RACISME // BAGGRUND – Den 19. december 2022 blev en af indgangene til Central Park omdøbt til Gate of the Exonerated, De Frikendtes Port. Navnet ærer og giver genoprejsning til The Exonerated Five, tidligere kaldet The Central Park Five, der blev frikendt efter en uretmæssig domfældelse. Deres historie er et chokerende eksempel på racebaseret justitsmord.
Den 19. april 1989 blev en ung kvinde udsat for en så brutal voldtægt i Central Park, at hun var døden nær. Efterfølgende blev fem teenagere fra bydelen Harlem – Yusef Salaam, Kevin Richardson, Antron McCray, Raymond Santana og Korey Wise – arresteret, anklaget og dømt for forbrydelsen.
Sagen, der blev kendt som The Case That Never Dies, udløste en lynchstemning og en pressehetz af ekstrem hævnlyst, der dømte de fem skyldige i offentligheden, før retssagen var begyndt. De anklagedes familier og mange beboere i Harlem blev også genstand for chikane og bagvaskelse.
I 2002 tilstod den egentlige voldtægtsforbryder, hvorefter de dømte teenagere, kendt som ‘The Central Park Five’, blev frikendt.
Arrestation
Drengene var 14, 15 og 16 år gamle. Kun to af dem kendte hinanden, og de havde ikke været i konflikt med loven før. Der var fire sorte og en latino, Raymond Santana.
I den tro, han skulle give vidneudsagn, fulgte Yusef villigt med politiet, som foreslog, at Korey tog med for at støtte sin ven. Det skulle tage henholdsvis 7 og 13 år, før de så deres hjem igen
Den skæbnesvangre aften var de del af en gruppe på mellem 30 og 50 unge, der løb rundt i Central Park og lavede ballade, men de fem var angiveligt blot tilskuere, da nogle af de andre overfaldt en hjemløs mand, chikanerede et par på cykel og smed sten efter biler.
Politiet arresterede dem, der ikke kom væk i tide, omkring 20 personer, og kørte dem til den lokale politistation. Blandt dem var Kevin Richardson og Raymond Santana, begge 14 år gamle.
Normalt ville drengene i denne type sag skulle møde i familieretten, hvor de formentlig ville få en advarsel. Deres forældre ville blive kontaktet, så de kunne komme og hente dem.
Men før de mange unge var blevet ekspederet igennem systemet, blev en ung hvid kvinde fundet bevidstløs i Central Park. Hun var blevet voldtaget, havde kraniebrud og var ved at bløde ihjel. Da man tvivlede på, at hun ville overleve, blev drabspolitiet tilkaldt, og alle unge mænd, der havde været i eller i nærheden af parken omkring gerningstidspunktet, blev tilbageholdt.
Forhør
Her begynder første afsnit af det mareridt, der skulle ændre drengenes liv radikalt.
De blev nu anbragt i separate rum og afhørt. Det foregik med trusler, intimidering, manipulation, løgne og ved at spille dem ud imod hinanden i en klassisk good cop, bad cop-strategi. Og med løfte om, at hvis de samarbejdede, indrømmede de havde været vidner til eller medvirkende til overfaldet eller implicerede hinanden, så ville de blive sat fri. De blev ikke tilbudt advokatbistand og afhørt i 14-30 timer uden mad eller drikke.
Det samme skete senere for Antron McCray, som blev hentet i sit hjem. Yusef Salaam på 15 blev ligeledes hentet, hvor han boede. Han var i selskab med sin et år ældre kammerat, Korey.
I den tro, han skulle give vidneudsagn, fulgte Yusef villigt med politiet, som foreslog, at Korey tog med for at støtte sin ven. Det skulle tage henholdsvis 7 og 13 år, før de så deres hjem igen.
De blev kaldt gorillaer, uhyrer, en ulveflok. Aviserne offentliggjorde deres navne, addresser og telefonnumre. Deres familier blev truet på livet, blev råbt ad, spyttet på. Nogle af dem følte sig nødsaget til at forlade byen
En efter en brød drengene sammen af udmattelse, hjælpeløshed og skræk og gav efter for presset og tilstod. Selv Antrons far, som var til stede, bukkede under og sagde til sin søn: “Sig til dem, hvad de vil høre.”
Flere af dem udtalte senere, at de følte sig truet i en grad, der fik dem til at frygte, at de ville blive slået ihjel af betjentene.
Tilståelserne, som blev filmet, og som skulle resultere i dom og langvarige fængselsstraffe, var komplet uoverensstemmende med gerningssted, handlingers rækkefølge, hvem der formodes at skulle have gjort hvad, og hvilke beklædningsgenstande ofret havde på.
