FORSVARSPOLITIK // KOMMENTAR – Krigen i Ukraine kalder på global sikkerhed, ikke accept af militær konfrontation og oprustning. En bæredygtig sikkerhedsorden må gå på tre ben og tage udgangspunkt i befolkningernes behov for sikker adgang til fødevarer og bæredygtig energi, fremfor alene i stormagtspolitik, skriver Susanne Possing, Talsperson for NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På Christiansborg blev der i foråret indgået et såkaldt nationalt kompromis om at give 18 milliarder kr. mere om året til militæret, fuldt indfaset fra 2033. Det blev indledningen til den militarisering af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi er vidner til i dag.
Den oprustningsdagsorden ikke bare binder os til de 18 mia. eller mere i mange år frem, den lænker os også til et sort-hvidt ven-fjende-billede. Os i Vesten, USA, EU og Nato mod Rusland – og nu mere og mere også: os i Vesten mod Kina.
Vi advarer mod en debat, der lukker sig om den militære løsning, som blokerer for, at vi beskæftiger os med, hvad der egentlig er på spil
Det antages, at vi som borgere identificerer os med de forskellige regeringer, der indgår i stormagternes rivalisering. Men at operere med dén forenklede sort-hvide psykologi er ikke bare forkert, det er politik bygget på angst. Det bygger på den frygt, vi alle har for en stadig mere usikker fremtid, og for den atom- og måske Tredje Verdenskrig, som Putins invasion i Ukraine har udløst.
Vi advarer mod en debat, der lukker sig om den militære løsning, som blokerer for at vi beskæftiger os med hvad der egentlig er på spil, og som bidrager til en eskalationsspiral regeringerne ikke har nogen plan for hvordan man kommer ned fra igen.
Hvor mange ved fx, hvor mudret billedet så ud i tiden op til og efter Ruslands invasion? Med sin gradvise udvidelse mod øst har Nato siden 2004 bidraget til usikkerheden. Og til at provokere Putin. Det betyder ikke, at ansvaret for krigen kan lægges på Nato, men det betyder, at Nato ikke er så uskyldig en spiller, som man kunne ønske sig. Eller som mange antager.
Da Minsk-aftalen fra 2014 ikke lykkedes med at etablere våbenhvile mellem Ukraine og de separatistiske styrker i de østlige regioner i Donbas, tilbød USA at sende våben til Ukraines regering for at hjælpe militæret med at besejre separatisterne. På trods af advarsler fra den tyske forbundskansler Angela Merkel om at våben fra USA kun ville forværre konflikten.
Men ingen taler om den klimagæld, Vesten stadig ikke har betalt til landene i det globale syd, dem, der lever med følgerne af vores udledninger
USA og Nato har siden da medvirket til at træne den ukrainske hær. Ikke først efter invasionen d. 24. februar i år, men allerede i 2017 begyndte USA at sende militærudstyr til Ukraine, bl.a. anti-tankmissiler og andet avanceret udstyr, der normalt kun leveres til øvrige Nato-medlemmer eller USA’s nærmeste allierede.
Og i 2019-2020, altså inden Ruslands invasion, var USA’s ”sikkerhedsbistand” til Ukraine cirka 10 gange så stor som i 2013 (op fra 49 mio. $ til 430 mio. $). Alt dette peger snarere på en vilje til militær konfrontation end på ønsket om at inddæmme muligheden for krig.
Som krigen har udviklet sig, er der intet, der tyder på, at USA og Nato eller EU er indstillet på at ’bøje af’ over for Rusland. Tværtimod. Bare lyt til, hvordan politikerne taler, også i Danmark.
De oversete trusler og den fælles sikkerhed
Alle taler om krigen og flere våben til at stoppe Putin. Men ingen taler om den klimagæld, Vesten stadig ikke har betalt til landene i det globale syd, dem, der lever med følgerne af vores udledninger. Hvem taler om de ødelæggelser af landbrugsjorden og dyrkningsmulighederne for de millioner af bønder i Sydsudan og på Afrikas Horn, som lige nu er ved at dø af sult og malaria? Deres krise kan spores tilbage til Vestens overforbrug, vores rov på naturressourcerne og den uhæmmede kapitalistiske vækst.
Der er rigeligt med våben. Nato med USA i spidsen er stærkere end Rusland på næsten alle militære parametre, vi har større og mere moderne våben. Natos militærudgifter er 17 gange Ruslands. Og selv om man har oprustet, og der er udviklet masser af avancerede våbensystemer, er verden ikke blevet et sikrere sted, tværtimod.
Det er en kæmpeulykke, at al politisk opmærksomhed, handleberedskab og økonomiske ressourcer i Europa i dag er rettet mod krigen i Ukraine.
Det fortrænger og udsætter handling i den klimapolitik, som ellers var ved at have også internationalt momentum forud for 2020. Og der er den stigende globale ulighed. Som ikke kun handler om økonomisk ulighed, men også om at befolkningerne i store dele af verden har få eller ingen demokratiske muligheder for at indvirke på deres egne livsbetingelser.
Alt dette er programmeret til at skabe nye konflikter og sikkerhedsproblemer. Og ikke kun i det globale syd, men også i nord: opstande mod stigende priser, militær oprustning frem for klimatilpasning og sikring af forsyningssikkerhed, flygtningestrømme, terrorisme og pandemier.
Olof Palme ledede en kommission, der i 1982 nedkom med et sikkerhedspolitisk forslag. Det var under den kolde krig – USA og Sovjetunionen stod i skarp konfrontation og truede hinanden, også med at bruge atomvåben med fare for udryddelse af al civilisation. Lige dér, i en situation ikke mindre farlig end den, vi står i i dag, foreslog Palmekommissionen, at der var brug for en Fælles Sikkerhed: ”… nationer og befolkninger kan kun føle sig sikre, når deres modparter føler sig sikre.”
