IN MEMORIAM – Forfatteren Jørn Riel døde onsdag i sit hjem i Kuala Lumpur. I dette uddrag af sin bog Timernes bro (2006) mindes Jens-Martin Eriksen sit møde med forfatteren i Malaysia og en samtale om tro, liv og død.
Jeg fik en invitation for et års tid siden fra Jørn Riel, efter jeg havde publiceret nogle reportager fra min rejse i Thailand i 2003, og i den forbindelse havde refereret historien, som han havde fortalt mig den første gang vi mødtes i Frankrig, en kold dag i Normandiet, i byen Caen til en litteraturfestival.
Vi travede lidt rundt i den tågede novemberkulde, han med sin evindelige snadde og jeg med hovedet gemt væk i et stort halstørklæde, pakket ind til op over begge ører. Det var om den tidlige søndag morgen nede ved Malaccastrædet, hvor hans børnebørn fandt nogle menneskehoveder, som lå og rullede i strandkanten.
Det må have været et sælsomt syn, men som jeg skrev i min reportage, hvor jeg refererede denne historie, så har man visse forbehold når man betænker, at historien kommer fra en forfatter, der har gjort det til sin genre at skrive skrøner fra sit liv. Der er, om man så må sige, en uoverensstemmelse mellem hændelsens sandsynlighed og så den epoke, den indtræffer i, og sandsynligheden er som bekendt det eneste parameter vi har at holde os til, når vi skal sondre mellem virkelighed og skrøner i det, der fortælles.
Et brev fra Jørn Riel, som også indeholdt et avisudklip, der berettede om fundet af hovederne, gjorde imidlertid mine forbehold til skamme. Og desuden indeholdt brevet generøst nok også en invitation til mig om, at hvis jeg endnu engang skulle komme til disse trakter igen, så måtte jeg endelig kigge forbi hans hjem i Kuala Lumpur.
Han har sit virkelige hjem i det, han selv har set og oplevet, empirist som han er
Og nu ville tilfældet, at jeg rent faktisk havde et ærinde i Malaysia, og jeg ville derfor kigge ind til en gin og tonic en sen eftermiddag oppe i hans hjem i byens udkant, i forstaden Ampang ved højene, lige før bjergene og regnskoven begynder.
Det blev til nogle muntre møder, og jeg fik en idé til et interview om hans liv i Grønland og om tjenesten i FN’s Field Service i Mellemøsten. Men ganske uden nogen form for tema, så at sige i al dets fadhed, mere om et menneskeliv, om erfaringen i nogle egne uden for tiden, og i nogle brændpunkter i løbet af tresserne og halvfjerdserne.
Men efter bare at have luftet ideen kunne jeg med det samme mærke, at den så afgjort var en død sild. Selve situationen med en båndoptager og spørgsmål ville afgørende få al samtale med Riel til at gå i chok, og få hver eneste sætning til at virke både akavet og ude af trit med den naturlige, anarkistiske spontanietet, som en almindelig samtale genererer. Det ville blive, som om vi skulle spille os selv.
For Jørn Riel lugter et interview desuden for fælt af afslutning og død. Han er trods alt kun 70, og en slags erindringsskitse vil for ham så at sige sætte en streg under hele det levede liv og indikere, at der dermed var udregnet en slags facit. Med den på ville vores samtale for alvor forgiftes, om vi havde rigget gearet til med bånd og mikrofon. Han har allerede afbrudt én erindringsbog, og jeg kan mærke at det ville gøre ham ondt at skulle til det igen. Vi mødtes bare nogle gange, og heldigvis til mere gin og tonic og ud på natten til mere og mere cognac i hans hjem.
Ganske vist talte vi aldrig om multikulturalisme (som var fokus for mit feltstudie i Malaysia). Men i en vis forstand kan man roligt konstatere, at ethvert samfund, der måtte have Jørn Riel som gæst, automatisk vil være et multikulturelt samfund, når man kender hans bøger, og derfor vil vide, at han er et menneske, der i en vis litterær forstand lever uden for tid og sted.
