CENTRAL PARK // ESSAY – Det er umuligt at forestille sig New York uden Central Park, byens lunger og grønne hjerte, metropolens oase. Den er et rekreativt refugium for børn, voksne, hunde og andre kæledyr. Engang så jeg en fyr lade sin seks meter lange albinopython svømme i Bethesda-fontænen – nogle lufter deres leguaner. Over 210 fuglearter bor der eller kommer forbi på træk. Der er egern, vaskebjørne, skilpadder og undertiden en vildfaren coyote. Men homo sapiens forbliver den mest excentriske art.
NEW YORK – Central Park strækker sig over 3,41 kvadratkilometer fra 59th til 106th Street mellem Fifth og Eighth Avenue på Manhattan – og den har eksisteret i over 150 år. Det er den mest besøgte park i USA og angiveligt det mest filmede sted i verden.
Parken bliver brugt til aktiviteter som sportsudøvelse, picnics, live musik, hestevognskørsel og Shakespeare-forestillinger.
Parken er selvsagt også hjemsøgt af horder af entusiastiske motionister af enhver tænkelig beskaffenhed. Her er løbetid året rundt
Der er en karrusel om sommeren og en skøjtebane om vinteren, og parken har sin egen vejrstation i Belvedere Castle. Parken er selvsagt også hjemsøgt af horder af entusiastiske motionister af enhver tænkelig beskaffenhed. Her er løbetid året rundt.
Parkens tilblivelse
Man kunne måske blive fristet til at tro, at Central Park er et stykke bevaret jomfruelig natur midt i denne hypercivilisationens bastion, men sådan forholder det sig ikke. Det eneste i Central Park, der ikke er menneskeskabt, er grundfjeldet. Parkens broer og bygninger er konstrueret af skifer fra parken, som blev sprængt med krudt, da dynamit endnu ikke var opfundet. Alle søerne er kunstige, og vandet kan der lukkes for med en vandhane.
Kun via gangstierne havde man adgang til de fleste og mest varierede og maleriske landskabsområder, så de mere velstillede, der lod sig transportere rundt på hesteryg eller i hestevogn, fik ikke den optimale oplevelse
Planlæggerne bag parken var landskabsarkitekterne Frederick Law Olmstead og Calvert Vaux. I 1858 vandt de designkonkurrencen for det, der skulle blive Central Park, og de næste 16 år var de og over 4.000 arbejdere, gartnere, stenhuggere og ingeniører beskæftiget med stensprængning, brobygning, anlæggelse af veje, sumpdræning og bygningskonstruktion fra morgen til aften.
Designerne hentede inspiration fra parker i England og Frankrig samt de samtidige landskabsmalere fra The Hudson River School.
Olmstad og Vaux opererede med tre former for landskab: Det pastorale, dvs. græsklædte enge og søer, det pittoreske, skovområderne, og endelig det formelle med stramme geometriske former som plæner, blomsterbede, promenader og fontæner.
Gangstierne blev konstrueret ud fra en demokratisk filosofi, der indebar, at kun via dem havde man adgang til de fleste og mest varierede og maleriske landskabsområder, så de mere velstillede, der lod sig transportere rundt på hesteryg eller i hestevogn, fik ikke den optimale oplevelse.
Ikke helt så demokratisk var forløbet for indbyggerne i Seneca Village, en landsby beboet overvejende af African Americans i en del af det, der nu er Central Park.
Alle indbyggerne blev fordrevet, så parken kunne blive til. Og selv om de sorte indbyggere modtog kompensation, er den generelle opfattelse, at værdien af deres ejendomme var groft undervurderet
Beboerne her havde en selvstændig enklave uden for storbyen, og mange af dem ejede deres egne boliger og havde derfor stemmeret, hvilket var usædvanligt på det tidspunkt. Der var omkring 50 boliger, tre kirker, en kirkegård og en skole.
Alle indbyggerne blev fordrevet, så parken kunne blive til. Og selv om de sorte indbyggere modtog kompensation, er den generelle opfattelse, at værdien af deres ejendomme var groft undervurderet. I alt blev omkring 1.600 mennesker tvunget til at forlade området.
En af mine bekendte, Sara Cedar Miller, har været Central Parks officielle historiker og fotograf i 30 år. Hun har for nylig udgivet sin fjerde bog om parken, Before Central Park, og hun er formentlig den person i verden, der ved mest om den.
Sara beskriver Central Park som ‘the most important American work of art from the 19th century, the best kept and maintained park in the world, a cultural phenomenon, and a social democratic experience.’
I sin nuværende version er parken virkelig smuk og velholdt, men sådan har det ikke altid været
I sin nuværende version er parken virkelig smuk og velholdt, men sådan har det ikke altid været.
