de knive?” vil jeg vide.

Han fnyser

”Hvad regner du mig for? Jeg skal kunne forsvare mig til hver en tid. Jeg kan faktisk også jonglere med knive. Vil du se?”

Jeg ser på hans hænder, mens han kaster knivene op og griber dem igen uden at skære sig. Pæne hænder, tænker jeg, lange smukke fingre.

Forbyttet

Jeg må være forbyttet. Simpelthen. Den tanke har jeg levet på siden jeg var lille. Jeg kan umuligt være ægte barn af de her to mærkværdige mennesker.

Han kryber ind, min far. Helt ind i blodbanerne. Æder mig og spytter Guds ord ud over mig.

Gud er altid inde over, han ser alt, dømmer alt. Han kan blive min frelse, hvis jeg retter ind efter alle regler, især dem jeg ikke opfatter.

Far og Gud jagter synder. Finder dem hele tiden. Jeg leverer gerne.

Jeg har mit værelse helt oppe i en krog af præstegården. For at kunne være i fred. Men far går ind på mit værelse, banker aldrig på.

”Har du da noget at skjule? Husk at Gud ser alt.”

I kirken skal jeg sidde på forreste række, så alle kan se mig. Jeg skal repræsentere familien, har fine kjoler på og far viser mig frem med stolthed og store smil.

En gang om ugen skal jeg skrifte inde på fars kontor. Alt skal frem. Han berører mig under huden, skraber min inderside, rækker helt helt ind og ned i mit uværdige underjordiske.

”Hvad er der sket siden sidst?” spørger han venligt.

”Ik’ noget”

”Noget er der vel sket.” Det er det samme vi siger, hver gang.

”Njarrj. Mor og mig var bare hjemme hos farmor. Vi drak te, og jeg legede med farmors gamle dukker”

”Lavede du andet?” fars blik er på vej ind bag ved mine øjne. Han kan se mine tanker.

”Nej nej,” forsøger jeg, men far ser mine snoninger.

”Du skal ikke lyve,” råber han og tager fat i mit hoved og ryster det frem og tilbage.

”Jamen jeg lyver ikke,” fremstammer jeg, tårerne piler.

”Havde du fat i Farmors chatol med nøglerne?” galer han videre

”Du kan spørge mor, det havde jeg ikke.”

Men nogle gange roder jeg jo i chatollet, uden at mor og farmor opdager det.

Jeg skal blive bedre til at lyve.

Straffen, når han opdager løgnen, er fortabelsen fra himlen og Guds vrede. Han trækker mig i armen over i kirken, tvinger mig på knæ foran alteret, breder armene ud og råber

”Her er hun synderen, hvad skal jeg arme mand stille op med hende?”

Han presser mit hoved ned

”Bed dit Fadervor,” befaler han ”og håb på tilgivelse.”

Sidste del af straffen er at ryge i seng omgående uden aftensmad. Også selv om det er formiddag. Men Gud tilgiver jo alt, har jeg lært?

Det gør far ikke.

Far smiler bredt og venligt imødekommende med hele ansigtet i mødet med menigheden, hans latter er høj som kraftig regn mod brosten. Men hans øjne spiller rugende karismatisk og giftigt dobbelttydigt. Øjnene er hvasse og hans øjenbryn breder sig langt op i panden. Han er en lille, lidt stiv mand, der hele tiden ranker ryggen med et sæt, som om han glemmer noget vigtigt. Når han er alene, krummer han sig sammen omkring om sig selv og biblen.

Han er bleg, solen finder ikke frem til ham, fordybningerne i kinderne laver skygger. Gud er at finde inden døre, bag tykke kirkemure eller på fars puritansk skrabede kontor, hvor jeg er forment adgang. Når far er derinde, skal alle være stille, det er helligbrøde at forstyrre ham.

Far er gal efter Gud, galskab piner ham, han piner Gud ud over mig.

Far snorker meget kraftigt. Da jeg var lille, tænkte jeg, at det var fordi Gud også skulle høre ham om natten.

Min far dufter af et eller andet, der bare er fars duft. Piberøg, støv, en hellig olie? Skarpt ophidsende, den hensætter mig altid i en passivitet, en underkastelse, som jeg hader og som jeg ikke kan komme ud af.

Far har strenge principper, han er en tynd mand. Mad er blot en nødvendighed. Ødselhed og nydelse hører til dødssynderne. Han drikker ikke alkohol. Men det svinder svært i altervinen, mor må ustandselig fylde karaflen op.

I en ferie var jeg med mor og far i Rom – jeg var måske 9 år – og vi besøgte det sixtinske kapel. Jeg stod der med min far i hånden og betragtede endevæggens billede af dommedag. Jeg gøs.

Her var fortabelsen. Her røg man ud over kanten og lige lukt ned i helvede. Flammer og djævle, ulykkelige mennesker, forgræmmelse og smerte.

”Se,” sagde far og klemte min hånd fast, ”det er det, der sker med syndere. Så pas på, min pige!”

Billedet brændte sig fast.

Far giver mig Gud og synd i blodet. Ord, der som bittesmå snigende dråber gift lejrer sig i mit ubevidste indre og slår rod. Det er feber og betændelse og sved.

Præstekonen kalder jeg mor, hun siger, at hun er det. Hendes øjne er små som pinocchiokugler, men bliver forstørret bag metalindfattede brilleglas. Øjnene har silkeglans, når hun ser på kirken og på kirkegængerne. Ellers en sær mathed. Hun sørger evigt for at bage vanillekranse til menighedsrådsmøderne og oblaterne til altergængerne. Det kan hun.

”Vores allesammens dejlige præstekone,” priser menigheden hende.

Guds ord har slået rod i hende, de bliver bagt ind i alle småkagerne og oblaterne, så de smager helligt og rent.

”I dag har man maskiner til at lave alterbrød”, siger mor med væmmelse i stemmen. ”Den slags automatik går ikke an. Her i huset fremstiller vi dem med kærlighed og i hånden, som sig hør og bør.” Far nikker.

Mor lever mest af brød. Er lidt kvabset. Hun er en sindstilstand, en skadet fugl, en spids.

Om jeg så var på tilbud i supermarkedet, er jeg i tvivl, om hun ville købe mig.

”Satan er den evige frister,” far tordner fra prædikestolen.

”Som han for ind i Judas, som forrådte Jesus, således kan han fare ind i jer, så I forråder og forvises fra Himmeriget. Ungdommens vildfarelser og syndefulde liv vil forvise jer.”

En aura af autoritet og bidskhed og dommedag er altid over ham. Nutidens dårskab er et yndet emne.

Han råber det ud i kirkerummet, ud over menigheden, så hans tykke mørke hår viltrer rundt på hovedet.

”Men vig bort, Satan. Guds engle skal føre jer tilbage på stien. Hvis blot I tror, vil Himmerige åbne sig for jer.”

Kirkegængere er der ikke mange af og de, der er, er tunghøre

Nogle kalder ham sjæleforføreren. Så bliver han voldsomt fornærmet og bærer nag. Den tekst med at tilgive sin næste, må han have sprunget over.

”Hvordan kan vi have en præst her i sognet, der taler mere om satan end om Gud?”

”Han skal væltes af tronen.”

Oprøret ulmer, der bliver klaget over ham i lokalavisen. Men far hægter sig fast, det lykkes ikke at afsætte ham.

Jeg ønsker mig hele tiden hellig og ren. Men mine forsøg forbliver skravlede. Jeg døjer med at finde meningen.

For mig er Gud mest en sten i skoen.

Stemmerne indeni mig kommenterer uafbrudt

”Du bliver nødt til at gøre som far siger, ellers går du til grunde. Far er den rigtige vej.”

Anden stemme, min mest ægte

”Jamen så taber jeg mit væsen, mit inderste glider fra mig.”

Tredje stemme, den alt for fornuftige

”Kan du ikke bare opføre dig normalt og se at blive voksen, flytte hjemmefra og gå på arbejde?”

Og en fjerde stemme, hviskeren, den lille stemme, blander sig

”Du vil jo ikke mere, du orker ikke mere, du har jo besluttet dig…”

Om mandagen ånder præstegården. Min far er træt efter søndagens udfoldelser på prædikestolen. Han vil have ro og grøntsager. Ingen sovs.

Operation

Operation igen igen. Jeg er godt 19 nu. Lægerne hiver nøglen til kirkens krypt ud af mig. Og den lille bitte til min mors dagbog. Også den til garagen, som alle har ledt efter, og den som kommer fra Sankt Peters store nøglebundt, den som skal lukke mig ind.

Lægerne indkalder familien til møde i forbindelse med udskrivning. Kirurgisk afdeling lugter stærkt kirurgisk. Jeg er kommet til at holde af denne særlige lugt. Der lugter af livets opretholdelse, mit livs.

Overlægen er så grufuldt nydelig. Som klippet ud af Euroman. Hans kittel må være ekstra stivet og trøjen indenunder er kridhvid.

”Denne operation bliver den sidste,” siger overlægen, ”vi kan ikke længere tage ansvaret. Mettes mave-tarmsystem er nu så overbelastet, dels selvfølgelig af indtaget af metal, men lige så meget af de talrige operationer.”

Han ser direkte på mig

”Og det er jo omsonst, Mette, når du alligevel spiser videre. Dit system kan simpelthen ikke klare flere operationer.
Det vil være uforsvarligt at fortsætte. Der må anderledes behandling til. Psykiatrien må træde i karakter, finde den rette medicinering og tilbyde den rette form for psykoterapi. Vi udskriver dig til psykiatrisk behandling.”

Overlægen rynker de kategoriske øjenbryn i dyb alvor.

”Det har vi gjort før, men denne gang kan du ikke vende tilbage.”