Hans hjem er ikke andre steder end der, hvor han skriver fra, et sted nu i erindringen, fra 16 år i arktiske egne og på kortere ophold i bl.a. Papua Ny Guinea. Det er derfra, energien kommer. Og hvor han har boet siden hen, forekommer det én, har på umærkelig vis aldrig rigtigt bidt sig fast. Det er blot steder, som nu i en by i troperne, hvor han opholder sig, mens han skriver.
Jeg ankommer til Jørn Riels hjem en sen, solrig eftermiddag, og hvor jeg som sædvanlig, når jeg skal uden for det centrale Kuala Lumpur, selv skal dirigere taxachaufføren rundt og fortælle lidt om byens geografi. Det er på en måde ubegribeligt, at det skal være sådan, men det er åbenbart konceptet hver gang. Eller også spiller taxachaufføren dum for at få lejlighed til altid at køre den nærmeste omvej?
Efter lidt omkørsel op og ned ad den samme vej langs den enorme golfbane og op mod bjergene finder vi dog blokken, jeg søger. Et stort betonbyggeri, kilet ind mod bjergsiden og med udsyn til dalen foran og ned mod byen, gemt væk her ca. en halv snes kilometer uden for bykernen. Byggeriet stammer fra 70’erne, det er opført af militæret som forlægninger til officerer.
Bagved aner man ikke, hvad der findes, måske ingenting, kun bjerge og urskov? Det er i hvert fald, hvad Riel fortæller, da vi mødes uden for hans dør på 9. etage. Han peger ud mod baghaven og forsikrer mig om, at dette hus er den sidste skanse mod junglen, her findes i princippet alle vilde dyr ude bagved, tigre, aber og al muligt kryb, slanger osv. – men de kan ikke komme ind. Alligevel virker det overvældende.
Det er dagen for indernes religiøse manifestation, Thaipusam, hvor man iscenesætter processioner, og hvor man i denne anledning fremviser selvmutilationer, sætter kroge i kroppen på hinanden osv. over for en tusindtallig skare. Alt sammen noget som Riel helt har opgivet ævret med at forstå. Han er ganske enkelt blank, når det kommer til nogen religiøs disposition i det hele taget, forsikrer han mig om, fuldstændig uden religiøst instinkt. Han har intet behov for nogen forklaring i den retning, og sværger til en slags agnosticisme. Man kan intet erkende, og derfor kan man intet sige. Og om det, hvorom man intet kan sige, må man tie, synes at være hans diktum.
Dette forhindrer ham dog ikke i at sige noget alligevel, når det kommer til stykket. Der findes en naturvidenskabelig forklaring, som er den eneste viden, også selv om den ikke forklarer sig selv. Men ikke nok med det. For selve det forhold at religionen er organiseret som i den kristne kirke med et gejstligt hierarki, så er det så at sige selve ondskaben, der er organiseret – men til hvilket andet formål end selvsnagende, selvsmagende og sentimentalt hykleri og skinhellighed?
Alle andre steder er bare der, hvor han opholder sig for øjeblikket. Han er hjemme, når han skriver om dengang, han var ung i Grønland.
I et større tidsligt perspektiv er der noget paradoksalt over dette, for hvor kirken nu om stunder mest af alt er sentimental og betoner kærligheden som en bærende kraft, så har den et veritabelt folkemord på sin samvittighed – papismen er naturligvis det mest afskyelige af alt – de fem millioner kvinder, som man brændte og druknede som udstødte og forviste hekse i Europa for at overleve og legitimere sig selv som bureaukrati, fylder i den grad Jørn Riel med afsky. Det var et veritabelt folkemord mod kvindekønnet, ikke et etnisk men et sexistisk, som man satte i værk, blot for at fodre præstestanden med en gyldig grund til som en flok igler at nasse sig til embeder og finde en undskyldning for dens virke.
Alt dette, hele denne historie er glemt nu, hvor den kristne kirke smører sig ind i sukret humanisme og klæg veldædighed, som var det vådt wienerbrød, man gned sig med. Præstedømmet som sådan er, som man vil forstå, ikke Jørn Riels livret, men noget nær det mest afskyelige, der har eksisteret og fortsat eksisterer på denne Jord.
I en multikulturel diskurs, som i denne sammenhæng imidlertid måtte forekomme lidt komisk, ville man givetvis betegne Jørn Riel som en decideret hedning af den gammeldags slags. Måske som en fuldstændig usamtidig figur, der forsvarer forhistorien, menneskenes forhistorie imod den tid, de nu lever i – og imod deres egne problemer.