Ingen af drengene havde været i nærheden af den del af parken, hvor forbrydelsen foregik.
Drabsbetjentene gav under pres fra offentligheden og farvet af deres racisme køb på grundlæggende professionalisme og etik for at kunne ‘løse’ sagen. Og lod sig derefter hylde som lovens helte.
De fem drenge blev anklaget for vold, voldtægt, drabsforsøg og optøjer baseret på fabrikerede tilståelser. Der var ingen indicier, der placerede dem på gerningsstedet. Det DNA, der blev fundet på kvinden, som lå i koma på et nærliggende hospital, matchede ingen af de fem.
Offentlig heksejagt
I 1980’erne var New York en helt anden by end i dag. Byen havde været været tæt på konkurs p.g.a. dårlig politisk administration. Crack kokain ramte markedet og skabte en nærmest epidemisk bølge af stofmisbrug, vold og kriminalitet. Der var raceuroligheder, protester og optøjer. Byen blev kaldt ‘Fear City’. I 1989 registrerede man 200.000 tilfælde af voldskriminalitet og 1.905 mord. Befolkningen var forbitret og frustreret.
Donald Trump, der på det tidspunkt var millionær og ejendomsmogul, betalte $ 85.000 for helsidesannoncer i byens største aviser, hvor han opfordrede til genindførelse af dødsstraf i staten New York og henrettelse af The Central Park Five
Stemningen i byen var farvet af århundreders racehad, og sagen mod de fem udløste et massehysteri uden fortilfælde.
Kvinden, der blev overfaldet, og som blev kendt som The Central Park Jogger, var en 28-årig hvid investeringsrådgiver, uddannet på Yale. De fem sorte og latino-teenagere var bekvemme ofre.
De fem drenge fik prædikatet voldtægtsforbrydere fra det øjeblik, offentligheden fik kendskab til arrestationerne. De blev kaldt gorillaer, uhyrer, en ulveflok. Aviserne offentliggjorde deres navne, addresser og telefonnumre. Deres familier blev truet på livet, blev råbt ad, spyttet på. Nogle af dem følte sig nødsaget til at forlade byen.
Donald Trump, der dengang var millionær og ejendomsmogul, betalte $ 85.000 for helsidesannoncer i byens største aviser, hvor han opfordrede til genindførelse af dødsstraf i staten New York og henrettelse af The Central Park Five.
Patrick Buchanan, paleo-konservativ kommentator og broadcaster, foreslog, at den 16-årige Korey Wise skulle lynches i Central Park, og at de øvrige anklagede skulle klædes af, piskes og sættes i fængsel.
Der blev i ugerne efter overfaldet skrevet 300 artikler om sagen, den ene mere blodtørstig og inflammatorisk end den anden.
I den samme periode blev en sort kvinde voldtaget og smidt ud fra en bygning i en anden bydel. Hendes sag figurerede ikke på nogen forsider.
Retssag
Retssagerne, der blev gennemført i 1990, var en farce. Der var ingen beviser og ingen vidner. De tvungne tilståelser, som drengene havde trukket tilbage, var det eneste, den offentlige anklager havde som ammunition, og polifolkene, der havde udforsket sagen, løj under ed.
Den eneste kategori, der rangerer lavere end voldtægtsforbrydere, er personer dømt for pædofili. Det var ikke blot ude i offentligheden, at The Central Park Five var ønsket døde
Som en psykologisk overtalelsesmanøvre blev voldsofret, som var kommet sig, bragt ind som vidne, på trods af at hun havde amnesi og ikke kunne huske noget om overfaldet.
Juryen i den første retssag mod Antron, Yusef og Raymond blev indstillet til dommen skyldig. Kun et medlem af juryen var i mod, men tilsluttede sig efter 10 dages votering dommen af ren og skær udmattelse.
De tre blev kendt skyldige i alle anklager undtagen mordforsøg. Antron, Raymond og Yusef blev idømt 5-10 års fængsel, den maksimale straf for mindreårige.
I den anden retssag blev Kevin idømt 5-10 år. Korey, som var 16 og derfor blev retsforfulgt som voksen, fik 5-15 års fængsel.
Afsoning
De fire mindreårige tilbragte 6-7 år i fængsel, Korey, der afsonede straf for en forbrydelse, han heller ikke havde begået, sad bag tremmer i 13 år.
Fængsler har deres eget rangsystem, og den eneste kategori, der rangerer lavere end voldtægtsforbrydere, er personer dømt for pædofili. Det var med andre ord ikke blot ude i offentligheden, at The Central Park Five var ønsket døde.