I 1930’erne var der en teltby, hvor hjemløse holdt til, der var faktisk får i Sheep Meadow, og der var masser af døde træer og ubevoksede områder.
I 1960’erne og 70’erne var parken katastrofalt misligeholdt, og i 1980 grundlagdes The Central Park Conservancy, som siden har brugt en milliard dollars på restaurering og forbedringer – penge, der overvejende kommer fra privatpersoner, firmaer og fonde. The Conservancy er ansvarlig for parkens vedligeholdelse og har et årsbudget på omkring $74 millioner.
Central Park har omkring 42 millioner besøgende årligt. Jeg figurerer i statistikken.
Det oprindelige formål med parken var, at New Yorks befolkning kunne have et sted, der var tilgængeligt for alle, og hvor man, så snart man var gået ind, fik en fornemmelse af uendelighed.
Vejene, der går fra øst til vest, er sænkede, så man næsten ikke kan se og høre trafikken.
Da Central Park blev grundlagt, lå den faktisk ude på landet, hovedparten af New Yorks befolkning boede syd for 14. gade. Fornemmelsen af uendelighed er unægtelig voldsomt modificeret i dag – der er stort set ikke noget sted i parken, hvorfra man ikke kan se et højhus. Hvilket kan være en fordel, når man er vant til Manhattans ‘grid’ og de nummererede koordinater.
‘Why can’t we just live together in PEACE’, råbte han indigneret. For at understrege sit budskab havde han anbragt en toiletsvupper i midten af mosaikcirklen.
93 kilometer stier snor sig igennem Central Park, og den dag i dag kan jeg stadig fare vild og ende med at måtte finde et arkitektonisk landemærke i form af en skyskraber at navigere efter.
A New York Moment
Strawberry Fields er et område i parken, som er dedikeret til John Lennon og hans fredsfilosofi. Det ligger ved Central Park West over for The Dakota, bygningen, hvor Lennon boede, og foran hvilken han jo desværre blev myrdet. Hans enke, Yoko Ono, mente, der var statuer nok, og insisterede på, at mindeparken blev mere ‘levende’.
Den mest besøgte og fotograferede del af Strawberry Fields er en mosaikcirkel med ordet ‘Imagine’ i midten. Den er tilflugtssted for hardcore Beatles-fans, overlevende hippier og beatniks, som ofte sidder på de omkringstående bænke og synger Beatles-hits, spiller guitar eller hengiver sig til almindelig nostalgi, for nogles vedkommende assisteret af rigelige mængder pot.
Der er også, som man nok kan regne ud, til enhver tid en jævn strøm af turister fra alle verdenshjørner, som stopper for at tage billeder.
Når venner er på besøg i New York, tager jeg dem ofte med til mindeparken.
She showed me some ritual scars she had on her arms. I told her ‘I ain’t from no tribe, I am from Brooklyn’
Det var tilfældet en dag, som var kort efter en meget foruroligende og voldelig hændelse, der foregik i Brooklyn. En sort mand var blevet arresteret uden for en natklub og kørt til den lokale politistation, hvor adskillige betjente brutaliserede ham og udsatte ham for seksuel vold. De penetrerede ham med en toiletsvupper og perforerede hans tyktarm. Han måtte efterfølgende gennemgå adskillige operationer.
Hændelsen udløste offentlig harme og protester mod politivold.
På den dag, vi besøgte parken, havde en meget vred og forurettet borger besluttet sig for at give udtryk for sin harme over overgrebet i offentlighed, og han valgte Imagine-cirklen for sin mission.
Han vandrede frem og tilbage rundt om mosaikken og protesterede højlydt over politibrutalitet og overgreb på borgerrettigheder. Han var en mand i trediverne iført hawaiiskjorte, og hans hår var en uregerlig sort manke, som han rystede som en arrig hanløve.
Han havde et vildt udtryk i øjnene og råbte indigneret: ‘Why can’t we just live together in PEACE.’ For at understrege sit budskab havde han anbragt en toiletsvupper i midten af mosaikcirklen. Han blev tiltagende mere ophidset, og hans budskab, så passende og velment som det ellers var, blev efterhånden sekundært i forhold til hans fremtoning.
Så ankom en bus fuld af japanske turister.
Jeg har stået i en kø, der strakte sig en kilometer, for at se Patti Smith i måneskin, og det var ventetiden værd. Jeg har sågar set Anisette til en mindekoncert for Janis Joplin, hvor man havde samlet alle de hæse sangerinder, man kunne finde
Som alle andre besøgende ville de fotografere hinanden og sig selv midt i cirklen, men var forståeligt nok ikke interesserede i at have et aggregat beregnet til at forløse tilstoppede toiletter med på billedet, og de var selvsagt uvidende om tingestens betydning.