Familien ryster. Kigger forvirret på hinanden. Der bliver stille. Nogen kører forbi på gangen med en skramlende vogn.

Jeg forsøger at skrue mine ører af. Min far bryder tavsheden, vender sig almægtigt imod mig med øjne, som lyner af formaninger

”Hvad skal vi stille op, Mette?” hans stemme er skarpladt,

”er du klar over, hvad det her gør ved din mor og mig? Vi kan ikke mere! Nu må du tage dig sammen.”

Jeg krymper. Fortabtheden tager min ilt. Svimmel. Mine tanker kører i ring.

Jeg bliver ikke åbnet, ikke låst op. Den rigtige nøgle findes ikke. Inderst inde har jeg godt vidst det. Men derind vil jeg ikke.

Et bønfaldende blik på lægen

”Vil I ikke hjælpe mig længere?”

Min stemme er lille og truer med at glide over i gråd.

Lægen rækker hånden frem til afsked og beder os forlade møderummet. Far skummer videre ude på gangen. Mor ser himmelfalden ud og begynder at græde

”Jeg giver op, jeg giver op.”

En følelse af forladthed sparker til mig. Jeg bliver udvist af flokken. Men hvordan kan jeg blive forladt, når ingen er der?

Aikido

Hjem til lejligheden og de andre gale. Aikido tager venligt imod. Spørger ikke om så meget. Det er det, jeg holder mest af ved ham. Han snakker, som han plejer

”Kom med ned i haven, så spiller vi noget dart med de andre.”

Nogle gange ser Aikido på mig på en anden måde. Hans øjne ligger ligesom på lur og fanger mine ind. Hans skygge kryber ind over mig. Men min følelse er en helt anden, end når min fars øjne tager mig ind. Hos Aikido ånder luften, den er nøgen og ren og gådefuld. Noget kalder. Giver mig kuldegysninger. Sammentrækninger, som starter nede mellem benene og spreder sig køligt og behageligt sitrende op gennem kroppen. En fornemmelse, jeg aldrig har kendt til før nu.

Det sker også, at han betragter mig med halvt tillukkede dovne øjne, et lige, sigende smil og det halvskaldede hoved lidt brovtende på skrå. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men det vækker noget ukendt i mig. Han ser det. Ser mig reagere. Jeg bliver flov. Det ser han også. Så kommer han over til mig, holder om mine skuldre og vi er tilbage i trygheden.

Jeg har aldrig fortalt ham eller nogen anden om nøglerne. Det er for vanvittigt til at sige højt. Alligevel har jeg lyst til at indvie ham i min største hemmelighed. Men angsten for at han vil sparke mig fra sig, melder ind øjeblikkeligt.

Og for at han vil fortælle det til alle de andre. For så er jeg den galeste i hele huset. Det tør jeg ikke.

Vi knivkaster, vi spiller dart, vi drikker øl, hverdagen ligner sig selv. Og det gør den ikke, for den har fået et twist. Aikidos opmærksomhed på mig ændrer sig mere og mere, han cirkler omkring mig, det er både trygt og pirrende at kigge ind i hans øjne. Jeg prøver at lade som ingenting. Men hvad er det her? Egentlig bange er jeg ikke. Min mave forholder sig i ro.

En dag fortæller jeg ham om nøglerne. Jeg bliver endnu mere tosset, hvis jeg ikke har nogen at snakke med. Og jeg bliver nødt til at få hjælp til at undgå de forbandede nøgler. Han får hele historien om nøgler, og om far og mor og om alle operationerne, om mine stærke længsler efter at blive åbnet, men hele tiden bliver sat under lås og slå.

”Jeg bliver nødt til at stoppe det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vil du hjælpe mig?” spørger jeg.

Han kigger noget bestyrtet på mig

”Sikke en historie,” siger han, men kommenterer ellers ikke. Ikke den mindste bebrejdelse, ingen spørgsmål om hvorfor.

”Men hvordan kan jeg hjælpe dig?” han ser oprigtigt bekymret ud.

”Det ved jeg faktisk ikke,” siger jeg ”måske ved bare at snakke mig fra det hele tiden. Eller måske skal vi slet ikke nævne nøgler. Nej, jeg ved det faktisk ikke. Jeg har aldrig tænkt over, hvad en god ven kunne gøre.”

”Vi må finde ud af det,” smiler han ”måske har jeg en ide.”

En dag en måneds tid senere sidder vi alene nede i haven. Han tager en lille metalæske frem. I den ligger små hvide piller.

”Det er ikke medicin, det her, sådan som du og jeg kender det. Det er en helt anden type stof, som har den egenskab, at man får det vildt godt i mange timer, glemmer alt det sure i tilværelsen. Du kommer til at glemme alt om nøgler, din far forsvinder helt. Vi vil få nogle fantastiske timer sammen.”

”Hvad er det?” spørger jeg skeptisk. Jeg er altid gået uden om stoffer. Måske mest for ikke at give min far en blodprop.

”Det er amfetamin. Man skal ikke tage det særlig ofte, for man kan blive afhængig. Men det skal jeg nok styre.

Vi kan tage det en gang om måneden, så sker der i hvert fald ingenting.”

Det her gør mig bange. Jeg kender til byens stofmisbrugere, og det ser ikke ud som en fest. Min nøglespisning er rigeligt at slås med. Jeg er på afvænning og har brug for hjælp, ikke for flere problemer.

Aikido spotter min skepsis og fortsætter

”Jeg mener jo, at du lettere vil komme ud af dit misbrug ved, at vi sammen får de her stærke oplevelser. Jeg garanterer dig, at du ikke kommer ind i et nyt misbrug. Min praksis har været at tage amfetamin en gang om måneden i flere år. Det fungerer. Jeg skal nok hjælpe dig.”

Men jeg vender mig væk fra ham. Tør ikke begive mig ind i forbudt land.

Aikido trækker sig tilbage fra mig og jeg savner ham. Føler mig straffet.

”Jeg har taget amfetamin en enkelt gang, siden vi talte om det,” fortæller han en dag, ”det er altså fantastisk.

Nogle af de andre var med, bare spørg dem. Spørg Kaj, han vil fortælle dig eventyr, kan jeg love dig. Du vil blive helt jaloux.”

Jeg overgiver mig til sidst.

”En enkelt gang,” siger jeg forsigtigt ”og ikke ret meget. Vil du love mig det? Og kun dig og mig sammen.”

”Selvfølgelig,” forsikrer han. ”Du kan komme op til mig en eftermiddag, så får du en halv pille. Jeg har aldrig selv taget kun en halv, så jeg ved ikke, hvor længe den virker. En hel virker en fire-fem timer, og det er bedst i starten. Men lad os lægge forsigtigt ud. Vil du det?”

Han virker ærlig.

Vi aftaler at blive høje sammen og gå i byen og høre noget fed musik. Aikido styrer begivenhederne. Da jeg sluger min halve pille, bliver jeg bange, min mave snor sig i sløjfer. Der går kun et kvarter, så begynder jeg at blive mere afslappet. Rart. Nu kilder det i maven af forventning om noget ukendt og farligt og dejligt. Jeg er stadig bange.

Vi tager afsted ind til Musikscenen og kaster os ud i en rockkoncert, vi er ligeglade med hvem der spiller, det skal bare være højt og vildt.

”Nu mærker jeg det,” siger jeg, da vi når frem, ”min puls spæner, jeg er varm. Er det normalt?”

Aikido smiler

”Yes Baby, glæd dig.”

Jeg er nået til en behagelig ligegladhed, og over hele min krop mærker jeg en rislende gåsehud . Angsten er forsvundet, jeg føler mig stærk og sej og oven i købet glad – det er uvant.

Vi står op til koncerten i et menneskehav.

Nu sker det, nu mærker jeg det for alvor. Når jeg lukker øjnene bliver jeg opslugt af menneskemængden, bliver ét med den, gynger som var vi én organisme. Andre bumper imod mig og de bliver bare til dele af mig. Jeg kigger op i loftet, det bølger i farver, det løfter sig, svæver væk, op i et vidunderligt sløret lys højt oppe over.

Musikken er inde i mig, jeg lever den og ånder den, den løber i mit blod, jeg er den. Jeg sejler. Ind i lyset og farverne og opleve det indefra. Intet er ydre, alt er indre. Jeg glemmer alt om Gud, om nøgler, om far.

Efter koncerten fortsætter vi ud i byen, finder et værtshus med musik, vælter ind uden antydning af træthed.

Danser. Jeg som aldrig danser. Bevæger mig frit og let og er ligeglad med at blive set på. Aikido danser med sig selv, jeg danser med mig selv. Ud på morgenen kaster vi os i en taxa, tænker ikke på prisen, intet kunne være mere ligegyldigt.

Vi sover sammen og vågner efter mange timer, helt blæst af overanstrengelse og fantastiske oplevelser.

Har det ikke så godt, men det er det hele værd.

Under morgenmaden – vi er rasende sultne – tænker jeg højt

”Det her stof er jo sindssygt farligt. Og jeg vil helt sikkert prøve det igen! Hvornår vil du?”

”Vi holder pause i en hel måned, det er aftalen.” Han er helt klar i mælet. ”Jeg går ikke med til at bryde den, ikke det mindste.”

Jeg havde ikke selv været så stålsat.

En måned efter præcis, beslutter vi at prøve igen. Jeg har talt dage.

”Lad os starte oppe hos mig ligesom sidst, så ser vi, hvad der sker. Jeg skal nok passe på dig.”

”Jeg vil gerne høre musik igen, det var bare den fedeste oplevelse.” Min forventning er allerede på vej. Jeg mærker den som en brusende glæde i maven, den dér følelse af ufejlbarlighed længes jeg efter, den er fremmed.

