BØGER // ANMELDELSE – Over 60 år efter Günter Grass’ gennembrudsroman, Bliktrommen, udkommer hans mindste og måske mest fabulerende værk nu på dansk: Levende statuer. En kort, men kompleks erindringsfortælling, som den tyske forfatter skrev på Møn, der med hans egen streg og karakteristiske blanding af fantasi og virkelighed tager læseren med på afveje gennem Tysklands historie, kunst og identitet.
I 1959 slog den ret unge tyske forfatter Günter Grass igennem med en opsigtsvækkende roman. Murstenstyk – over 700 sider og med hans egen omslagsillustration. Og et par år efter kom den på dansk med titlen Bliktrommen.
Over 60 år senere, på den anden side af et langt forfatterskab og hans død, udkom en lille efterladt erindringsfortælling. Günter Grass’ absolut mindste bog – ca. 50 sider, og igen med egen tegnekunst inkluderet. Og nu, et par år efter, på dansk med titlen Levende statuer.
Han fanger med sikkert samtidsblik Tyskland i en overgangstid, den lorne genforeningstid efter murens fald. DDR savner han ikke
Hvorfor sådan en lille specialitet, på størrelse med en Tænkepause? Sagt med det samme – den er nok mest for kendere og yndere af Grass’ forfatterskab. Er man dér, eller blot følger en frisk nysgerrighed, bliver man til gengæld bekræftet og belønnet. Allerede i hans levetid fik han et lille museum og arkiv i Lübeck, hvor hans værker og genstande på forskellig vis anskueliggøres via udstillinger, events m.v.
Her fandt Grass’ mangeårige sekretær blandt arkivalier nogle manuskriptdele og versioner samt ledsagende kridt- og blyantstegninger, som kunne stykkes sammen til en udgivelse. Den lille fortælling er blevet til i 2003 – og tilmed på Møn, under et vanligt sommerophold, og den skal ses i sammenhæng med hans andre – både forskelligartede og opsigtsvækkende – erindringsbøger, som han som 75-årig var på vej med.
Som nævnt ikke helt færdigpudset, men en tekst typisk for Grass i form og stil – fabulerende og legende, spring i tid og sted, dristig sammenstilling af realiteter og fantasi og med mange af hans vanlige temaer finurligt indlagt. Noget kan eller skal man tro på, andet ikke – og derfor også temmelig svær at gengive.
Günter Grass inviterer til fiktiv middag
Titlens statuer eller figurer kommer i to omgange. Først er Grass i 1987 på tur til Naumburg i DDR, hvor han med en guide i den gotiske domkirkes vestkor ser de berømte figurer af 12 kirkestiftere, magtpersoner tilbage fra 1000-tallet.
De er skabt i grå, bemalet kalksten omkring 1250 og fremstår legemsstore, sjældent plastisk virkelighedstro og velbevarede. Især figuren af markgrevinden Uta er blevet et symbol med en lang tolkningstradition; hun er set som en slags middelalderens Nefertiti, kvindeskønhed og -kraft, og som sådan bl.a. i Nazi-tiden i 1930’erne dyrket som billede på ’det evige Tyskland’.
Grass – selv billedhugger – funderer fascineret over, hvilke almindelige mennesker Naumburg-mesteren kunne have haft som modeller for sine statuer; og året efter inviterer han modellernes ’nutidspendanter’ blandt DDR-borgere til en art fiktiv middag – fantasien serverer kartofler med kvark og bålristede pølser plus kold surkirsebærsuppe med melboller.
De nye statuer
Således med menneskefigurer på hjernen opsøger eller møder forfatter-billedhuggeren den både gamle og nye skik med levende statuer i forskellige byer, personer ’klædt ud’ som statuer:
“Nu havde det at stille sig op som statue foran sakrale bygninger allerede et godt stykke tid været, jeg vil ikke sige mode, men dog noget som svarede til den almindelige grundstemning, ja, mere end det, til den fornemmelse af verdens mulige undergang, der kunne bygge på videnskabeligt begrundet viden eller være næret af ren og skær forudanelse. Forklædt som helgen eller tiggermunk, kætter eller inkvisitor, stod unge mennesker i timevis ubevægelige foran eller ved siden af kirkeportaler. Lejlighedsvis udførte de langsomme, for det meste ydmyge, men også velsignende bevægelser, for så atter at stivne.”
