ISRAEL // KNESSET-VALG – Israels lange politiske krise synes ikke at nærme sig nogen afslutning. I går gik israelerne til Knesset-valg – det fjerde på kun to år – og selv om Likud-partiet stadig vil være det største i det israelske parlament, er der endnu en gang temmelig ringe udsigter til, at premierminister Benyamin Netanyahu vil være stand til at sammensætte en stabil koalitionsregering. Da afstemningsstederne lukkede klokken 22 tirsdag, kom de længe ventede prognoser, og de gav Netanyahu og partierne i hans lejr en principiel mulighed for at samle de 61 mandater, der skal til for at sidde på et flertal i Knesset.
TEL AVIV – Det var næsten, som om selve dagen kom med sit dystre varsel om fortsatte vanskeligheder. Det var trykkende varmt, luften var gullig af sandstøv, og der herskede en nærmest uvirkelig stemning på de mange skoler, som efter at have været lukket i uger og måneder nu pludselig havde lukket dørene op for at tjene som afstemningssteder.
Lige til det sidste var det tæt løb mellem de to blokke – den, som slutter op omkring Netanyahu, overfor den, der ønsker Netanyahu fjernet fra den politiske magt. Netanyahu og hans politiske overlevelse var valgkampens dominerende tema, og det vil fortsat fylde det meste af manegen nu, da resultatet bliver gjort endeligt op, og partierne gør sig klar til den opslidende proces at forhandle en ny regering på plads.
Det er hans ambition at skabe en utvetydig højreregering
Som følge af ekstra foranstaltninger ved stemmeafgivelsen vil optællingen tage noget længere end normalt, så der foreligger næppe noget endeligt resultat før fredag, men allerede da de første prognoser kom, umiddelbart efter at valgstederne lukkede tirsdag klokken 22, tegnede der sig et billede af en uventet sejr til Netanyahu.
Det ligner dog et resultat med mange betingelser og ubekendte størrelser, og hvis det lykkes ham at skaffe opbakning fra de attråede 61 ud af Knessets 120 mandater, tyder meget på, at det kommer til at stå som en pyrrhussejr.
Neokahanismen
Gennem de seneste par måneder har Netanyahu med stor konsekvens talt om, at det er hans ambition at skabe en utvetydig højreregering.
Dette er næppe, hvad han selv ønsker sig, idet en regering hen over den politiske midte på mange måder skaffer ham større manøvredygtighed, men da netop centrumpartierne er dem, som mest markant har taget afstand fra den korruptionsanklagede leder, er den nationalistiske højrefløj kommet til at stå som hans bedste vej til den personlige politiske overlevelse, der gennem de sidste par år har overskygget næsten alt andet i Netanyahus politiske hverdag.
Valget blev en meget markant sejr for Israels ekstreme højrefløj, der ser ud til at tage plads i Knesset med helt op til 7 mandater
I det ligger nok en vigtig del af forklaringen på den skarpe højredrejning, som nok er valgets klareste resultat.
Netanyahus eget Likud-parti klarede sig overraskende godt. Ifølge de forskellige prognoser kommer det i Knesset med 31, måske 32 mandater. Det er en tilbagegang i forhold til valget for godt et år siden, der skaffede partiet 36 mandater, men stadig klart bedre end de mange meningsmålinger, der op til valget i denne uge skar Likud helt ned til 24 eller 25 mandater.
Det er dog en vigtig del af historien, at valget blev en meget markant sejr for Israels ekstreme højrefløj, der ser ud til at tage plads i Knesset med helt op til 7 mandater. Her er tale om en fællesliste med navnet Religiøs Zionisme, der egentlig er et sammenrend af tre små partier. De har hver for sig og i talrige konstellationer forsøgt sig ved tidligere Knesset-valg, men stort set uden held til at komme over spærregrænsen, som er på 3,25 pct.
