STORBRITANNIEN // ANALYSE – Andy Burnham har fået en usædvanlig let vej til posten som Storbritanniens premierminister. Nu skal den tidligere Manchester-borgmester forsøge at genvinde briternes tillid til Labour og samtidig navigere i en tid præget af økonomisk uro, krigstrusler og voksende utilfredshed med landets politiske system.
NEWCASTLE – Den politiske journalist Robert Peston interviewede den britiske Labour-politiker Yvette Cooper for et par uger siden, mens vi endnu ikke vidste med sikkerhed, at Andrew ”Andy” Burnham ville blive Storbritanniens næste premierminister.
Peston talte om, hvordan det er lykkedes de britiske konservative at have ikke mindre end tre kvindelige premierministre: Margaret Thatcher (1979-1990), Theresa May (2016-2019) og Liz Truss (fra september til oktober 2022).
Det var så de konservative. De havde for resten også haft en brun premierminister, Rishi Sunak.
Men Labour derimod. Ikke en eneste kvinde på Storbritanniens politiske toppost. Kun mænd, allesammen hvide. Labour skulle ellers være så ”progressive”, man kunne høre, at det var underteksten.
Men nu var det jo sådan, at Andy Burnham omgav sig med kvindelige politikere, og han var så sympatisk, sagde Peston. Og så de skønne øjenbryn. Altså.
Briterne har grund at være lidt modløse. Nationens økonomi skranter, borgernes leveomkostninger stiger, der er ventelister på hospitalerne, antallet af borgere på overførselsindkomst er steget enormt, personskatterne stiger, militæret har ikke haft så få aktive soldater siden Napoleonskrigene for to hundrede år siden
Kunne han ikke på en måde blive Labours første kvindelige premierminister?
Udenrigsminister Yvette Cooper har været medlem af parlamentet siden 1997, og da hun var sundhedsminister, var hun den første britiske minister, der gik på barselsorlov. Hun gad ikke reagere på Pestons drilleri.
Siden hun var sundhedsminister, har hun været boligminister, underminister i finansministeriet i en tidligere Labour-regering og – under Keir Starmer – indenrigsminister. Burnham udnævnte hende så til sin udenrigsminister.
Er de britiske partier ligeglade med demokratiet?
Men noget er der jo om det.
Ikke det, at Andy Burnham er hvid mand, men det at Labour uden valgkamp eller offentlig debat uden videre udnævner en ny partileder, der så automatisk bliver premierminister.
Og det er så en hvid mand.
Men sådan er det. Det var på den måde, de britiske konservative udnævnte en hel række premierministre efter den folkevalgte David Cameron i perioden efter den ulyksalige Brexit-afstemning. Sådan gør de britiske partier den slags, ligesom de danske socialdemokrater gjorde det, da Jens Otto Krag trak sig som statsminister 3. oktober 1972. Det skulle ikke absolut være en mand, men netop Andy Burnham var den, partiet allerede havde bestemt var spidskandidaten.
Demokratisk var det ikke, at Burnham blev premierminister. Men det var demokratisk, at de britiske vælgere stemte Labour ind i 2024.
Et kort arbejdsår?
Nu er Andy Burnham blevet udnævnt til britisk premierminister, pr. 20. juli 2026, et par dage efter flyttede han ind i Downing Street med sin kone, Marie-France van Heel, født i USA, med hollandske forældre. ”Hurra!” råber man i nogle hjørner af partiet: så kan bestræbelserne på at komme inden for hos EU fortsætte.
Hr. og fru Burnham tog næsten med det samme på en to ugers ferie med deres tre børn.
En del af boulevardpressen var skeptisk: Han er lige blevet udnævnt, og så holder han allerede ferie!
Men skolerne i England har sommerferie i august måned, så selvfølgelig holder han ferie med familien, mens børnene har fri.
Og så har Andy Burnham haft kolossalt travlt, siden han i juli måned vandt en overvældende valgsejr ved lokalvalget i Makerfield i juni 2026.
