Om at gå i en sags tjeneste: Nigel Farage tager vandresko på

af i EU/Historie/Politik & Samfund

POLITIK // BREXIT –  Den 54-årige Nigel Farage er medlem af Europaparlamentet. Han har også været formand for det britiske anti-EU parti, UKIP, og det er i høj grad hans fortjeneste, at briterne stemte sig ud af EU-medlemskabet i juni 2016, skriver Hans Christian Andersen fra Storbritannien. Nu vil Farage, som også er medlem af “Leave-Means-Leave”-organisationen, arrangere en politisk march fra Sunderland til London. Det vækker mindelser om mellemkrigstidens ’Jarrow Crusade’.

NEWCASTLE – At gå i flok for at udtrykke en fælles holdning og for at nå det samme mål er der ikke noget nyt i.

Jeg husker politiske marcher i København i min ungdom. Jeg gik endda med i nogle af dem, og i min levetid er nogle politiske marcher blevet berømte, ligefrem historiske, som for eksempel anti-atommarchen i Danmark i 1960.

Man vil bevise, at man som nationalstat kan overleve alene og være stolt af det

Briterne kom i gang lidt før os, men ikke ret meget. Den første “Aldermaston March” fandt sted i 1958, en tur på 80 kilometer, hvor deltagerne gik fra London til det britiske udviklingscenter for atomvåben. Organisatorerne lærte en del af den første march. Fordi den førte fra London ud på landet, blev den gradvist mindre og mindre – folk gik hjem, før de nåede Aldermaston.

The Jarrow Crusade

Den anden march, og de, der fulgte, blev meget bedre og endte på Trafalgar Square med store demonstrationer og taler.

Det skulle organisatorerne have vidst, kunne man godt sige. Man havde allerede oplevet i England, at lange marcher med kurs mod London er en fin indledning til et slutoptog, når man når endestationen.

Hvad mere er: Undervejs kan de samle mere og mere støtte, og de, der vil vise støtte, kan nøjes med at stille sig op og huje ad marchen, mens den går forbi.

Jarrow-“korsfarere” på vej mod London i 1936. Foto: Flickr.

Den mest berømte march i britisk historie i det tyvende århundrede er “the Jarrow March” eller “the Jarrow Crusade”: Jarrow Korstoget.

Jarrow ligger i Nordøstengland, ikke langt fra Newcastle, lidt længere nede ad Tyne-floden mod Nordsøen.

I Jarrow var der stor nød og fattigdom i 1930’erne, ligesom der var i Storbritannien på den tid. Lokale kræfter besluttede, at der skulle organiseres en protestmarch, hele vejen fra Jarrow til London for at råbe parlamentet og nationen op og gøre opmærksom på elendigheden ude i provinsen.

Da marchen var forbi, måtte de tage tilbage til fattigdommen og arbejdsløsheden. Men oprettelsen af en velfærdsstat i Storbritannien lige efter Anden Verdenskrigs slutning, det kan de nok få en del af æren for

200 udvalgte mænd (der var kun mænd med) gik de 470 kilometer til London, fra 5. til 31. oktober 1936 og mødte meget støtte undervejs og i London, selvom de sociale forhold først blev bedre efter Anden Verdenskrig. Labour-partiet var meget skeptisk overfor marchen, men senere har den naturligvis fået status af en af de største begivenheder i den britiske arbejderbevægelses historie.

Nigel Farages ”korstog”

Det er selvfølgelig ikke et tilfælde, at Nigel Farage og “Leave Means Leave”-organisationen nu vil marchere fra Sunderland – få kilometer fra Jarrow – til London.

Det var i Sunderland, og i det “postindustrielle” Nordøstengland, protesten mod EU rigtig tog fart. Det var også deroppe, man først blev klar over, at Leave-fløjen ville vinde folkeafstemningen i 2016.

Farages initiativ er lidt mere “moderne”. Det vides ikke, om Farage selv vil gå i front, som lederne gjorde det i 1936, og ruten går ikke “til London”, men “til London gennem valgkredse, hvor den siddende parlamentariker støtter et fremtidigt nært forhold til EU”.

Så det er udpræget en politisk march og ikke en march med et socialpolitisk formål, som den i 1936. Undervejs håber man at få støtte af Leave-politikere og mange andre.

En march er ikke bare en march

Der går mange anekdoter om Jarrow-marchen i 1936, og de er i høj grad positive. De 200 marcherende mødte velvilje alle vegne, de kom.

Der var ikke kun tale om, at de fattige og arbejdsløse sluttede op om deres marcherende “martyrer” fra Jarrow. Briter fra alle samfundsklasser var klar over, hvor dårligt det stod til, hvor gennemgribende fattigdommen var – der var tale om rigtigt armod og elendighed. Undervejs gav mange støtte: mad, støvler, husly.

Man marcherer for at gennemføre et projekt, hvor Storbritannien skal vise, at det er økonomisk stærkt nok til at kunne klare sig uden at samarbejde med resten af EU og uden at skyde penge i det fælles projekt

Deltagerne var netop en udvalgt flok (det var ikke alle, der kunne gennemføre den lange march, men de fleste gjorde), der bragte et offer – de gik næsten en måned. Da marchen var forbi, måtte de tage tilbage til fattigdommen og arbejdsløsheden. Men oprettelsen af en velfærdsstat i Storbritannien lige efter Anden Verdenskrigs slutning, det kan de nok få en del af æren for.

Farages march ligner mere en slags “pilgrimsgang”, hvor man vil skade modstanderne mest muligt i opløbet til 29. marts 2019 og den sidste dag i denne måned, hvor Storbritannien skal forlade Den Europæiske Union.

At forsvare nationens frihed

“Leaverne” er vrede.

De føler, at politikerne i parlamentet prøver at “stjæle” deres demokratiske sejr ved folkeafstemningen i 2016. På sociale medier kan man se, hvordan borgerne mistænker BBC for at være i ledtog med “eliten” om at lyve sig vej tilbage til EU-medlemskabet. EU skældes af enkelte ud for at være et “Fjerde Rige”, efter Hitlers og Nazi-Tysklands Tredje Rige. Det gælder om at forsvare nationens frihed.

Mange ser straks en direkte og positiv parallel mellem Jarrow-marchen og Farages march: “Kom igen Jarrow, vi skal ud at marchere ligesom min bedstefar”.

Men denne gang skal man nu betale for at få lov til at være med: 50 pund sterling (435 kr.).

Og det er vist ikke meningen med Farages march at skabe et mere socialt retfærdigt land med større lighed for borgerne og bedre fordeling af goderne.

Man marcherer for at gennemføre et projekt, hvor Storbritannien skal vise, at det er økonomisk stærkt nok til at kunne klare sig uden at samarbejde med resten af EU og uden at skyde penge i det fælles projekt.

Man vil bevise, at man som nationalstat kan overleve alene og være stolt af det.

Var det ikke bevist for længst?


Topfoto: Wikimedia Commons

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU