KUNST // ANMELDELSE – Vita Andersen skrev en gang en bog, der hed Hold kæft og vær smuk. Den beskriver kvindens vilkår. Mens jeg går rundt i udstillingen Writings of Bodies <<<We Know It From the Inside>>> på Den Frie, tænker jeg som mand i denne sammenhæng noget lignende, men ikke helt: “Hold kæft og hør efter.”
I optakten til udstillingen angiver udstillingsarrangøren på sin hjemmeside, at ”den overordnede tematik for udstillingen bygger på inspiration hentet fra den franske feministiske kritiker, forfatter, dramatiker og filosof Hélène Cixous … Hun opfordrer kvindelige kunstnere til at ”skrive” deres kroppe ud.” Det gør de så, på egne betingelser, i et kunstnerisk dybsindigt og dybt sanset opgør med mandens kropsbilleder, som altid vil prøve at dominere. Det er en yderst anbefalelsesværdig udstilling.
Resultatet bliver flere meget overbevisende kvindeskildringer, hvor et mandligt magtparadigme, som kan ses i næsten al billedlig gengivelse i det offentlige rum, bliver brudt
Den er skabt af billedkunstnerne Dorte Jelstrup, Elisabeth Toubro og Kathrine Ærtebjerg, der alle bidrager, sammen med en lille snes andre kunstnere.
Ved allerførste øjekast kan det virke spredt i stil og udtryk, men man oplever hurtigt et helhedsbillede, der er sat sammen af, hvad der føles og virker som hele den moderne kunsts vidtforgrenede spektrum af genrer, blot alt sammen med specifikt kvindeligt ejerskab til udtryksformerne. Det er en udstilling, som sætter sig dybe, tankevækkende spor gennem en række fremragende værker.
Kvinde med fisk
Den første sal er domineret af videokunstneren og scenografen Kirsten Justesens mesterlige fotoserie med en ansigtsløs, nøgen kvindekrop, hvis kønsdele og kropsformer er skjult eller genbeskrevet af fisk, der både beskytter, dækker og fremviser kroppens unikke, organiske natur.
Fisken er et kolossalt symbolmættet motiv at lade kvindekroppen forenes med, først og fremmest gennem havet, som altfavnende, kvindeligt motiv. Og gennem en tanke om en frihed, der i høj grad er kropslig, som symbolet repræsenterer. Og gennem en jegløshed, som peger ud mod et større fællesskab.
Hvis min krop er et objekt, må du tage hele jorden, hele naturen og havet med i billedet. And then you bite over more than you can chew. Sådan opfatter jeg det
Dybest set stammer den filosofiske idé, der ligger bag tanken om at skrive sin krop ud i filosofisk forstand, fra en erkendelse hos den franske tænker Merleau-Ponty, der gjorde opmærksom på, at man ikke ”har” en krop, men at man ”er” en krop. Det var i sig selv et opgør med en anden filosofisk sammenhæng, hvor man så verden i en dualisme, bestående krop og ånd/bevidsthed. Og hvor ånden var det egentlige og kroppen noget sekundært. Hvordan kan man sige, at kroppen ikke er det egentlige, spørger Merleau-Ponty.
I kølvandet på denne dualisme, som særligt forbindes med tænkeren Descartes, har kroppen det med at blive et objekt, hvor Merleau-Ponty gør opmærksom på, at den er et subjekt. Særligt kvindekroppen har det med at blive et objekt.
Og det er naturligvis det, udstillingen primært har front mod, objektiveringen af kvindens krop, ikke fordi det er det mest interessante, men det vigtigste. Det er en undertrykkelse fuldt på lige fod med samfundets strukturelle racisme, hvis ikke værre. Blandt de mange vellykkede indvendinger mod det maskuline verdensbillede, er Justesens en af de mest groteske og mest elegante: Hvis min krop er et objekt, må du tage hele jorden, hele naturen og havet med i billedet. And then you bite over more than you can chew. Sådan opfatter jeg det.