Men det er selvfølgelig en etnograf, jeg møder denne herlige aften i Kuala Lumpur, hvor vi sidder i hans studieværelse med danske bøger, og i et decideret tressermodernistisk møblement med elegante og obligate Mogensen-sofaer og drikker – dog ikke Vat69 og ejheller en Larsen Cognac. Denne decor fortæller imidlertid ikke hele historien, for til trods for sin smag og sine idiosynkrasier over for sentimentalisme og puritanisme og kristelighed, så abonnerer Riel heller ikke på nogen form for modernistisk politisk fromfiserideologi (udtrådt kulturradikalisme), en eller anden hjemmestrikket nationalideologi, der kan føres tilbage til en tidsånd i fædrelandets historie.
Han har sit virkelige hjem i det, han selv har set og oplevet, empirist som han er. Hele ideen om en kærlig gud forekommer ham fjern, som om selve ideen om at indblande medfølelse slet ikke hører til en opfattelse af, hvad vores gud eller vore guder kan befatte sig med. Han har meget mere affinitet til – eller slet og ret tro på – de eskimoiske guder.
Det er en religiøsitet, der er organiseret som en kult, ikke en kirke med hierarki og orden og ansættelser. Men en åndelig retning, som slet og ret er kommunistisk i sin urform, ikke politisk kommunistisk, men urkommunistisk, som et apolitisk kultisk fællesskab, hvor man deler alt, og hvor man for at formilde kræfterne, som man ikke kan erkende, må bede om nåde, og af og til ofre en tønde spæk til eller en luffe fra en sæl for at få fred og for ikke at lide overlast. For sådan opfatter eskimoerne de guddommelige kræfter. De onde må man betale, dem må man yde ofre til for at formilde dem, hvorimod de gode kræfter, de eksisterer i os selv, de foreligger sådan set bare, og dem behøver vi ikke gøre os forestillinger om.
Dem kender vi inderst inde godt, for med det gode er det som en tautologi – hvad der er godt, er det gode. Det er det helt evidente, såsom at tjene andre, at skabe glæde. Det er alt det, vi kender, og som vi ved hvad er i os selv. Men det onde, det er naturens kræfter, det er det uafvendelige, alt det som fører os til tilintetgørelsen. Og i forhold til dette må vi prøve at formilde naturkræfterne, at søge om nåde, så vi kan leve i fred, og så ulykken ikke rammer os.
Denne praktiske religion kan Riel forstå. Man må komme overens med disse store, uforståelige kræfter, der regerer over liv og død, og selve naturen som en altomfattende kraft. Det forekommer mig, som om han blandt meget andet også er tiltrukket af det i denne eskimoiske tro, der er bondesnu og pragmatisk orienteret i kampen for at overleve og for at opretholde modet under ekstreme forhold. Mere end det er selve troen, er det dens etos, der tiltrækker ham. Hvad der følger af troen, og hvad den byder for dens tilhængere, at de må leve efter.
Det samme tiltaler ham ved buddhismen her i disse egne, ikke troen som sådan, den interesserer ham ikke, og det forhold, at buddhismen ikke er en monoteistisk religion, har han ingen mening om. Men troens læresætninger forekommer ham pragmatiske og åbne over for verden; man skal følge alt, hvis man vil, og man skal generelt prøve alt. Jeg kan dog ikke vare mig for at citere den engelske filosof Arnold Bax’ ord om, at man skal prøve alt mindst én gang – lige med undtagelse af incest – og folkedans! Men også denne læresætningernes læresætning, der dog også sætter en grænse for hvor meget man skal prøve, kan Riel godtage som velovervejet.
Alligevel er der noget, der undrer mig. Blev han aldrig religiøst inspireret eller følte bare en tilskyndelse til at tro på noget, en gud af en slags, eller søgte han ikke at finde noget i sig selv, da han var indespærret i årevis i lange ensomme dage og nætter, da han var udstationeret i Grønland? Men svaret er mærkeligt svalt: Nej. Han var aldrig mere tæt på sig selv end dengang og følte ingen tilskyndelse til at skulle søge nogen gud, for han var hos det inderste i sig selv, og han fyldte alt i sin egen verden så at sige. Det er derfra, denne tid, at han ved, hvem han er overhovedet. Det er der, hvor han er blevet den person, han er, og det er det sted, som har givet ham en verden, han kan beskrive. Og siden hen, sådan som nu og tidligere, så er det blot pladser, hvor han opholder sig.
