Jakob Brønnum: Christo har pakket sin sidste kæmpebygning ind

i Kunst/Mindeord af
KUNST // MINDEORD – Den bulgarskfødte installationskunstner Christo døde forleden. Dermed afsluttes et af de mest opsigtsvækkende og mærkværdige kunstværker. Jakob Brønnum forsøger at finde ud af, hvad Christo egentlig ville med at pakke Den tyske Rigsdag ind i hvidt stof.

Christo og hans mexicansk-fødte hustru Jeanne Claude, der døde i 2009, var verdensberømte for deres arbejde med at skabe en form for minimalistisk dekoration over meget store flader. Mest berømt er sikkert indpakningen af Den tyske Rigsdag i Berlin, som pryder toppen af dette mindeord.

Tænk på det. Christo sidder derhjemme og siger: Skal vi ikke pakke Roskilde Domkirke ind?

De to, der var født samme dag i 1935, havde arbejdet sammen siden 1961. Visse arbejder viser en tydelig inspiration fra Marcel Duchamp og dadaismen, som f. eks. de indpakkede stole på Würth Rioja-udstillingen i Spanien i 2008, men andre er helt politiske, næsten demonstrative manifestationer, som den tidlige blokering af en gade i Paris med olietønder i 1962, samtidig med at Berlinmuren blev rejst. Kunstværket hed det samme, som den engelske premierminister Churchill kaldte grænsen mod den sovjetiske de facto okkupation af Østeuropa, Jerntæppet.

Er det kunst?

Der er ikke alle og enhver, der har set et af Christo og Jeanne-Claudes kunstværker, sådan som man har set et billede af Cezanne eller Picasso, hvis arbejder er fordelt på forskellige museer verden over. Man skal have været der på rette tid og sted.

Jeg havde en slægtning, der boede nogle blokke fra Central Park i New York. Hun sendte mig billeder af de små orange porte, som visse af vejene og stierne i parken var dekoreret med. Meget virkningsfuldt og kønt på sin egen lille måde, der i brisen blandt træerne i den store grønne park midt et af verdens kulturcentre. Men er det kunst?

Christo, der i begyndelsen var kunstnernavn for ægteparret, havde understreget, at forberedelserne til kunstværkets realisering var en ligeså stor del af værket som selve realiseringen. Så forstår man bedre. De gjorde det altså ikke for vores skyld, men for deres egen?

Det er samtidig også en på alle måder monumental kritik af forbrugersamfundet

Tænk på det. Christo sidder derhjemme og siger: Skal vi ikke pakke Roskilde Domkirke ind? Nej, det er for fjollet siger en af gæsterne. Nej, nu skal du bare se, siger han/de. Så går de i gang med at ringe til myndighedene, skrive pressemeddelelser, holde møder med ingeniører. I visse tilfælde holder de medvirkende alle møderne selv, mens Christo sidder derhjemme på balkonen med en Daquiri. Det er genialt!

De indgår alle sammen i en forestilling, en kæmpemæssig installation. Og Christo har sat det hele i værk. Særlig indpakningen rummer en form for meningsløshed, som både er meningsfuld og fuldstændig tom. Nuancerne i idéen er så mangetydige, at man ikke kan afvise deres kunstneriske intention og udsigelse.

Formålet med værkerne

Man arbejder frem mod et kunstværk, ikke ved lade et kunstværk blive til, men tværtimod ved at lade et (arkitektonisk) kunstværk forsvinde – som Den tyske Rigsdag, eller Triumbuen i Paris, der pakkes ind næste år, hvis projektet realiseres efter Christos død. Det er også et kunstnerisk udsagn, ligesom installationen af arbejdende mennesker.

Det er samtidig også en på alle måder monumental kritik af forbrugersamfundet. Dette, at det er muligt at opfatte hvad helst som noget, man kan pakke ind og pakke ud.

Men var der da intet egentligt formål med værkerne? Christo ville skabe noget, der kunne give ”glæde, skønhed og nye måder at se det velkendte på.”

Christo: Portene i Central Park
Christo: Portene i Central Park (Foto: Morris Pearl/ Wikimedia Commons)

Det er portene i Central Park et udmærket eksempel på. Man ser virkelig tingene på en anden måde, når der kommer et fremmed element ind og forstyrrer ens vante forestillinger. Selve det at være tvunget til at forstå sine sanser på en anden måde er et budskab i megen moderne kunst, som er nødvendigt og vigtigt, eftersom vore sanser ensrettes af forbrugersamfundets former. Og derved sløves de og vi mister evnen til egentlig sansning.

En del værker har været meget overbevisende i det perspektiv. To små øer ud for Florida helt omkranset af lyserødt stof. Et tæppe, der er hængt op over en dal i Colorado, så den normale udsigt blokeres. En million kvadratfod kyst pakket ind i hvidt stof ud for Sydney.

Nogle vil mene, at f. eks. Olafur Eliasson gør det bedre. Jeg husker en af de mest sansebelastende oplevelser, jeg har deltaget i, en 90 meter lang tunnel på Arken i Ishøj i 2010. Lyset var orangetonet hvidt, så man ikke gik i mørke, men man kunne heller se andre. Man kunne lige se en hånd for sig, det var alt, selvom det var helt lyst. Det var en forbløffende oplevelse. Man kom ud et sted, hvor man ganske vist kunne blive ved at gå ligeud, men alligevel befandt sig hinsides tid og rum på en mærkbar måde.

Men hvor går grænsen mellem kunst og eksperimentiel fysik? Man kan naturligvis argumentere for, at tunnelen i særlig grad får mennesker til at se ting på en anden måde, også at det er kunst, fordi det er æstetisk i allerbredeste forstand, nemlig sanseligt. Men går man på kunstmuseum for at gøre noget, man kunne gøre på et eksperimentarium? Det sanselige overskrider ikke det fysiske i et værk af den art.

På samme måde kan man sige, at Christos værker er ude af proportion. De giver beskueren et øjebliks glimt af et nyt sanseindtryk, men de fylder enormt meget i meget lang tid på stedet. Når man bladrer Christos værk igennem, nu, da det er afsluttet, virker det langt mere overbevisende, end det gjorde, når man mødte værkerne et og et gennem medierne, eller måske var heldig at se et enkelt selv.

Det er ikke utænkeligt, at en kunstner som Eliasson er inspireret af Christo, men det er utænkeligt, at nogen i fremtiden kan lave store landskabelige installationer, uden at Christo vil stå som inspirator i en eller anden forstand.

Men det vil man også tænke, hvis der bliver stillet stillads op omkring Den tyske Rigsdag i Berlin, fordi der skal udføres vedligeholdelsesarbejde. Og for lidt siden kom jeg til at se på et billede af noget vasketøj, der hang i et stativ på en græsplæne som et kunstværk.


NOGLE AF JAKOB BRØNNUMS ANDRE ARTIKLER OM KUNST:

Impressionisternes hemmelige blik

Mindeord over Per Kirkeby

Kvinderne vender ryggen til i skam og blufærdighed

Kunst og frihed i Egypten


Topfoto: Oscar Wagenmans/Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.