Men i denne omgang forenede de kræfterne under en fælles ideologisk fane, der betragtes som neokahanisme. Denne strømning har navn efter Meir Kahane, en stærkt højreorienteret rabbiner, der i 1980’erne vakte bestyrtelse med tanker om blandt andet etnisk udrensning af Israels arabiske mindretal og palæstinenserne på Vestbredden.
Kahanismen blev kort efter forbudt under en israelsk racismeparagraf, men rabbinerens tanker levede videre og er nu kommet op til den politiske overflade igen, dog i en lidt pænere indpakning. Partiet Religiøs Zionisme taler ikke åbent om etnisk udrensning, som Meir Kahane i sin tid, men fælleslisten omfatter en anden gruppering med ambitioner om at omdanne Israel til jødisk teokrati samt den lille bevægelse Noam, der har et utvetydigt homofobisk budskab.
Den blok af partier, som er gået til valg på kravet om at se Netanyahu detroniseret, favner meget vidt
Dette politiske fænomen blev dog hjulpet godt på vej af Netanyahu selv, idet Likud op til valget indgik aftale om at dele overskydende stemmer med Jødisk Zionisme, hvilket på mange måde har gjort sit til at gøre partiet stuerent. Bag dette anes også en politisk strategi, idet netop Jødisk Zionisme regnes blandt de partier, som vil bidrage til en lov, der spærrer vejen for den korruptionsretssag mod Netanyahu, som på sigt risikerer en fængselsstraf.
Intet alternativ til Bibi
”Jeg forventer, at vi får en stærk højreregering, og først og fremmest stabilitet. Ja, en stabilitet, som kun Bibi kan give os,” lød det på valgdagen fra Nachman, en af de mange unge partiaktivister, som uddelte løbesedler udenfor valgstederne.
Nachman gjorde en indsats for Shas, et af de ultraortodokse partier, som Netanyahu kan tælle blandt sine sikre parlamentariske støtter. Og Nachman talte med stor klarhed. Han vurderede, at Shas ville komme fra valget med 8 mandater, og det ser ifølge prognoserne ud til at holde stik. Men han satte også fingeren på den virkelige puls:
”Er der noget alternativ til Bibi?” spurgte han med brug af Netanyahus kælenavn. ”Venstrefløjen har ikke noget at byde på.”
Her ligger et andet element, som nok har været med til at skaffe Netanyahu det relativt gode resultat. Den blok af partier, som er gået til valg på kravet om at se Netanyahu detroniseret, favner meget bredt. Det tæller alt fra Nyt Håb, en politisk nyskabelse af politikere, der har brudt med Likud i protest mod Netanyahu, til venstrefløjens Meretz og Arbejderpartiet, der længe lå og vippede på spærregrænsen, men endte med omkring 7 mandater, hvilket blev en af valgets store overraskelser.
Problemet med denne forsamling er, at de udover oppositionen mod Netanyahu ikke har meget til fælles, og derfor næppe vil kunne finde sammen om en alternativ koalitionsregering.
Netop centrumpartier som Kahol Lavan lever på den mere flygtige del af vælgerbefolkningen, og det er præcis dér, taktikeren Netanyahu satte ind i denne uge
Dette forhold fik endnu skarpere profil som følge af den apati, der tydeligt havde sat sig i visse dele af vælgerbefolkningen. Valgdeltagelsen endte på 67,2 %, hvilket er det laveste tal siden valget i 2009. Til sammenligning lå den på 71,5 pct. ved valget i marts 2020, hvilket er normalt efter israelske forhold.
”Det svarer lidt til at blive inviteret til den samme persons fjerde bryllup,” siger Noa Landau, der er politisk kommentator ved dagbladet Haaretz. ”Det har for længst mistet nyhedens interesse, og man overvejer helt naturligt at blive væk, eller om man overhovedet behøver købe en gave.”