”Er du parat til en hel pille denne gang, så tager jeg to,” jeg kan høre, at han prøver sig forsigtigt frem.

”Ok,” fremstammer jeg. Nervøsiteten banker på.

Det her hedder ikke speed for ingenting. Jeg har aldrig haft det så godt i hele mit liv. Min fornemmelse af mig selv, af Aikido, alt er bare smukt og rigtigt og energien sprutter ud af mig. Vi griner sammen, slås for sjov, sprinter ned på græsset og leger, og op i lejligheden igen.

Vi sætter noget musik på, Pink Floyd tror jeg, skruer højt op, danser omkring hinanden, tumlende, svajende, grinende. Han tager fat i mig med det der særlige blik, der skræmmer mig og frister mig. Vores dans ændrer karakter. Hans hænder holder mig fast fast, holder på min mave og min ryg, jeg spræller i grebet, han låser mig op ad væggen, jeg lader hans hænder smelte ind i mig. Han kigger direkte på mig og spørger

”Hvad har du lyst til lige nu?”

”Dig,” hører jeg mig selv sige. Jeg er i en tilstand, hvor alt synes rigtigt. Hans ånde så tæt på er en smule harsk. Men det betyder intet lige nu. Han kysser mig på munden, og det føles som om Gud kysser mig. Jeg kysser vildt tilbage. Nu slipper han sin indre stodder løs, sin indre jagthund. Tvinger mig ned på gulvet, flår min bluse af, vender mig rundt på maven og holder mine hænder fast. Han har taget springkniven med, lægger den mod min hals, jeg gisper ekstatisk.

Nu lægger han sig ind over mig, kysser mig i nakken, rusker mit hår. Jeg oplever kuldegysninger af bibelske dimensioner. Min krop danser af ophidselse, hans dvælende tunge slikker mine nervespidser. Det sejler rundt i min krop og samles i mit underliv. Mit spæde, ubrugte underliv, som har ligget i dvale i 100 år. Mit sarte maveskind, som aldrig har været efterspurgt. Jeg overgiver mig helt til ham. Han vender mig rundt igen, sprætter mine bukser op med kniven, hiver resten af og begraver sit ansigt i mit skød. Her mister jeg forstanden, synker ned i ren nydelse.

Vi sover i timer i hinandens arme. Da jeg vågner op, er det nat, jeg er udmattet, som havde jeg haft ti kampe med min far. Jeg forsøger at huske. Aikido har en ild, der betager, han vender mig på vrangen, og jeg er smuk på vrangen.

Hele min krop hviner på mere, jeg forstår til fulde, hvor vanvittig farlige de stoffer er. Aikido sover videre, jeg lister ned til mig selv.

Han ejer en magnetisme, som måske er farlig, men den giver mig alt, hvad jeg kunne drømme om. Kødædende er han, og jeg elsker at være byttet. Fordærvet er han nok også, men råd kan smage godt. Hvordan vil det være at elske ham uden stoffet? Han har ret, det her flytter fokus langt væk fra nøgler og spidse genstande. Trangen til metal er langtidsparkeret.

Jeg spekulerer på, om min værdighed er krænket. Om det at underkaste mig er et statustab i hans øjne. Men egentlig er jeg ligeglad. Hvis det passer ham, så passer det ham. Og mig passer det. Min krop er i hvert fald ultra tilfreds. Nogle gange tænker jeg på min far og hans reaktion, hvis han vidste det her. Spøjs tanke. Han ville råbe eder og forbandelser og kalde det Satans værk og straffe mig voldsomt. Mig, ikke Satan. Men far er her ikke og vil aldrig komme i nærheden af det her. Egentlig synd for ham. Tænk at gå glip af så meget glæde.

Et halvt års tid ser livet sådan ud. Jeg lever med Aikido, vi elsker på amfetamin og uden og lever ellers i gruppen i huset. Jeg er det nærmeste så lykkelig, som jeg nogensinde har været. Min far og mor henvender sig ikke meget og hospitaler er der ikke brug for.

Men en dag bliver jeg syg. Jeg kaster op, er svimmel og utilpas. Især om morgenen. Har det ellers OK i løbet af dagen. Men det varer ved. Maveonder, der ikke skyldes metal, plejer at gå over af sig selv. Måske har jeg alligevel en metalforgiftning?

”Mon ikke du skulle besøge din læge? Jeg vil gerne følge dig derhen.” Aikido er den mest fornuftige af os.

”Skal vi ikke lige vente og se? Jeg orker simpelthen ikke flere læger i mit liv. Jeg får kvalme bare ved tanken.”

”Pjat,” insisterer han ”det her er jo noget helt andet. Du skal nok bare have noget penicillin.”

Menstruation er ikke noget, jeg nogensinde har beskæftiget mig med. Den er kommet og er i lange perioder udeblevet, uden at jeg har taget notits af det. Men lægen interesserer sig meget for det. Og dommen falder

”Til lykke, du er gravid.”

Først sidder jeg som lammet.

”Det…det,” stammer jeg, ”det kan simpelthen ikke være rigtigt. Hvornår skulle jeg dog…?”

Lægen siger en hel masse om graviditetskontroller og vitaminer og hvad ved jeg, jeg hører det ikke.

Aikido sidder ude i venteværelset. Sætter mig ved siden af ham, han tager mig i hånden.

”Hvad så?” spørger han.

Jeg kigger åndssvagt på ham

”Jeg er gravid.”

Der bliver stille, vi sidder helt stille med hinanden i hånden. Og går hjem.

Vi sætter os i haven. Væk fra de andre. Det er tidligt forår, køligt og klart, de første vintergækker. Han siger stadig ikke noget. Mine tårer tager fat. Jeg føler mig helt magtesløs. Tanken om at jeg nu bliver nødt til at have kontakt med mine forældre igen, er ubærlig. Inde i mit hoved er min hjerne en blævrende masse, jeg kan ikke få sammenhæng i mine tanker. Aikido trækker mig ind til sig.

”Lige meget hvad, så klarer vi den,” siger han stille.

En helt, det er han.

Jeg overvejer hurtigt, om jeg kan klare det her, som jeg dårligt ved hvad er, alene, uden mine forældre. Men muligheden fortaber sig hurtigt igen. Jeg bliver nødt til at melde klart ud over for dem. De vil aldrig tilgive andet. Måske vil de ikke tilgive overhovedet.

Jeg kommer til kaffe en eftermiddag i præstegården. De indledende høflighedsfraser overstås. Men jeg kan jo lige så godt springe ud fra ti-meteren

”Jo tak, jeg har det fint, der er bare en lille hage ved livet lige for tiden. Jeg er gravid.”

Min far kigger på mig. Tordenskyer trækker sammen, lyn sigter efter mig. Han kniber øjnene tæt sammen og spørger: ”Hvem er gerningsmanden?”

Jeg trækker vejret dybt

”Han hedder Henrik, jeg mødte ham til en koncert, jeg ved ikke noget om ham.”

”Find ham,” hvæser min far, ”han skal stå til ansvar.”

”Hvordan?” spørger jeg og kan til min store overraskelse mærke, at jeg står rankere over for min far end jeg plejer.

Er jeg endelig blevet voksen? Han skræmmer mig ikke så meget mere. Jeg bliver helt kry.

”Vil du rykke en annonce i lokalavisen: du, Henrik, som knaldede min datter ved koncerten i Store Vega d. 2. marts, henvend dig i præstegården og påtag dig dit ansvar. Hilsen Præsten.”

Min far bliver mørklilla i ansigtet, rejser sig og råber uartikuleret af raseri, tager fat i min ene overarm og rusker mig rundt. Min mor griber ind for første gang i mit liv – er hun også blevet voksen? – holder ham tilbage og beder ham holde op og tale ordentligt

”Så vi kan finde en løsning.”

”Hvad skulle det være for en løsning?” galer far videre, ”vi må finde forbryderen og klynge ham op.”

Jeg har set meget hos min far, men dette raseri overgår alt andet.

Jeg løber ud af præstegården, stolprer hen ad vejen og løber hjem. På vejen hjem kommer min beslutning helt af sig selv. Længe leve den fri abort. Selvfølgelig skal jeg ikke have et barn. Det ville slet slet ikke passe ind i mit liv, det stakkels barn, jeg ville nok heller ikke få lov til at beholde det. Aikido er sød og jeg er lidt vild med ham, men han dur vist heller ikke til at være far. Og uden mine forældres hjælp, vil jeg være helt lost. Jeg kan mærke lettelsen med det samme. Og så kan Aikido og jeg fortsætte vores liv som nu.

Om natten drømmer jeg om små børn i hinkeruder. Om børn, der grædende rækker ud efter mor, men mor er der ikke. Natten efter om mødre på stoffer, der føder børn uden fødder. Jeg vågner storsvedende og åndeløs, men jeg vakler ikke. Min beslutning står fast. Aikido udfordrer den ikke. Kommenterer slet ikke.

Jeg bliver indlagt 14 dage efter. Min far protesterer, højlydt som sædvanligt, taler om barnemord. Jeg lytter ikke.

Da jeg vågner op, står kirurgen ved min side

”Det er desværre ikke gået helt, som vi kunne ønske. Aborten er gennemført efter planen, den del gik fint, men der har været og er fortsat nogle kraftige blødninger, som vi har svært ved at stoppe. Du skal blive liggende her hos os en tid, mens vi behandler dig.”

Han er såmænd venligheden selv.

”Og der vil være et plejebehov i et stykke tid efter. Er der nogen, som kan tage sig af dig?”

Min mor bliver kontaktet af hospitalet, bliver spurgt, om jeg kan flytte hjem til dem en overgang.

