BERØRINGSANGST // KOMMENTAR – Den seneste tids mediekontrovers om skolevalget og den forbudte Palæstina-debat handler om mere end bare skole og undervisning. Det handler om at forsvare retten til en demokratisk samtale om selv de mest ømtålelige emner i debatten, skriver Jesper Dyhrberg, som er politisk leder i SF Ungdom.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ingen kan vist være i tvivl om, hvor meget Palæstina har fyldt for mange det sidste lange stykke tid. Det har fyldt i medierne og i bybilledet, fra de store demonstrationer i gaderne til de små klistermærker på lygtepælene.
Det har fyldt for de rigtig mange danskere, der er personligt påvirket af konflikten og har været det længe – også før 7. oktober.
Det har desværre skabt en udbredt berøringsangst over for Palæstina-debatten
Ingen kan vist heller være i tvivl om, hvor svær en debat det er for os som samfund at håndtere. Hvor enormt splittende den er, og hvor utrolig svært det kan være at forstå dem, der indtager den modsatte position end en selv.
Det har desværre skabt en udbredt berøringsangst over for Palæstina-debatten, og det har skabt en situation, hvor helt almindelige synspunkter, som længe har været en del af den danske og internationale debat, og som er bredt forankret i befolkningen, pludseligt er blevet kontroversielle og ømtålelige.
Palæstina er for følsomt et emne
I SF Ungdom oplevede vi netop det, da vi foreslog at “Danmark skal anerkende Palæstina som stat” skulle være en mærkesag til skolevalget næste januar.
Det endte i et mærkværdigt forløb, som især Politiken har beskrevet, hvor folketingets præsidium endte med at behandle sagen – noget, der ikke nogensinde før er sket i forbindelse med et skolevalg. Præsidiet mente ikke, at man kunne diskutere emnet til et skolevalg, da det var for “komplekst og følsomt”.
Men debatten og denne beslutning fra præsidiet rækker langt ud over skolevalget selv og er udtryk for noget langt farligere for vores demokrati.
Jeg har på ingen måde en opfattelse af, at vores nuværende regering kan være deres håndtering af den humanitære tragedie i Palæstina moralsk og politisk bekendt
For mig at se er det helt uforståeligt, at et emne som anerkendelse af den palæstinensiske stat pludselig er blevet for kontroversielt til folkeskolen, når store dele af den danske befolkning bakker op, når folketinget har debatteret det mange gange, og når det er den logiske konsekvens af Danmarks officielle tostatspolitik.
At Palæstina-debatten må pakkes væk, når vi skal hylde demokratiet i den danske folkeskole, er en helt igennem sørgelig falliterklæring.
Hvor er vi som samfund, når vi ikke har tillid til, at vi i folkeskolen kan have en god og saglig samtale om et så aktuelt og vigtigt emne? Hvor er vi, når vi frarøver danske unge muligheden for en demokratisk og åben samtale om Palæstina?
Tag debatten – enig såvel som uenig
Jeg vil ikke putte med min holdning. Jeg mener, Palæstina er under besættelse og har været det i over 75 år. Selvfølgelig mener jeg, at Danmark skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat og bakke helhjertet op om det palæstinensiske folks sag.
Jeg har på ingen måde en opfattelse af, at vores nuværende regering kan være deres håndtering af den humanitære tragedie i Palæstina moralsk og politisk bekendt. Jeg vil dog altid insistere på, at det er en debat, jeg kan og vil tage med dem, der har andre holdninger. Også dem, der er dybt uenige med mig.
Jeg har altid og vil altid stille op til debat om Palæstina med hvem end, der har lyst til at tage debatten. Både fordi det er min demokratiske pligt at gøre, men også fordi jeg ikke kan rykke nogens holdning, hvis ikke jeg lytter engageret til dem, der støtter Israel, og tager deres argumenter alvorligt.
Derfor havde jeg også glædet mig til at tage debatten med de borgerlige ungdomspolitikere ude på skolerne i dagene op til skolevalget.
Mit mål med det ville selvfølgelig ikke være at sætte “brand i klasserne”, som Søren Gade har udtalt. Mit mål ville så sandelig heller ikke være, at en 17-årig konservativ debattør skulle have en dårlig skolevalgsoplevelse.
Det er bare tydeligt nu, at den her debat har ramt noget dybt i os som samfund, og at den ikke kommer til at gå væk
Mit mål ville være at engagere eleverne i en spændende demokratisk samtale om et yderst relevant emne. En saglig samtale, der kan være med til at flytte holdninger og tænde en politisk gnist i elever. Når vi ved, at eleverne alligevel har samtalen i skolegården eller over køkkenbordet derhjemme, er det vigtigt, at de ser både voksne og unge politisk engagerede tage debatten på en god måde.
Jeg tror og håber, at præsidiets forbud mod denne debat kan blive et wakeup-call for mange af os, inklusiv mig selv. Vi har ikke som samfund været gode nok til at skabe rammerne for den her debat.
Nogle har måske naivt troet, at emnet med tiden vil gå væk af sig selv, at folk ville miste interessen, og at demonstrationer, polemik og frustration ville svinde ind. Det er bare tydeligt nu, at den her debat har ramt noget dybt i os som samfund, og at den ikke kommer til at gå væk.
Så når nu vi ikke kan tage den til selve skolevalget, så lad os tage den nu. Lad os tage den på skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Lad os tage den i forsamlingshusene. Lad os tage den på avisspalterne her.
Alle ønsker den demokratiske debat
Det har været fantastisk at se, hvordan stemmer både fra højre- og venstrefløjen, fra Christiansborg, fra civilsamfundet og fra medierne har været enige om, at vi selvfølgelig bliver nødt til at kunne have en god og ordentlig debat om Palæstina.
Fra Morten Messerschmidt til Johanne Schmidt Nielsen, fra redaktøren til gymnasielæreren, og fra eksperterne til kommentarkrigerne er de enige om, at vi bliver nødt til at kunne have en samtale om Palæstina.
Vi er langt fra enige om præmisserne, men det har heller aldrig været en forudsætning for demokratisk debat. Tværtimod. Det er uenigheden, der er drivkraften i samtalen, men det er den enighed, vi ser nu, der er forudsætningen for samtalen. Lad os tage udgangspunkt i den enighed og tage den demokratiske samtale.
Selvfølgelig er der også ting i samtalen om Palæstina, der gør den særlig svær. Det er en debat, der åbenlyst deler mennesker på tværs af etniske, religiøse og kulturelle skel, og det er vi ikke gode nok til at håndtere.
Vi skal snakke, både med dem, der er enige med os, og med dem, der er uenige med os
Generelt er kortlægning af og forskning i både antisemitisme og racisme alt for svag i Danmark, og vi ved alt for lidt om minioritetspersoners mulighed for at deltage i den offentlige debat. Det er klart et punkt, hvor vi står svagt som samfund, og hvor vi har et kæmpe ansvar for at gøre plads til de perspektiver.
Når det er sagt, så må det aldrig betyde, at vi lukker samtalen ned. Vi må aldrig give op den demokratiske samtale. Selvom samtalen om Palæstina er svær, og selvom mange af os involverede i debatten i den grad har fået hårde ord med på vejen, må det aldrig betyde, at vi pakker virkeligheden væk.
Vi skal snakke om den. Vi skal snakke om det, der sker i Gaza. Vi skal snakke om besættelse og menneskerettigheder. Vi skal snakke om, hvordan vi som land kan se os selv i øjnene, når vi ikke handler på det, vi ser. Vi skal snakke, både med dem, der er enige med os, og med dem, der er uenige med os.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og