Ikke alene vandt han overvældende over Nigel Farages Reform UK-parti – de burde ellers have kunnet tage en højrelænende valgkreds som Makerfield. Sejren gjorde det også muligt for Burnham at opstille til valg til posten som Labours formand: Man skal være parlamentsmedlem for at kunne det.
Den valgkamp ville så føre til, at en ny formand, Keir Starmers efterfølger, kunne tiltræde posten til september 2026. Det ville give Burnham god tid til at forberede sig, hvis han ellers blev valgt.
Det blev hurtigt klart, at der ikke var andre kandidater end Burnham. De mulige kandidater havde regnet ud, at hvis de støttede Burnhams kandidatur, var det mere sandsynligt, at de ville få ministerposter i hans regering.
Keir Starmer havde regnet ud, at han stod til at miste posten som formand og premierminister, og hvis der ikke skulle holdes kampvalg, kunne han lige så godt gå med det samme.
Så det satte Burnham under et vist pres. Men han har før prøvet at blive valgt til formand, og det havde ligget i luften en tid, at det nemt kunne blive i sommeren 2026. Mon ikke han allerede har overvejet, hvilken kurs han ville sætte for sit parti?
Han holdt ferie med familien, og så har han nok holdt mobilen tændt.
Lys for enden af tunnelen?
Briterne har mistet modet i forhold til landets politiske ledelse. Keir Starmer var en skuffelse som premierminister, og i forvejen har briterne ikke meget tillid til deres politikere. Sidst hørte vi i pressen – og det er ikke bare en avisand – at nogle parlamentsmedlemmer i London tilbringer for meget tid i parlamentets barer. Ren drukkultur.
Og siden skandalen i 2009, hvor det blev afsløret, at mange parlamentsmedlemmer i det stille øgede deres indkomst ved – helt legalt – at kræve dækning af de udgifter, de for eksempel havde til at leje bolig i London, mens de arbejdede der.
De viste sig, at en del parlamentarikere havde taget groft for sig af offentlige midler på den måde og krævet dækning af alle mulige udgifter, i London og hjemme.
Det blev der en større skandale ud af, og et af resultaterne er, at briterne ikke har meget fidus til politikere, både nationalt og lokalt. ”Mon ikke bare de er ude på at få magt og prale af, hvor vigtig deres indsats er, og så ellers rage til sig?”
Så Andy Burnham begynder sin karriere som premierminister som lidt suspekt og som leder af upålidelige politikere.
Virkeligheden er anderledes, det skal straks siges. Men skepsissen er der.
Og briterne har grund at være lidt modløse. Nationens økonomi skranter, borgernes leveomkostninger stiger, der er ventelister på hospitalerne, antallet af borgere på overførselsindkomst er steget enormt, personskatterne stiger, militæret har ikke haft så få aktive soldater siden Napoleonskrigene for to hundrede år siden.
Keir Starmer og hans regering ville gerne gøre briternes liv bedre, og de prøvede også, men det duede ikke rigtigt.
Nu prøver man så med en ny leder.
Nye koste fejer bedst – eller lidt bedre
Faktisk gjorde Burnham med det samme et godt indtryk. Målingerne viser, at vælgerstøtten til Labour er større, end den har været længe. Den kunne ikke blive ret meget mindre, men der er sket noget.
Burnhams tid som Manchesters borgmester afslørede ham som en politiker, der faktisk prioriterer at bakke op om borgerne og prøve om ikke at løse deres problemer, så i hvert fald at mindske dem.
Burnham har godkendt, at der bliver ledt efter olie to steder ud for den skotske kyst. Det er en rigtig pragmatisk beslutning. Der er mange skotske arbejdspladser i olieindustrien, og Labour står svagt i Skotland
Man nævner gerne, hvordan han gjorde priserne på en busbillet billigere i Manchester.
Det lyder måske ikke af meget, men der er mange lavtlønnede – og deciderede fattige – i Storbritannien, og billigere busbilletter er ikke ligegyldigt.