”Selvfølgelig kan hun det,” svarer min mor ”vi skal nok tage os af hende.”

Har jeg noget valg? Hjemme taler min far ikke til mig. Det er nok ment som en straf, men det gør det muligt for mig at være der. Min mor er ganske tilforladelig.

Men én gang taler min far til mig. Han tager sine meget alvorlige briller på og siger

”Jeg anser dig for ganske ude af stand til at tage vare på dig selv. Jeg har kontaktet psykiatrisk afdeling og kommunen. Du kommer under ingen omstændigheder tilbage til din lejlighed, de har fundet frem til et nyt behandlingstilbud til dig i kommunalt regi. Og du har vær så god at sige ja tak.”

Jeg vidste det godt. De har mødt Aikido og han er jo ikke lige designet til at være præstens svigersøn.

”Hvis du ikke accepterer, er du ikke min datter længere.” Hans øjenbryn er vokset helt sammen af vrede.

Jeg er trist og vred over Aikidos passivitet, føler mig slap og gennemsigtig og ved godt, at jeg er nødt til at acceptere.

Malerhuset

Stokroserne kravler rundt på bindingsværket, svalerne fabrikerer reder under tagskægget. Huset ligger eventyragtigt placeret lige ved skoven og med udsigt over en lille sø. Store børn fra den nærliggende skole har brugt huset som SFO, som et maler- og aktivitetshus. Huset bærer præg af kreative påfund på vægge og i alle hjørner. Hyggeligt nok.

Nu konverteres det til beboelse for to-tre af regionens umulige og uplacerbare unge under psykiatrien. Huset kommer til at høre ind under et større behandlingssted. Forstanderen er en garvet gamling, optimistisk af overbevisning.

Regionen har lagt et betydeligt pres på ham, fordi jeg, den uplacerbare, skal placeres.

Han venter lidt med at finde de øvrige beboere.

”Det klarer vi,” siger han beroligende til regionen, ”vi har sikkert prøvet det, der er værre.”

”Du løfter en sten fra vore skuldre,” siger regionen taknemlig. ”Har du læst journalen?”

Forstanderen ansætter Lars, en højt kvalificeret pædagog, der kommer fra socialpsykiatrien, hvor han i 20 år har behandlet aggressive unge med såkaldt nedsat funktionsniveau. Han er vant til mosten, når øgleungerne kaster med inventaret.

”Jeg trives i et højt konfliktmiljø,” siger han ”min erfaring med dem, der tænder voldsomt af, er at holde dem fast, til de falder til ro. Det virker.”

Han fremviser, ikke uden stolthed, en masse ar op og ned ad armene.

Olga bliver den anden. En ung drenget håndboldpige uden herostratiske erfaringer, fysisk vel lille til at skulle klare det, tænker jeg. Hun bærer rundt på et tænksomt udtryk i de grublende øjne. Sikkert vældig klog. Det vil hurtigt gå galt mellem os. Jeg regner med, hun er nem at styre.

”Vil du med til håndbold tirsdag og torsdag?” spørger hun. Det vil jeg ikke.

En psykiatrisk konsulent kommer sjældent. Skriver recepter ud.

I Malerhuset er der nærvær. Der bliver talt. Talt og talt og talt til døde. Alting bliver vendt. Jeg orker det ikke. Jeg glider automatisk ind i behandlingsmode igen. Nøglerne nærmer sig. Min irritation stiger hastigt og min hidsighed reagerer med at smadre ting. Masser af ting. De køber nye.

”Lad mig nu være. Lad mig være skør,” råber jeg ind i hovedet på dem.

De udviser tålmodighed. Det står sikkert i bogen. Jeg hader det.

Jeg overværer i ubemærkethed en diskussion mellem Lars og Olga, mens vi er nye i huset.”Er det vores opgave at forhindre hende i at spise nøgler og nåle og alt det andet” spørger Olga

”Hmm,” svarer Lars, ”det kan vi nok ikke. Det skal vi vel heller ikke. Det må være hendes eget ansvar. Men vi skal tale med hende om det. Igen og igen og hele tiden.”

Det havde jeg ikke regnet med. Jeg troede, det var deres vigtigste opgave. Det betyder, at jeg kan spise løs.

Godter mig.

Og bliver angst. Jeg er jo på afvænning.

”Hvor længe vil du blive ved med at stræbe efter alt det, som dine forældre synes er rigtigt? Eller har du tænkt dig at blive voksen og selv tage beslutninger? Selv vælge dit liv?” spørger Lars. Med jævne mellemrum. Jeg bliver sur, jeg ved jo godt, at han har ret.

”Jeg vil så gerne vokse udenom mine forældre og forbi dem,” forsvarer jeg mig ”det har længe været min plan. Men jeg støder altid imod. Det er ligesom vejen stopper. Min far lader sig ikke bare vokse udenom.”

Lars omdefinerer

”Vejen er åben,” siger han ”du er allerede forbi, kan du ikke se det?”

Jeg holder vejret og akkurat mig selv i ro.

”Jo, jeg kan godt se det. Men det virker ikke. Jeg kan mærke min fars ånde i nakken, jeg kan mærke hans ord kravler under min hud. De har nærmest modhager. Jeg er jo spundet ind. Jeg får kvalme bare af at tænke på det.”

Nogle gange går Lars hårdt til mig.

”Hør nu her, du bliver simpelthen nødt til at genopfinde dig selv på en anden rute, end den din far lægger,”

han tager fat i mine overarme, rusker mig ligesom far gjorde og råber

”Hvis du ikke finder din egen vej, vil du komme til at være i behandling resten af dit liv. Er det det, du vil?”

Jeg føler mig helt låst! Lars forstår ingenting.

”Jeg kan ikke, kan ikke, kan ikke. Jeg kender ingen anden vej. Lad mig nu være.”

”Jeg er her ikke for at lade dig være,” råber Lars, ”vi skal finde en ny vej sammen.”

Raseriet og afmagten i mit indre stiger, mit eneste forbitrede forsvar er at slå fra mig, jeg modtager kraft oppefra.

Jeg tænder totalt af og kyler rundt med møbler, hærger, maltrakterer, mister helt besindelsen.

Når det er værst og jeg er mest aggressiv, tager Lars fat i mig og holder mig tæt ind til sig.

Holder fast, til jeg falder til ro. Ja, det virker. Jeg bliver jo fængslet. De første gange bliver jeg helt desperat. Skræmt.

Efterhånden mærker jeg ham. Mærker hans hænder. De er meget større end mine. Mærker hans varme, hans åndedræt. Lytter til hans beroligende, men faste stemme. Han lugter lidt af sved, jeg kan lide lugten.

Han holder mig altid bagfra, rundt om mig med et solidt tag i begge mine håndled. Jeg når ikke at kradse ham. Så er jeg uskadeliggjort. Jeg sparker ud i luften. Det fører ikke til noget, føles bare godt. Jeg er nødt til at forsøge at bevæge mig, ellers slipper han mig igen. Hans øjne er meget blå. Vi er tit alene. Men der er nok ingen chance for amfetamin her.

Når Olga prøver at holde mig, bliver det komisk.

Nogle gange er de to om det.

I Spejdersport køber jeg en kniv, en Pumadolk, bladet er 10 cm. Jeg ved ikke helt hvorfor. For at have den. For at gå med den i bæltet, som man gør på film. For at gemme en smule Aikido. Jeg kan stadig lugte ham. Hans hengemte svedige krop.

Stadig høre hans grynten, når han vågner.

Malerhuset tager nogle gange i skoven, laver bål og steger pølser. Til det brug er en kniv god at have. Jeg snitter optændingskviste og smågrene, føler mig fri. Elsker de ture. Vi er ligemænd. På de ture er jeg ikke det mindste skør.

Inde i huset får jeg ikke lov til at bære min kniv. Men jeg har opdaget, hvor de gemmer den. De må jo tro, jeg er dum.

Nogle gange er jeg helt alene i Malerhuset. Det er blevet mit hjem. De finder aldrig andre uplacerbare, der matcher mig. Jeg er for vild. Så går jeg ud i udhuset og finder mit smykkeskrin frem. Det er godt gemt bag ved alskens gammelt skrammel fra før min tid. Tager skrinet med ind i huset. Laver en kop te og sætter mig i sofaen. Som andre samlere, der nyder synet af deres samling, kigger jeg ned i skrinet og tager en enkelt nøgle op ad gangen. Pudser lidt på den med en klud, snuser kærligt til den, det er farligt at lægge den på en tallerken, for det vil være signalet. Jeg har kun spist to små, mens jeg har boet i huset, det er mit nytårsforsæt at detoxe min krop, den skal være metalfri og sund.

Synet af nøglerne er på én gang bevægende smukt og voldsomt angstprovokerende, angsten smager på kroppen, den er glubsk. Jeg må ikke spise flere nøgler, eller også skal jeg spise dem alle og finde min gud den vej.

Mine forældre kommer på besøg i huset, hilser pænt på Lars og Olga, kaffe og høfligheder.

”Nå, kan du klare tøserne,” spørger min far jovialt Lars, kigger ham tydeligt an. Overser Olga. Lars smiler og viser far alle arrene

”Ja, du kan se, jeg har prøvet lidt af hvert. Det skal såmænd nok gå.”

”Kan vi tale sammen udenfor?” spørger far.

”Ja, men kun hvis Mette er med. Sådan er reglerne.”

Lars er forsigtig, kan jeg se, og ekstremt høflig. Så mister far interessen. Høfligheder får plads lidt endnu, så takker far og mor af.

Næste gang jeg besøger dem hjemme, kommer det. Far ser på mig med sine hypnotiske øjne.

