VALG I STORBRITANNIEN // ANALYSE – Lokalvalgene i Storbritannien den 8. maj blev et jordskredsvalg. Labour mistede over 1.400 mandater, de Konservative over 500. Den store vinder er Nigel Farages Reform UK. Resultatet rejser et grundlæggende spørgsmål: Er topartisystemets tid forbi – og hvad kommer der så efter? spørger H.C. Andersen fra Newcastle.
NEWCASTLE – I England var i alt 5.066 pladser i landets 136 by-, amts- og distriktsråd på valg torsdag den 8. maj.
I Wales mistede Labour magten for første gang siden landet fik begrænset politisk selvstyre i 1997. Ikke nok med det. Landets politiske leder, Eluned Morgan, blev ikke genvalgt og er med det samme trådt tilbage.
Det er nu det walisiske uafhængighedsparti, Plaid Cymru (”Plaid”), der med det største antal mandater – 43 – skal danne en koalition, måske med Nigel Farages Reform UK, som fik 34 mandater i det walisiske parlament, Senedd.
I Skotland blev Scottish National Party (SNP) det største parti i parlamentet med 58 mandater. Farages Reform UK og det skotske Labour står lige med 17 mandater hver.
En konvoj af rustne, synkende skuder
Labour fik ikke en over snuden: Det blev knust, tromlet ned, fejet til side. Labour tabte mere end 1.400 pladser i byrådene og mistede dermed flertallet og magten i et antal lokalråd, hvor det ellers har stået stærkt i årtier.
”Vi rejser os igen,” sagde Labour-politikere dagen derpå, modigt, men med rynkede bryn. ”Vi forstår vælgerne; fremskridtene er ikke sket hurtigt nok, siden vi overtog magten for to år siden.”
Men for Labour er de netop overståede lokalvalg et eksistentielt problem. En sand katastrofe. Så svagt som partiet nu står, har det ikke stået i over hundrede år. Hvis partiet skal rejse sig igen, skal det være med en helt ny selvforståelse, der svarer til det nye politiske landskab i landet.
De britiske konservative står med et tilsvarende problem. Partiet mistede over fem hundrede mandater på landsplan. Det konservative skib mangler maskinkraf,t og vandet strømmer ind i den synkende skude, mens mandskabet allerede har redningsvestene på, og pumperne er i gang. De kan så nyde synet af Labour-skibet, der prøver ikke at kæntre helt ude i horisonten.
Sagt på en anden måde: I juli 2024 led de britiske konservative deres største nederlag nogensinde ved et parlamentsvalg og måtte af med 251 pladser i Underhuset. Den kritik og selvransagelse, der naturligt måtte følge, er de kommet igennem. Nu er Labour midt i det og håber på en overgangsperiode.
Farage, Farage, Farage – Reform, Reform, Reform
Valgenes store vinder er Nigel Farages Reform UK.
Partiet har nu 1.444 pladser rundt om i kommuner, amter og distrikter. Før valget havde det blot to. Man må heller ikke glemme de grønne, The Greens, der gik frem fra 374 til 515.
Hvor kom stemmerne fra? Udover Labours allerede nævnte 1.400 tabte mandater, lagde de Konservative små 560 i tag-selv-kassen.
De gamle partier, Labour og de Konservative, topartisystemets faste fundament, svandt ind, og de politiske fornyere sugede grådigt deres støtte til sig.
”Topartisystemets tid er omme,” siger vinderne. ”Vælgerne er trætte af de gamle partiers tomme valgløfter.” Og vælgerne stemmer i med anklager om, at politikerne ikke er til at stole på: De meler bare deres egen kage, tænker kun på sig selv og ikke på vælgerne, skal bare have fyldt deres egne bankkonti.
”Hvorfor stemte du på Reform UK?” spurgte en interviewer i fjernsynet. ”Bare alt andet end Labour,” lød svaret. Og der er vokset et had mod Labour på grund af premierminister Keir Starmer.
Det prægede i høj grad valgkampagnen, der blev negativ og meget kørte på, at man ville gøre alt for at komme af med Starmer.
Starmers regering – uden mål og med
”Hvorfor har Labour ingen plan, hvor er visionerne? Hvad har de på programmet?” Det har mange spurgt om, siden Labour vandt et jordskredsvalg i juli 2024 med et flertal, der i teorien gav dem mandat til at gennemføre snart sagt hvad som helst i parlamentet.
