FORSVAR // KOMMENTAR – Der god grund til at lytte efter, når Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, understreger behovet for en forsvarskommissær i EU og et styrket EU-samarbejde omkring forsvar og sikkerhed. Samtidig må danske EU-politikere og beslutningstagere have for øje, at “der er gode muligheder for at lade forsvarspolitik og danske arbejdspladser gå hånd i hånd”, skriver EU-direktør i Dansk Metal, Johan Moesgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De seneste uger har været travle for Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Først lancerede hun til den årlige prestigefyldte sikkerhedskonference i München en spritny idé om at udpege en europæisk kommissær for forsvarspolitik efter sommerferien. Og siden har hun meldt sit kandidatur til endnu fem år på formandsposten.
Selvom begge udmeldinger er interessante, så kunne jeg godt tænke mig at fokusere på den første. Ursula von der Leyen understreger nemlig her, at hun vil flytte forsvarspolitikken endnu mere centralt ind i EU’s maskinrum. Timingen er interessant og kan af flere grunde vise sig at være en klog vej at gå for Europa.
Vi kan i Danmark være stolte over, at mange danske industrivirksomheder og deres medarbejdere bidrager til at holde Europa sikkert
I disse tider står Europa over for historisk store sikkerhedspolitiske udfordringer. Særligt mod øst, hvor Ruslands angrebskrig i Ukraine tvinger Europa til at flytte forsvars- og sikkerhedspolitikken helt i top på den politiske dagsorden. Historisk har de økonomiske argumenter stået stærkt, når vi har skullet fremtidssikre opbakningen til EU og få flere nye lande ind i folden på EU’s indre marked.
Spørger man Dansk Metals tillidsrepræsentanter, peger fire ud af fem da også på, at EU’s indre marked er en gevinst for deres arbejdsplads. En opbakning, der nok i høj grad hviler på de store økonomiske fordele for Danmark ved EU-samarbejdet.
Efter Ruslands invasion af Ukraine handler EU-samarbejdet imidlertid også i høj grad om at holde kontinentet sikkert og trygt. Derfor er det klogt set af beslutningstagerne i EU at styrke den sikkerhedspolitiske dimension i samarbejdet.
Danske virksomheder producerer udstyr til forsvaret
For ud over sikkerheden, så er der også arbejdspladser at finde i et stærkere forsvar. Vi kan i Danmark være stolte over, at mange danske industrivirksomheder og deres medarbejdere bidrager til at holde Europa sikkert.
Tag for eksempel de danske værfter, der historisk har bygget og repareret skibe til Forsvaret – og også står med gode muligheder for at gribe fremtidens ordrer. Eller den store underskov af små og mellemstore virksomheder i industrien, der producerer bittesmå dele, som indgår i det absolut største og mest avancerede forsvarsmateriel i verden. Det er jo mennesker af kød og blod ude i Produktionsdanmark, altså smede, svejsere, industriteknikere og ingeniører, der er med til at producere, reparere, vedligeholde og bruge det udstyr, der skal holde Danmark og Europa sikkert i fremtiden.
Og opbakningen synes at være til stede herhjemme. To ud af tre danskere valgte at stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet i 2022, så Danmark nu er med på helt samme vilkår som de andre EU-lande, når det gælder samarbejdet om forsvarspolitik og sikkerhedspolitik i Europa.
Opgaven for de danske EU-politikere og beslutningstagere er klar: Der er gode muligheder for at lade forsvarspolitik og danske arbejdspladser gå hånd i hånd – udnyt chancen
Det giver nye muligheder, men det stiller også nye krav til os selv. Hvor meget vil vi selv prioritere at styrke Forsvaret? I hvor høj grad bør vi fra danske myndigheders side styrke vores muskler i EU og på danske ambassader ude i verden for at varetage vores interesser i forhold til forsvarspolitik og forsvarsindustri? Og hvor meget vil forsvarspolitik fylde i den danske valgkamp frem mod valget til Europa-Parlamentet den 9. juni?
Et forsigtigt bud herfra er i hvert fald, at vi vil se forsvars- og sikkerhedspolitik blive et langt større tema i den danske EU-valgkamp sammenlignet med seneste EU-valgkamp i 2019, hvor temaet var fuldstændig fraværende. Ligesom det vil forblive nødvendigt i den danske nationale fordelingspolitik at holde forsvarspolitikken højt på radaren – for nu at blive i en forsvarsmetafor.
Så med andre ord er der god grund til at lytte efter, når Europa-Kommissionens formand betoner behovet for en forsvarskommissær i EU. Det bidrager nemlig til at holde forsvarspolitik højt oppe på den politiske ønskeseddel, og opgaven for de danske EU-politikere og beslutningstagere er klar: Der er gode muligheder for at lade forsvarspolitik og danske arbejdspladser gå hånd i hånd – udnyt chancen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her