”Hvad er det for et venskab, du har med Lars?”

”Et godt venskab,” forsikrer jeg, måske lidt for hurtigt, ”han er også lidt som en bror for mig. Vi respekterer hinanden, han hører på mig, vi snakker meget.”

”Hvad gør I ellers?”

Så er det jeg bliver fandenivoldsk.

”Hvad er det, du tror? Tror du, vi laver børn? Tror du, han er parat til en fyring? Du og dine syndetanker! Jeg får kvalme af dig!”

”Ja, syndens vej er lang og bumpet. Vi skal ikke have en gentagelse, vel?”

Hans stemme er nysleben.

”Du skal bare svare ærligt, skal du. Ikke begynde på at analysere mine tanker. Jeg vil vide det. Han skal ikke komme for godt i gang, ham Lars.”

Skyldfølelsen spreder sine beskidte fingre ud i hele min krop. Jeg har jo ikke gjort noget, alligevel overvælder følelsen mig. Jeg får garanteret også røde kinder. Jeg hader det her. Han får mig hver gang. Stopper det nogensinde?

”Er der noget mellem jer? Jeg vil vide det!”

”Er jeg din hund,” råber jeg.

Jeg har min kniv i lommen, men tøjler mine lyster til at bruge den.

”Du lærer mig kunster. Jeg skal sidde pænt, gå pænt, du giver mig pighalsbånd på. Men ved du hvad, indvendigt er jeg en kat, jeg går mine egne veje, og det kan godt være, du synes det er vildveje. Men du får ikke lov til at bestemme mere.”

Inderst inde ved jeg, at jeg nok ikke får ret. Min far er graveret ind i mig.

Solen taber sin kraft, jeg har haft en elendig dag, har råbt op overfor Lars, han tror han kan bestemme alting. Hentede min kniv i morges, Lars opdagede det ikke. Han irriterer mig, irettesætter mig, jeg tjatter til ham, provokerer ham.

”Lad være,” advarer han ”jeg er lige så sur i dag som dig.”

Vi skændes om en banal indkøbstur i Brugsen. Jeg gider ikke købe ind.

”Jamen det skal du,” siger han ”du skal ud hver dag, det ved du godt.”

Jeg tager en kop, kigger ham direkte ind i øjnene og smadrer den ned i gulvet.

”Hvad fanden,” snerrer han, ”er du fire år eller hvad? Så bliv dog voksen!”

Så eksploderer jeg. Min opsparede irritation løber helt af med mig. Rydder hele køkkenbordet i ét tag med min underarm, det larmer vildt, når glas og kopper og knive og gafler tørner sammen og vælter ned på gulvet. Lars langer ud, jeg vrider mig væk fra ham, jeg er hurtigere end ham. Han får fat i min venstre arm og hiver mig til sig.

Med den anden hånd flår jeg kniven op af lommen, sigter efter hans betragtelige mave, rammer forkert, laver en lang flænge i hans ene underarm. Han brøler og slipper mig. Blod fosser. Hans blik er både forundret og rasende.

”Satans, din idiot, hvis det er en pulsåre.”

Jeg falder ned i en stol, stirrer fascineret på blodet, der breder sig på gulvtæppet. Mit værk!

Lars finder et håndklæde, jeg binder det stramt om hans arm. Ringer efter en ambulance. Alting går meget hurtigt.

Han er væk. Olgas vagt begynder klokken fem, klokken er kvart i fem.

Der er tomt i mit hoved, men min krop er helt oppe at køre. Det her kommer til at gå galt. Det ved jeg. Lars vil forsvinde ud af mit liv, malerhuset vil blive nedlagt, jeg er for farlig. Træffer en hurtig beslutning. Nu er det nu.

Jeg har været deroppe flere gange, hvor det ikke blev nu. Før nu.

Forsøget

Jeg skal møde ind klokken fem i dag. Huset har været roligt i et par uger nu. Regner med en nem vagt. Kommer med det lille lokaltog, spadserer langs søbredden i eftermiddagssolen. Intet hastværk.

Træder ind til kaos i huset, glasskår, porcelænsskår, bestik er kastet rundt. Der er blodstænk op af væggene i køkkenet og en blodpøl på tæppet lige indenfor i stuen. Ingen mennesker i huset.

Hjertet tager en tur rundt i brystkassen, alle sanser skærpes. Byger af spørgsmål i hjernekassen.

Mette er komplet utilregnelig, det har jeg da lært.

Jeg afsøger huset, løber udenfor, der er heller ingen. Kigger hen over markerne ned mod søen, hele vejen rundt. Man kan skimte den gamle landevej ind mod byen gennem de nærliggende haver og hegn. En kvinde går med hurtige og kraftige skridt ud ad vejen.

Det er Mette.

Jeg genkender hendes trøje og hendes markante gangart, hun tramper, når hun er arrig. Hendes tykke lyse hår, som burde være et plus, dasker uklippet og sjusket omkring hende. Hendes kommunefarvede outfit vækker ikke opsigt.

Hvorfor har hun ingen jakke på?

Da jeg kommer tættere på hende, ser jeg, at hun har store sten i hænderne, så store at hun knapt kan holde dem fast. Hendes trampen i asfalten, hendes særlige sving med armene og hendes hastværk fortæller mig, at det her ikke er en fredelig eftermiddagstur. Blodpletterne i huset antyder, hvor hun er på vej hen. Jeg overvejer at standse hende, men hun er større end mig og når hun er hidsig, er hun bomstærk, selvom motion er ikke eksisterende. Jeg beslutter at følge efter hende og håbe på, at der dukker hjælpemuligheder op.

Jeg ringer Lars op 17 gange på vejen. Han svarer ikke og jeg løber tør for strøm. Der er godt otte kilometer ind til byen, og vi når helt ind til udkanten, før der sker noget. Byens højeste hus ligger i udkanten af byen. Hun stiler direkte imod det.

Huset er en beboelsesejendom på seks etager og er særlig, fordi der er direkte adgang til det flade tag. Det har været diskuteret i lokalpressen, om der skulle lukkes af op til taget. For mange år siden sprang en kvinde ud og slog sig selv ihjel. Der var et smukt håndskrevet afskedsbrev til hendes familie. Huset blev derefter kaldt for selvmordshuset. I pressen krævede man lukning af adgangen til taget. Det skete ikke og sagen faldt til ro. Det er nok 7-8 år siden.

Mette har talt om det gamle selvmord og har sagt utvetydigt, at hun en dag vil springe ud fra netop det hus.

Det er der, det skal være. Hun har været inde i byen flere gange og har taget huset i øjesyn. Hun synes godt om det.

I Malerhuset har vi ikke taget det særligt alvorligt. Masser af mennesker sysler i deres tanker med muligheden for selvmord, men gør det ikke. Som hovedregel.

Men Mettes tanker har i den senere tid kredset omkring død og ulykke.

Og her går vi så, klart på vej til et selvmord. Jeg føler mig som en novice. Det her stod ikke i lærebøgerne.

Mette går ind i opgangen og begynder at gå op ad trapperne, jeg følger efter. To unge fyre kommer tumlende ned ad trappen helt oppefra, grinende og støjende, deres stemmer ekko’er i stentrapperne.

Jeg råber op til dem

”Hej I to, hjælp mig, pigen her vil springe ud, begå selvmord, hun har store sten i hænderne, hun skal indlægges på psykiatrisk afdeling, vil I godt hjælpe mig?”

Drengene fatter heldigvis omgående alvoren. De er stadig oppe over Mette, så de har nemt ved at tage fat i hende og holde hende, selv om hun både råber og spræller i raseri. De får taget stenene ud af hendes hænder og sparker dem væk. Da jeg når op til dem, spørger jeg, om de har en telefon. Jeg ringer efter en ambulance. Mette ser overrasket og ondt på mig. Ambulancen kommer hurtigt. Jeg orienterer chaufførerne

”Jeg er pædagog på et bosted, hvor Mette Ulrichsen her bor. Hun hører til på psykiatrisk afdeling, de har hendes journal. Hun ville springe ud, er klart til fare for sig selv. Vil I være venlige at indlægge hende? Og for resten, hold fast på hende, hun stikker af.”

Mette overgiver sig, falder næsten helt sammen. Ser ikke på nogen, hendes øjne synes at falme. Da jeg ser ambulancen køre med hende, ånder jeg lettet op og opdager først her, hvor anspændt og forpustet jeg er.

Jeg smider mig på en bænk i aftensolen og prøver at trække vejret langsomt. Tænker på, om jeg nogensinde får Mette at se igen. Jeg mister i hvert fald mit job.

Jeg tager hjem, ringer igen til Lars, som stadig ikke svarer. Så ringer jeg til forstanderen og informerer ham, spørger om det er ok, at jeg tager resten af dagen fri.

Tilbage til start

Det bliver to måneder på psyk, lykkepiller og antipsykotisk medicin igen. Sådan for en sikkerheds skyld. Udskrivning til mine forældre. Det er ligegyldigt, hvad jeg gør, så lander jeg på mit gamle værelse i præstegården.

Lars bliver syg. Rigtig syg. Bliver indlagt. Jeg får det fortalt af forstanderen.

”Jeg synes, du skulle vide det,” siger han i telefonen. ”Jeg ved, at Lars og du holder af hinanden. Han er alvorligt syg.”

”Jamen …hvad,” famler jeg.

Det er et godt stykke tid siden, jeg har set ham. Har tænkt meget på ham. På hvad der kunne være blevet.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med Lars og hans sygdom. Trasker rundt i sumpet land. Prøver at tænke på alt muligt andet.

En dag i begyndelsen af december bliver jeg ringet op af Lars’ søster. Hende har jeg mødt nogle gange, hun kom på besøg i Malerhuset.

