MINORITETER & KULTURHISTORIE // KRONIK – Netflix’ “Passing”, en filmatisering af romanen fra 1929 af samme navn, kaster lys på forfatteren bag, nemlig den amerikanske sorte forfatter Nella Larsen med dansk-vestindisk baggrund. Philip Sampson har været på detektivarbejde for at finde ud af, hvad det var, hun oplevede under et besøg Cirkus-Varietéen i København, og peger på, at racisme og forskelsbehandling netop er det, der gør hendes forfatterskab aktuelt her omtrent 100 år senere.
Den amerikanske forfatter Nella Larsen er inde i en renæssance. Ikke siden hendes død i al ubemærkethed i New York i 1964 har så mange mennesker som nu interesseret sig for denne komplekse og følsomme kvinde, født i et raceopdelt USA, som var datter af en sort far fra Dansk Vestindien og en hvid mor fra Danmark.
Interessen er bestemt ikke blevet mindre af, at den verdensomspændende streamingtjeneste Netflix den 10. november lancerede spillefilmen ”Passing” – baseret på den roman af samme navn, som Nella Larsen udgav i 1929. En fortælling om fænomenet med lyshudede sorte i USA, der udgiver sig for at være hvide for at undgå den racisme og forskelsbehandling, de ellers ville være blevet udsat for.
Forfatterskabet
”Passing” blev vel modtaget af de litterære kritikere, ligesom Nella Larsens første roman, ”Quicksand” fra 1928, også var blevet det. Sidstnævnte var hendes delvist selvbiografiske fortælling om en farvet kvinde, som brydes med spørgsmål om identitet, etnicitet og seksualitet. Det var en roman, der først og fremmest byggede på Nellas oplevelser i et racismeplaget USA, men også i et Danmark, hvor forskelsbehandlingen på grund af hudfarve var langt mere underspillet og subtil.
Hendes forfatterskab fik imidlertid ikke en bred læserskare. Dertil var de problemstillinger, hun tog op, for ubekvemme at beskæftige sig åbent med. Romanerne var ikke højtråbende anklager mod et racistisk og fordomsfuldt samfund, men alligevel så højlydt en kritik af samfundsforholdene, at det var nemmere bare at forbigå dem i tavshed.
Af samme grund opnåede Nella Larsen ingen økonomisk succes af sine ellers roste romaner, og hun døde fattig og glemt i sin Brooklyn-lejlighed dengang i 1964 i en alder af 72 år.
Hun blev dog genopdaget i 1990’erne, primært af sorte amerikanere, der nu begyndte at anerkende hendes rolle i den såkaldte Harlem Renæssance – en opblomstring af kultur- og åndslivet i det sorte USA i 1920’erne og 1930’erne. I Danmark vendte man det blinde øje til halvdanske Nella, og ikke før 2015 greb man til overhovedet at oversætte hendes to hovedværker.
Kontroversen om Danmarksopholdet
Den danske tilbageholdenhed kan delvist skyldes den ret højlydte debat, der var i forskerkredse om, hvorvidt Nella Larsen overhovedet besøgte Danmark, som hun selv hævdede, hun gjorde. Dels som barn sammen med sin mor for at besøge danske slægtninge, og dels som ung kvinde, alene, på en slags dannelsesrejse i sit andet, mindre racistiske hjemland, hvor hun i årene 1910 til 1912 blandt andet studerede på Københavns Universitet.
Blandt skeptikerne var Charles R. Larson, en kender af og forsker i sort afrikansk og amerikansk litteratur. I 1993 udgav han ”Invisible Darkness”, en biografi over Nella Larsen og en anden af forfatterne fra Harlem Renæssancen. I bogen stiller han bl.a. spørgsmålet, om Nella befandt sig i Danmark, da hun i 1910 pludselig ikke optræder sammen med sin familie i Chicago i forbindelse med den amerikanske folketælling det år.
