On the Inside of a Military Dictatorship: Tragedien i Myanmar set indefra

af i Asien/Film/Historie

LONGREAD // CPH:DOX – Karen Stokkendal Poulsens dokumentar On the Inside of a Military Dictatorship er en dybt engagerende film, der tegner et billede af Myanmar som et politisk set utroligt modbydeligt land, skriver Karen Hammer. Filmen, der blev vist på CPH:DOX, giver en vigtig forståelse af Myanmars ujævne vej mod demokrati og den svære situation, som landets populære politiker, Aung San Suu Kyi, befinder sig i.  

I årevis har jeg beundret menneskerettighedsforkæmper og fredsaktivist Aung San Suu Kyi fra Myanmar. I 1991 modtog hun Nobels fredspris, men kunne ikke selv hente den i Oslo. Hun havde da siddet i husarrest i Yangoon siden juli 1989. Hun er datter af frihedshelten i det daværende Burma, General Bogyoke Aung San, der under Anden Verdenskrig med hjælp fra japanerne skabte sin egen hær og med sit parti Anti-Fascist People`s Freedom League vandt 248 af parlamentets 255 pladser ved Burmas første almindelige valg i april 1947.

Han havde længe forhandlet med den britiske premierminister Clement Attlee om en løsrivningsordning, og nu da han stod som politisk leder og kunne danne regering, fik han et løfte af britterne: Attle lovede at støtte en resolution, der ville give landet selvstændighed indenfor det kommende år.

Året 1988 er skæbnesvangert i Myanmars historie og skulle også blive det for Aung San Suu Kyi

19. juli 1947 blev han under et regeringsmøde myrdet af sin politiske modstander U Saw og nåede derfor ikke at opleve Burmas uafhængighed 4. januar 1948. Lille Suu Kyi var da to år gammel. Hæren tog sig nu af familien. Hendes mor Khin Ky fortsatte indenfor politik og blev i 1960 udnævnt til Burmas ambassadør i Indien.

Aung San Suu Kyi. Foto: Wikimedia Commons.

Suu Kyi rejste med sin mor til New Delhi. Efter collegetiden flyttede hun til Storbritannien i 1964 og studerede økonomi, filosofi og statskundskab i Oxford. Hun giftede sig med en Tibet-forsker, Michael Aris, og flyttede til Bhutan. Hun fik to sønner, og familien og hende slog sig i 1975 ned i London for at arbejde og studere ved universitetet. Egentlig havde hun ikke planlagt at gå ind i politik. Skæbnen ville at hun i 1988 blev nødt til at vende hjem til Myanmar for at tage sig af sin syge mor. Året 1988 er skæbnesvangert i Myanmars historie og skulle også blive det for Aung San Suu Kyi.

Den profetiske dag

Myanmar havde gennem 30 år været underlagt militærets styre. General Ne Win havde som henholdsvis premierminister, præsident og leder af de væbnede styrker ledet landet med hård og blodig hånd og på det nærmeste totalisoleret det fra omverdenen. I 1988 meddelte han, at han nu trak sig som leder af landets regeringsparti The Burma Socialist Programme Party. Opmuntret ved den gode nyhed og fristet af utopiske drømme om bedre tider gik folket i store demonstrationer gennem de større byer på den profetiske dag den 8-8-88.

On the Inside of a Military Dictatorship prøver at forklare, hvordan det er gået til, at hele verden beundrede og næsten helgenkårede fredsaktivist Aung San Suu Kyi fra Myanmar i det sidste års tid er blevet frataget alle sine priser og bagtales og hades af alle udenfor Myanmar

Militæret slog til med voldsom brutalitet og mindst 3000 mennesker blev dræbt. Den nyudnævnte præsident General Sein Lwin, der senere blev kendt som ”slagteren fra Rangoon”, beordrede 10. august sine soldater til at åbne ild mod de mange studenterdemonstranter nær Yangoons centrale hospital.

Da demonstrationerne blev ved, måtte han træde af efter kun 17 dage. Han efterfulgtes af Præsident Dr. Maung Maung, der efter kun en måned på posten blev væltet 19. september 1988 af et kup ledet af General Saw Maung. Følgerne af disse stædige demonstrationer, som Ang San Suu Kyi støttede, blev, at landet gennem mange år blev overtaget af militærets stærke mænd med general Than Shwe i spidsen. Det betød også, at Aung San Suu Ki kom i husarrest 2. juli 1989 og med få undtagelser sad der lige til 13. november 2010 og at det hårdt plagede land først fik en ny præsident –  U Thein Sein –  i 2011.

Hvad er det, vi ikke forstår?