Kvinde med værktøj
Kathrine Ærtebjergs arbejder sammenfatter en mængde udtryk fra en slags stenalderagtig ”røngtenstil” via Frida Kahlos smertemættede krop til den senere surrealismes fascination af små abstrakte former og elementer, der er smidt rundt i billedet, som hos f. eks. Klee og Miro. Ærtebjergs lyse, eventyrlige malestil har fået et twist.
Resultatet bliver flere meget overbevisende kvindeskildringer, hvor et mandligt magtparadigme, som kan ses i næsten al billedlig gengivelse i det offentlige rum, bliver brudt ved effektivt at sætte kvinden i centrum som lidende, handlende medmenneske, og ved at give hende et instrument i hånden, en saks eller en hammer. Der bliver subtilt vendt op og ned på værdinormer og hierarkier, man opfatter som ”naturlige”
I de svære år, da den højrepopulistiske værdikamp havde vind i sejlene og mainstreamede en gammel nationalistisk ordenstænkning, kunne man indimellem høre mennesker sige om det ene eller det andet ideal fra 1970’erne (feminisme, socialkonstruktivisme, kapitalismekritik): ”Det stadium har vi da passeret, det skal vi ikke tilbage til igen.”
Kvinderne vender ryggen til, i skam og blufærdighed, som både Justesens kvinder og Lilibeth Cuenca Rasmussens overrumblende fotografier i skæringspunkterne mellem etnicitet og kropsarkitektur, nogle af udstillingens flotteste arbejder, fuld af værdighed og en kraft, der ikke kan forveksles med magt
Samtidig kunne man se den offentligt ejede ludomani-tjeneste, Danske Spil, bruge en “dum blondine” med forstørrede bryster som reklame. Så sent som i sidste uge mistede en stor maskinleverandør i det Sverige, der ellers går for at være så politisk korrekt, sin største kunde, det statslige skovbrug, efter at have udsendt en årskalender med letpåklædte kvinder på diverse traktorer og lignende, der afslørede stanken af mandehørm fra skovbrugsbranchen. Og på enhver SoMe-debattråd kan man finde mænd, der sætter en ære i at afvise #metoo-bevægelsens anliggende.
Der er med andre ord ikke noget, der er passé: Tværtimod er det gået den gale vej. Man kan ikke gå ud i byen uden at se fornedrende billeder af kvinder udstillet som objekter.
Det må være det, der ligger i, at vi ser overraskende få, eller stort set ingen, kvindeansigter. Kvinderne vender ryggen til, i skam og blufærdighed, som både Justesens kvinder og Lilibeth Cuenca Rasmussens overrumplende fotografier i skæringspunkterne mellem etnicitet og kropsarkitektur, nogle af udstillingens flotteste arbejder, fuld af værdighed og en kraft, der ikke kan forveksles med magt.
Eller måske ikke kun i skam og blufærdighed – også i følelsen af, at nu kan det faktisk være nok.
Dét er virkeligheden, og det er den virkelighed, udstillingen tager udgangspunkt i. Den virkelighed, alle kvinder kan skrive ud af deres krop. Den virkelighed, den er nedsænket i fra den første mascara bliver lagt i seksårsalderen. Og den virkelighed, man må se et billede som Maria Wæhrens dystre og grimme 0-painting i.
Det er voldsomt – noget i retning af “den italienske futuristiske surrealist de Chirico møder the funky-junky mobile home park.”
Der er ingen kvinde i billedet, men et kærlighedsløst og i øvrigt også umenneskeligt sexobjekt, konstrueret af kvindelige kropsdele, placeret foran sådanne nogle grimme campingvogne, der gør, at vi kommer til at tænke på vanrøgt af børn, FBI, dårlige arbejdsforhold med løn, man ikke rigtig kan leve af og undersøgelsen fra New Zealand for nylig om, at en grumt stor procentdel af al den porno unge, hvide mænd ser, er voldsrelateret.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Writings of Bodies <<<We Know It From the Inside>>>
Den Frie Udstillingsbygning
Til 5. januar
Topfoto: Værker af Kirsten Justesen. Fotos: Jakob Brønnum
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