Men det har skortet på ideer, og det har ført til kritik af premierminister Starmer for ubeslutsomhed – det ene øjeblik har han en plan, det næste skifter han mening, siger man. Han virker – mener mange også – stiv og upersonlig Han er mere jurist end politiker. Man orker ikke at følge ham, hører man hans kolleger sige.
Og så er der hele skandalen omkring udnævnelsen af Lord Mandelson til Storbritanniens ambassadør i Washington. Mandelson var – opdagede vi i pressen – nær ven af Epstein, den dømte amerikanske børnelokker. Vi har nu alle set et billede af Mandelson i underbukser. Det gav ikke indtryk af værdighed og god selvbevidsthed, men det var selvfølgelig et snapshot taget med en mobil.
Men så var der andre billeder af ham med Epstein og dokumenter, der gav grundlag for mistanke om, at Mandelson havde røbet statshemmeligheder til Epstein, som sidstnævnte kunne bruge til at tjene penge på investeringer.
Britisk politi ser på sagen. Britiske vælgere og britisk presse spørger, hvordan det dog kunne falde Starmer ind at udnævne sådan en mand til at repræsentere nationen i Det Hvide Hus? Mandelsons politiske omdømme var i forvejen ikke for fint.
Farage – fornyelsens mand?
Nigel Farage kunne udmærket blive landets næste premierminister ved det parlamentsvalg, der senest skal finde sted den 15. august 2029.
Det giver ham og partiet god tid til at forberede sig. Reform UK har mange nye, uerfarne politikere, der skal have tid og mulighed for at lære faget.
Det kommer de til at være som lokalpolitikere i de kommende år. Lokalpolitik er ikke det samme som nationalpolitik, det er klart. Reform UK får ikke lært at lovgive, som jo er en central del af det parlamentariske arbejde.
Men de kommer til at navigere i det politiske miljø, som den siddende regering skaber og har skabt. Det bliver deres tur til at finde penge til at male falmende vejstriber op, fylde hullerne i vejbanerne ud, holde biblioteker og parker åbne og velholdte. ”Vi betaler lokale skatter og får intet igen!” siger rasende vælgere, mens de som bilister prøver at se, hvor den ene vejbane ender og den næste begynder, og deres dyre forhjul smadres i dybe frosthuller.
Det har været klart i årevis, at med de stadigt lavere tilskud fra staten og et stadig større antal ældre borgere vil der snart ikke være skattepenge i kommunerne til andet end skolevæsnet og ældreplejen. Det er det, man får for sine skattepenge.
”Vi har allerede fundet besparelser for mange milliarder i de kommuner, vi allerede leder,” siger Reform UK. Der kan man for eksempel finde finansieringen til et bedre samfund.
Men det er ikke helt så enkelt, som deres politikere får det til at se ud. Besparelserne findes ved at skære i politiske projekter, som Reform ikke bryder sig om. Miljøprojekter, reduceret udbetaling til politikerne selv eller ved kreativ bogføring, hvor man flytter beløb fra en konto til en anden for at opnå et mere spiseligt resultat på bundlinjen.
Det er i hvert fald den kritik, Reform UK er udsat for. Det er ikke entydigt bevist, at Reform UK er bedre til budgetlægning end de gamle partier.
En gylden fremtid?
Storbritannien er ikke inde i en nem periode, slet ikke økonomisk. Da Labour fik magten i 2024, var det klart, at de gik efter økonomisk vækst. En økonomi i fremgang fører til højere skatteindtægter for staten.
Finansminister Rachel Reeves gik nok i gang med skatteforhøjelserne lidt for hurtigt, før borgere og virksomheder var blevet rige. Og en klodset besparelse har gjort stor skade. Regeringen besluttede kun at udbetale børnetilskud til de første to børn i en familie (hvor graviditet nummer to førte til tvillinger, gjaldt reglen ikke!). Så kunne borgerne vel holde sig i skindet?
Men det førte uvægerligt til øget fattigdom i familier med flere end to børn, og det gjorde ikke briterne mindre frugtbare, så regeringen måtte trække i land igen. Labour er trods alt et socialdemokratisk parti, og det faldt hverken i god jord hos vælgerne eller partiets egne politikere, at regeringen bidrog til øget fattigdom i en tid præget af stigende priser og voksende internationalt pres fra både Iran-krigen og den amerikanske præsident.
