KNESSET-VALG // ANALYSE – Israels præsident, Reuven Rivlin, går en travl tid i møde. Så snart stemmeoptællingen efter Knesset-valget den 23. marts er endeligt afsluttet, hvilket forventes at ske fredag, begynder bestræbelserne på at danne en ny regering at tage konkret form. Meget peger i retning af endnu en af Netanyahus komplicerede regeringskabaler. Men eftersom det er præsidenten, der konfererer med partilederne, udpeger sandsynlige premierministerkandidater og ofte også mægler, kan Rivlin godt komme til at spille en hovedrolle.
TEL AVIV – Endnu inden stemmeoptællingen efter tirsdagens israelske Knesset-valg er endeligt afsluttet, tegner der sig et dybt kompliceret resultat. Der er intet klart flertal for nogen af parterne. Oppositionen, der nu må defineres for de partier, som gik til valg på kravet om at se Netanyahu detroniseret, synes ikke at være nogen mulighed. Til fælles har de modstanden mod Netanyahu, men udover dette meget lidt og i hvert fald ikke nok til at finde sammen om et bæredygtigt regeringssamarbejde.
Derfor samler opmærksomheden sig naturligt om premierminister Benyamin Netanyahu. Han lægger op til samarbejde med Religiøs Zionisme, den ekstreme højrefløj, som nogle kalder racistisk, og der er ingen tvivl om, at han stiler efter en rendyrket højre-regering.
Det er her, han muligvis kan sikre sig et parlamentarisk flertal for en lov, der annullerer korruptionsanklagerne og den ventende retssag imod ham, men det kan også ses som en løsning i mangel af bedre. Store dele af det politiske spektrum har nemlig vendt ham ryggen og ønsker ikke at gå ind i noget samarbejde, så længe Netanyahu står i spidsen for Likud.
Trods sin beskedne størrelse er Yamina allerede blevet en nødvendig del af Netanyahus komplicerede regeringskabale
Udsigterne til, at dette projekt lykkes, hviler på usikker grund. Han vil få svært ved at samle et flertal bag en levedygtig regering, så den politiske krise, der allerede har holdt Israel som gidsel i over to år, ser ud til at fortsætte. Mens dette står på, og Netanyahu ser ud til at trække markant mod højre, ser verden til med stigende skepsis. Det er nemlig ikke længere bare et internt israelsk opgør, men også et spørgsmål om landets renommé ude i resten af verden.
Israels måske kommende leder
Derfor er der god grund til at lægge særligt mærke til Naftali Bennett. Han står i spidsen for det nationalreligiøse parti Yamina (Højre), der, som navnet antyder, placerer sig solidt på Israels nationale højrefløj.
I løbet af valgkampen gav forskellige meningsmålinger Yamina meget imponerende mandattal, men da de første prognoser blev offentliggjort på valgnatten, var de store forhåbninger reduceret til 7 eller 8 pladser i Knesset. Dette virker ikke imponerende, men det er trods alt et par mandater bedre end ved valget i marts 2020, og trods sin beskedne størrelse er Yamina allerede blevet en nødvendig del af Netanyahus komplicerede regeringskabale.
Bennett har som den eneste partileder fra oppositionen ikke på forhånd udelukket et samarbejde med Netanyahu. Men han har også mere end antydet, at han vil stille betingelser. Hvad disse vil være, kan ikke siges, men man kan gisne.
Bennett har egentlig baggrund i erhvervslivet. Han var it-iværksætter og solgte for snart en del år siden en virksomhed til et meget stort millionbeløb. Men i stedet for at trække sig tilbage for at nyde en stille velhavertilværelse, besluttede han sig for at give sit bidrag til samfundet. En periode var han generalsekretær for bosætterbevægelsen, samtidig med at han banede sig vej ind i partipolitik.
Inden han i 2012 overtog det stærkt skrantende Mafdal (Det Nationalreligiøse Parti) og gjorde det til en succeshistorie, var han aktiv i Likud, og ved valget i 2007 var han chefstrateg i Netanyahus valgkampagne.
Derfor er det nok usandsynligt, at Bennett vil være den redningsplanke, som Netanyahu håber på, idet han flere gange har erklæret, at han under ingen omstændigheder vil være med til at annullere retssagen mod Netanyahu
Han har med andre ord mange års kendskab til Netanyahu, og dette vil han forstå at udnytte til egen fordel. At han overhovedet vil samarbejde med Netanyahu, kan dog undre, for på det personlige plan er der masser af ondt blod. Netanyahu har ved flere lejligheder rettet grove personangreb mod Bennett, og på et tidspunkt tilsvinede han i fuld offentlighed Bennetts kone, som ikke på nogen måde er engageret i det politiske liv.
En ordholdende politiker
Men dette preller tilsyneladende af på Bennett. I en samtale med POV påpeger Anshel Pfeffer, der er politisk kommentator ved dagbladet Haaretz, at situationen minder ham lidt om den amerikanske politiker Ted Cruz. Skønt medlem af det republikanske parti, var både Cruz og hans kone udsat for tilsvarende verbale overfald fra Donald Trump, og ikke desto mindre holdt Cruz ved.