Og så var han god til at samarbejde med den private sektor i Manchester. Ikke noget med beton-socialisme, Burnham er pragmatiker.
Det er ikke Burnhams fortjeneste alene, men Manchester er blevet en af Storbritanniens mest spændende byer i hans tid som borgmester der.
Men på nationalt plan, hvad kan og vil han opnå der?
Briterne opfinder ”bloktilskuddet”
Den største egentlige fornyelse er planen om at give de britiske regioner mere magt over deres egen økonomiske udvikling. De skal have en større bid af nationens skatteindtægter, så de selv kan styre egnsudviklingen.
Som danskere har vi hørt om den plan, vi kalder det et ”bloktilskud”.
Briterne bruger selv princippet i forhold til de to selvstyrende regioner, Wales og Skotland.
Men bloktilskuddet til amter og kommuner i England er blevet reduceret så meget igennem årene, at nogle kommuner forudser, at man inden for den nærmeste fremtid kun har penge nok til, at det offentlige kan finansiere skolevæsenet og ældreomsorg.
Der, hvor jeg selv kører i min bil i byen, skal jeg ofte selv kunne huske, hvor vejbanerne er henne: Der har ikke været penge til at opmale vejstriberne i årtier, man kører ofte slalom mellem frosthullerne i vejbanerne. Det kan minde mig om at køre på vejene i Moskva for et kvart århundrede siden.
Men Burnham er lidt mere ambitiøs: Han vil uddelegere magten til lokalområderne. Han indser – og han er ikke den eneste – at Storbritannien er en af de mest centraliserede nationer i Europa. Londonregeringen har i højere og højere grad overtaget styringen af økonomien i hele landet og sammen med skattenedsættelser har det netop ført til, at tilværelsen ikke er så sjov mange steder rundt om i landet.
Men politisk er det interessant, at Andy Burnham vil prøve at gøre det for England, som hans forgængere har gjort for Wales og Skotland: at virkeliggøre tanken om, at de engelske regioner kan klare at styre sig selv.
Med det kan så følge, at englænderne får en bedre fornemmelse af, hvem de er som borgere i en separat og særlig del af Storbritannien.
Siden Wales, Skotland og Nordirland fik deres egne nationalforsamlinger og parlamenter, har man netop støttet deres fornemmelse af at have en specifik national identitet.
Og der er en stadig større fornemmelse af, at sådan har englænderne det også med sig selv. Men de har jo ikke noget engelsk parlament nede i London, parlamentet dernede (jeg bor oppe nordpå, London er ”nede”) er ”the United Kingdom Parliament”. Englænderne har et engelsk flag, Sankt Georgsflaget.
Men London som hovedstad deler de med hele kongeriget, fra Kent og Lands End i syd, Shetlandsøerne langt oppe nordpå og den nordirske Atlanterhavskyst ovre vestpå.
Små skridt fremad – ad en lang vej
Hvordan går det så Burnham som leder?
Ud over planen om at give briterne billige busbilletter (to pund som standardpris), lagde premierminister Burnham ud med en plan om at nedsætte skatterne på brændstof. Det skulle være billigere at opvarme sin bolig og køre i sin bil.
”Hvor kommer pengene fra til det?” blev der spurgt, men det havde Burnham – og hans hold – tænkt over. Keir Starmer havde en plan om at indføre et digitalt id-kort for alle briter, hvilket ville have kostet milliarder at gennemføre.
De penge kunne nu bruges til at erstatte den skatteindkomst, regeringen ville miste ved at skære i brændselsafgiften.
Dagen efter at Burnham havde kundgjort sin plan, røbede en af den afgåede premierminister Starmers rådgivere, at der ikke var lagt et budget for id-kortet. Den konto, Burnham havde tænkt sig at finde pengene i, var ikke alene tom, den fandtes slet ikke.
Der kommer nok en del skuffelser af den slags undervejs for Burnham.