Følgelig gik turistguiden ind i cirklen for at fjerne det uønskede objekt. Agitatoren, som ingen sympati havde for turisternes forehavende, eskalerede sit raseri til hysteri. Og brølede:
‘Over my dead body!!’ – som et tågehorn.
Alt stoppede. Turistguidens hånd standsede i luften, guitaren forstummede, og ‘Imagine all the people living life in …’ fortonede sig.
De japanske turister fumlede forvirret med deres kameraer. Min ven og jeg betragtede tavse forestillingen. Det var på det tidspunkt, en af hippierne kom ud af tågerne og observerede: ‘Yeah, man, that’s really peaceful!’
Fra Patti Smith til Anisette
Hver sommer kører der en koncertserie i parken kaldet SummerStage. I årenes løb har jeg overværet fantastiske performances med så forskellige navne som Angelique Kidjo, Kassav, Miriam Makeba, Antibalas, Marianne Faithful og David Byrne. Jeg har set the The Highway Men – Kris Christoffersen, Waylon Jennings, Willie Nelson og Johnny Cash – en lørdag eftermiddag, hvor 70-årige hoochie mamas dansede iført cowboyhat og frynser, og en gruppe Hells Angels lå i græsset som dovne hundehvalpe.
Jeg har stået i en kø, der strakte sig en kilometer, for at se Patti Smith i måneskin, og det var ventetiden værd. Jeg har sågar set Anisette til en mindekoncert for Janis Joplin, hvor man havde samlet alle de hæse sangerinder, man kunne finde.
En sommerdag stod jeg og overværede en R&B-koncert på SummerStage. Der var masser af mennesker, og det var varmt, en typisk New York augustdag med 30+ grader, hvor man føler, man bliver marineret i sin egen perspiration, og luftfugtigheden er så høj, at man ønsker sig et sæt gæller.
Vi var mange, der var minimalt påklædte, og det gjaldt også pigen, jeg stod ved siden af. Hun var sort og smuk og iført shorts og sports-BH. Derfor kunne man se et let hvælvet operationsar, hun havde fra struben til et sted lidt under brystbenet. Det lod ikke til at genere hende.
‘You know,’ sagde jeg, ‘I think it is cool that you wear what you like without trying to hide your scar.’
Hun grinede bredt.’Oh, that? Yeah, I don’t care, but I should probably have that mitral heart valve (hjerteklap) replaced one of these days. It’s been over ten years.’
‘Wow, okay,’ sagde jeg,’ you sound pretty relaxed about that.’
‘Yeah, I have been living with it for a long time and it’s been going okay so far. Actually, the scar has given me some funny experiences. This African girl came up to me one time and asked me what tribe I was from. She thought my scar was tribal. She showed me some ritual scars she had on her arms. I told her ‘I ain’t from no tribe, I am from Brooklyn.’
Bevingede berømtheder
Central Parks beliggenhed placerer den i The Atlantic Flyway, en rute benyttet af trækfugle, så hvert år er parken beboet eller besøgt af over 200 fuglearter og er dermed tilholdssted for mange ornitologer. Uden at vide meget om fugle har jeg set falke, høge, kardinaler, kolibrier, hejrer og en enkelt sneugle under mine talrige vandringer.
Jeg så engang en høg dykke ned lige foran mig, hvor den fangede et egern og fløj op i et træ og fortærede det. Det kunne teoretisk set have været Pale Male, en meget berømt hanhøg, som har levet i og omkring Central Park siden 1991.
Navnet kommer af hans usædvanlig lyse fjerdragt. Han blev kendt for at være den første rødhalede høg, der havde rede på gesimsen af en bygning i stedet for i et træ. Han har haft en solid fanklub af ornitologer, som hvert år har stillet kikkerter op på bredden af Central Parks Model Boat Lake, så de kunne observere hans familieliv i reden på et hus på 5th Avenue.
Pale Male har sin egen hjemmeside, der er skrevet en bog og lavet en film om ham. En reality star med mindre privatliv end The Kardashians.
Han sagde, han talte syv sprog og var i gang med at genlæse Iliaden på græsk. Jeg foreslog, han holdt sig til versefødder
Pale Male er en overlever, og mange af hans loyale fans mener, han stadig er i live, hvilket ville betyde, at han i dag er over 30 år.
Hans mange partnere har været mindre heldige. Han har haft mindst otte, hvoraf nogle er døde efter at have spist forgiftede rotter eller duer, en efter kollision med en bil, og nogle er forsvundet af ukendte årsager.
Han og hans ottende mage, Octavia, er efter sigende blevet set sammen på deres gamle adresse i 2022, men de er åbenbart gået på pension sådan rent forplantningsmæssigt.
Der ligger flere videoer på YouTube, med titlen Dinner with Pale Male. I en af dem kan man se ham filettere en due, i en anden spiser han noget, der ligner en rotte.