”Lars er rigtig dårlig. Han har lungekræft, det er så forfærdeligt. Lægerne mener, han er døende. Det ved han godt selv, og han er faktisk OK med det. Han ønsker meget at se dig, før han dør. Tror du, du kan komme?”

Det er ikke koldt, men kulden bider mig i stykker. Det er ikke Lars, der skal dø, det er mig. Hvordan kan det her ske?

Store bomstærke Lars, som kan holde til alting her i verden. Sumpen bliver dybere.

Jeg må besøge ham. Jeg kan jo ikke være andet bekendt. Hvad skal vi tale om? Men Lars skal nok klare snakken, jeg kender ham jo, han er ikke den, der tier stille. Jeg besøger ham en formiddag, søsteren tager imod mig inde på stuen, beder mig om lige at gå med ud på gangen. Hun ligner ham, hun er sød og mærkeligt ubekymret.

”Han får rigtig meget morfin,” siger hun stille ”derfor døser han meget. Men du er heldig, han er vågen lige nu. Du skal være forberedt på, at han ikke kan tale. Talen forsvandt for et par dage siden.”

Hun puffer mig venligt tilbage på stuen.

”Og nu vil jeg give jer to fred til hinanden,” og så går hun.

Midt på gulvet står jeg. Kigger på en Lars, jeg dårligt nok genkender. Det jeg noterer mig først, er hans åndedræt.

Han trækker vejret dybt ind, puster ud, og så sker der ikke mere. Før en evighed senere.

Så trækker han vejret dybt ind igen og puster kort ud. Og så lang tid med ingenting igen. Er det dødens åndedræt? Jeg tror hele tiden, at nu dør han.

Lars er blevet endnu tykkere, hans mave duver under dynen i takt med åndedrættet. Hans ansigt er hævet, en gusten tone dominerer hudfarven, øjnene er opsvulmede. Noget smukt lig bliver han ikke. Jeg har aldrig været med et døende menneske før, jeg aner ikke hvordan det foregår. Gud får en hurtig bøn om, at Lars ikke dør, lige mens jeg er her.

Jeg går langsomt hen til sengen oppe ved hovedgærdet. Mit hjerte står stille. Han kigger på mig, der er ingen genkendelse i hans blik.

”Hej Lars,” siger jeg spagt.

Forsøger at være lidt morsom

”Hvad laver du dog her?”

Det var vist ikke morsomt. Jeg begynder panisk at tale om gamle dage i Malerhuset

”Kan du huske vores bålaftener, især dem ude i skoven, det er noget af det bedste, jeg har oplevet i mit liv…
jeg snittede alt muligt med min kniv, du hjalp mig…”

Stilhed. Jeg løber hurtigt tør. Vil spørge til, hvordan han har det, men det giver jo ikke mening, når han skal dø.

Om han har smerter, men han får jo morfin, så det har han nok ikke.

Jeg sprættede hans arm op. Jeg kunne jo sige undskyld. Men ordene bakser rundt inde i min mund. De vil ikke ud.

Situationen er uudholdelig. Jeg kan ikke være bekendt at gå hurtigt igen, jeg kan ikke blive, for jeg kan ikke finde på noget at snakke om. Min mave knuger totalt sammen, jeg sveder, der er nullermænd i hjørnerne, lugten er ram.

Kræft lugter af fordærv og surt kød, en lugt krydret med undergang, den giver kvalme. Jeg føler mig fanget. Tiden kravler langsomt op ad ryggen, lægger sig som en slange, snoet om min hals. Jeg vil ud.

Da jeg siger farvel til ham, siger jeg meget begavet

”Vi ses snart igen.”

Hans øjne bønfalder mig, hans hænder løfter sig. Hvad er det han beder om?

Tilskyndelsen til at lægge en pude over hans ansigt og få det overstået, modstår jeg lige akkurat.

Jeg tumler ud på gangen, siger kort farvel til søsteren og styrter ned ad trapperne. Et skrig har sat sig fast i min strube. Min følelse af at være idiot passer fint ind i resten af mig. Ude på gaden giver struben los, skriget gjalder hen ad gaden, ind i alle ører.

Tanken at sidde med ham i hånden og bare sidde, falder mig først ind, da jeg er langt væk.

Fem dage senere står Lars’s dødsannonce i avisen. En helt neutral annonce, som om ingen rigtigt savner ham. Jeg har ikke prøvet at savne en død. Gør jeg det nu? Aner det ikke. Men jeg tænker meget på, om han kunne have vist mig vejen, hvis ikke jeg havde snittet i ham.

Jeg går ikke til begravelsen, det kan jeg ikke holde til. Håber Gud tager pænt imod ham, han har da gjort sig fortjent, hvis nogen har. Når jeg en dag møder ham oppe hos Gud, håber jeg, han tilgiver mig min ubegavethed ved hans dødsleje. Det ved jeg, han gør. Han er et af de bedste mennesker, jeg har kendt. Jeg vil glæde mig til at møde ham igen. Så måske var mit ‘vi ses snart igen’ ikke helt ubegavet.

Hjemme i præstegården er mor og far opgivende. Jeg er selv opgivende og lander i nøgler, sikkerhedsnåle, piller og alt det gamle igen. Det føles så trygt. Mor og far gemmer alting væk, men de er jo ikke svære at få fat i. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, så må vi se, om lægerne virkelig mener det, når de siger, de ikke vil snitte i mit maveskind mere. Men nøgler og skalpeller giver ikke noget håb længere. Engang ville jeg så gerne lukkes op. Nu ved jeg, at det ikke sker.

Jeg er låst fast og boltet til.

Vi er her, fordi vi er her, fordi vi er her.

Meget mere mening lykkes det mig ikke at skabe.

Kanten

En træg lem fører op på taget. Den binder af ubrugthed. Taget er fladt, nogle udluftningshætter har spredt sig ud i kvadriller. En enkelt parabolantenne. Huset er et af byens højeste, jeg har været her før, der er seks etager ned.

Kanten er umiddelbart fremkommelig og helt kunstnerisk at se på, tiltrækkende.

Nu skal det være. Men hvornår er nu nu?

Jeg nyder øjeblikket, det er endelig opnået. Ingen ved, jeg er her, ingen indhenter mig eller holder fast i mig. Her er den, den ultimative frihed, jeg er alene, forvist fra kedsomhed og rigtighed. Det frie fald i fred.

Kigger ud i horisonten. Solen er eftermiddag. Trafiklyde, små bitte travle mennesker nede på gaden haster af sted, optaget af at komme hjem. Jeg har valgt myldretiden. Jeg vil have opmærksomheden. De skal se det.

Byens lugte. Kaffen ovre fra det højt besungne kafferi, frituren fra Kentucky Fried, vinden bærer en svag stank af gylle ind fra markerne tæt på. Ser ud over byen. Farver springer frem mod mig. De er vilde og dæmpede, på én gang skarpe og bløde, flyver rundt under mig og op til mig fra jorden. Silhuetter strømmer over, skygger vælter billedet. Vejret er nervøst.

Min elskede by, tag mig.

To skridt fra skafottet, iklædt ligskjorte. Jeg lægger mig ned på ryggen og kigger op. Mærker det igen. Jeg hører ikke til nogen eller til nogen steder. Er kun en byrde. Vi er jo blot en håndfuld støv. Et pust og vi er væk. Jeg ser lige op til Gud, betragter ham. Han venter mig og forbereder min ankomst. Trækker champagnen op. Tænder grillen til fedekalven.

Kanten er smuk. Grå og ujævn, beton måske. Den er helt flad, jeg kan vippe hen over den. Har taget mine bedste Nikesko på. Jeg vil stå godt fast. At stå på kanten giver kuldegysninger af fryd. Man skal ikke se ned, siger de. Jeg kigger ind i himlen, lukker øjnene og venter på øjeblikket. Jeg fryser, min gamle blå jakke giver ikke varme nok, men det er jo ligegyldigt. Det suser i hjertet, skrækken skræller mit ansigt, tør ikke tage det sidste skridt.

Jeg glæder mig vildt, samtidig med at jeg har det som middelaldermennesket, der står rædselsslagen ude på klodens yderste kant og ser direkte ned i helvedet, suget ned i dybet og stilheden, freden og gruen.

Afsættet. Jeg kan springe med et solidt afsæt, så jeg kommer godt ud fra facaden, sikre jeg ikke støder mod noget på min vej ned. Som en rovfugl sætte fart på med vingekraft og så svæve stille ind i evigheden. Jeg kan også bare lade mig falde.

Jeg har jo prøvet at være død. Det har alle. Før vi blev født, var vi døde. Var det skræmmende? Nej vel!

Jeg mærker vinden hviske velkommen til mig.

Alle kriges død gør min ligegyldig. Alle soldaters død, børns død. Hvad betyder min så?

Stilheden er gennemtrængende. Runger. Alting venter. Luften stopper. Mine baglår sitrer. Mine ben vil ikke helt det samme som jeg.

En svag svag tone når mig. En spinkel violintone. Buen har ikke travlt.

Nogle i byen lytter. En enkel stille helt hvid tone, en harpe kommer til. Jeg kender den musik. Tonerne flyder mellem husene, helt op på mit tag. Tænk at de vil mig. Jeg fyldes af et øjebliks taknemlighed. De rene dybe toner kommer til, fylder mig helt op. Mahlers femte. Adagio’en. Dybe stille Mahler. Jeg tager imod, lader den flyde ind i mig. Venter på afslutningens dybe ikke-slutning. Om to minutter er jeg død.

Jeg ser en kirke i byen – dér er Gud.

”Kære Gud, er det ondt at springe?”