De var ikke blot blevet uskyldigt dømt og havde fået frarøvet deres ungdom; de måtte også som indsatte kæmpe for at overleve. Navnlig Korey var udsat for vold i fængslet. ‘I died every day,’ har han sagt i et interview.
Han kunne oplyse detaljer om forbrydelsen, som kun gerningsmanden kunne vide. Han sagde, han havde begået overgrebet alene
Som en del af den efterfølgende resocialiseringsproces blev de som dømte “sexforbrydere” tvunget til at deltage i et såkaldt “forbedringsprogram”. Det betød blandt andet, at de skulle give udtryk for, at de fortrød det seksuelle overgreb. Hvilket de af gode grunde ikke gjorde, eftersom de var uskyldige.
Livet var heller ikke nemt, efter Kevin og Yusef blev løsladt i 1997 og Raymond i 1996. De havde kunnet tage en uddannelse i fængslet og fået associate degrees, men som tidligere straffede var det svært eller umuligt at få et job. Antron fik dog arbejde, fordi han havde skiftet efternavn. Kevin røg tilbage i fængslet, fordi han i desperation begyndte at sælge stoffer for at bidrage til familiens underhold.
Et tilfældigt møde og en tilståelse
Før retssagen i 1989 var Korey i en periode indsat i det berygtede varetægtsfængsel, Riker’s Island, hvor han havde haft et sammenstød med en anden indsat, Matias Reyes.
I 2001 mødtes de to igen, og Reyes sagde undskyld til Korey. Korey tilgav ham i den tro, det var uoverensstemmelsen i Riker’s, han mente.
Men Reyes, der afsonede en dom på 32 år til livstid for adskillige andre voldtægter og et mord, talte om overfaldet i Central Park: Han var den skyldige i sagen om The Central Park Jogger. Han tilstod ikke over for Korey, men fortalte det til sine venner blandt de indsatte og en fængselspræst. Reyes var blevet troende og havde besluttet sig for at tilstå. ‘It was the right thing to do.’
Sagen blev genoptaget. Reyes’ DNA matchede den sæd, der blev fundet på voldtægtsofret. Han kendte til detaljer om forbrydelsen, som kun gerningsmanden kunne vide. Han sagde også, at han havde begået overgrebet alene.
Reyes havde også voldtaget en anden kvinde den 17. april 1989, to dage forinden, i det samme område af Central Park, hvor joggeren var blevet angrebet, som politiet havde DNA fra, men de forbandt ikke de to forbrydelser og sammenlignede derfor ikke DNA.
I løbet af sommeren 1989 voldtog Reyes fire andre kvinder og myrdede en af dem. Han blev først pågrebet i august 1989.
Frifindelsen
Efter Reyes’ tilståelse og med de nye beviser blev alle anklager mod The Central Park Five frafaldet.
I 2003 sagsøgte de fem frifundne New York State for ondsindet retsforfølgelse, racediskrimination og følelsesmæssig nød, men først i 2013 modtog de deres kompensation på i alt 41 millioner dollars, hvoraf de i øvrigt skulle betale sagførersalærer og retsomkostninger.
The most endangered species in America is the young black man
Hverken anklagere eller drabsbetjentene har erkendt fejltagelser i sagen endsige givet nogen undskyldning, og en intern politiundersøgelse konkluderede, at politiet ikke havde begået fejl.
Frikendelsen fik ikke tilnærmelsesvis den samme opmærksomhed eller mediedækning som retssagen.
Dokumentar og TV-serie
I 2012 fik dokumentarfilmen The Central Park Five premiere på Cannes Film Festival. Filmen er blandt andet lavet af Ken Burns, hans datter Sarah McMahon og svigersøn David McMahon i håbet om at tilskynde New York City til at kompensere de fem. Filmen viser de ‘tilståelser’, der førte til fængselsstraffene. Det gør nærmest fysisk ondt at se på. Det er børnemishandling!
Calvin Butts, som var præst i The Abyssinian Baptist Church i Harlem, udtaler i filmen: ‘The most endangered species in America is the young black man.’
Statsadvokaterne og de politibetjentene, der var involveret i sagen, blev gentagne gange anmodet om at medvirke, men alle afslog.
I 2019 var der premiere på Ava DuVerney’s miniserie When They See Us på Netflix, hvor DuVernay ‘aims to tell the story of the boys’ wrongful incarcerations from their perspectives’. De fem frikendte beskriver med deres egne ord, hvordan afhøringerne foregik, hvordan det var at være i fængsel, og hvordan deres liv har været, siden de blev løsladt.
‘It is sad that you have to teach young black and brown people how not to get arrested.‘
Serien blev det indtil da mest sete drama i Netflix’ historie og kom til at betyde, at den assisterende statsadvokat Elizabeth Lederer, der ledede retsagen, trak sig fra sin undervisningsstilling på Columbia University.