Den danske filminstruktør Karen Stokkendal Poulsen præsenterede under CPH:DOX sin nyeste dokumentarfilm On the Inside of a Military Dictatorship, der prøver at forklare, hvordan det er gået til, at hele verden beundrede og næsten helgenkårede fredsaktivist Aung San Suu Kyi fra Myanmar i det sidste års tid er blevet frataget alle sine priser og bagtales af alle udenfor Myanmar.

Suu Kyi er kommet i regering med sit parti The National League for Democracy (NLD), har fået en stilling, der svarer til premierminister og burde have al den magt, hun har kæmpet for, men hun er besynderligt nok ikke i stand til at hjælpe sine undersåtter – de muslimske rohingyaer – mod militærets mord og brand. Endsige har hun vedkendt sig, at militæret gennem et par år konsekvent og hensynsløst har arbejdet på at udrydde rohingyaerne.

Hvad er det egentlig, der foregår? Hvad er det, vi ikke forstår? Alverdens store mænd og kvinder beder hende tage sig sammen og bruge sin indflydelse i stedet for at benægte fakta: En million rohingyaer er flygtet til Bangladesh, og militæret har lagt miner ud ved grænsen, så de ikke kan vende tilbage.

Hun, der tidligere var en meget smuk kvinde og holdt af at blive set med alverdens notabiliteter, prøver nu at undgå offentlige møder og ser yderst hærget ud. Jeg har ondt af hende og er meget taknemlig over at få nogle brikker at arbejde med i Karen Stokkendal Poulsens film, så jeg måske vil  være i stand til at stykke en forklaring sammen.

”Hun er vores pin-up girl

I februar 2012 tilbragte jeg 29 lykkelige dage i det underskønne og meget fredelige land Myanmar. Jeg mødte venlige og nysgerrige mennesker overalt, der lykkelige over endelig at se mennesker udefra prøvede at kommunikere med mig med smil og madgaver.

De fodrede mig overalt med kager og frugt. Det var forbløffende at møde så stor gæstfrihed og varme hos et så fattigt folk. Man talte overalt om Aung San Suu Kyi, for hun var også på rejse rundt i landet. ”Hun er vores pin-up girl”, sagde hotelinspektøren begejstret og henviste til, at hendes valgturne dagligt blev kommenteret og vist i fjernsynet.

den 6. juli 2012 annoncerede Aung San Suu Kyi på World Economic Forums website, at hun til det næste valg i 2015 ville stille op til præsident. Det burde hun nok ikke have gjort

Overalt kunne man købe plakater med hendes portræt. Det var tydeligt, at hun var højt elsket af alle. Meget tyder på at det er hun stadigvæk. Hun er som datter af landets ”fader” frihedshelten Aung San nationens håb om en bedre fremtid. Takket være hendes politiske taler i august 1988, som i højeste grad opmuntrede demonstranterne til at holde ud, hendes årelange stædige kamp mod generalerne, der nægtede hende at se familien i England, og al den opmærksomhed, som dette har vakt ude i verden, har Myanmar fået et demokratisk styre. Hendes parti, NLD, som hun sammen med Aung Gyi og Tin Oo startede i 1988, kom efter valget i 2012 i parlamentet.

En alvorlig provokation

Den 6. juli 2012 annoncerede hun på World Economic Forums website, at hun til det næste valg i 2015 ville stille op til præsident. Det burde hun nok ikke have gjort. Hun vidste udmærket godt, at dette var en alvorlig provokation set med generalernes øjne.

Ifølge den konstitution som var blevet skrevet i 2008, kunne en person med nære familierelationer uden for Myanmar aldrig blive præsident. Denne paragraf 59 var utvivlsomt indført med henblik på hende, der jo fra marts 1999 var enke efter sin britiske mand Michael Aris.

Karen Stokkendal Poulsen er sikker på, at Suu Kyi ”aldrig har været en helgen. Hun er en fremragende strateg og politiker”

Aung San Suu Kyi mente, at hun med en større  del af befolkningen i ryggen og som datter af Aung San, som alle ærede, var berettiget til en post som præsident. I 2015 vandt hun og NLD en jordskredssejr, og hun blev tildelt poster som udenrigsminister, undervisningsminister, energiminister m.m.. Og hun blev under præsident Htin Kyaw udnævnt til state conselor– en ny post som svarer til statsminister.

Hun ville imidlertid ikke give op og allierede sig derfor med den tidligere general, Shwe Mann, der tidligere havde været en af de mest magtfulde generaler i landet, men nu følte sig forbigået efter regeringsskiftet i 2011. Han havde regnet med en post som præsident, men var kun blevet udnævnt til first speaker i The House of Representatives.