Gud ser mig og smiler

”Nu står du her, stoisk og bedrøvet. Kom til mig, pige, alt er tilgivet, lad mig holde dig i hånden”.

Fyldt op af hans tilgivelse, sætter jeg af og springer over mod kirken, i det samme åbner han sin favn imod mig.

Aftenlyset bliver stærkere. Mahler intensiveres, lyden fylder, der findes kun strygerne i mine ører. Jeg dirigerer orkestret, harpen forsvinder lidt, celloer tager over, bratscher og kontrabas fordyber.

Idet min krop begynder faldet, springer mit hjerte over, jeg mærker blodet blive koldt og mine ben gennemrystes.

Jeg bliver stakåndet. Frygten rammer mig som en væg. Musikkens stilhed erstattes af indre kaskader, dæmninger bryder sammen, vandmasser vælter ind over, livet er i færd med at ophøre.

Men jeg springer hen over og flyver i stedet op mod solen, lune solvinde omfavner mig, trækker mig til sig. Guds ånde når mig og lægger sig blødt omkring mig. Kroppen er der ikke mere. Jeg er ét med Gud. Alle livets små begivenheder synker ind i min krop. De efterlader sig små sår overalt i mig. Knytnæven i maven opløser sig, jeg hvirvler rundt, det suser, alting går i stå. Mahler følger mig ubesværet, jeg svæver i vellyd.

Det er tidlig aften, lyset er veget. Jeg ligger hårdt, fryser lidt. Mærker ikke rigtig noget.

”Hun faldt ud af himlen,” siger en barnestemme højt.

”I må ikke røre hende. Hun kan have brækket halsen,” en kvindestemme går klart igennem.

Mine øjne ønsker ikke at deltage, øjenvipper slører venligt udsynet. Jeg ser vagt en masse fødder. Støvler, sko, ben, buksekanter, refleksbånd. Jeg har travlt. Med at dø. Flyt jer. Her er en lav mumlen. Jeg hører ikke. Det er som at være under vand. Veltempereret vand. Jeg synker ned i en blød dyne. Hvor er jeg? Det her ser jo meget normalt ud. Asfalt. Sort asfalt. Lige ved siden af mine øjne. Jeg ligger ned. På siden. Øjenvipperne skaber distancen, så jeg undgår at tænke. Er der sort asfalt i himlen?

Fjerne lyde, en bil, lokaltoget, bløde hundepoter og en snusen, børn leger langt væk. En solsort synger aftensange. Mine tanker vandrer, tilbage til barnelege, jeg sjipper, hinkeruder med lilla farvekridt. Min farmors støvede stemme dukker op

”Jeg vil altid passe på dig.”

Fars messende stemme blander sig

”Og de døde skal blive levende igen…”

Støvlerne omkring mig taler sammen. De er sorte engle. Et lys blinker heftigt. Forstyrrer mig. En gul bil. Den har jeg set før. Er der sket en ulykke, siden folk stimler sammen?

Mit hoved er så tungt. Øjnene lukker sig helt. Jeg har ingen grund til at se. En apati kommer over mig. En behagelig ligegyldighed.

Jeg hører de gales latter og applaus

”du gjorde det sgu,”

”stor pige,”

”du er så sej.”

Det klør i mit ansigt, jeg klør ikke igen. Det er ikke så bekymrende. Jeg glider ind og ud af mig selv. En mand i uniform spørger

”Kan du bevæge benene?”

Jeg prøver ikke engang. Det kan jo være lige meget. Lad mig være. Ti stille.

En tanke dukker op, fjernt. Er jeg ikke død? Gud i himlen, sig det er løgn. Selvfølgelig er jeg død. Jeg er nok i venteværelset. Himlens forgård ligner bare noget kendt. Om lidt rejser jeg mig op og går gennem gården, gennem porten og ind i evigheden.

Nogen giver mig en halskrave på og lægger noget over min næse og mund. Jeg bliver forsigtigt løftet op, lagt på en båre og skubbet ind i den gule bil. Noget af mig siver ud. Hvileløse sjæle er med mig. En sidder med mig i hånden. Jeg mærker det svagt. Sjælene tier. Bilen kører med udrykning. Jeg fylder bilen ud med grønne enge og blå himmel. Jeg sidder på engen. En engel holder mig i hånden.

Hospitalet

Vågner i en hvid seng. På det hvide hospital. En mand i hvidt ser på mig.

”Du har brækket nakken.”

Hans øjne er uhyggeligt neutrale, stemmen saglig.

”Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at du kommer til at gå igen. Chancerne er ikke så store, men vi er dygtige. Du skal nok opereres nogle gange, så må vi se. Kan du fortælle mig, hvad der egentlig skete?” hans øjne viger ikke meget fra de papirer, han har i hænderne.

Jeg kigger på ham. Hvad mener han med skete? Min hukommelse er ikke meget værd. Jeg plejer at ligge på hospitaler, fordi de skærer min mave op og tømmer den. Hvad mener han med at komme til at gå igen?

”Politiet vil meget gerne tale med dig,” fortsætter han ubarmhjertigt. ”Jeg har sagt, at du ikke er klar endnu. Men de er ivrige, og jeg kan have svært ved at holde dem væk. Både de og vi vil gerne vide, hvem du er, og præcist hvad der skete.”

Lægen kigger længe på mig og går. En sygeplejerske sætter sig på sengekanten, tager min hånd og smiler. Hendes brune øjne er beroligende, helt sjælfulde.

”Vi ved ikke engang, hvad du hedder?” stemmen er blød som de brune øjne. ”Du har ingen papirer på dig overhovedet. Hvem er du? Er der nogle forældre, vi skal kontakte?”

Hvorfor skal I vide, hvem jeg er? Og I skal absolut ikke kontakte mine forældre. Slet slet ikke.

Hver gang sygeplejersken går, og jeg ligger alene, er der noget, der banker på, prikker mig i panden. Det pibler henne i krogen. Forkert adresse, tænker jeg! Det kommer stille fra allerbageste perron i bevidstheden, hvor næsten ingen tog kører. Et langsomtgående tog kører ind, holder helt stille, venter, pruster lidt. Erkendelsen er en langsom gammel dame, fuld af medfølelse. Hun stiger af toget og beretter stille

”Du er desværre ikke død, min pige. Kun næsten. Men ikke nok.”

Jeg er ude af stand til at forstå. Den gamle dame trænger sig på. Hendes ord bobler op. Indtager mit åndedræt, min puls bliver levende, dunker. Afgrunden udeblev. Hvor fanden blev den af? Min plads er dér.

Det er selvfølgelig noget vrøvl, når lægen siger, at jeg ikke kommer til at gå. De ved ikke, hvad de snakker om. Jeg kommer til at gå. Det skal jeg nok sørge for. For hvis ikke… ?

Næste dag kommer politiet.

”Goddag, du må være Mette Ulrichsen, præstens datter, som er meldt savnet? Er det korrekt?”

Åh gud ja, det er vel korrekt. Havde ikke regnet med, at jeg ville blive efterlyst. End ikke overvejet det. Selvfølgelig bliver min far ved med at forfølge mig, selv efter at jeg er død.

Men jeg er jo ikke død. Alligevel. Endnu. Jeg har det, som er jeg kørt over af et godstog. Kan ikke tænke klart, døser, mærker solen i mit ansigt, nyder det, døser hen igen.

Erkendelsen burde gøre mig rasende, men jeg finder ikke energien til det.

Der går nogle dage. Mange røntgenundersøgelser og scanninger fylder tiden. Lægerne forbereder mig på operationer i nakken og i rygsøjlen.

Jeg bruger mange tanker på at ærgre mig. Og på at skælde ud på Gud. Udtænker hvordan jeg nu skal komme til at dø. Jeg skal lige lære at gå igen. De siger jo, de er dygtige, kirurgerne. Og så en masse genoptræning. Næste gang går jeg bare højere op.

Ufatteligt. Mennesker er sprunget fra 4. og 5. og er døde. Jeg sprang fra 6. for at være sikker.

”Vi er nødt til at spørge dig om det her. Jeg ved, det er smertefuldt at tale om. Tror du, du kan klare det?”

Politiet står der igen, vil vide mere. Jeg nikker spagfærdigt.

”Sprang du, fordi du ville dø – der er nemlig ikke noget brev. Eller var der nogen, der puffede dig eller tvang dig derop.”

Jeg stirrer på dem. Længe. Tvang mig? Jeg bliver helt stille og prøver at tænke.

Øhh ja, faktisk. Sådan har det føltes længe. Indirekte er det jo tvang i højeste potens. Jeg har ofte tænkt over, at min far er det menneske, der har frataget mig livslysten og har fyldt mig op med skyldfølelser. Dybest nede har jeg altid vidst, at jeg ikke er skyldig, men det har aldrig kunnet komme op til overfladen som andet end en ubrugelig viden.

”Min far tvang mig derop og skubbede mig ud over.” Jeg bryder ud i en heftig hulken.

”Min far hader mig, det har han altid gjort. Min mor ved det godt.”

Politibetjentene kigger i tavshed på mig.

”Vil du fortælle os mere om det her,” kommer det så.

”Nej nej, jeg kan ikke fortælle om det, det er så forfærdeligt.”

Jeg hulker og hulker. Først nu, ved at sige det højt til nogle udenforstående, får jeg adgang til min dybe viden om uskyld. Først nu bliver hele historien klar for mig. Jeg er ikke skyldig i noget som helst. Det er min far, der har fået Gud i den gale hals, han kløjes totalt i Guds ord. Far er simpelthen gal, og jeg har fået hans sataniske fortolkninger af biblen ind med babymosen. Han suger sig ind i alle omkring sig, skræller sig vej ind under huden og æder sig mæt. Også min Mor, nikkedukken har han slugt.