En enkelt af personerne inden i en statue – hende Grass mener kunne inkarnere den gamle Uta – forfølger han rundt omkring og får hende til sidst foran sig som almindelig yngre kvinde til middag på en restaurant i Frankfurt.
Dreven fortætning og bevægelse
Det er en slentrende, essayagtig erindringsfortælling – i sin lidt ufærdige lidenhed både lettilgængelig og udfordrende proppet. Grass vil omkranse sit lands historie med nysgerrig undren. Han fanger med sikkert samtidsblik Tyskland i en overgangstid, den lorne genforeningstid efter murens fald. DDR savner han ikke – smuldringen allerede i 1987 noteres således:
”Og også nutiden begyndte ude i kanterne at blive historisk, uanset hvor fast den foregav at være ordnet politisk […] Tiden gik anderledes her. Spærret som den var som fremtid, blev den porøs, når man talte baglæns.”
Han vil hen, hvor der er noget udfordrende at skrive på – han er ikke for fastholdere og har det bedst på afveje
For Grass gælder det bevægelsen – om at spille med i det, der ikke stopper. Det ligner en lille poetik om den konstante kunstnerisk betingede manøvredygtighed, drevne indfald og nye fortolkningsmuligheder.
Fortællingen igennem søger han da også at smutte fra sin officielle og berømte position – den keder ham og blokerer. Han vil hen, hvor der er noget udfordrende at skrive på – han er ikke for fastholdere og har det bedst på afveje. Og med kompleksitet – som når han i kirken står sammen med sin elskede hustru Ute og må rumme, at hun som født i 1937 fik navn efter den nævnte Uta-kult i nazi-tiden.
Læsere skal helst med på disse afveje. Og med genren legende, kendt tilbage fra kristen middelalder som en helgenfortælling, der supplerede Bibelens tekster, får han også understreget det folkeligt opbyggelige; legenden var typisk både skriftlig, mundtlig og billedbåren – ligesom Grass’ egne udtryksformer.
Foruden illustrationerne får læserne sammen med ironien og distancen derfor en lille babylonisk, paneuropæisk og flerkulturel fantasi omkring både sammenhæng og ændringer, glimt af såvel Tysklands omtumlede historie som hans egen erindring, interesse i kvinder og i mad, både kapitalismekritik og middelalderæstetik.
Efterhøsten
At man gennemgår forfatterarkiver og finder glemte eller efterladte papirer er ikke nyt: H.C. Andersens berømte Levnedsbogen dukkede først op på Det Kongelige Bibliotek 50 år efter hans død, og efter Klaus Rifbjergs død udkom mange forskellige efterladte tekster og genrer, noget færdigt, andet ikke.
Dette er den første fra forlaget Batzer & Co, der har omsorg for udenlandsk litteratur, og især for kvalitet og raritet
Er der grunde til, at forfattere ikke selv lod det slippe ud, skal alt med, og hvem afgør lødigheden af denne efterhøst – sultne arvinger eller kommenteringsivrige forskere? Ofte er der virak, og desto mere hvis det tillige omfatter allehånde breve og dagbøger, der aldrig – eller aldrig – var beregnet til udgivelse.
I Grass’ tilfælde synes det problemløst – bl.a. hans efterladte overskudshumor berettiger dette ekstra knopskud, og hans gemyt ville sikkert have bifaldet, at seneste udgave af Samlede Værker fra 2020 således ikke er helt komplet! Hans bøger har hørt mest hjemme på Gyldendal. Dette er den første fra forlaget Batzer & Co., der har omsorg for udenlandsk litteratur, og især for kvalitet og raritet.
Og stadig er det den danske absolutte Grass-kender Per Øhrgaard, som her understreger sit lange oversættelsesarbejde med hans bøger, her også støttet af Goethe-Instituttet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og