Troldmanden svigtede ikke
Sådan synes mange israelere at have tænkt, og det var navnlig vælgere hos centrumpartierne, som holdt sig væk og dermed gav Netanyahu vind i sejlene. Det er de mennesker, der i marts sidste år stemte massivt på Kahol Lavan (Blå Hvid), det nye parti, som opstod med det klare mål at få væltet Netanyahu.
I 2020 stormede de ind i Knesset med 33 mandater, men vælgeropbakningen kortsluttede totalt, da partiet nogle måneder senere valgte at svigte sit eget løfte og gik i regeringssamarbejde med Netanyahu. Kahol Lavan var ifølge meningsmålingerne i fare for ikke engang at opnå de 4 mandater, som er minimum, men overlevede med 7, måske 8 mandater.
Venstrefløjens Meretz og Arbejderpartiet er stærkt ideologiske og er stadig i stand til at mobilisere deres vælgere, men netop centrumpartier som Kahol Lavan lever på den mere flygtige del af vælgerbefolkningen, og det er præcis dér, taktikeren Netanyahu satte ind i denne uge.
Netanyahu er kendt som troldmanden, der altid formår at trække en hvid kanin op af hatten, når katastrofen truer. Da krisen bankede på døren op til valget den 17. marts 2015, sørgede han for at holde sin famøse tale i FN’s generalforsamling i månedens begyndelse.
Når man sammenholder det med den udtalte apati blandt mange centrumvælgere, begynder valgresultatet at give mening
Her advarede han om truslen fra de iranske atomprogrammer, og han lagde sig voldsomt ud med præsident Obama ved at tage imod republikanernes invitation til at tale i Kongressen i Washington. Dette fik vælgerne fra den israelske højrefløj på benene, og han sikrede sig sejren ved valget.
Også i denne omgang så det sort ud. Udover korruptionsanklagerne har Netanyahu også været under hård kritik for sin ringe håndtering af coronakrisen. Men så kom den massive vaccinationskampagne, som blev udnyttet til det yderste. Likud skred ligefrem til at benytte Sundhedsministeriets slogans i partiets valgkampagne, hvilket er forbudt ifølge valgloven. Tilmed faldt smittetallene drastisk lige op til valget, og det blev udnyttet til en hurtig genåbning af stort set hele samfundet.
”Dette blev fremstillet som konkret bevis for god politisk ledelse fra Netanyahus side,” siger Noa Landau videre.
Når man sammenholder det med den udtalte apati blandt mange centrumvælgere, begynder valgresultatet at give mening. Mange af dem, som satte deres lid til Kahol Lavan for et år siden, så ingen grund til at blande sig i det udsigtsløse politiske hundeslagsmål. Den israelske valgdag er national fridag, og mange af disse vælgere besluttede at benytte dagen til shopping. En medarbejder i en skotøjsforretning siger til POV, at butikkens omsætning var næsten tre gange så høj som på en ”normal” valgdag.
”Der er også en slags ketchup-effekt i det her,” siger medarbejderen. ”Som følge af pandemiens lange nedlukninger af samfundet, ligger der rundt omkring en del penge, som folk har lyst til at fyre af, og det så vi noget af på valgdagen.”
Om den samme ketchupeffekt vil vise sig i valgresultatet, er mere tvivlsomt. Fra Netanyahus lejr lød parolen Bare to mandater mere! i dagene op til valget. I dette lå budskabet, at lykkedes det blot at komme to mandater over de magiske 61, ville der være skabt en situation, som kunne sikre politisk stabilitet. Dette ser Netanyahu ikke ud til at have nået, og derfor kan det ikke udelukkes, at Israel allerede nu er på vej mod et femte valg.
LÆS FLERE ARTIKLER AF HANS HENRIK FAFNER HER
Topfoto: Valgets store vinder blev det stærkt højreorienterede parti Religiøs Zionisme. Her ses unge partiaktivister foran et lokalt supermarked, få dage før valget. Foto: Hans Henrik Fafner.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