Han satsede nu på ved Aung San Suu Kyis hjælp at kunne nå sit mål og omstøde paragraf 59. Militæret gennemskuede hans planer i juni 2015 og kaldte ham ”forræder”. I 2018 arresterede de ham. Værre gik det for hendes juridiske rådgiver, Ko Ni , der fandt nogle smuthuller i 2011-konstitutionen, som ville kunne hjælpe hende med at omgås paragraf 59; han blev myrdet for alles øjne i Yangoons lufthavn. Aung San Suu Kyi blev så chokeret, at hun end ikke deltog i begravelsen. For fremtiden afholdt hun sig for enhver form for samarbejde med muslimer.

Angreb på etniske minoriteter

November 2010 blev det første demokratiske valg gennem 50 år afholdt i Myanmar. Mafialederen general Than Shwe ønskede et bedre forhold til udlandet og accepterede en tidligere general premiereministeren Thein Sein som præsident. Han slap 13. november 2010  San Suu Kyi ud af husarresten. Militæret slap officielt magten, og de fleste af politikerne smed uniformen og klædte sig nu i hvidt. De havde stadig magten i parlamentet, hvor 25% af pladserne var reserveret til militæret.

Thein Sein var en god reformivrig leder i det plagede land. Han slap 28.000 fanger fri og sørgede for, at flygtede borgere frit kunne vende hjem. Han skabte gode forhold til nabolandene, samarbejdede fint med Aung San Suu Kyi og fik Vestens sanktioner til at falde. Men han betragtede – som mange andre – ikke Rakine-statens indbyggere rohingyaerne som legale borgere i Myanmar.

I hans regeringstid fra 2011 til 2016 begyndte militæret under dets nye leder general Min Aung Hlaing at angribe flere af de etniske minoriteter i landet. Det begyndte i 2011 i den nordlige stat Kachin, hvor majoriteten af indbyggerne er kristne. Militæret voldtog kvinderne og brændte landsbyerne ned. 80.ooo flygtede nordpå til flygtningelejre tæt ved grænsen til Kina.

Det vides ikke, hvad der startede aggressionerne, og Aung San Suu Kyi interesserede sig ikke for sagen, hvilket undrede præsident Barack Obama, da denne senere kom på besøg i 2012. Området er rigt på ædelstene og naturressourcer, som kineserne er interesseret i, og der dyrkes og smugles ret meget opium, som betaler for Kachins uafhængighedshær, som ellers gennem 17 år har været i stand til at holde regeringstropperne væk.

“Den værste humanitære krise i verden”

I 2015 begyndte angrebene på rohingyaerne ude mod vest. Fra august 2016 gik det voldsommere til og i 2018 taler man i  FN om ”the worst human crisis in the world”. Thein Sein er gået af og har startet et liv som munk. Aung San Suu Kyi er blevet statsleder uden reel magt over militæret, som er i færd med at tvinge samtlige rohingyaer ud af et land, der aldrig har ønsket dem.

I kolonitiden skaffede briterne sig billig arbejdskraft ved at flytte tusinder af rohingyaer ind fra Bangladesh. De fik i modsætning til de fleste andre etniske minoriteter aldrig statsborgerskab, og de blev med tiden ret forhadte, fordi de under Anden Verdenskrig og årene inden befrielsen holdt med briterne.

De var med andre ord forrædere, at de så også var muslimer, gjorde ikke forholdene bedre. Myanmars befolkning er buddhister og de tusinder af orangeklædte munke har et stærkt had til muslimer. Aung San Suu Kyi er buddhist og ved, at hvis hun prøver at forsvare de muslimske rohingyaer, vil hendes millioner af vælgere ikke kunne forstå det.

Militæret har enevældigt styret Burma/Myanmar i mere end 50 år, hvorfor skulle de ønske demokrati? Man skal forstå militærets behov for at dominere, hvis man vil prøve at forstå Myanmars tragedie.

Måske vil de se hende som en forræder. Måske vil de ikke mere stemme på hende. Hun kan miste sin hårdt tilkæmpede magt ved at kommentere eller blande sig i militærets krig, og det ved militæret. Der er for mig at se ingen tvivl om, at General Min Aung Hlaing nu sidder og gnider sig i hænderne af begejstring over situationen. Han har sat the state conselor i en gevaldig klemme: Hvis hun bebrejder militæret for dets blodig handlinger eller prøver at stoppe dem, vil hun intet få ud af det, for det er dem, der bestemmer, og samtidigt vil hun få den buddhistiske befolkning mod sig.

Hvis hun intet foretager sig og lader som om det hele ”is an iceberg og misunderstandings”, vil alle udenlandske politikere og journalister kaste sig over hende i foragt, og hun vil miste alle de priser, man indtil nu har tildelt hende. Det er lige det, vi nu kan opleve ske hver eneste dag.