Nigel Farage får det til at lyde som om, de nok skal få orden i sagerne, når de får magten. De er løsningen på nationens problemer. Topartisystemets tid er omme, i fremtiden skal vi ikke bare sidde og vente på, at enten Labour eller de Konservative efter tur får magten og kører landet i sænk.
Men så nemt er det ikke.
Reform UK er ikke en løsning i sig selv; partiet er et symptom. Et symptom på et politisk system i opløsning og på en nation i strid med sig selv.
Nigel Farages politiske storhedstid begyndte med Brexit-kampagnen og det valg, der fulgte. Farage’s UKIP (UK Independence Party) vandt på en udbredt frustration med det politiske system i Storbritannien.
Dengang gav man Bruxelles skylden for, at London-politikerne ikke kunne – eller gad – løse de økonomiske problemer, som borgerne led under, ikke mindst i de gamle industriområder.
Da de gamle industrier – kul, jern, skibsbygning og tekstil – endnu havde deres storhedstid, fungerede et topartisystem netop godt. Det satte – groft sagt – arbejdere (Labour) og arbejdsgivere (Konservative) op mod hinanden.
Nu hvor de industrier er lukket ned og bukket under for global konkurrence, har Labour og de Konservative mistet deres traditionelle vælgergrundlag. Vi ser netop i disse dage, hvordan nye partier er kommet til, the Greens og Reform UK.
Ikke mere topartisystem?
Men hvem siger, at det ikke er to nye partier, der i fremtiden overtager den ene eller begge sider af topartisystemet?
Og hvad vil de to partier i grunden? Reform UK påstår ikke at være et racistisk parti. Måske, men de er et mere højreekstremt parti, end briterne har set før. Og et af deres – og deres vælgeres – hovedmål er at begrænse den ulovlige immigration, der foregår over Den Engelske Kanal.
Om det er et tegn på racisme, kan man så diskutere. Men der er jo et tegn på, at skiftende tidligere regeringer – og Starmers – ikke har formået at lukke grænserne for ulovlig immigration, og det er noget, vælgerne ser som politisk svaghed og magtesløshed. Det kan ikke overses.
Kan Farage løse det problem?
Det er ikke et britisk problem, men et problem, der skabes af international kriminalitet, af menneskesmuglere, der tjener stort på at sælge billetter til England.
Det passer ind i et bredere mønster af international kriminalitet med salg af smuglercigaretter i kiosker i landets butiksgader, angiveligt penge-hvidvask i neglesaloner og frisørsaloner, tyveri og eksport af luksusbiler og økonomisk svindel og tyveri fra borgernes bankkonti over telefon og internet.
Ulovligheden breder sig, og briterne klager. Hvorfor har andre mennesker ingen respekt mere, hvad blev der af solidariteten? Og i øvrigt, priserne stiger og stiger og levestandarden falder og falder, og de rige flytter bare deres penge til udlandet i stedet for at bo i Storbritannien og betale skat.
Farage har ret
Måske har Farage ret, synes mange at tænke. Ideelt ville man lukke grænserne for alt det uvæsen, der kommer ind ad den vej.
EU er netop et problem, kunne Reform UK-vælgere i teorien finde på at sige, fordi det åbner grænserne. Og Frankrig er et godt eksempel netop på manglen på international solidaritet. Franskmændene standser ikke flygtningene, før de rejser ud af landet og sejler over Den Engelske Kanal og bosætter sig i Storbritannien.
Men de udbredte butikstyverier er ikke udelukkende skabt af udlændinge. Det er også briterne – ikke kun de fattige – der står for dem. Det er svært at acceptere, at man er nødt til at undvære de rare sager, man ikke længere har råd til.
Så selvom Farage kan have ret – på sådan en lidt ironisk måde – så skal der andet og mere end lukkede grænser til, før politikerne kan gøre briterne gladere. Politikerne har ikke skabt det internationale miljø, der giver briterne problemer.
Keir Starmer har ikke skabt det politiske rod, briterne klager over og vil have af vejen. Perioden efter Brexit-afstemningen i 2016 blev efterfulgt af politisk kaos i konservativt regi, og uroen indenfor Labour nu ikke gør bedre.
Hvis Farage – eller the Greens – skal gøre det bedre politisk, så skal der mere ro på internationalt, og økonomien skal ind i et bedre leje. Det kan man kun håbe, at Reform UK og the Greens har talentet og evnerne til at skabe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og