KUNST // ANMELDELSE – Næsten enhver, der har været i Rom, for ikke at sige alle og enhver, er gået forbi Villa Bonaparte på Piazza Venezia. Den ligger for enden af indkøbsstrøget Via del Corso, på den plads, hvorfra man til venstre går ned ad vejen til Colosseum. Meget få har derimod været inde i det palæ, der hedder sådan, fordi Napoleons mor en tid boede der. Men nu er det åbnet som storslået restaureret udstillingsbygning med udstillingen ”De hemmelige impressionister” – Impressionisti Segreti.
Det hemmelige består i, at en stor del af udstillingens værker normalt ikke ses, fordi de er i privateje. Men, som vi skal opdage, er der også en anden hemmelighed – og den ligger i selve det impressionistiske blik.
Impressionismen kan for os virke overdrevet romantiserende og sødmefuld i sine stadige landskabs- og naturskildringer, selvom der også findes både gruppeportrætter og bymæssige motiver. Men ved sin fremkomst, samtidig med at fotografiet blev almindeligt, blev den opfattet lige modsat. Sjusket, utraditionel, underlødig i sine løse, skitseagtige områder og på enhver måde udannet i sine alt for tydelige penselstrøg.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
De er der alle
De er alle repræsenteret, Monet, Renoir, Cézanne, Pissarro, Gauguin og flere endnu: Sisley, Caillebotte og Morisot.
Udstillingens 50 billeder er smukke og lavmælte på en særlig måde, som impressionistiske billeder ofte kan være, når det ikke er Monets stort anlagte kirke-, åkande- eller havebilleder. Man må spørge sig selv, hvorfor det lige er, at det motiv er valgt og hvad maleren egentlig ville tale om. Tidligere havde maleriet næsten altid haft et didaktisk (læremæssigt) formål eller et afbildingsmæssigt formål af personer fra samfundets kulturelle og politiske magtstrukturer. Desuden malede de impressionistiske kunstnere ofte for egen regning og ikke på bestilling, som det havde været normen.
Øjeblikket i det offentlige rums blodfattige æstetik er et flygtigt forbrugsøjeblik, der skal fornyes om lidt ved Kasse 1. Øjeblikket hos impressionisterne står i samklang med det tidløse i livet og fornyer sig selv
I slutningen af 1800-tallet trækker en gruppe, primært franske malere den subjektive, nærmest private sansning ind i kunsten. Disse sansninger blev afvist i offentligheden i den første tid, indtil den nogle årtier senere er normen i ethvert kunstnerisk udtryk.
Ser man det som de første sansninger, der overskred grænserne mellem privat og offentligt, og mellem privat og kunstnerisk, er de ligeså sensationelle i dag, som de var dengang.
Kritikken fra den officielle akademiske kunst lå som antydet helt nede i penselstrøget. Den franske maler Gustave Caillebottes maleri af en gruppe orkideer er derfor oprørende: Penselstrøgene er næsten tydeligere end motivet. Motivet er skåret på en måde, der bryder med alle normer for geometrisk afbalanceret opbygning af billedet. Det kan kun opfattes som grimt. Og grimt var ikke tilladt i kunsten, med mindre emnet var døden eller helvede, og selv da ville de indgå i en overordnet harmonisk sammenhæng. Man ser i øvrigt tydeligt inspirationen fra det japanske tuschmaleri på rispapir, som flere af impressionisterne brugte.
Caillebotte, Bovary og det moderne menneske
Et andet billede af Caillebotte, “Interiør. Kvinde ved vindue” (1880) viser en kvinde, der ser ud ad stuens vindue mod storbygaden, mens en mand sidder i forgrunden og læser avis. Udstillingens ledsagende tekst tolker det i retning af Flauberts roman “Madame Bovary” (1856), hvor en kvinde lever et selvdestruktivt liv i oprør mod landlivet kedsomheder.
Jeg er nok ikke helt enig. Man bør formentlig gå videre end det. For det første er det et ægte impressionistisk motiv, idet det fjerner enhver dogmatisk opstilling i figurernes placering, og ikke gør noget forsøg på at vise de afbillede menneskers agtværdighed.