Militæret har enevældigt styret Burma/Myanmar i mere end 50 år, hvorfor skulle de ønske demokrati? Man skal forstå militærets behov for at dominere, hvis man vil prøve at forstå Myanmars tragedie.  Krige er nødvendige for berettigelsen af et kostbart militær. Ved at fjerne rohingyaerne og more sig med at voldtage, myrde og nedbrænde ejendom, så foretager man sig noget, der i den store sammenhæng er nyttigt, noget som glæder landets befolkning.

Suu Kyi har aldrig været nogen helgen

Karen Stokkendal Poulsen fik lyst til at forstå situationen i Myanmar set fra generalernes synspunkt. Hun er uddannet i political science og har kortvarigt arbejdet for Udenrigsministeriet. I forbindelse med sin tidligere film fra Jugoslavien, The Agreement, traf hun en britisk diplomat, Robert Cooper, der kendte Aung San Suu Kyi, og derfor var blevet  ansat af EU som ekspertrådgiver vedrørende Myanmar.

Han skaffede hende kontakt til Suu Kyi og flere af de militære generaler, som var interesseret i at indføre demokrati under det nye styre fra 2011 i den nye hovedstad Naypyidan. Hun besøgte landet otte gange over en periode på fem år og interviewede Aung San Suu Kyi to gange. Denne indpodede hende, at hun ikke kunne stole på nogen af Myanmars politikere.

Stokkendal traf adskillige af de tidligere meget magtfulde generaler, der kunne fortælle deres version af det vanskelige forhold, der gennem mange år havde været mellem Aung San Suu Kyi og militæret, og nogle som kunne sætte spørgsmålstegn ved vores opfattelse af hende som en helgen.

Stokkendal besøgte landet otte gange over en periode på fem år og interviewede Aung San Suu Kyi to gange. Denne indpodede hende, at hun ikke kunne stole på nogen af Myanmars politikere

General Aung Min mener, at det er vigtigt at prøve at forstå militæret, for ellers vil alle generalerne blive bedømt som ”bad guys”. Og General So Thane er sikker på, at kun militærets indgriben i augustdagene 1988, hvor man satte forfatningen ud af kurs og oprettede et militærråd, SLORC, samt en regering, der næsten kun bestod af militærpersoner, forhindrede et totalt kaos.

Man kan let forestille sig, at Aung San Suu Kyi har en noget anden opfattelse af situationen dengang, hvor hun i sine taler præciserede: ”We want the army to stay out of politics.” Hendes personlige rådgiver – den tidligere politiske fange Win Htein – mener, at hendes strategi om at få generalerne til at ændre holdning er at påtage sig en moderlig rolle overfor dem.

Karen Stokkendal Poulsen er sikker på, at Suu Kyi ”aldrig har været en helgen. Hun er en fremragende strateg og politiker: Hun er ærlig og fredsønskende, men hun er opdraget af hæren. Måske var hun aldrig den, som hele verden troede hun var”.

En dybt engagerende film

On the Inside of a Military Dictatorship er en dybt engagerende film, der via mange forskellige udsagn tegner et billede af et politisk set utroligt modbydeligt land, hvor alt er tilladt. Aung San Suu Kyi har sat sig selv og sit familieliv op mod en drøm om at kunne ændre sit folks tilværelse til noget bedre.

Hun har ofret sig for at kunne leve op til sine egne idealer. Det kunne overfladisk set virke som om, hun har vundet, men nej: Hun står ved filmens slutning i 2018 klemt inde i Min Aung Hlaings fælde og har hverken fremtid eller ære tilbage.

Hvordan skal nogen ude fra kunne forstå generalernes spil, se sandheden bag hendes ord? Ingen vil kunne fatte den klemme, hun står i

Hun er ikke en kold hensynsløs politiker, hun er et offer for militærets magtbrynde. Hendes repræsentant i FN bryder grædende sammen under en konference i New York, da han prøver at læse hendes løgnagtige påstande op vedr. hendes bekymringer for terrorismen i staten Rakine:

”The provokative terrorist attacks on august 2016 and 2017 has affected our earnest endeavour to build a peaceful, fair and prosperous future for the people of Rakine State. But nothing shall stop our determination to achieve our efforts to achieve our objectives.”   

Han ved, at hun er nødt til at lyve, for kun ved at samarbejde/skjule/acceptere militærets handlinger vil hun kunne blive ved med at spille mor for alle de mange, der sætter deres lid til hendes evner. Hvordan skal nogen ude fra kunne forstå generalernes spil, se sandheden bag hendes ord? Ingen vil kunne fatte den klemme, hun står i. De har fanget hende i en fælde, og de bestemmer alt.


Foto: CPH:DOX.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Asien