Bennett er lige fyldt 49, og det er tydeligt, at han har ambitioner, og det er slet ikke umuligt, at han sigter efter at overtage Likud-partiet, når den 71-årige Netanyahu en dag forlader den politiske arena. Derfor er det vigtigt for ham at stå sig godt med sin gamle boss, men det er lige så vigtigt at gøre en forskel ved at holde sin sti ren overfor den israelske vælgerbefolkning.
Man kan tænke mangt og meget om Bennetts politiske holdninger, men han har ry for at være usædvanligt ordholdende i et politisk miljø, hvor en aftale sjældent er det papir værd, som den er skrevet på. Derfor er det nok usandsynligt, at Bennett vil være den redningsplanke, som Netanyahu håber på, idet han flere gange har erklæret, at han under ingen omstændigheder vil være med til at annullere retssagen mod Netanyahu.
Så set i det perspektiv kan Bennett altså komme til at stå som en vis garant for hæderlighed i en kommende Netanyahu-regering – hvis det kommer dertil.
Biden udviser tydelig skepsis
I den forbindelse kan en politiker som Bennett også vise sig nyttig i forhold til en af de store udfordringer for Netanyahus komplicerede regeringskabale. Her er tale om den skepsis, som allerede har vist sig internationalt, og det gælder i første omgang i forhold til USA.
Joe Biden havde tydeligvis intet ønske om at blande sig i det israelske cirkus
En skarpt skåret israelsk højre-regering vil næppe gavne Israels relationer til palæstinenserne og de besatte områder, og det vil kunne anrette skade på Israels internationale renommé. Det virker i hvert fald, som om Joe Biden har forudset denne mulighed og derfor har holdt sig bevidst på afstand af det israelske valg.
Gennem mange år har Netanyahu ellers søgt at profilere sit gode forhold til USA, når en valgkamp var på vej ind i den afgørende slutfase, og navnlig Trump var altid klar til at give sin israelske partner en hjælpende hånd. I marts 2019 skred Trump således til amerikansk anerkendelse af den israelske annektering af Golanhøjderne, og det gav Netanyahu ekstra medvind ved valget måneden efter.
Den jordanske krise
I denne ombæring var der ingen amerikansk hjælp at trække på. Joe Biden havde tydeligvis intet ønske om at blande sig i det israelske cirkus. I stedet valgte Netanyahu derfor at satse på et hurtigt officielt besøg i De Forenede Arabiske Emirater, hvilket skulle have været en trumf i valgkampen. I Emiraterne havde præsident Khalifa bin Zayed al Nahyan tydeligvis foretrukket at vente med besøget til efter det israelske Knesset-valg, men han lod sig presse.
Så kom Jordan imidlertid på tværs og spolerede planerne. Der har længe været knas i det jordansk-israelske samarbejde, og eftersom jordanerne ikke ønskede at medvirke i Netanyahus valg-gimmick, undlod de ganske enkelt at give den israelske premierministers fly adgang til jordansk luftrum.
Statsbesøget måtte derfor aflyses, og i frustration forbød Netanyahu helt egenhændigt enhver form for jordansk flytrafik i israelsk luftrum. Dette er naturligvis i strid med aftalerne mellem de to lande, og de israelske myndigheder ilede med at få Netanyahus beslutning omgjort, men da var skaden allerede sket. En forholdsvis banal affære havde udviklet sig til diplomatisk krise i forholdet mellem Jordan og Israel.
Den islamiske faktor
Imidlertid kan der være et håb at bygge på i forholdet til Jordan. Da 88 procent af stemmerne var talt op hen på onsdagen, tog udviklingen nemlig en helt ny drejning.
Det lille parti Ra’am, som de første prognoser på valgaftenen havde dømt ude, er alligevel kommet ind med 4 mandater. Dette har rykket ved mandatfordelingen over hele spektret og gjort det endnu vanskeligere for Netanyahu at samle et flertal om en ren højre-regering. Men Ra’ams pludselige genopstandelse har også givet dramaet en ny vinkel, der forekommer temmelig absurd.
Allerede før valget gjorde Mansour Abbas det klart, at han bestemt ikke udelukker at samarbejde med Netanyahu
Ra’am er et akronym, der dækker over Den Forenede Arabiske Liste. Det er et af fire små partier, som alle henter hovedparten af stemmerne i Israels arabiske mindretal, og de har i de senere år optrådt i fællesskab som Den Arabiske Fællesliste. Men Ra’am har altid været en underlig fugl i dette selskab. Tre af dem er stærkt sekulære, mens Ra’am står for konservativ islamisme.
På den baggrund besluttede partileder Mansour Abbas op til dette valg at gå solo. Det var en yderst dristig satsning, men den ser nu ud til at have givet pote i stor stil, fordi Mansour Abbas pludselig står som personen, der kan afgøre Netanyahus fremtid.
Allerede før valget gjorde Mansour Abbas det klart, at han bestemt ikke udelukker at samarbejde med Netanyahu, og det har han sine helt pragmatiske grunde til. Ra’am definerer sig formelt som ikke-zionistisk, og dermed har det visse ting til fælles med Forenet Torajødedom, det ultraortodokse parti, der er blandt Netanyahus faste støtter.