For det andet viser det det moderne menneskes relationer. Kvinden indgår ikke i en opretholdende eller underdanig rolle i huset, og heller ikke som prydfigur. Hun har sit eget liv, og manden er optaget af nyheder, politik, investering, handel eller hvad det er, men her i kunstnerens opfattelse i skyggen af hende. Intet forekommer destruktivt ved hendes positur og afbildede adfærd, tværtimod.
Kvinden som subjekt
Morisots kvindebillede, der er delvis gengivet øverst og i mindre format i sin helhed her, er samtidig med flere andre billeder af kvinder i lignende situationer, særligt af Degas og Toulouse-Lautrec. Det indeholder en radikal anderledes opfattelse af kvinden, som er meget lærerig, meget smuk og meget mere livsnær, når man ser det sammen med Degas’ billede af den nøgne kvinde i badet (gengivet herunder).
Det er selvfølgelig børsten, jeg tænker på hos Degas. Den får den mandlige beskuer til at betragte kvindens krop som et objekt. Det indre blik vender hendes krop og investerer sig selv i billedet. Ikke en gang vandet i badekarret er længere badevand, men symbolsk vand.
Morisots billede går i den helt modsatte retning. Den impressionistiske overgang fra det realistiske til det sansede er tydelig i hele billedet, undtagen i en detalje. Men kvinden skildres, uden at hendes krop objektiviseres. Vi ser heller ikke hendes ansigt og skal derfor ikke tolke på et blik, men blot på det rent menneskelige, der næsten går i ét med omgivelserne.
At det hele er et produkt af en kunstnerisk bevidsthed ser vi ved den måde motivet og fortællingen væves sammen i den detalje, som fortællingen handler om: Det lille øjeblik, da en enkelt streng af hår driller og ikke vil med i opsætningen. Det er enestående smukt fanget, dette lille øjeblik, hvor alting har ligeværdig del i en levende væren.
Selve det opsatte hår er i øvrigt en nødvendighed i et billede fra denne tid, der ikke vil være seksualiseret, eftersom udslået hår rummer en invitation, som allerede Stefan Zweig elegant forklarer i Verden af i går.
Den seende maler
Impressionismen virker på en måde som noget, vi er kommet forbi. På en anden måde, står den foran os på ny: Den er et blik. Den er seende. Den gennemskuer.
Den var et opgør, som vi kan bruge inspiration fra i dag. Hvad var det, den gjorde? Den nedbrød en stivhed i udtryksformerne i det offentlige rum. Hvad brugte den som middel? Linjerne og farven? Ja, det er klart. Men lyset så? Jo, men farven virker ved hjælp af lyset i alle billeder. Penselstrøgene? Jo, i det ydre. Som virtuos teknik, der driller smagsdommerne. Blikket? Netop. Blikket. Det impressionistiske blik.
Selvom vi ikke har samme slags stivhed i det offentlige rum, med de bestandigt seksualiserede reklamer og med andre former for teknologisk og digitaliseret, overfladisk skønhed i for eksempel bilreklamer, så er der alligevel en stivhed i udtrykket i alle vores offentlige billeder. Billederne skal være lette at afkode, de skal passe ind i vores merkantile verdensbillede og de skal overholde den markedsstyrede tilværelses normer for symbol- og kodesprog. Selv impressionistiske malerier bruges fra tid til anden i reklamer, men der opleves de i deres romantiserede udtryk. Når vi møder dem alene i deres egen sammenhæng, har de meget mere. Øjeblikket i det offentlige rums blodfattige æstetik er et flygtigt forbrugsøjeblik, der skal fornyes om lidt ved Kasse 1. Øjeblikket hos impressionisterne står i samklang med det tidløse i livet og fornyer sig selv.
Vænner man sig til at se deres sansninger som opgør mod stivheden i det offentlige rum udtryksformer, kan man genfinde håbet om et blik, der leder efter og lader sig indfange af en skønhed i livet, der er naturlig og organisk, som er uforudsigelig, og ikke markedssamfundets konstruerede og kunstige, opstyltede pænhedsidealer.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Impressionisti segreti
Palazzo Bonaparte
Til 8. March 2020
Topfoto: Berthe Morisot: “Foran spejlet” (1890) (udsnit). Olie på lærred.
Tilhører Fundacion Gianadda, Udstillingsfoto)
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
