AFRIKANSK FILM // ESSAY – Det er blot et par måneder, siden Cinemateket kørte en serie med den afrikanske filminstruktør Ousmane Sembene. Nu har Cinemateket atter Afrika på programmet, idet man i samarbejde med Culture Art Society skabt serien Ruptures Beyond the Frame, hvor man kan se adskillige af Afrikas pionerinstruktørers allerførste film sat op mod mere moderne, eksperimenterende film skabt af den afrikanske diasporas filmmagere.
I programmet Ruptures Beyond the Frame finder man film fra USA, Cuba, Caribien og Storbritannien. “Alle programmets film, deres skabere og de tilknyttede talks er i dialog med hinanden. De taler sammen i et felt, der både rummer det kritiske, det politiske og det æstetiske”, står der i programteksten.
I Harvest: 3000 Years gælder det Etiopiens korrupte, brutale og feudale landbrugsstyre. Det mesterværk er værd at glæde sig til
Efter mere end 30 års studier af afrikanske film kan jeg glæde mig over, at man har valgt adskillige film af instruktører med stærke politiske meninger såsom Solei O af mauretanske Med Hondo, der på det nærmeste var frygtet for sin skarpe kritik og sit voldsomme temperament, og Harvest: 3000 Years af etiopieren Haile Gerima, der forlod sit land i 1968 for at studere teater i Chicago.
Allerede i 1970 rejste han videre til Californien for at uddanne sig til filminstruktør. Han var med til at danne L.A. Rebellion Film Movement og blev i 1975 udnævnt til professor ved Harvard Universitetet. Hans første fire film var yderst politiske og udstillede bl.a. USA’s racisme, fattigdom og politibrutalitet.
I Harvest: 3000 Years gælder det Etiopiens korrupte, brutale og feudale landbrugsstyre. Det mesterværk er værd at glæde sig til. Gerima har modtaget flere priser for Sankofa (1993), der skildrer fortidens slavetilværelse, og som er optaget ved det pragtfulde Elmira Fort i Ghana, og vandt hovedprisen Etalon de Yenenga ved FESPACO 2008 for Teza, der chokerende afslører diktatoren Mengistus repressive marxistiske styre.
Den temperamentsfyldte Med Hondo
Soleil O (1967) er Med Hondos debutfilm, og aldrig har man set mage til rebelsk fortællestil. Med en blanding af dokumentarisme, animation og stiliserede tableauer hudfletter filmen kolonialisme, racisme og migrantarbejde igennem en historie om en håbefuld emigrants møde med Paris.
Dengang Frankrig var koloniherre over et kæmpestort landområde, Fransk Vestafrika, var det forbudt afrikanere at lave film
Med Hondo forlod Mauretanien i 1959 og levede i adskillige år som opvasker, kok og havnearbejder i Paris. Han blev med tiden en meget brugt stemmedubber, men ønskede først og fremmest at lave film.
Efter adskillige politiske og aggressive film kom hans mesterværk Sarraouina (1986), der på trods af fransk chikane og boykot blev færdig med hjælp fra Burkina Fasos præsident Thomas Sankara og vandt Etalon de Yennenga i Ouagadougou i 1987.
Jeg husker filmens pressemøde, hvor var stemningen så elektrisk, at Med Hondo var nær ved at angribe journalisterne korporligt, da han blev spurgt til om, hvorvidt det var sandt, at han havde slået filmens heltinde, Ai Keita, under optagelserne.
At vende hjem – forandret
I et af seriens programmer, Cinema of Niger, vises to af de allerførste afrikanske film som repræsentanter for temaet ”at vende hjem forandret”.
Dengang Frankrig var koloniherre over et kæmpestort landområde, Fransk Vestafrika, var det forbudt afrikanere at lave film. Missionærer og etnografer kun gøre, hvad de havde lyst til, mens afrikanerne måtte nøjes med at lave film i Paris, som de senegalesiske studenter Paulin Viera og Mamdou Sarr gjorde det i 1955 med filmen Afrique sur Seine.