”Jeg tror det næppe”, svarer Charles R. Larson selv. ”Jeg er nået til den konklusion, at hendes Danmarksår er en fuldstændig fabrikation, et broderi på tragedien i hendes tidlige liv”, skriver han. Og går videre til at forklare, at henvendelser til Københavns Universitets har affødt et svar med ordlyden: ”Det er ikke lykkedes os i Københavns Universitets arkiver at finde nogle tegn, der viser, at Nella Larsen var indskrevet som student eller bestod prøver af nogen art på universitetet”.
Hutchinsons håndsrækning
Billedet af Nella Larsen som en farvet litterat, der havde løjet sig til en baggrund i Danmark for at gøre sig selv interessant, fik et betydeligt skud for boven i 2006.
Det skete i form af George Hutchinsons mursten af en biografi “In Search of Nella Larsen”. Et yderst velresearchet værk, hvor Hutchinson, professor i amerikansk litteratur ved Cornell University, blandt andet kunnet fremvise passagerlister, der viste, at Nella besøgte Danmark mindst to gange. Ligesom han påpegede, at hendes iagttagelser af det danske samfund i ”Quicksand”-romanen, beskrivelserne af København, næppe kunne være gjort at en, der ikke havde været der. Washington Post kårede ”In Search of Nella Larsen” til en af de bedste non-fiction bøger i 2006, ligesom den blev valgt til en ”Editors Choice” af New York Times.
Har systematisk samlet informationer om sorte og brune mennesker, der af den ene eller den anden grund havnede her i landet fra ca. 1600 og frem til 1945
Jeg havde ikke læst Hutchinsons værk, men blev interesseret i det efter at have set Netflix-filmatiseringen af ”Passing”. Blev på ny interesseret i Nella Larsen. I hendes romaner. Og i, hvad hun rent faktisk havde oplevet under sine ophold i Danmark dengang som lille pige i 1890’erne og som ung kvinde ca. 1908-1912.
I mere end 30 år har jeg interesseret mig særligt for tilstedeværelsen af sorte mennesker i Danmark. Personer af afrikansk oprindelse. Har systematisk samlet informationer om sorte og brune mennesker, der af den ene eller den anden grund havnede her i landet fra ca. 1600 og frem til 1945. Hundredvis af dem. Frie mennesker og slaver. Sømænd og tjenestefolk. Entertainere, strejfere og lykkejægere.
Cirkus-Varietéen
Ikke mindst mange af de sorte entertainere, primært amerikanere, der var kommet til Danmark fra 1880’erne og frem, har haft min opmærksomhed. Derfor læste jeg med interesse Hutchinsons iagttagelser i forbindelse med et besøg, som Helga Crane, den farvede hovedperson i ”Quicksand”, gør i Cirkusbygningen i København. Det var i denne bygning, Cirkus-Varietéen dengang havde til huse i vintermånederne.
Det er en central scene i ”Quicksand”. Og den bygger uden tvivl på et besøg, Nella Larsen selv må have gjort i Cirkusbygningen i Jernbanegade under sit eget ophold i København.
Det er en scene, hvor Nella Larsen beskriver, hvordan hovedpersonen Helga oprøres over to sorte entertainere, der går på scenen her og synger og danser på den måde, som et hvidt publikum i såvel USA som Danmark længe havde forventet, at sorte skulle opføre sig på. Men som efterhånden i Helga Cranes øjne er forældet, utidssvarende og stødende.
Johnson & Dean
Hutchinson påpegede, at de sorte entertainere, Nella Larsen så i Cirkusbygningen, meget vel kunne have været en dengang ret fremtrædende amerikansk danse- og sangduo ved navn Johnson & Dean.