Han peger rundt om i stuen og hen i de kulturradikale møbler – der findes ingen sjæl i de arkitekttegnede Mogensen-sofaer. De skjuler ingen ting. De er ikke camouflage. ”Saligt tom/er verden for andet end ting” (Rifbjerg). Her er han aldrig alene, der kommer altid nogen rendende, der findes kun ét eneste sted, hvor han hører hjemme, og det er er i det Grønland, som han boede i engang. Alle andre steder er bare der, hvor han opholder sig for øjeblikket. Han er hjemme, når han skriver om dengang, han var ung i Grønland.
Egnene i Arktis ved Grønland må være det nærmeste, man kan komme på Paradiset.
Han er i de dage, hvor jeg besøger ham, lige ved at skrive en historie om heldet, som kan ramme én. I de arktiske egne findes der ikke andet end heldet, og det er ikke dygtighed, der adskiller mennesker, når de lever i naturen, men tilfældet, det mest virkelige, og derfor må man bede og ofre for, at tilfældet kan indtræffe til ens fordel. Derefter kan man så gøre det gode, dele ud af sit held, være generøs, og netop det bringer ære og respekt. Sådan er kredsløbet mellem tilfældet, gaver og anerkendelse. Nå, men denne historie handler om en mand, som finder en tønde, der driver i land …
Spørgsmålet er selvfølgelig, om ikke man bliver gal eller fristes af galskaben, når man lever så helt og aldeles i intetheden, uden for samfundet? Hvem er man, når det kommer til stykket?
Jørn Riel boede i nogle år uden for Narssaq, 40 minutter til fods, og der kom efter det han siger besøg, når vejret tillod det. Men han skrev altid, lige så vel tidligt som sent, hvilket for øvrigt kom ud på ét på den tid af året, når man levede i den arktiske sommers evige dag. Han fulgte bare sin krops rytme; når han var træt, sov han, når han havde energi, så skrev han i sin hytte ved fjorden. Flintrende ligeglad med om det var dag eller nat. Og alt skiftede hele tiden, når vinteren kom. Om morgenen kunne han ikke åbne sin dør for sne og måtte kravle op af en luge i taget. Og der kunne gå dage i den hule i sneen, som huset kunne forekomme som, hvor han kun var sammen med de historier, som han levede i, og som han skrev. Andet var der simpelthen ikke.
Det var der, han skrev Sangen for livet, om eskimoen Heq, der i 1100-tallet rejser bort fra sin boplads for at finde sit udkomme andetsteds. Jørn Riel fortæller, at først vil han have eskimoen nordpå, men senere drejer denne alligevel vestover. Han får det til at lyde, som om den litterære figur er andet og mere, som en mytologisk skikkelse, der lader sin forfatter fortælle sig – og derved som en ånd fra for længe siden træder i karakter som myte i skriveprocessen. Jørn Riel har senere fået bekræftet fra etnografisk sagkundskab på Nationalmuseet, at det også faktisk forholdt sig sådan med de eskimoiske nomaderejser, der fulgte renerne denne vej vestover. Men da han skrev det, var det en viden, som kom til ham der i ødemarken, og han har ingen anelse om hvorfra.
Men naturligvis føler man, at man kender til alt, når man lever så længe og så fuldstændigt tæt på naturen, siger han. Andre gange, om foråret når isen er i opbrud, så kan du gå ud af din dør og se, at solen skinner fra en skyfri himmel, og du kan se isbjerge så store som skyskabere flyde stille forbi neden for dit hus, som i en ro ude på fjorden, som et roligt, majestætisk glacialt Manhattan, der stille sejler forbi dit hus. På sådanne eftermiddage går jeg ned for at hugge lidt is til min whisky. Derefter sætter jeg mig ind i skjorteærmer for at skrive og glemmer tiden, indtil jeg igen kigger udenfor, og så er alt forandret på ny.
