
LGBT+/ // KOMMENTAR – Står det til politikere koblet til Europarådet, skal det kriminaliseres at yde professionel, neutral udredning af den person, der ønsker kønsskiftebehandling. Personen, om barn eller voksen, skal bekræftes i sin tro på, at kønnet på dåbsattesten er forkert. Andre, bekymrede politikere byder ind med ændringsforslag. Afstemningen finder sted, den 29. januar, skriver journalist Dorte Toft.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Set i lyset af, at et stigende antal unge fortryder kønsskiftet, synes det paradoksalt at sænke barren for kønsskifte, men det er, hvad Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) den 29. januar skal stemme om. Det gælder et forslag, der øger risikoen for, at unge unødigt sættes i kønsskiftebehandling og dermed fejlbehandles med livsvarige konsekvenser til følge.
Jævnfør forslaget skal den, der mener sig at være det modsatte køn eller såkaldt non-binær, bekræftes. Hvis ikke psykologer, psykiatere, forældre og andre gør det, bør det ses som kriminelt, fordi det ifølge forslaget kan føre til PTSD og selvmordsforsøg.
Fra transideologisk side har holdningen længe været, at personen selv ved bedst, uanset om vedkommende er 5 år gammel, 14 eller 50. Derfor ønskes det gjort strafbart, hvis fx en psykolog sammen med en 14-årig pige, der ønsker kønsskiftebehandling, udforsker om ubehaget ved eget køn, vitterligt skulle have sin rod i såkaldt kønsdysfori eller om roden måske findes andetsteds, så der kan sættes hjælp ind dér.
Nu mener visse politikere altså, at det krænker en persons menneskeret, ikke at blive bekræftet i troen på at være født i den forkerte krop
I forslaget med titlen A Ban on Conversion Practices – et forbud mod omvendelsespraksisser – står, at det især er vigtigt for børn og unge at blive mødt med bekræftelse.
Kritikere af holdningen mener, at kriminaliseringen kan kølne behandlerens interesse for at gå til bunds i årsagerne til, at den unge har det skidt.
Der er også tale om et uhørt krav til behandlerne. Der findes ingen andre sundhedsrelaterede områder, hvor der stilles krav om bekræftelse af personens egen overbevisning. Den anoreksiramte unge skal fx ikke bekræftes i at være for tyk, ej heller skal hypokonderen bekræftes i at være syg.
Privatliv prioriteres over risiko for fejlbehandling
Forslaget, som PACE – de 630 parlamentarikere fra rådets 46 lande – nu skal stemme om, legitimeres med to paragraffer i Den Europæiske Menneskeretskonvention. Den ene paragraf, nr. 3, forbyder tortur og umenneskelig/nedværdigende behandling. Den anden, nr. 8, garanterer retten til privatliv.
Forslaget er forud vedtaget enstemmigt i komitéen for ligestilling og anti-diskrimination, der opfordrer alle medlemslande til at indføre et forbud mod ”omvendelse” lovmæssigt. Den danske repræsentant er socialdemokraten Camilla Fabricius.
Bemærkelsesværdigt er det, at ingen af politikerne i komiteen har været imod at sænke barren også for børn og unge. Den sparsomme viden, der foreligger om unge, der fortryder kønsskiftet, tyder på, at årsagen især kan henføres til en erkendelse af, at kønsubehagets rod lå andetsteds, såsom i autisme, ADHD eller andre psykiske udfordringer. Hos en stor del af dem, der tror, de er et forkert køn, spiller homoseksualitet også en væsentlig rolle.
Endnu en hyppigt nævnt årsag til at ophøre med behandlingen er i øvrigt bekymring over de ofte livsvarige helbredsskader, som behandlingen giver. Infertilitet og øget risiko for blodpropper er blandt disse.
I Finland stopper næsten otte procent
Hvor mange, der aldrig burde være sat i gang med kønsskiftebehandling vides ikke, men et finsk studie fra 2024 viser at 7,8 procent af kønsskiftede ophører med behandlingen. Forskningen er den mest omfattende på området, og den viser, at det især er de unge, der siger stop for videre behandling.
I et amerikansk studie udtrykker dem, der siger stop, at de føler sig svigtet, fordi den psykologiske udredning havde været for overfladisk, eller fordi de udelukkende blev bekræftet i at være født i den forkerte krop.
Blot at bekræfte dem var forkert, og det menes også blandt fagfolk, men tilsyneladende lytter Europaråds-politikerne mest til den stærke translobby, heriblandt ILGA Europe og Transgender Europe.
Der er dog politikere, der senere har fremlagt ændringsforslag, der muliggør neutral, udforskende terapi, sådan som det også anbefales i den hidtil grundigste gennemgang af forskningen i børns kønsskifte, The Cass Review. Hvilke ændringer der indgår i afstemningen, er i skrivende stund ikke kendt.
Forslaget omfatter imidlertid ikke kun dem, der ønsker at skifte køn, men også dem, der tiltrækkes seksuelt af eget køn.