Men det er ikke sandsynligt, at han bliver erstattet i nær fremtid. Nu må han og hans parti sidde perioden ud, til der skal være parlamentsvalg senest i august 2029.
Hans helt klare plan er at fokusere på borgernes problemer, altså på indenrigspolitikken.
Men det bliver umuligt for ham at ignorere udenrigspolitikken, for der er Storbritannien allerede dybt involveret gennem forholdet til Rusland, den meget aktive støtte til Ukraine og det militære samarbejde i Nordeuropa.
Storbritannien er i forvejen en international nation med to store hangarskibe, der blandt andet kan indsættes i Fjernøsten. Et Storbritannien, der kun kigger indad, det er ikke til at forestille sig. Sådan er Danmark jo heller ikke.
Når alarmen lyder
Forrige søndag var der kunder på pubberne. Blandt andet var en pub i Wales godt fyldt.
Pludselig kom der en skriglyd fra alles mobiler. Alle tilstedeværende opdagede en lang besked på de små skærme. En besked, ingen af dem kunne forstå, for den var på walisisk.
Man så sig om efter en walisisk-talende, og dem var der mange af lige der, lige den søndag.
En tid efter blev beskeden så også sendt ud i Wales på engelsk, og så vidste alle, at det var den nye premierminister Burnham, der indtrængende bad sine borgere om at være forsigtige med al åben ild, der var ikke bare akut brandfare, men rent faktisk naturbrande mange steder i det store land. Brandfolkene havde svært ved at klare situationen.
”Hvor blev jeg forskrækket!” sagde mange briter. ”Jeg var lige ved at køre i grøften,” sagde andre efter premierministerens højlydte bagholdsangreb. ”Sådan noget hysteri, Burnham skal bare vise, at han er noget,” kom det fra nogle.
Men der er brandfare, og der er ild i skov og mark. Det er alvorligt.
Og det er ikke svært at have en mistanke om, at premierminister Burnham lige prøver katastrofealarmen af, for den internationale situation er alvorlig. Russerne truer ikke bare Ukraine, men hele Europa. Det er ikke nemt at få briterne til at tage det så alvorligt som for eksempel skandinaverne. Rusland og Ukraine er så langt væk, krigstruslen er lidt uvirkelig, der er ikke rigtigt nogen, der prepper, for der sker nok ikke noget her.
Men det er måske faldet pragmatikeren Burnham ind.
Olien skal flyde … eller hvad?
Det kan være, alarmen kommer til at lyde oftere i fremtiden. Så skal briterne være forberedte og ikke blive forskrækkede over skriglyden og næsten køre bilen i grøften.
Rusland er blevet klar over, at ukrainerne angriber dem med britiske missiler. ”Det vil få følger,” siger den russiske ambassade i London. Så er det med at være forberedt.
Burnham har godkendt, at der bliver ledt efter olie to steder ud for den skotske kyst. Det er en rigtig pragmatisk beslutning. Der er mange skotske arbejdspladser i olieindustrien, og Labour står svagt i Skotland. At forbyde yderligere olieudvinding i havet ville give Burnham politiske problemer.
Men han møder (naturligvis) modstand fra sine partifæller, der for manges vedkommende insisterer på en fremtid uden fossile brændstoffer. Det kan være en beslutning, der hurtigt vil skabe konfrontation inden for et parti, der lige mente, at den interne fred omsider havde lagt sig.
Men hvis nu krigen kommer, og Royal Air Force skal ud at flyve meget og flådens skibe sejle og hærens køretøjer i felten? Så bliver der brug for olie og benzin. Måske – men kun måske – er Burnham allerede ved at gøre klar til de problemer, der kan komme, problemer, der kan overskygge interne skænderier i Labour.
Burnham har lige forsikret Ukraine om fortsat et hundrede procents støtte fra Storbritanniens side.
Vi vil snart finde ud af, hvordan den tidligere borgmester fra den engelske provins klarer den. Det kan kun blive interessant at følge med i.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og