Jeg græder og hulker og giver efterhånden slip på det hele. Sygeplejersken er meget hos mig, trøster, holder om, stryger mig over håret. Hun er min mor. Gør alt det, jeg har længtes efter et helt liv. Jeg har brug for at snakke om det hele, jeg ved godt, hun ikke har tid, men pludselig kommer alle ordene sprøjtende ud som en gejser på Island. Alt om min fars diktatortendenser, alt om min mors passivitet, alt om min skyld over for Gud, alt om Satan og helvede og min tvivl og min modstand. Alt om min fascination af nøgler og al den hån lægerne har overøst mig med af den grund. At jeg føler mig som en skibbruden, at jeg føler det er farligt og en illusion at ønske sig kærlighed. Hun lytter, det kære væsen, og bliver hos mig længe. Til sidst beder jeg hende kontakte Aikido. Han er den eneste jeg kunne ønske at se nu.

Aikido kommer. Han er næsten ædru.

”Jamen, lille fjols, hvad skulle du dog oppe på det tag? Hele byen taler om det. Alle der kender din far, forstår dig.

Og så alligevel ikke.”

Jeg græder og græder ind i hans skulder. Tænk, at jeg har gået med bjerge af tårer skjult i mig.

”Kom tilbage til vores hus,” han holder mig i hånden. ”Der er en lejlighed ledig. Så viser vi dem hvad liv er. ”

Han bliver jo helt poetisk, vidste ikke, han havde det i sig.

”Der gik hul i byen, der hvor du ramte. Behjertede mennesker lægger stadigvæk blomster.”

”Jamen jeg døde jo ikke,” indvender jeg.

”Nej, men de synes, det er så forfærdeligt, når så ung en pige kaster sig ud.”

Jeg er ikke fri for at være beæret.

Jeg bliver opereret én gang. Og en gang til. Bjerge af morfin, en døsende tilværelse, ikke mange tanker, men hallucinationer. Om at leve med verdens stærkeste ben, løbe maraton uden at anstrenge sig. Om at mine ben bliver savet af. Alle hallucinationer handler om ben.

I en drøm står jeg og ser på en mand, der har påtaget sig et stykke arbejde. Han skovler salt op i en stor glasbeholder. Da glasbeholderen begynder at blive fuld, virrer han med hovedet, og jeg kan se hans tanker

”Nå, men hvis det er sådan arbejdet er, så er det vel det” og så springer han op i glasbeholderen og lader sig synke ned i saltet, for det er jo en del af aftalen. Jeg tænker, at det vil han jo dø af. Nogle andre skovler salt op over ham, til han er helt begravet. Jeg ser ham gennem glasset og ser ham dø. Pludselig er glasbeholderen og manden blevet helt små, og jeg står med beholderen med manden i, i min hånd og betragter den.

En dag vil kirurgen gerne tale med mig. Han står ved min seng og ser alvorlig ud.

”Vi har foretaget to store operationer, én i din nakke og én længere nede i din rygsøjle. Vi har stabiliseret knoglerne i rygsøjlen. Men din rygmarv er revet over. Den kan vi ikke reetablere. Desværre,” hans øjne er oprigtigt triste. ”Vi har forsøgt, vi har gjort vores absolut bedste. Men desværre må jeg oplyse dig om, at du ikke kommer til at gå igen. Du kommer ikke til at bevæge dine arme igen. Men du kommer til at kunne styre dit hoved og din hals. Lammelserne er varige. Jeg er rigtig ked af at måtte sige alt det her til dig.”

Jeg ser tomt på hans kantede ansigt.

”Det næste der kommer til at ske er, at du bliver overført til en genoptræningsafdeling. Der vil de oplære dig og træne dig i at bruge mange forskellige hjælpemidler, og der er faktisk rigtig mange. Du vil blive oplært i at betjene en meget avanceret kørestol, så du ved egen hjælp vil kunne komme rundt, næsten helt som du ønsker.”

Kirurgen bliver væk. Her bliver tåget. Jeg ser hans mund bevæge sig, men der er ingen lyde. Mærkelig mand, der ikke bruger lyde. Men læger er jo mærkelige. Det her handler slet ikke om mig. Det er en forkert journal, han står med i hånden. Det hører man jo om. Han må se at finde den rigtige patient.

Sygeplejersken er med til samtalen. Hun sidder ved siden af mig i sengen, lægger sin arm omkring mig, tager min hånd med sin anden hånd. Bliver siddende, da lægen forlader stuen. Har næsten omkranset mig med omsorg. Tågen bliver ved med at være der. Min mave er i totalt oprør. Jeg får en gigantisk sovepille til natten.

Næste morgen er tågen væk, og jeg ser i hvinende afskallet dagslys, hvad det var lægen fortalte mig. Jeg ser fuldstændigt klart mig selv i en kørestol resten af mit liv. I resten af mit liv! Som risikerer at blive langt. Og jeg ser min far betjene kørestolen og være min faste hjælper. Det er rædselsscenariet. Jeg mærker afmagten og væmmelsen stige op i mig og kvæle mig, jeg kan ikke trække vejret, jeg kan intet stille op. Kaster op ud over det hele. Hoster. Jeg vil ikke trække vejret. Jeg vil ikke leve. Det her må stoppe.

Sygeplejersken kommer løbende, holder mig, nogen tørrer op. Jeg skriger, hoster, råber. Hun forsøger at berolige mig, jeg vil ikke beroliges, jeg vil skrige min rædsel ud i verden, så selv Gud hører mig. Men han hører mig selvfølgelig ikke. Han sidder vel deroppe og griner. Hvad har jeg gjort, siden jeg fortjener det her? Jeg er sat på hold. Afmonteret.

Min far vandt kampen.

Der ligger en bibel i skuffen i mit sengebord. Den kigger på mig som en sort panter. Gule øjne ser mig an, hvisker

”Læs mig, læs mig, du fortjener det.”

Sygeplejersken spørger mig, om jeg har lyst til at tale med sygehuspræsten.

”Nej nej nej” skriger jeg, har hun da intet fattet?

”Og smid den bibel ad helvede til!”

De mader mig med mos og suppe og babymad i nuttede pastelfarver, alle nuancer, af hensyn til min hals og min forslåede mave. Mine indvolde blev til en gryderet i faldet. Jeg kaster maden op i arrigskab. Jeg hader al den bløde vælling, den mærkes ingen steder. Savner tyngdefornemmelsen af metal. Hver gang jeg er alene, hamrer jeg hovedet ind i hovedgærdet på sengen, det er lavet af en art metal. Håber at gøre så meget skade, at al tænkning ophører. Det gør ondt, men tankerne ophører ikke. Men jeg mister jævnligt forstanden. Hvad er jeg for et gespenst?

En stinkende pøl, steget op fra det underjordiske…?

Min far blev hentet ind af politiet, men løsladt dagen efter. Hvem tror også på en bimlende skør psykiatrisk patient, som skærer i sin pædagog, spiser nøgler og ikke vil tage sin medicin.

Mor og far kommer på besøg. Min mor græder og min far når lige at sige

”Hvor kunne du gøre det mod os,” før jeg skriger dem ud ad døren igen.

Aikido besøger mig, jeg hulker vildt i hans trøje, jamrer. Han er en fantastisk trøster.

”Selvfølgelig skal din far ikke være din hjælper, lille Madonna. Måske skal jeg eller en anden i vores hus. Det skal vi nok finde ud af.”

”Hjælp mig,” hulker jeg. ”Jeg vil dø. Jeg er jo låst i en gabestok, kan du ikke se det?”

”Jeg vil gøre alting for dig, lille Fjols, men lige den der afdeling med at dø, den må du nok klare selv. Jeg vil hellere hjælpe dig med at leve.”

Han er blevet min bedste ven. Men han forstår ikke mine ønsker. Eller han vil ikke forstå dem.

Nogen skrabede mig op fra jorden, og nu sætter de mig på hjul. Jeg kan ingenting, jeg kan skrige, græde, hyle, jamre og jeg gør det hele. Min vrede prøver kræfter, jeg er så rasende at jeg ikke kan være i mig selv. Jeg er en pest for mine omgivelser, men jeg er ligeglad. Mest af alt er jeg rasende på Gud

”Du snød mig, forlod mig. Din kæmpe skiderik. End ikke du vil have mig. Du pisser på mig. Har du tænkt dig, at mit liv skal være sådan her resten af tiden?”

Mine tanker er morderiske, samtidig med at jeg er det mest ufarlige på Guds grønne jord.

Nu er det socialrådgiverens tur til at besøge mig.

”Vi har undersøgt mulighederne,” smiler hun med det lyslokkede hoved på skrå, ”og jeg tror, vi har fundet det helt rigtige sted til dig. Det dejligste plejehjem ude i østbyen. Stillevang hedder det. Måske kender du det?”

Desperationen når nu skyhøjder. Jeg skriger og skriger og skriger. Afviser alverdens beroligende medicin. Jeg vil ikke være sammen med gamle demente. Jeg vil ikke være en højmedicineret udkogt grøntsag. Jeg vil dø, for Fanden. Men afvisningen holder ikke længe. Som et stykke ubrugeligt vraggods, drevet op på en strand, kan jeg ikke forsvare mig. De hugger en sprøjte i mit lår og pumper mig til stilhed. Nøglen sidder udvendigt.

Aikido besøger. Kysser på panden.

”Nå men vi ses.”


Forfatter: Noa Bernmann
Udgivelsesår: December 2017
Indbinding: Blødt omslag med flapper
Sideantal: 277
Forlaget Mellemgaard.


Topfoto: Monica Krog-Meyer.

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Bøger