STORBRITANNIEN // ANALYSE – På mange måder kommer Starmers tilbagetræden ikke bag på nogen. Med Andy Burnham som mulig efterfølger står Labour nu over for en chance for at bryde den politiske lederkrise, som har plaget Storbritannien i mere end ti år. Burnham gør indtryk som et pålideligt menneske, skriver H.C. Andersen, og han har som borgmester overbevisende styret en af Englands største provinsbyer, Manchester, ved at blande socialistisk politik med samarbejde med den private sektor.
NEWCASTLE – Premierminister Keir Starmer meddelte mandag den 22. juni, at han trækker sig tilbage som sit partis leder.
Det betyder automatisk, at han også opgiver posten som Storbritanniens premierminister, som han har haft siden jordskredsvalget i juli 2024.
Ved det parlamentsvalg vandt Labour-partiet et flertal på 174 pladser i det britiske underhus, et flertal, der giver en britisk regering frie hænder til at styre landet i den retning, den ønsker, uden at skulle skele til oppositionen.
Intern og ekstern kritik
Men i de næsten to år, der er gået siden, er Keir Starmer blevet udsat for konstant kritik, ikke bare fra sine politiske modstandere, men også fra sit eget parti.
Han er blevet kritiseret for sin tendens til ikke at lytte til andre rådgivere end dem, han er enig med. Han har foretaget regeringsrokader, der har flyttet kabinetsministre ud af poster, de tilsyneladende har varetaget udmærket.
Han har – siger hans kritikere – vist sig at mangle politisk fingerspidsfornemmelse og mere være en administrator-type. Her peger man især på hans udnævnelse af Peter Mandelson til britisk ambassadør i USA, en udnævnelse, der skete, selvom Mandelson ikke kunne opnå sikkerhedsgodkendelse fra den britiske sikkerhedstjeneste. Mandelsons nære forbindelse til den amerikanske investor og pædofile Jeffrey Epstein kostede ham stillingen og skadede Starmer så alvorligt, at det kostede ham hans gode rygte som politiker.
Han læser sikkert ikke de pressekommentarer, der allerede mandag dukkede op i pressen. De venligste beskrev ham som premierminister uden fast ideologisk kerne: Hans medarbejdere havde ingen fornemmelse af det politiske ”projekt Starmer”, de skulle hjælpe deres leder med at virkeliggøre.
Han ser ikke sig selv som politisk taber. Han understregede netop, hvor meget han selv synes, han har opnået som premierminister
Seks kabinetsministre har trukket sig fra deres poster, siden Starmer blev premierminister. Den seneste, forsvarsminister John Healey, trak sig i protest mod Starmer-regeringens manglende vilje eller evne til at give det britiske forsvar et troværdigt budget.
Det har ikke hjulpet Starmer, at han dermed er blevet defineret som en leder, der ikke evner at forsvare sit eget land. Det er ikke at sige, at det faktisk er hans indstilling til landets forsvar. Det røber nok snarere, at han ikke har kunnet overtale sin finansminister til at dirigere milliarderne herhen, hvor de skal være for at styrke det forsvar, der i de sidste årtier er blevet svagere og svagere.
Og graver man lidt dybere, ser man måske også, at ministre som Ed Miliband, der er ansvarlig for udbygningen af landets vedvarende energiprojekter, har nægtet at reducere sit ministerielle budget.
Andy Burnham: Manchester-borgmesteren som Starmers efterfølger?
Der har siden været alvorlige politiske interne udfordringer i partiet.
I et stykke tid har Manchesters borgmester, Andy Burnham, bragt sig i stilling som Keir Starmers efterfølger.
Andy Burnham har erfaring som Labour-politiker i London, men har i mange år gjort indtryk ikke som parlamentsmedlem, men som borgmester. Her har han overbevisende styret en af Englands største provinsbyer, Manchester, ved at blande socialistisk politik med samarbejde med den private sektor.
Og så gør han indtryk som et pålideligt menneske, man gerne hører efter, og som forstår sine vælgere.
Forleden vandt Andy Burnham et suppleringsvalg i Makerfield i Manchester.
Hans forgænger som Labour-medlem for valgkredsen trådte med vilje tilbage for at gøre det muligt for Burnham at blive valgt til parlamentet. Kun som parlamentsmedlem kan han opstille til posten som formand for Labour-partiet og blive premierminister.
Til trods for at Makerfields vælgere er udpræget højreorienterede, Brexit-glade og Reform Party-støtter, vandt Burnham valget med 55 procent af stemmerne.
Et overbevisende flertal, der fortæller, at Makerfield havde forstået, at de havde fået til opgave at få Keir Starmer ud af 10 Downing Street. Ved de nylige kommunalvalg i maj i år blev Labour næsten udslettet i landets lokale forsamlinger. Keir Starmer fik skylden. Næsten hele valgkampagnen blev domineret af valgparoler, der inkluderede sætningen ”get Starmer out”.
Men samtidig viste valgresultatet i Makerfield også, at Reform Partys støtter ikke ser ud til at ville stemme på Farages parti ved parlamentsvalg. Mandag morgen sagde Reforms leder, Richard Tice, at hele kampagnen i Makerfield havde drejet sig om at få Burnham ind i stedet for Starmer, og det var nu sket. Det lød, som om Reform Party prøvede at få lidt af æren for at erstatte en upopulær Labour-leder med en bedre. Det er nu ikke tegn på vælgerstøtte til UK’s største højreparti.