”Johnson & Dean, for eksempel, optrådte dér under deres syv år lange turné gennem europæiske byer, som de vendte tilbage til USA fra i september 1909”, skriver Hutchinson. Og påpeger, at en anmeldelse i det amerikanske underholdningstidsskrift Variety måneden efter helt i tråd med Helga Cranes kritik, klager over, at duoen havde slækket på kvaliteten under sin Europa-turné, var blevet ødelagt af overdreven europæisk smiger og fortsat benyttede de racistiske ”coon-sange”.
Det var denne udlægning, der fik mig til at løfte øjenbrynene. Jeg kendte udmærket duoen Charles Johnson og Dora Babbidge Dean. Ægteparret havde været i Danmark to gange. Og det, de præsenterede København og de øvrige europæiske metropoler for, var et såkaldt ”class act”. Sorte entertainere, der netop ikke forfaldt til at spille dumme, naive sorte, men i stedet sofistikerede mennesker, der kunne begå sig på et dansegulv, i et aftenselskab, på en scene med al den dannelse, hvide ikke forventede, at de havde.
Mange blev gjort til dansk-vestindere for dermed at gøre dem mere ”salgbare” overfor et dansk publikum
Jeg slog straks op i Henry T. Sampsons ”The Ghost Walks: A Chronological History of Blacks in Show Business, 1865-1910”. Det var denne bog, Hutchinson havde hentet Variety-anmeldelsen fra. Og som jeg læser anmeldelsen, så er dens anke lige præcis det modsatte af den ovenfor beskrevne. Nemlig at anmelderen tværtimod påpeger, at de gamle racistiske ”coon-sange” er Johnson & Deans styrke, men at de nu efter Europa-besøget er begyndt at optræde med engelske sange. Og at Johnson & Dean igen vil få succes hjemme i USA, hvis de glemmer alt om den europæiske smiger og i stedet vender tilbage til deres gamle, kendte repertoire.
En fejlslutning
Det blev ikke bedre af, at Hutchinsons betragtninger blev strammet op i 2015 af Martyn Bone, lektor i amerikansk litteratur ved Københavns Universitet. Nemlig i hans essay ”Den Sorte: Nella Larsen and Denmark” i “Afro-Nordic Landscapes. Equality and Race in Northern Europe”.
Her var Variety-anmeldelsen blevet til en ”kraftig kritik” mod Johnson & Dean for bl.a. en fortsat brug af de gamle coon-sange. Ligesom at duoens optræden i Cirkusbygningen nu havde fundet sted i 1909. Det sidste var en direkte fejlslutning.
Inden deres hjemvenden til USA i efteråret 1909, havde Johnson & Dean kun optrådt i København en enkelt gang. Det var i april 1907 – længe før Nella Larsen som ung kvinde satte fod i Danmark. Ved den lejlighed blev der i den danske presse gjort grin med, at Johnson & Dean netop forsøgte at opføre sig kultiveret. Politikens varietéanmelder Rataplan – journalist og cand.phil. Christian Hjorth-Clausen – havde eksempelvis følgende karakteristik af duoens mandlige halvdel:
”en Halvmulat, Hr. Johnson, der kun har frelst Næsen uforvansket ud af sin delvise Negerafstamning. Det vil med andre Ord sige, at han er lige ved at ligne en Gentleman”.
Jeg er overbevist om, at det ikke var Johnson & Dean, en noget pikeret Nella Larsen så optræde i Cirkusbygningen
Anden og sidste gang, Johnson & Dean optrådte i Danmark, var i marts 1910. Og her var det heller ikke ligefrem en grov og usleben fremtoning hos det sorte ægtepar, den danske presse bed mærke i. Tag nu Folkets Avis, hvor anmelderen efter en tur i Cirkus-Varietéen skrev:
”Det er vanskeligt at hæve den ene Attraktion over den anden, thi Programmet er i en broget Afveksling sammensat af lutter glimrende Stjerner. Men naar Dagene er gaaede, og man skal til at mindes de umaadelige Seværdigheder, da vil den underskønne Miss Dean af Firmaet Johnson & Dean staa for en som noget uforglemmeligt. Den pragtfulde Kvinde overstraaler selv salig Dagmar Hansen, da denne Dame stod i fuldt flor, og Miss Dean flatterer ved hele sin gratiøse Optræden sin Mand, der sikkert er en af de bedste Steppedansere, vor By har oplevet”.
