Nøglearterne – bevægende film om naturens mangfoldighed og dennes samspil

af i Film/Klima & Miljø

CPH:DOX // MILJØ – Instruktøren Nicolas Brown har med stort held instrueret den stærkt berømmede film The Serengeti Rules over forfatteren Sean B. Carolls bog af samme navn. Drevet af nysgerrighed og naturbegejstring startede fem biologiforskere, uden i begyndelsen at kende til hinandens eksistens, parallelle forsøg, der alle ledte dem i retningen af samme skelsættende konklusion: Blandt klodens millioner af forskellige dyr er nogle af helt afgørende betydning for livet på Jorden.

Da jeg i starten af 1960’erne læste speciale i zoologi på Københavns Universitet, var faget økologi i sin vorden og krævedes ikke som en del af en embedseksamen. På trods af dette drev min nysgerrighed mig til at kigge nærmere på samspillet mellem forskellige dyrearter, og jeg valgte at skrive om bestøvningsøkologi med særligt henblik på vilde bier – under Ellinor Bro Larsen.

Bob Payne valgte i 60’erne at arbejde med dyrelivet i havstokken på en ø ved Makah Bay i Washington State ud til Stillehavet. Han fandt et rigt dyreliv med muslinger, søpindsvin, søanemoner, eremitkrebs og søstjerner. Han mente dengang, at dette marine samfund var domineret af predators, dvs. rovdyr, der levede af de andre dyr i samfundet, og for at bevise sin teori, fjernede han i et område alle søstjernerne ved at kaste dem op i luften og væk!

Da han et par år senere tjekkede sit ”laboratorie”, fandt han et monosamfund: en muslingekoloni. Muslingerne havde ædt alt andet, nu hvor søstjernerne ikke længere var der til at holde dem i skak. Han udviklede sin teori om ”keystone species”, nøglearter; måske tænkte han her på George Orwells roman Kammerat Napoleon, hvori det proklameres: ”Alle dyr er lige – men nogle dyr er mere lige end andre.”

Nøglearter har en uforholdsmæssig stor effekt på de naturlige samfund, hvor de lever; de spiller en stor rolle ved at være i stand til at vedligeholde strukturen i disse økologiske samfund. Payne udnævnte søstjernen til en nøgleart, som vi f.eks. kender det med ulven i Yellowstone National Park.

Naturen ude af balance

Jim Esteves arbejdede i 1980’erne nær Aleuterne i det nordlige Stillehav. Det var hans opgave at studere det marine undervandsdyreliv. Havet var rigt på tangskove, og det vrimlede med havoddere, der levede af de mange søpindsvin. Undertiden kom han til områder på de mange tusind kilometer lange strandområder, der var næsten ørkenagtige uden tangskove og helt uden havoddere. Han fandt heller ingen skeletter eller døde dyr, og han undrede sig: Hvorfor?

Han blev nu opmærksom på de usædvanligt mange spækhuggere og kom ved Bob Paynes hjælp frem til løsningen: Hvalfangerne var efter anden verdenskrig gået i gang med industrihvalfangst og havde næsten udryddet de mange store hvaler. Derved havde spækhuggerne måttet finde anden føde og havde derfor først ædt de fleste af søløverne, dernæst havodderne og senere fugle mm. Nu da havodderne ikke længere var der til at æde søpindsvinene, havde disse ædt løs af tangskovene, og efterladt et meget nøgent miljø. Hvalfangeren var altså nøglearten!

Bladskærermyrerne havde taget magten og åd så energisk af træerne, at skoven lidt efter lidt døde, og de mange øer stod som ørkener. I dette kunstigt skabte miljø uden rovdyr var naturen helt ude af kontrol

Mary Power fandt allerede som barn sin paradisiske verden ved at dykke og snorkle i Oklahomas skovsøer. Hun blev vildt fascineret af de mange forskellige dyr og planter, hun fandt dernede. Som uddannet biolog forskede hun i 80’erne i ”underwater ecology” som den eneste. Hun eksperimenterede med miljøet i småsøer, damme og floder og konstaterede, at den store rovfisk aborren var nøglearten. Aborrerne åd alle de små fisk, som åd de grønalger, som slørede sigtbarheden i nogle af dammene. Hun hegnede de algegrønne damme ind i to dele og anbragte små fisk i den del, hvor rovfiskene ikke var: allerede fem uger senere var vandet i denne del af dammen helt klart.

John Terbergh var allerede som dreng en ivrig ornitolog. Gennem mange år konstaterede han bekymret, at hans mange fuglelokaliteter blev mere og mere artsfattige. Naturen var ved at forsvinde i USA, så han tog til Sydamerika og fandt i Peru naturreservatet Manu, hvor alverdens spændende dyr som tapirer, spidermonkeys, sigøjnerfugle, brøleaber, hornet tudse og de store araer levede i mangfoldighed.

I denne sekvens af filmen kan man fryde sig over nogle aldeles vidunderlige naturoptagelser. I Venezuela fulgte han miljøet i en stor sø, der var opstået i forbindelse med en anlagt dæmning. Der var mange små øer med skove og smådyr, men ingen jaguarer eller andre store rovdyr. Bladskærermyrerne havde taget magten og åd så energisk af træerne, at skoven lidt efter lidt døde, og de mange øer stod som ørkener. I dette kunstigt skabte miljø uden rovdyr var naturen helt ude af kontrol.

Tony Sinclair studerede migrationer hos fugle, da han fik en opfordring til at lave research på Tanzanias bøfler i Mara-Serengeti gennem tre år. Da bøflernes adfærd var stærkt knyttet til gnuernes, blev det primært dem, han kom til at studere. Han undrede sig over, at deres antal syntes at stige uhæmmet. År efter år fordobledes antallet af gnuer, som blev talt fra luften i et lille zebrastribet fly.

Mara-Serengeti havde gennem 70 år været hærget af kvægpest, som havde dræbt en større del af dyrelivet; videnskaben havde fået situationen under kontrol, og miljøet kontrollerede nu sig selv ved at øge antallet af græsæderne. I slutningen af 60’erne var der 250.000 gnuer, få år senere 400.000, så 700.000 – omkring 1980 var der 1.4 millioner!

Man kan lære meget af denne vidunderlige film, der udover smukke naturbilleder også indeholder uhyggelige nærbilleder af gnaskende søpindsvin

Ved en konference i 1982 blev Sinclair og andre forskere angrebet af udefra kommende forskere for selv at have skabt dette kollaps i systemet. I stedet for at gribe ind og prøve at tilpasse væksten, besluttede man at se tiden an. Året efter var antallet stadigvæk 1.4 millioner, og det var det også fire år senere, så det så ud til, at systemet selv havde rettet sig til. De mange dyrs ekskrementer gødede jorden, så der voksede fint nyt græs på de svedne stepper; der voksede atter nye træer og buske frem, hvilket var godt for elefanter, antiloper og giraffer, som blev til føde for en øget mængde løver og geparder. Man havde tidligere troet, at det var løven, der var nøglearten, men så nu, at det var gnuen.

Man så noget lignende, da ulven kom tilbage til Yellowstone, og hjortene faldt i antal til fordel for træerne og bæverne.

Hvis mennesket, som er den allerstørste nøgleart, prøver at kontrollere naturen ved at fjerne enkelte for os unyttige dyr, kan vi ikke forudse resultatet. De ældgamle systemer splittes op, og naturen bryder sammen. Vi downgrader naturen: Blågrønalgerne ødelægger søerne, bavianerne hærger de afrikanske landsbyer, hjorte hærger de tempererede skove, og græshopperne hærger landbrugsområderne overalt på Jorden.

Menneskene skal til at tænke i nye baner og bringe nøglearterne tilbage, så naturen kan upgrade sig selv. Man kan lære meget af denne vidunderlige film, der udover smukke naturbilleder også indeholder uhyggelige nærbilleder af gnaskende søpindsvin.


Instruktør: Nicolas Brown
Land: United Kingdom, United States
År: 2018
Spilletid: 85 minutter


Fotos: Fra filmen.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film