Labour – et parti med nyt håb
At Burnham vandt, må nødvendigvis give Labour grund til optimisme: Partiet har måske alligevel en politisk fremtid, noget, det i høj grad er begyndt at tvivle på.
Og det har måske hjulpet Keir Starmer med at tage den tunge beslutning om at trække sig tilbage. Det var blevet tydeligt, at han ikke var den lederskikkelse, partiet har brug for.
Det hørte man helt klart, da han fortalte nationen om sin beslutning mandag formiddag uden for 10 Downing Street. Han ser ikke sig selv som politisk taber. Han understregede netop, hvor meget han selv synes, han har opnået som premierminister. Sådan som han selv ser det.
Men, som han forklarede, hans parti vil tydeligvis ikke have ham som leder ved det næste valg til parlamentet, og derfor trækker han sig som formand for Labour.
Hvad sker der så?
Labour-partiet skal nu vælge en ny formand. Mandag aflagde Andy Burnham – Andrew Murray Burnham, men briterne elsker at bruge korte versioner af hinandens fornavne – den traditionelle ed i underhuset, og han er dermed fuldgyldigt parlamentsmedlem.
Vejen står nu åben for, at han vælges til partiformand og dermed – som den uskrevne britiske konstitution muliggør det – landets premierminister. Han har allerede meddelt på ”X”, at han har tænkt sig at stille op.
Først skal partiet altså vælge ham, han krones ikke uden videre, og det er ikke umuligt, at andre politikere stiller op som modkandidater, når processen går i gang til juli.
Men den mest åbenbare kandidat, tidligere sundhedsminister Wes Streeting, har straks meddelt, at han støtter Burnhams kandidatur. Det tyder på, at Streeting anser Burnham som den mest sandsynlige premierminister, og det viser nok også, at Streeting gerne vil være minister igen under Burnhams lederskab.
Men tanken er, at en ny leder er på plads til efteråret, og til den tid vil Keir Starmer så overlade posten til sin efterfølger.
Som lemminger i flok mod kløftens kant
Starmer er den seneste i en række britiske premierministre, der har måttet trække sig fra posten, siden David Cameron trådte tilbage, da han havde tabt Brexit-afstemningen i 2016.
Efter ham fulgte Theresa May, EU-remaineren, der påtog sig opgaven med at virkeliggøre UK’s udtræden af EU. En svagere konservativ leder har landet ikke haft længe.
Siden kom Boris Johnsons korte ophold på adressen 10 Downing Street. Politisk ledelse var helt tydeligt ikke hans største talent, og han måtte trække sig i vanære.
Liz Truss blev en myte i britisk politisk historie som premierministeren med kortere holdbarhed som leder end et salathoved i Brugsen.
Rishi Sunak klarede opgaven bedre, med et større overblik og bedre lederegenskaber end sine forgængere. Men da tiden kom, hvor der skulle afholdes parlamentsvalg, smed vælgerne ham ud, og Keir Starmer erstattede ham med et overvældende flertal.
Er det nu korrekt at sige, at vælgerne direkte vragede Sunak?
Labour fik et flertal på 174, som allerede nævnt.
Men det flertal er baseret på blot 33,7 procent af den samlede vælgerskare. Det tyder ikke på overvældende støtte blandt briterne.
Så Andy Burnham får noget at bestille, når han nu skal prøve at stabilisere sit lands økonomi, reducere arbejdsløsheden, minimere det stadig større skel mellem rig og fattig og finde finansieringen til at udbedre og udbygge infrastrukturen.
I første omgang håber man, at han vil sætte ind mod den politiske centralisering, som britiske politiske ledere i London synes at foretrække. Som borgmester har han netop vist, at lokalt demokrati virker.
Det er også muligt, at han lader afholde valg til parlamentet for derved at få sit eget mandat til at styre både land og parti.
Når britiske premierministre træder tilbage, stiller man et lille podium op foran døren til 10 Downing Street. Her står premierministeren så ansigt til ansigt med de evigt snakkende medierepræsentanter.
Briterne fortjener stabilitet efter ti år uden for EU, hvor de på mange måder er kommet til at stå uden for det hele
Det er ikke ualmindeligt, at de fælder en tåre i den nationale og internationale presses rampelys. Stemmen knækker, når de nævner deres kærlighed til landet; den følelse, det har været at sidde på landets mægtigste post; i Starmers tilfælde, da han nævnte sin elskede kone og de to børn, han holder så meget af.
Man får nemt det indtryk, at den lille talerstol er en slags skafot, hvor afgående premierministre stiller deres skam og følelse af nederlag til skue.
Man kunne forestille sig, at talerstolen fik en fast plads foran indgangen til 10 Downing Street, så enhver premierminister ville blive mindet om, hvor skrøbelig deres magt er, og hvor kort deres politiske liv kan være.
Men briterne skulle måske også gøre mere brug af demokratiet og afholde valg, så vælgerne får i det mindste en del af ansvaret for, hvem der leder deres land, og det ikke bare er et spørgsmål om, hvem det regerende parti nu kan finde ud af at give stafetten videre til.
I denne omgang må man ønske Andy Burnham – eller hvem det nu bliver – en lang og lykkelig tid som premierminister. Briterne fortjener stabilitet efter ti år uden for EU, hvor de på mange måder er kommet til at stå uden for det hele.
Læs mere af Hans Christian Andersen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og