”To sorte mænd”
Jeg er overbevist om, at det ikke var Johnson & Dean, en noget pikeret Nella Larsen så optræde i Cirkusbygningen. Et kik i mit arkiv gør mig mere end almindelig overbevist om, at det var en duo ved navn Brothers Matthews, som Nella dengang måtte lægge øjne og ører til.
Lad os lige en gang se på, hvad det faktisk er, der står i ”Quicksand” – her nærmere bestemt i den danske oversættelse ”Kviksand”. Hovedpersonen Helga Crane er i Cirkus-Varietéen sammen med sin bejler, kunstneren Axel Olsen, og et par andre danske venner. Forestillingen er kedelig, så det lille selskab beslutter sig for at gå igen:
”De rakte ud efter deres overtøj, idet der ind på scenen spankulerede to sorte mænd, som utvivlsomt var amerikanske negre, for mens de dansede og gjorde krumspring, sang de på amerikanskengelsk en gammel ragtimesang, som Helga huskede at have hørt som barn, ’Everybody Gives Me Good Advice’. Ved sangens slutning applauderede publikum med begejstring. Kun Helga Crane var tavs, ubevægelig”.
”Flere sange – gamle, alle sammen gamle, men nye og fremmede for dette publikum. Og hvor sangerne dog dansede, klaskede sig på lårene, klappede deres hænder sammen, vred deres ben, svingede med deres abnormt lange arme, kastede deres kroppe omkring med en løs lethed! Og hvor de fortryllede tilskuere klappede og hylede og råbte på mere!”
Dette er ikke ægteparret og duoen Johnson & Dean. Dette er ”to sorte mænd”.
Brothers Matthews
Brødrene Matthews optrådte i Cirkus-Varietéen hele januar måned 1911. Jeg stødte første gang på dem i Cirkus-Bladet, et tidsskrift, som Cirkus-Varietéen dengang udgav for at reklamere for etablissementets kunstnere. I den forbindelse blev de to sorte entertainere lanceret som folk fra det daværende Dansk Vestindien. Det skal man nu ikke lægge så meget i. Impresarioer og pr-folk gav dengang sorte entertainere nationaliteter og baggrundshistorier, som vinden blæste. Mange blev gjort til dansk-vestindere for dermed at gøre dem mere ”salgbare” overfor et dansk publikum.
Som der stod at læse i Cirkus-Bladets nummer for januar 1911:
”Netop fra det Himmelstrøg, hvor vort lille Danmark har sine fjærneste Besiddelser, kommer de to lystige Brødre Matthews. De har gennemført Lystigheden i den Grad, at de, naar de viser os deres brede Grin, stiller Guldplomber til Skue mellem deres skinnende, hvide Tænder”.
Disse kunstnere gav nordeuropæere de første smagsprøver på såvel den sorte amerikanske standup-tradition som jazz-æraen
Den sorte amerikanske borgerretsforkæmper Booker T. Washington havde to måneder tidligere besøgt København – og havde i øvrigt i den forbindelse været i privat audiens hos den danske konge. Hvorfor artiklen i Cirkus-Bladet fortsatte:
”Efter at den store Booker Washington har banet Vej vidt frem for sin Race, er det utroligt saa hurtigt de ’farvede’ Amerikanere har forstaaet at udnytte Civilisationens Goder. Bliver de Artister, kan man være sikker paa, at deres Arbejde er af første Klasse. Naturen har udstyret dem med smukke Sangstemmer, og hvad de ikke har i Hovedet, har de sandelig i Benene. Det er da ogsaa dem, vi kan takke for den herlige Stepning, der saa at sige nu behersker hele Verden. Well! Vil man se Stepning, som den skal og bør være og yderligere nye ”Trin”, som ikke er sete før, bør man ty til Brothers Matthews”.