Forgiftet samarbejde
Forenet Torajødedom har sin helt egen teologiske dagsorden, men ser en fordel i samarbejdet, fordi det skaffer indflydelse og offentlige bevillinger. Mansour Abbas har længe stået forrest i kampen mod den florerende kriminalitet i landets arabiske byer, som han forklarer med, at disse byer bliver tilsidesat, når staten udbetaler penge til politiarbejde.
Vi kan allerede nu se, at de mange politiske krumspring, Netanyahu vil være nødt til at foretage for at få denne konstruktion til at hænge sammen, lægger op til intern splittelse i Likud-partiet
Synspunktet har uden tvivl skaffet Ra’am mange stemmer, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at Abbas har stillet sig i en rolle, hvor han rent faktisk kan gøre noget ved problemet.
Mansour Abbas ser med andre ord ud som en redningsplanke i Netanyahus komplicerede regeringskabale. Her ligger de 4 eller 5 mandater, som kan skaffe ham flertallet, men det stiller ham samtidig overfor nye vanskeligheder. For blot tre år siden var Netanyahu hovedmanden bag den såkaldte nationalstatslov, der definerer Israel som en jødisk stat og dermed principielt gør det arabiske mindretal, som udgør en femtedel af befolkningen, til andenrangsborgere. Og han har flere grove udfald mod araberne på sin samvittighed.
Flere partifæller i Likud har ikke været sene til at minde ham om disse ting. Det er partiets højrefløj, der værdsætter det nye samarbejde med det højre-ekstreme Religiøs Zionisme og ser frem til en ren højre-regering, og de påpeger nu, at Ra’am ideologisk set er i familie med Det Muslimske Broderskab, og dermed også den palæstinensiske Hamas-bevægelse på Gazastriben.
Mægleren i Netanyahus komplicerede regeringskabale
Omvendt er der folk på Likuds venstrefløj, der advarer mod den skarpe højredrejning, Netanyahu har begivet sig ud på, så vi kan allerede nu se, at de mange politiske krumspring, Netanyahu vil være nødt til at foretage for at få denne konstruktion til at hænge sammen, lægger op til intern splittelse i Likud-partiet.
Hvis der kommer en regering ud af det mudrede valgresultat, peger det altså i retning af en klar højre-regering, selv om Ra’am med sin mulige deltagelse nok gør denne definition en smule uklar.
Det er en kendt sag, at Rivlin er stærkt optaget af, hvordan Israel ser ud i den omgivende verden, og derfor er det som regel hans stil at søge efter det kompromis, som i den givne situation kan være vanskeligt at finde
Det er en af grundene til at præsident Rivlin kan gå hen og blive en nøgleperson. Den israelske præsident er ikke valgt af folket, men vælges gennem et absolut flertal i Knesset. Det er på mange måder en sinecurepost, og det er ofte en retræte for ældre politikere. Et godt eksempel er Shimon Peres, der var præsident fra 2007 til 2014. Efter Peres kom Rivlin, der også er tidligere Knesset-politiker.
I mange år var han en markant figur i Likud, hvor Netanyahu angiveligt så ham som en trussel og derfor fik ham ekspederet over i præsidentembedet. Dér har Rivlin udvist stor takt og har flere gange fungeret som mægler i komplicerede situationer. Det var således Rivlin, der i 2020 medvirkede til at få skabt partnerskabet mellem Likud og Kahol Lavan (Blå Hvid) i et uden tvivl ærligt ment forsøg på at skabe en national samlingsregering.
Præsident Netanyahu?
Derfor ser mange hen til Rivlin lige nu. Han kommer i hvert fald til at spille en rolle i den komplicerede proces, som venter, og som er et af de steder, hvor præsidenten har reel indflydelse. Det er en kendt sag, at Rivlin er stærkt optaget af, hvordan Israel ser ud i den omgivende verden, og derfor er det som regel hans stil at søge efter det kompromis, som i den givne situation kan være vanskeligt at finde.
Men her kommer så det, som måske er historiens egentlige pointe. Reuven Rivlins syv år på posten slutter til sommer, hvor Knesset så skal finde en afløser. Der spekuleres i, om denne afløser kan gå hen og blive Benyamin Netanyahu.
Tanken er ham næppe fremmed. For et gennemgående tema i de fire valg, Israel nu har været igennem på to år, har været Netanyahus politiske overlevelse. Ved at klynge sig til magten har den korruptionsanklagede premierminister nemlig de bedste muligheder for at holde sig den truende retssag fra livet, og hvis han til sommer kan flytte over i præsidentens officielle residens, venter der syv fredelige år med immunitet mod den slags retslige efterspil.
LÆS FLERE ARTIKLER AF HANS HENRIK FAFNER HER
Topfoto: Israels præsident, Reuven Rivlin, afgiver sin stemme på valgdagen. Han kan blive en nøgleperson i valgets kaotiske efterspil. Foto: Israel Government Press Office.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og