Moustapha Alassane lavede flere små korte film i Niger, inden han på Jean Rouchs anbefaling tog til Canada og hos Norman McLaren lærte at lave animationsfilm
De fleste vestafrikanske lande blev selvstændige i 1960, og den første kortfilm blev Aoure (1962) af Moustapha Alassane fra Niger. Han var uddannet mekaniker og havde været assistent for etnografen Jean Rouch, der i Elfenbenskysten havde lavet spillefilmen Moi un noir (1957) med det unge filmgeni Oumarou Ganda i hovedrollen.
Oumearou Ganda
Sidstnævnte debuterede i 1968 med Cabascabo, en 45 minutters spillefilm efter egne bitre erfaringer som soldat i Indokina. Denne film vises i den aktuelle serie på Cinemateket.
I 1970 frydede Ganda alle med den lysende smukke kærlighedstragedie Le Wazzou polygame med underdejlige Zalica Souley i hovedrollen. Året før havde det sorte Afrika fået sin filmfestival FESPACO I Ouagadougou, og i 1972 begyndte man at give priser. Da blev Le Wazzou polygame den allerførste vinder af Etalon de Yennenga.
Oumarou Gandas sidste film, den betagende fabel fra Djerma-kongedømmets storhedstid, L’Exile, handlede om vigtigheden af at holde sit ord og blev vist ved FESPACO 1981, et par måneder efter hans pludselige død i januar 1981. FESPACO oprettede herefter en ny pris, Oumarou Ganda Prix, for bedste debutfilm.
Moustapha Alassane
Moustapha Alassane lavede flere små korte film i Niger, inden han på Jean Rouchs anbefaling tog til Canada og hos Norman McLaren lærte at lave animationsfilm. I 1966 lavede han den charmerende western Le retour d`un Aventurier, som også vises i den aktuelle serie, med den flotte Djingarey Maiga i hovedrollen.
I 1972 kom hans næste spillefilm, den sarkastiske og vittige FVVA (Femme, Villa, Voiture, Argent) med Djingarey Maiga og Zalika Souley som det unge par på vej op i samfundet. Djingarey Maiga var oprindelig elektriker fra Gao i Mali.
Efter at have set den amerikanske film Lænken med Tony Curtis og Sidney Poitier blev han så grebet, at han tog sydpå til Niamey for at melde sig som assistent for Alassane. Fra 1973 gik han i gang med sine egne film og debuterede i 1973 med L’etoile noir.
Hun blev Afrikas første sorte kvindelige instruktør og lavede gennem årene adskillige korte fiktionsfilm, der afspejlede kvindens position i det sengalesiske, mandsdominerede samfund
På trods af Nigers manglende støtte til filmproduktion, overlevede han som instruktør helt til i dag, hvor hans nyeste dokumentarfilm handler om albinisme i samfundet. Op gennem årene har han lavet 8 spillefilm alle med ordet “noir” i titlen.
Kvinderne
I programmet Black Women at the Centre vises sammen med en film fra Cuba Safi Fayes’ debutfilm Letter from my village (1975). Som Oumarou Ganda og Alassane havde hun fået sin interesse for film og støtte fra Jean Rouch.
Hun havde på et tidspunkt studeret etnografi hos ham i Paris og medvirket i en af hans film. Filmen er en doku-fiktion med kulturelle indslag fra hendes Serere-baggrund. Hun blev Afrikas første sorte kvindelige instruktør og lavede gennem årene adskillige korte fiktionsfilm, der afspejlede kvindens position i det sengalesiske, mandsdominerede samfund.
Serien viser endvidere to programmer med instruktører fra Sudan, Hussein Shariffe og Ibrahim Shaddad, som jeg desværre slet ikke kender.
Jeg håber meget, at man i de kommende år vil give det danske publikum flere chancer for at møde den afrikanske verden og dens mange forskellige kulturer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