Det var tilbage i 2005, jeg først stødte på Brothers Matthews. Dengang skrev jeg til dr. Rainer Lotz i Bonn, en af de mest vidende personer om sorte entertainere i Europa i den periode, hvor ragtime- og jazz-æraen begynder. Jeg ville høre, om han kendte noget til brødrene. Lotz kendte dem godt. Vidste, at de udover København også havde optrådt i Stockholm, Wien og Budapest. Men den gamle jazzforsker kendte ikke deres fornavne. Havde heller ikke biografier på dem.
Jeg har heller ikke siden kunnet finde ud af deres nærmere identitet. Er dog overbevist om, at de to brødre er amerikanere. Nogen særlig tilknytning til Danmark synes der ikke at være. De kom til den danske hovedstad direkte fra Haag i Holland, hvor de var blevet lanceret som “twee zingende negers, zoo grappig als zij swart zijn“.
Efter København rejste de to sorte stepdansere til Aarhus, hvor de optrådte i 14 dage på Kronprinsens Varieté. Derefter gik turen til Stockholm, hvor annoncer i lokale aviser lancerede dem som ”Amerikas bästa stepdansare”. Efter dette gæstespil, dukkede Brothers Matthews så i april 1911 op i Norge. Det er i forbindelse med dette besøg, i Kristiania og Trondhjem, at man finder et postkort med de to, der bærer en håndskreven hilsen: ”Bros. Matthews. New Novelty. Just from America”.
Jeg kan sagtens følge hende. Det er jeg sikker på, at de fleste sorte eller farvede mennesker kan
De to mænd, den ene i stråhat, den anden med en cylinderhat, fremtræder som snesevis af disse sorte amerikanske entertainere, musikalske klovne, gjorde det på den tid. På deres turnéer gennem Europa, ikke sjældent hele vejen op gennem Skandinavien og ind i Rusland. Disse scenekunstneres shows hvilede tungt i den racistiske, amerikanske minstreltradition. Men disse kunstnere gav nordeuropæere de første smagsprøver på såvel den sorte amerikanske standup-tradition som jazz-æraen.
Bemærk fotografiet af Brødrene Matthews. Hvordan ham i stråhat med sit blik retter opmærksomheden mod brorens unaturligt lange arm. En klovnegimmick, hvor brorens arm er blevet forlænget med en behandsket hånd på en pind.
Det er dette, Nella Larsen henviser til, når hun i ”Quicksand” lader Helga Crane beklage sig over, hvordan de sorte entertainere i Cirkusbygningen ”svingede med deres abnormt lange arme”.
Beskæmmet og forrådt
Nella Larsen var oprørt over denne måde, de hvide samfund så sorte på. Ville se sorte på. Hvad enten det var i USA eller Danmark. Hvorfor datidens sorte entertainere mere eller mindre følte sig tvunget til at leve op til de forestillinger, hvide havde af dem. Som Nella Larsen formulerer det gennem sin hovedperson i ”Quicksand”:
”Helga Crane var ikke fornøjet. I stedet blev hun fyldt med et voldsomt had mod de springende negre på scenen. Hun følte sig beskæmmet, forrådt, som om disse blege, lyserøde og hvide mennesker, som hun havde levet blandt, pludselig var blevet inviteret til at nærstudere noget i hende, som hun havde gemt væk og ønsket at glemme. Og hun var chokeret over den grådighed, hvormed Olsen havde slugt det hele”.
Jeg kan sagtens følge hende. Det er jeg sikker på, at de fleste sorte eller farvede mennesker kan. Både her i Danmark og i USA. Det er, tænker jeg, en af grundene til, at Nella Larsen er inde i en renæssance.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