Vi foreslår, at Danmark satser mere på nedrustning og på diplomati, fredsforskning og konfliktløsning – alt sammen noget, der er blevet sparet væk i de seneste mange år
Der er nødt til at være en balance. Der vil altid være legitime bekymringer på begge sider. Det er komplekst, men selv om Putin må fordømmes som eneansvarlig aggressor ved at invadere Ukraine, er der ingen tvivl om, at Nato og USA har været med til at bane vejen for denne ulykkelige krig. Og på den måde været med til at provokere Rusland. Mange iagttagere peger på det – til stor vestlig opstandelse også USA’s egen Henry Kissinger.
Nato har udvidet og står nu tæt på Rusland. Det skaber problemer, set fra Rusland. Rusland skal trække sine styrker tilbage, og de skal betale krigsskadeerstatninger, ja. Men på sigt vil der blive brug for en helt anden slags sikkerhedsarkitektur i Europa.
Via diplomati og forhandlinger må man finde frem til en orden, der også tager højde for de legitime bekymringer, Rusland måtte have; ikke mindst nu, hvor Sverige og Finland søger optagelse i Nato, og man i Nato over sommeren har besluttet at holde 300.000 nye tropper i konstant beredskab, kan Rusland se sig omringet af Nato langs snart sagt alle grænser i Europa.
Hvis vi tænker det modsatte, med Rusland (eller Kina) i færd med at omringe USA, hvad ville der så ske? Vi så det under Cubakrisen i 1962, da Sovjetunionen planlagde at placere atomvåben på Cuba. Hvordan det førte til øjeblikkelige reaktioner fra USA, der var lige ved at udløse en farlig krig. Dette må høre op.
En bæredygtig sikkerhedsorden
Vi foreslår, at Danmark satser mere på nedrustning og på diplomati, fredsforskning og konfliktløsning – alt sammen noget, der er blevet sparet væk i de seneste mange år. Hvorfor har vi krigsstudier og militæranalytikere, men ingen fred- eller konfliktløsningsforskere?
En bæredygtig sikkerhedsorden må gå på tre ben og tage udgangspunkt i befolkningernes behov for sikker adgang til fødevarer og bæredygtig energi, fremfor alene i stormagtspolitik:
1) Klima- og biodiversitetskrisen er udløst af den rige del af verden, det er vores naturødelæggende måde at producere og forbruge og leve på, der udleder den dødbringende CO2 og andre drivhusgasser. Klimaforandringerne truer hele kloden, vi er også begyndt at mærke det, men især landene i det globale syd er ramt. Pakistan, men også Sydsudan, Yemen, Syrien, Afrikas Horn, Zimbabwe, overalt: For varme og for lange tørkeperioder veksler med for voldsomme og uforudsigelige regnperioder og river livsgrundlaget væk under millioner af mennesker. Det skaber klimaflygtninge.
På verdensplan har vi nu 100 millioner flygtninge. De flygter af alle mulige grunde, krig, fordrivelse, politisk repression. Men Care har regnet ud, at det i 2020 skete 30 millioner gange, at et menneske måtte flygte internt i sit eget land på grund af klimaforandringer og ekstremt vejr. Det skete knap 10 millioner gange pga. krig og konflikt. De tal vil ikke blive mindre. EU gør det, USA gør det, også den danske regering betragter klimaflygtningene ikke som mennesker, hvis skæbne kalder på omsorg og forebyggelse, men først og fremmest som en trussel mod vores egen sikkerhed.
2) Ulighederne i verden er taget til og vokser stadig: Mellem nord og syd og internt i landene, mellem de rige og fattige og på alle niveauer. Afrikanske ledere og NGO’er er ved at forberede sig til COP27 i Egypten: De reagerer mod, at de rige lande i nord nøler med at betale for de klimaødelæggelser, Vestens fossilforbrug har skabt og bliver ved at skabe i deres lande. Men alle uligheder skaber konflikter – eliter styrer de fleste lande i verden, og i de fleste tilfælde tager de ikke hensyn til de fattige flertal i deres befolkninger. Det skaber problemer og modstand og fører, også oftere end vi hører om herhjemme, til egentlige opstande. Der vil komme flere af slagsen.
3) Forståelsen for princippet om den Fælles Sikkerhed. At begge parters bekymringer må tælle med, at ”nationer og befolkninger kun kan føle sig sikre, når deres modparter er sikre”.
NTO har nedsat en OMTÆNKE-tank, som er ved at udarbejde et oplæg til, hvad en sådan sikkerhedspolitik kan indebære. På Nej til oprustning.dk kan man følge med i det arbejde. Og man kan skrive under på den underskriftsindsamling mod de ekstra 18 mia. til militæret, vi har startet, og som mere end 800 mennesker allerede har skrevet under på.
Henvisninger:
Michael R. Gordon, et al, Western Nations Split on Arming Kiev Forces, New York Times
Marc B. Sanganee, Minsk II-aftalen og de separatistiske regioners rolle i Ukrainekrigen, i Arbejderen
Daniel Michaels, The Secret of Ukraine’s Military Success: Years of NATO Training, Wall Street Journal, April 13 2022
UNFCCC, New elements and dimensions of loss and damage under the Paris Agreement (Article 8)
SIPRI Fact Sheet, Trends in World Military Expenditure 2021
Olof Palme International Center, Om Palmekommissionen fra 1982
Anthony Marcus, Henry Kissinger, There are three possible outcomes to this war, Eurasia Business News, july 7,
2022
Care, Klimaflygtninge
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