Bjergene er væk, sejlet bort med strømmen og med en storm ud af fjorden, og lige udenfor huset hvirvler og tuder og hviner sneen omkring som store fnug, som store uldtotter overalt, der dækker himmel og jord.
Men når man så kommer ud senere til enten dagen eller natten fra den historie, hvor man eksisterer mest intenst, så kan alt være roligt igen ude over fjorden. Egnene i Arktis ved Grønland må være det nærmeste, man kan komme på Paradiset.
Når jeg af og til fik besøg, så blev gæsterne altid natten over, det var morsomt, for de turde sgu ikke gå hjem igennem sæterne om natten, da de var bange for quivitoq ånder, en art zombier af de selvmordere, fjeldgængere som var forsvundet, fordi deres liv var mislykkedes, fordi de havde haft sorg og uheld, som ikke kunne læges. Dem var man bange for at møde.
Men selv gik jeg naturligvis frem og tilbage ad stien mange gange om natten uden at møde nogen af de fyre der, og faktisk den eneste forskrækkelse, jeg fik engang, da jeg kom med min lygte – den var den eneste bevæbning, jeg havde på mig – det var noget stort og hvidt, jeg skimtede i mørket. Jeg troede, det var en bjørn. Faktisk blev de set nede på de egne hvert tredje eller fjerde år. Jeg sprang op i luften som skudt ud af en kanon, da jeg så det store og hvide væsen – men det viste sig, at det bare var min rare islandske hest, som kom mig i møde om natten. Så red jeg også på den hjem, og den fik et ekstra foder som tak, da vi kom ind i stalden.
Billedet af denne bjørn, der står og brøler nogle meter foran mig med denne kraft, det glemmer jeg aldrig
Men pludselig var der gået 16 år i ødemarken, hvor jeg havde været med på adskillige ekspeditioner og havde tilbragt perioder på forskellige stationer. Men det var ikke til at begribe, at tiden var gået. Den ene time tog den anden, den ene dag den næste, uger og måneder og år tog hinanden, uden jeg lagde mærke til det. Man var jo optaget af at være til dér i øjeblikket, når man skrev eller gik på jagt. Men det hele kommer tilbage til én, nu hvor man er ved at blive gammel. Intet forsvinder.
Af og til vågner jeg og husker, da jeg skulle skyde min første bjørn. Det var sgu lige ved at gå galt. Jeg var sammen med Ugge, min eskimoiske følgesvend gennem mange år. Men da var jeg lige kommet til Grønland dengang, og jeg står med min bøsse og spørger Ugge, da bjørnen kommer tæt på os, om jeg skal skyde nu? Men han bliver ved med at sige, at jeg skal vente lidt. Vente til den er tættere på. Men det er meget svært at vente i sådan en situation, det skal jeg love for! Man har lyst til at fyre kanonen af mod bæstet for at få det hele afsluttet hurtigst muligt. Men så giver han endelig tegn, og så skyder jeg, sigter efter hovedet, men rammer den i maven.
Bjørnen brøler, og jeg har aldrig hørt sådan et brøl før. Så rejser den sig op på bagbenene, og man kan ikke forestille sig hvor stor en isbjørn er, når den står op, og dens øjne er helt røde, og den åbner kæften og brøler.
Så skyder jeg igen, og rammer den igen i maven, og den sætter sig ned, som om den er lammet. Den sætter sig simpelthen på røven og brøler og viser kæft. Og da hører jeg et skud bag mig. Det er Ugge, han plaffer den i hovedet med sin étskuds Remington-riffel og rammer plet. Så lægger han riflen væk for at stoppe sin pibe, og da han er færdig med det, så går vi hen for at se på bjørnen.
Hovedet er helt skudt af, og mit skud i maven har ramt den i rygsøjlen og lammet den. Det var derfor, den gik på røven og blev så helvedes arrig.
Men billedet af denne bjørn, der står og brøler nogle meter foran mig med denne kraft, det glemmer jeg aldrig. Jeg vågner af og til om natten, også selv om det er over halvtreds år siden, jeg så det. Men så vågner jeg alligevel, badet i sved!
Uddrag af:
Jens-Martin Eriksens Timernes bro
Lindhardt & Ringhof 2006.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