Politiker antager at elektrochok bruges
Ifølge forslagsstilleren Kate Osborne, Labour-medlem af det britiske parlament, anvender aktører, der vil ”omvende” nogen, blandt andet elektrochok. Det er noget, der blev brugt yderst sjældent for mange årtier siden mod homoseksuelle mænd i kredse, hvor det ses som synd eller sygt.
Kate Osborne har i sit baggrundsmateriale heller ikke nogen reference, der berettiger til at nævne elektrochok i forslaget. Det må være et transaktivistisk trick.
Det eneste kendte eksempel i Vesten i nyere tid gælder en homoseksuel amerikaner. Han blev hyppigt brugt i promoveringen af et forbud mod omvendelsesterapi, indtil hans fortælling om elektrochok og nåletortur blev pillet fra hinanden i et LGBT-medie.
Kate Osborne har i sit baggrundsmateriale heller ikke nogen reference, der berettiger at nævne elektrochok i forslaget. Det må være et transaktivistisk trick
Som omvendelsespraksis nævner Osborne, der indgår i PACE-gruppen Socialists, Democrats and Greens, også tvang, mundtlige overgreb og fysiske, psykoterapi og religiøse ritualer. Hun anvender især undersøgelser fra LGBT-miljøer – typisk selvrapporterede – som dokumentation.
Osborne kræver også et forbud mod såkaldt watchfull waiting – observerende afventning. Begrebet står for, at behandleren skal udtrykke anerkendelse af, hvordan den unge føler p.t., men skal også følge den unge over nogen tid for at se, om kønsubehaget varer ved eller fortager sig. Watchfull waiting anbefales på baggrund af forskning, der viser, at de fleste børn og unge vokser fra kønsubehaget, hvis de ikke sættes i gang med kønsskiftemedicinering.
Kendt for sin mangeårige politiske transaktivisme
Kate Osborne er i forvejen kendt for at bruge sine politiske muskler også i UK for at få krav fra transbevægelsen omgjort til lovgivning, og hun markerer sig blandt andet med udsagn som, at nogle kvinder har en penis. Transkvinder, altså biologiske mænd, er ifølge hende kvinder – i alle sammenhænge.
I denne uge er det så op til hele den parlamentariske forsamling (PACE) i Strasbourg at afgøre, om der vedtages et forbud mod ”omvendelsespraksisser”, og om hvor omfattende det i givet fald bliver. Da majoriteten af politikerne repræsenterer centrum-venstre, er en vedtagelse forventelig.
I denne uge er det så op til hele den parlamentariske forsamling (PACE) i Strasbourg at afgøre, om der vedtages et forbud mod ”omvendelsespraksisser”
De danske medlemmer af PACE er Mogens Jensen (S), Alexander Ryle (LA), Camilla Fabricius (S), Kim Valentin (V) og Sascha Faxe (Å). Sidstnævnte har oplyst, at hendes stemmeret er overdraget til suppleanten Søren Søndergård.
Danmark er blandt de lande, der ikke har et sådant forbud, og det er set begrundet med, at personovergreb og andet i forvejen dækkes af straffeloven og andre love. LGBT+ Danmark presser dog på for at få et forbud indført, også via EU. Voksne transkønnede har i årevis fundet det krænkende at blive udsat for visse af spørgsmålene, der indgår i den udredning, som afgør om det bliver et ja eller nej til, at personen sættes i gang med en ofte livsvarig medicinering og måske også kirurgi på det offentliges regning.
”Blød” lov om omvendelse med tung vægt
Hvad PACE-forsamlingen vedtager, bliver dog ikke til love i de 46 lande, men er udelukkende en vejledning – hvad der kaldes soft law. Den bærer stadig vægt, idet den slags anvendes til at presse landene diplomatisk og moralsk til selv at lovgive. Også EU kan påvirkes, så et forbud kan komme ind ad bagdøren i EU-lande.
Europarådets parlamentarikere, PACE, har altså ikke direkte magt, men stor indirekte. De rådgiver det øverste politiske organ, Ministerkomitéen, med dens 46 udenrigsministre. PACE står også for at udpege Europarådets generalsekretær, menneskerettighedskommissæren og dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Domstolen anses ifølge det danske Udenrigsministerium for at være kronjuvelen i Europarådets virke, og dens domme får direkte indflydelse i landet, klagen kommer fra. Desuden henvises der til dommene, når lignende sager opstår i andre lande.
På det transrelaterede område har Domstolen et stigende antal sager, flest fra Østeuropa. En mulig dansk sag gælder en højesteretsdom, der er bebudet appelleret. Højesteret afviste kravet fra en mand med juridisk kønsskifte om at blive flyttet over til kvindefængslet i Jyderup.
På grund af hensyn til transidentificerende mænd er fængslet ikke længere forbeholdt kvinder. Kriminalforsorgen lader CPR-nummeret afgøre placeringen, men havde af sikkerhedsmæssige årsager nægtet manden den ønskede overførsel til kvindeafdelingen. Han har to domme for grove voldtægter i baggagen.
Alle led i retssystemet har støttet Kriminalforsorgens afvisning af flytningen, men personens advokat mener, at det krænker klientens menneskeret.
Og nu mener visse politikere altså, at det krænker en persons menneskeret, ikke at blive bekræftet i troen på at være født i den forkerte krop.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og