I forbindelse med dokumentarfilmen i 2013 var skolen blevet opfordret til at fyre hende, men skolen ignorerede appellen og en underskriftindsamling, der havde fået tilslutning af tusinder.
Serien blev også katastrofal for Linda Farstein, som ledte afdelingen for seksualforbrydelser for statsadvokatens kontor i 1989. Hun blev portrætteret som uprofessionel og forudindtaget, især fordi hun ignorerede det bevismateriale, der ikke bekræftede hendes fordomsfulde overbevisning om teenagernes skyld. Hun trak sig tilbage fra diverse bestyrelsesposter, og hendes forlag droppede hende.
Gate of The Exonerated
Den nye indgang til Central Park på Central Park North og på grænsen til Harlem markerede 20-årsdagen for frikendelsen af de fem.
Det er første gang siden 1862, at en indgang til Central Park bliver navngivet. Tre af de fem – Raymond Santana, Yusef Salaam og Kevin Richardson – var til stede og stod for afsløringen. Borgmester Eric Adams og Reverend Al Sharpton holdt tale.
Samme aften markeredes årsdagen med et arrangement i Schomburg Center for Research in Black Culture i Harlem, hvor Yusef, Raymond og Kevin forklarede, hvad dedikeringen betyder for dem, og hvordan deres liv er i dag.
De gav alle udtryk for, hvor vigtigt det er for dem at have fået “genoprejsning, repræsentation og validering” efter i årevis at have haft et prædikat som voldsmænd og ‘scum of the earth’.
De fremstod påvirkede af situationen, men beskrev usentimentalt, hvordan de var blevet frarøvet deres ungdom, at de har ar på sjælen, eftervirkninger og PTSD, men fortalte også, at de formår at fokusere på det større perspektiv.
Det, at indgangen er tilegnet dem – ligesom dokumentarfilmen og TV-serien også er – har givet deres sag opmærksomhed og en platform. De bliver i dag betragtet som helte i ‘the black community’, og det er et ansvar, de tager alvorligt.
De føler sig moralsk forpligtede til at bruge deres status til at fremstå som rollemodeller og forsøge at forhindre, at andre risikerer at lide deres skæbne. De er alle del af projekter, som har til formål at ændre på den juridiske praksis som for eksempel obligatoriske videoafhøringer. De holder foredrag på gymnasier og universiteter. Yusef arbejder også som motivational speaker – foredragsholder af en særlig inspirerende slags – forfatter og poet. Raymond har skrevet en børnebog.
Yusef sagde: “It is sad that you have to teach young black and brown people how not to get arrested.”
De er også del af The Innocence Project, hvor Yusef sidder i bestyrelsen.
The Innocence Project
Projektet blev grundlagt i 1992 af Barry C. Sheck og Peter J. Neufeld på Benjamin. N. Cardozo School of Law på Yeshiva Universitetet i New York.
Formålet var og er at forebygge uretmæssig domfældelse og sikre et retfærdigt retssystem for alle. Projektets hovedfokus er anti-racistisk, og arbejdet er baseret på videnskabelig metode. Det er nu en non-profit organisation, der arbejder på reformering af det juridiske system og på at få uskyldige frikendt. Ifølge organisationen er mellem 2,3 og 10 % af indsatte i USA uskyldige.
Frem til januar 2022 har organisationen medvirket til at få omstødt domme for 375 personer dømt for alvorlige forbrydelser, hvoraf 12 var dømt til døden.
The Prison Industrial Complex
Det fængsels-industrielle kompleks er et begreb, der bruges til at beskrive USA’s private fængselssystem, og de virksomheder, der tjener store penge på at levere de statslige serviceydelser.
Henved 3100 firmaer tjener penge på masseindespærringen i USA.
Fænomenet bliver ofte kaldt for kaldt nutidens slaveri. De indsatte leverer billig og gratis arbejdskraft til en bred vifte af virksomheder.
Siden 1970 er antallet af indsatte i amerikanske fængsler steget med 700%.
I 2022 sad der ifølge NAACP – The National Association for the Advancement of Colored People – 3 millioner mennesker i fængsel i USA. Det svarer til 25% af de indsatte på verdensplan, selvom USAs befolkning kun udgør 5%.
Og selvom sorte og Hispanics kun udgør 32% af befolkningen, udgør de 56% af de indsatte.
Der findes adskillige tilfælde, hvor dommere er blev bestukket til at udstede langvarige domme til personer for mindre forseelser.
De dele af befolkningen, der ikke har råd til juridisk bistand, rammes hårdest.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