Hvis det er ham: Nogle påstår hårdnakket, at han må være død, og at en anden han med lignende fjerdragt, eventuelt en søn, er høgen på filmene.
I december 2004 havde The New York Times en artikeloverskrift, der lød:
‘New York celebrities evicted on 5th Avenue, feathers and all.‘
Berømthederne var Pale Male og hans daværende høginde Lola. Nogle af beboerne i bygningen på 5th Avenue, hvorfra Pale Male i årenes løb havde udstedt flycertifikat til 23 høgeletter, tog anstød af høgenes efterladenskaber i form af fugleklatter på vinduerne og resterne af due og rottekadavere på fortovet og havde beordret reden fjernet.
De mest entusiastiske fans protesterede uden for bygningen, og til sidst gav bygningens ledelse efter og genopsatte de metaldimser, høgene havde flettet reden omkring
Det udløste ramaskrig og protester fra ornitologer og fans over hele verden samt en fordømmelse fra The Audobon Society. En anden berømt beboer i bygningen, Mary Tyler Moore udtalte på landsdækkende TV, at udsmidningen var ‘pointless and heartless’.
De mest entusiastiske fans protesterede uden for bygningen, og til sidst gav bygningens ledelse efter og genopsatte de metaldimser, høgene havde flettet reden omkring. Høgene flyttede ind igen, men havde ikke unger i et par år.
Der er en anden berømt fugl i parken. Ved siden af en statue af H.C. Andersen ved The Conservatory Water, faktisk lige der, hvor Pale Males stalkere parkerer kikkerter og andet isenkram, står den grimme ælling.
Hans Christian læser højt for anden – bevingede ord, utvivlsomt. I 1973 blev anden stjålet, og hele byen gik og ledte efter den. Den blev fundet i en brun papirspose i Queens og genforenet med sin ophavsmand.
Fodfetichist
Under den første bølge af covid-19 tilbragte jeg megen tid i Central Park.
New York var det epidemiske epicenter, flere hundrede newyorkere døde hver dag, og det var virkelig deprimerende at arbejde på et hospital, som jeg gjorde dengang som operationssygeplejerske.
I parken kunne man holde social afstand og alligevel føle sig blandt mennesker. Vegetationen dulmede den konstante vrælen af sirener – der er altid nogen, der spiller musik eller underholder på anden vis.
Jeg kan være temmelig adspredt og bliver ofte væk i mit eget hoved og tabt for omverdenen. Jeg havde en af de dage i parken, da en mand invaderede mit synsfelt og spurgte: ‘Do you dance ballet?’
Jeg hoppede tilbage i virkeligheden og svarede, som sandt er: ‘No …’
‘You have the most amazing ballet feet,’ sagde manden, en bebrillet herre med stråhat. ‘I review ballet, I pay attention to feet, do you mind if I take a photo of yours?’
Han fotograferede mine fødder, mens jeg undrede mig, og de forbipasserende fniste.
Og der sad vi så, da denne vildfremmede mand i al offentlighed lagde sig ned, tog fat i en af mine fødder, kyssede den og stønnede
‘Do you want a cup of coffee?’
Han købte kaffe ved en bod og fortalte, han var forfatter og anmelder.
‘Let’s sit on the grass,’ sagde han. Og der sad vi så, da denne vildfremmede mand i al offentlighed lagde sig ned, tog fat i en af mine fødder, kyssede den og stønnede.
‘You have exceptionally beautiful feet,’ sagde hen henført. ‘I can’t get over your arches!’
Det var bizart, men ikke som sådan foruroligende. Og ikke på nogen måde ophidsende – for mig, i det mindste.
‘Would you like to see my apartment?’ spurgte han.
‘Why?’
‘We could make out. You know, kiss and stuff.’
‘Are you crazy? There’s a pandemic underway, I am not kissing anybody, especially not strangers,’ sagde jeg og fortsatte: ‘Besides, you just kissed my feet after I walked the streets of New York in flipflops … you’re getting nowhere near my mouth.’
Han sagde, han talte syv sprog og var i gang med at genlæse Iliaden på græsk. Jeg foreslog, han holdt sig til versefødder.
Nye tider, ny park
Nu bor jeg i Brooklyn, og min lokale park hedder Prospect Park. Den er også designet af Olmstead og Vaux og er for Brooklynites, hvad Central Park er for Manhattanites.
Der bor et hvidt egern, jeg gerne vil møde. Men de har lige hevet en forfrossen alligator ud af en af parkens søer. Jeg må hellere tage til Central Park og se, om foråret er på vej …
Alle billeder i artiklen er taget af forfatteren.
Læs mere fra og om New York i POV fra Bibs Carlsen her
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
